Café,

Jeg undskylder, at jeg i lang tid ikke har haft tid til at skrive i caféen, men har måttet begrænse mig til at følge den daglige trafik. Jeg ved, at der er en hel del indlæg rundt omkring i de forskellige fora, der savner mine svar, og jeg skal forsøge at komme efter det så hurtigt som muligt. For at råde bod på mit fraværd er hér en artikel fra Wired Magazine, som jeg har oversat til dansk.

Det lader til, at det naturalistiske syn på videnskaben er ved at smuldre, og at religion i stigende grad bliver set som relevant i videnskabelige spørgsmål:

"I de seneste år har Allan Sandage, en af verdens ledende astronomer, fremført, at Big Bang kun kan forstås som et `mirakel'. Charles Townes, en Nobelpris-vindende fysiker og en af opfinderne af laseren, har udtalt at fysikkens opdagelser `lader til at pege på en intelligens, der er involveret i naturlovene.' Biologen Christian de Duve, også en Nobelpris-vinner, gør opmærksom på, at videnskaben hverken forsøger at bevise eller modbevise eksistensen af en guddom: `I ingen forstand er ateismen støttet eller bevist af videnskaben.' Og biologen Francis Collins, lederen af the National Human Genome Research Institute, insisterer på, at `mange forskere virkelig ikke ved, hvad de går glip af, når de ikke udforsker deres åndelige side.'"


Bl.a. ser man opdagelsen af, at universet lader til at være finjusteret til eksistensen af liv, som et problem for det naturalistiske verdensbillede:

"I de seneste år har forskere regnet ud, at hvis en værdi kaldet omega - ratioen mellem universets gennemsnitlige tæthed og den tæthed, der ville have hindret den kosmiske udvidelse - ikke havde været indenfor én kvadrilliontedel af 1 procent af dens faktiske værdi umiddelbart efter Big Bang, ville det nyfødte univers være kollapset under sin egen vægt eller være blevet udsat for overdrevne relativitets-kræfter, der ville have forvredet rumtiden. I stedet er rummet geometrisk fladt - i stedet for forvredet - for at bruge kosmologernes eget slang. Hvis tyngdekraften kun var en lille smule stærkere, viser målinger, ville stjernerne brænde så kraftigt, at de ville være udbrændte i løbet af et enkelt år; universet ville være et juletræ af gløder, tømt for liv. Hvis tyngdekraften var kun en smule svagere, ville stjerner ikke kunne formes, og universet ville være en tynd, ensartet tåge. Hvis de stærke elektromagnetiske kræfter, der binder atomkernerne sammen, havde været bare en smule svagere, ville alle atomer være blevet opløst som damp."


På Newtons tid havde det siden Aristoteles været den gængse opfattelse, at en teori måtte forklare den endelige årsag til fænomenerne for at være videnskabelig. Og da Newton ikke spekulerede over, hvad der forårsagede tyngdekraften, men blot, hvordan den opførte sig, afviste mange hans tyngdekraftsteori som `uvidenskabelig'. Men efterhånden som det blev klart, at dens forudsigelser var korrekte og åbnede dørene for nye forskningsområder, fandt man ud af, at det var den aristoteliske opfattelse af videnskab, der var noget galt, og den blev derfor afskaffet.

På samme måde forudsiger jeg, at det vil ske med den naturalistiske antagelse, at videnskabelige teorier kun kan bruge naturlige processer til at forklare observationerne. Efterhånden som det bliver klart, at denne begrænsning forhindrer forskerne i at forklare det, de ser, vil man afskaffe den til fordel for et supernaturalistisk/ID-paradigme.

Det skal lige siges, at jeg kontaktede Wired og spurgte, om de havde nogle indsigelser imod at jeg videregav artiklen. Det er et godt stykke tid, og da de endnu ikke har svaret tilbage, antager jeg, at de er ligeglade med, hvor artiklen bliver gengivet (den er trods alt tilgængelig på nettet i forvejen), og ikke engang gider bruge tid på et svar. Men min oversættelse er altså ikke autoriseret, og på de steder, hvor betydningen er ambivalent, har jeg valgt, hvordan en given sætning skulle oversættes.

