Mener du ikke, at bogen "Kristen på en ny måde" gør op med evangelisk-luthersk kristendom?
Mvh. Jalokin
Hej Jalokin
Nej, så firkantet kan man ikke stille det op. Hvis bogen er et opgør med noget, så er den ikke kun et opgør med evangelisk-luthersk kristendom, men med hele kirken: katolikker, karismatikere, protestanter, ortodokse - alle grene indenfor kristendom! Men jeg mener sådan set ikke, at bogen er et opgør med nogle bestemte ting - den anderkender historien og Guds virke i den moderne tid, men den arbejder også videre og hjælper os til at lade Guds rige komme i vores postmoderne tid.
Det interessante er jo netop, at de her konfessionelle kasser, vi putter hinanden i, ikke er så vigtige mere. En postmoderne katolik vil sandsynligvis have mere til fælles med en postmoderne karismatiker, end en moderne katolik ville have med en postmoderne katolik.
"Kristen på en ny måde" er en samtale om kirken i den postmoderne tid.
Citat: Jeg mener, det her er et tydeligt tegn på, hvor du er præget af det moderne paradigme. Du mener, det er muligt at pille bibelen ned til én bestemt teologi og lære. Det er en meget moderne måde at se bibelen på! Den er ikke skrevet som en videnskabelig afhandling eller facitliste, og jeg mener ikke, den kan læses sådan.
Jeg syne stadig jeg mangler svar på netop mine indvendiger mod denne klassificering. At man ser biblen som noget, der indeholder en bestemt teologi og lære, er ikke noget man er begyndt med med modernismen. Modernismen begyndte med Descartes/Kant og var tværtimod begyndelsen på det, der endte i sen/postmodernismen. Ifølge Kant kan man kun erkende tingenes ydre skin gennem fornuftens briller, d.e. tid og rum, som blev set som briller hos betragteren og ikke egenskaber ved tingene. Resultaterne heraf var den liberale teologi.
At mene, at absolut erkendelse er muligt, og det endda om ikke-empririske transcendente ting uden fornuften som kilde til den viden er tværtimod yderst præmoderne. Troen på, at biblen indeholder én bestemt lære og teologi prægede både oldkirken og reformationen samt den lutherske ortodoksi(og til dels den reformerte, selvom fornuften fik en større rolle her).
Jeg synes umiddelbart det lyder som om at du blot kategoriserer alt, hvad der ikke er postmoderne som modernisme, men det er for mig at se en noget lemfældig omgang med idehistorien.
Jeg mener ikke, at alt i biblen er facitlister, som i simple ord fremstiller sagen i dens kerne. Der er mange steder, hvor sagen udfoldes igennem histroeier og poesi, mens den anddre steder, i GT især i profettaler, i nt især i Jesu taler om i brevene, fremstilles i ligefremt. Men den ændrer ikke ved, at den faktisk indeholder én lære.
Citat: Hvis det er så let at bevise den evangelisk-lutherske lære, hvorfor er teologerne så ikke enige om den? Er det fordi de læser forkert, ikke er intelligente nok eller er det fordi de ikke læser med Ånden som vejleder? Overalt i verden sidder der teologer og arbejder med bibelen. De søger Gud af hele deres hjerte og ønsker at finde sandheden. Alligevel kommer de frem til vidt forskellige svar - hvordan kan det være?
Du forudsætter det, du vil bevise her. Teologernes enighed var kun nødvendig, hvis Biblen ikke i sig selv er klar. Hvad grunden til teologers uenighed med Biblen skyldes, kan jeg kun gisne om. Jeg mener ikke som du, at jeg kan se ind i deres hjerter og bedømme hvem, der søger Gud af hele deres hjerte, men jeg mener i stedet at jeg kan se i Skriften, at de tager fejl.
og her er egentlig den store forskel mellem pietisme/evangelikalisme hvad enten den er moderne eller postmoderne og så luthersk ortodoksi. Pietismen mener at kunne bedømme menneskers hjerter ud fra deres ydre fromhed mens ortodokse lutehranere alene mener at læren er klar. For os at se er menenskers hjerter skjult og vil altid være fyldt med synd, mens Skriften er et klart lys uden fejl. For pietister er det omvendt. På den måde synes jeg også ermegent-church-bevægelsen blot ligner et nyt udtryk for gammel pietisme/evangelikalisme, hvor man også var så optaget af, hevm der nu er "personlige" kristne og genfødte, men var mindre interesserede i den rette lære.
