I tråden om synd og syndfrihed er vi efterhånden kommet på på 125 indlæg.
Når vi opfordres til at være udholdende og tro og ikke svigte, er jeg ikke helt sikker på, at det er tråde på debatten, det gælder

Jeg vil derfor tage ved et af emnerne i denne tråd, nemlig spørgsmålet om, hvorvidt man risikerer at gå fortabt, hvis man ikke kan sin bywelskhiståri.

Jeg citerer fra det seneste indlæg (af malli):

---

Men hvis vi vedholdende holder fast i noget der ikke stemmer efter biblens lære...[....](og holder fast i at det sagtens kan kombineres med den kristne tro)... er jeg mere i tvivl om nåden

---

Jeg vil på dette sted gerne minde om budene, især det første: 'Du må ikke have andre guder..'
Jo længere, jeg lever som kristen, jo tydeligere bliver det for mig, at det er her, resten står sin prøve. Hver dag kan jeg tage fat i mig selv og bruge præcis dette bud som hjælp til at se, om jeg er på afveje og hvordan jeg finder ind på den rette vej igen.

Det med at være på afveje handler i dette tilfælde ikke om at gøre en masse frygtelige ting, det kan lige så godt handle om at give bekymringer så meget magt, at man skulle tro, jeg havde glemt, hvem der er Gud. Eller om noget andet dagligdags.

Også til skriften er det første bud en god vejledning
Jeg kender ikke Guds vilje i alle ting, og det vil være en lodret løgn at påstå, at jeg har forstået, hvad Jesus vil med mit liv. Ofte ser jeg kun lige det næste skridt, jeg skal tage, og endnu oftere er jeg først klar over, at det var det rigtige når jeg har taget det.

I mange af disse situationer kan man ikke direkte bruge skriften, for der er ingen færdige svar på alle vores spørgsmål.
Så det ville ikke engang hjælpe, om vi så kunne hele bibelen udenad både forfra og bagfra.

Kender man de centrale punkter i kristendommen, så vil jeg mene, at det første bud er den allerbedste rettesnor, vi overhovedet kan vælge.
Hvem er Gud i vores liv? Er det min anseelse, min økonomi, mit udseende, min dygtighed, min bibelkundskab(!), mit helbred, min tro(!!)....

Hvis der er noget af alt dette, som synes afgørende for vores liv - så afgørende, at vi ikke kan forestille os, at vi kan leve uden - så er det vores Gud.
I så fald gælder det om hurtigst muligt at huske på, hvem der virkelig er Gud. Deri ligger ikke blot frelsen til min sjæls evige salighed, der ligger også befrielsen her og nu fra de byrder, vi slæber rundt på.
Befrielse på den måde, at vi kan forholde os anderledes til de samme byrder, fordi vi ikke længere gør dem til afguder, men sætter hele vores lid til den ene sande Gud, Fader søn og Helligånd.

Det kan man godt, selvom man ikke er velbevandret i detaljerne i den hellige skrift.
Men det er meget, meget lettere, hvis man jævnligt læser i sin bibel

Hej Eva

Ja alting kan blive en gud for een. Men der er vel igen forskel. Lad os tage maden. Hvis man har et tvangsmæssig behov for at spise er det jo ikke det samme som at man så HELT skal stoppe med at spise, for ikke at begå helligbrøde. Vi skal vel heller ikke helt forsage pengene, hvis disse bliver en afgud for een. Men når det gælder andre religioner, er Gud temmelig radikal - der tvivler jeg på at han accepterer bare en lille bitte smule sten-dyrkelse eller en rask lille gang pandulering over ostemaden, et lille offer til Budda osv.

Med venlig hilsen

Malli

Det er ikke handlingerne, men holdningerne, der skal afprøves.

Lad os tage de stakkels forkætrede nisser. Hvis de udelukkende er julepynt på linje med guldbronzerede valnødder, så er de magtesløse.
Hvis man derimod er afhængig af dem eller bange for dem, så har vi givet dem magt.
På samme måde med penge. Selvfølgelig skal vi bruge penge, vi skal da betale husleje, have mad i munden osv. Men betragt pengene på samme måde som du betragter din støvsuger: noget, der har et praktisk og konkret formål. Den afhængighed, du har af din støvsuger, handler om at få gjort rent, og så er den ikke længere. På samme måde med pengene. De skal bruges til det, som nu engang er nødvendigt.

Hvis derimod man begynder at lade sit liv og sin lykke være afhængigt af, om man nu har penge, så er den gal, og så er det ligemeget, om det er rigdom, man er fanget i, eller om det er fattigdom.

På samme måde med alt det andet. Hvis jeg har for vane at sige 7-9-13 skal jeg måske overveje, om det gør en forskel, om jeg lader være. Måske er det en vane ligesom at sige 'prosit' til et nys eller 'skål' til et glas, og så er det ligegyldigt.
I det øjeblik, jeg bliver bange for ulykker, om jeg ikke siger 7-9-13, så har jeg gjort mig en afgud.

'Prosit' er forøvrig oprindeligt en djævlebesværgelse, vidste du det? Nu er det en høflighedsfrase, og det rykker ikke ved vores tillid til Gud om vi siger det eller ej, for der er ikke anden magt i udtrykket end den, som almindelig høflighed kan finde.

Hvis vi tror på, at det er hos Gud vi får, hvad vi behøver til liv og salighed, hvorfor skulle vi så pendulere over ostemaden?
Hvis vi pendulerer over ostemaden, hvad er så vores bevæggrund? Hvad er det, vi vil sikre os imod?
Den slags spørgsmål vil gå meget dybere end spørgsmålet om, hvad vi gør.

Bevæggrunde går nemlig langt dybere i vores personlighed end handlinger, selvom det som regel er handlingerne, der gør os opmærksom på vores bevæggrunde.

Jeg er helt enig med dig i dine indlæg her. Men i forbindelse med det du skriver om, at man kan blive bange for at der sker en ulykke hvis man ikke får sagt 7-9-13 -(eller banket under bordet ell.lign.):

Mon ikke vi her er ude i det der hedder tvangstanker, som vel mere er en neurotisk forstyrrelse end egentligt afguderi? Jeg kan huske at jeg som barn fandt det rasende vigtigt ikke at træde på mellemrummene mellem fortovsfliserne, og mange andre ting i den retning. Det var ret anstrengende, men er heldigvis gået over

kristina

Tak for dit gode svar, Eva.

Nej - jeg er aldrig blevet kysset af en skorstensfejer , og har nu omsider næsten opgivet håbet:
Der er fjernvarme der hvor jeg bor nu.

Hav en dejlig 3. søndag i advent allesammen :

kristina