Citat: Det er rigtigt - den tager jeg i mig igen. Men jeg har aldrig sagt at modernismen begyndte med reformationen - reformationen var en del af en udvikling der satte skub i modernisme - i hvert fald set fra kirkens synspunkt. Jeg bliver også lige nødt til at afklare noget, da jeg har oplevet det flere gange i debatten. Når vi snakker om modernisme og postmodernisme er det en måde at benævne tidsperioder, der er præget af bestemte paradigmer. Det har i første omgang ikke noget som helst med kirke eller kristendom at gøre. Der, hvor kirken kommer ind i billedet, er, når vi snakker om, hvordan vi bedst kan være kirke for postmoderne mennesker.
Ok, jeg tror jeg sammenblandede synet på reformationen med en anden debat. jeg er helt med på, at modernisme og postmodernisme er to paradigmer i verden som sådan. Jeg er bar ikke enig i din karakteristik af modernismen eller i hvert tilfælde i din kategorisering af mig som modernist. For mig at se ligger modernisme og post/senmodernisme tættere på hinanden end et præmoderne-bibelsk paradigme gør på nogen af dem. Jeg mener der er tale om en grov forsimpling, hvis man hævder, Du mener tilsyneladende, at kirken helt skal undgå at have noget med postmodernisme at gøre - det er i orden, men så får kirken heller ikke noget med postmoderne mennesker at gøre, og det ville være at gå stik imod vores kald som kirke. Det vil også betyde, at mennesker skal leve på en måde, når de er på arbejde, ser fjernsyn, snakker med venner og kollegaer og på en helt anden måde, når de går i kirke. at troen på sikker erkendelse er lig modernisme.
Citat: Du mener tilsyneladende, at kirken helt skal undgå at have noget med postmodernisme at gøre - det er i orden, men så får kirken heller ikke noget med postmoderne mennesker at gøre, og det ville være at gå stik imod vores kald som kirke. Det vil også betyde, at mennesker skal leve på en måde, når de er på arbejde, ser fjernsyn, snakker med venner og kollegaer og på en helt anden måde, når de går i kirke.
Nej, jeg mener da, at man skal vide noget om postmodernisme. men ligesom under modernismen, skal postmodernismen ikke bestemme hverken teologi eller kirkeliv. Du har helt ret i, at jeg mener, der er forskel på at være i kirke og i verden. I Kirken tjener Gud mennesker med ordet og sakramenterne, i verden tjener den kristne sin næste og Gud med kærlighedsgerninger. Jeg mener at kristne skal tage del i livet udenfor kirken og vidne om Kristus der, ligesom de for min skyld også godt kan tage del i kulturlivet, så længe de ikke deltager i ugudelige ting. Jeg er altså ikke tilhænger af kristne ghettoer, tværtimod.
Jeg mener qua mit præmoderne udgangspunkt at kommunikation er mulig, både ml. Gud og menensker og ml. mennesker indbyrdes, uanset om de så deler erkendelsesteoretiske paradigmer. Det kan derfor godt lade sig gøre at tale med og til postmodernister, selvom man ikke selv er indnefor det paradigme. Men ud fra et postmoderne synspunkt er det selvfølgelig problematisk, men jeg tror nu godt de forstår det, jeg siger, lselvom de ikke tror på, at de kan forstå det. I øvrigt synes jeg, at hele den tanke, at man skal have samme udgnagspunkt som dem man vil udbrede evangeliet iblandt er særdeles farlig. Det kan for mig at se lynhurtigt udvikle sig til intolerance og apartheid-kirker, hvor kun folk emd samme kultur kan gå i kirke sammen eller være sammen.
Desudne tror jeg faktisk, at postmodernismen er ved at gå af mode ude i samfundet. Kirken har bare først opdaget den indenfor de sidste 5-10 år.
Forrige tråd
Oversigt
| Sitemap | Til toppen© 2001-2012 Indre Mission. Ansv. redaktør: Peter Guldager Dahl. JesusNet.dk må citeres efter aftale. Alle henvisninger til siden er velkomne.