PS. Under mine juleindkøb fandt jeg helt ny bog om den historiske sammenhæng mellem videnskab og religion, sammensat af essays fra nogle af de største eksperter på området. Jeg bladrede bogen igennem og fandt hurtigt ud af, at den (1) gør op med den traditionelle opfattelse, at kristendommen har hindret videnskabelige fremskridt, og i stedet argumenterer for, at kristendommen ofte har gavnet videnskaben, og at negative sammenstød snarere er sjældne undtagelser (se signatur); og (2) indeholder et essay af ID-teoretikeren William Dembski om designargumentet gennem tiden, med en sektion om den moderne ID-bevægelser, hvorunder Behes og Dembskis eget arbejde med emnet nævnes. At en ID-teoretiker får mulighed for at fremlægge sit arbejde sammen med ledende forskere er et gigantisk skridt fremad for ID-bevægelsen, og for forskere, der ikke kunne drømme om at læse en bog om ID, vil dette være en mulighed for at lære, hvad ID virkelig er (til forskel fra de sædvanlige stråmandsversioner, som mange naturalistiske kilder angriber).

http://www.wired.com/wired/archive/10.12/convergence.html

Årgang 10.12 - December 2002
"Når videnskaben møder troen"
Af Gregg Easterbrook

"Den gamle pagt er knust: Mennesket har omsider erkendt, at det er alene i universets uendelige tomhed, fra hvilket det opstod ved et tilfælde." Således skrev den Nobelpris-videndende franske biolog Jacques Monod i sit værk "Tilfældigheden og nødvendigheden" fra 1970, hvori han påstod, at Gud var blevet håbløst modbevist af videnskaben. Det guddommelige er en fantasi, tro er fup og svindel, virkeligheden er ikke andet end kolde sandsynligheder - og dette var ikke blot spekulationer, fastholdt Monod, men beviste sandheder. Hans værk, der havde en overvældende indflydelse på den intellektuelle verden, lod til at afgøre en diskussion, der havde varet i årtusinder. Teologien var på tilbagetog, ude af stand til at bortforklare Darwins betragtninger; intellektuel støtte væltede ind over tænkere som den Nobelpris-vindende fysiker Steven Weinberg, der i 1977 proklamerede, "Jo mere universet lader til at være forståeligt, jo mere lader det også til at være meningsløst." I 1981 udtalte the National Academy of Sciences, "Religion og videnskab er adskilte og gensidigt udelukende områder af menneskets forståelse af verden." Så er det afgjort.

Og så alligevel ikke. I de seneste år har Allan Sandage, en af verdens ledende astronomer, fremført, at Big Bang kun kan forstås som et "mirakel". Charles Townes, en Nobelpris-vindende fysiker og en af opfinderne af laseren, har udtalt at fysikkens opdagelser "lader til at pege på en intelligens, der er involveret i naturlovene." Biologen Christian de Duve, også en Nobelpris-vinner, gør opmærksom på, at videnskaben hverken forsøger at bevise eller modbevise eksistensen af en guddom: "I ingen forstand er ateismen støttet eller bevist af videnskaben." Og biologen Francis Collins, lederen af the National Human Genome Research Institute, insisterer på, at "mange forskere virkelig ikke ved, hvad de går glip af, når de ikke udforsker deres åndelige side."

Lige så stille har videnskaben trukket sig væk fra sin sagen-er-afgort-attitude overfor det transcendente ukendte. Konferencer der forener teologer og fysikere er den store dille, og har fundet sted på Harvard, the Smithsonian, og i andre store institutioner. The American Association for the Advancement of Science sponsorerer nu en "Diolog om videnskab, etik og religion". Stjerner på videnskabens himmel, der i 70-erne afviste tro som sludder og vrøvl - inklusiv E. O. Wilson og afdøde Stephen Jay Gould og Carl Sagan - har siden bekendt sig til en eller anden form for våbenhvile mellem videnskab og religion.

Hvorfor denne øgede interesse i åndelig tænkning? En af grundende er de intellektuelle trends tilbagevendende natur. I filosofien er metafysik på vej tilbage efter i årtier at have været undertrykt af positivisme og analytiske sprogteorier. Disse begrænsede, empirisk baserede idéer har haft deres chance; nu svinger pendulet tilbage til metafysikkens store horisonter - og vil utvivlsomt svinge væk igen en dag. Det samme gælder inden for videnskaben; det rent materialistiske synspunkt, der regerede i løbet af det 20. århundrede, ifølge hvilket alting har en naturlig forklaring, har ikke kunne holde andre synspunkter stangne for evigt. Den ældgamle opfattelse, at virkeligheden byder på mere end det, der kan ses med det blotte øje, ser pludselig ud som en frisk idé igen.

I mellemtiden har årtiers uafsluttede eftersøgninger efterladt opfattelsen at videnskaben har alle svar i spåner. Så sent som i 70-erne antog intellektuelle, at den hårde videnskab var godt på vej til at besvare de to Virkelig Store Spørgsmål: hvorfor livet eksisterer og hvordan universet begyndte. Hvad mere var, man regnede med, at begge Virkelig Store Spørgsmål involverede rent deterministiske kræfter. Men sådan er det ikke gået. Tværtimod, jo mere forskerne har lært, jo mere gådefulde er de Virkelig Store Spørgsmål blevet.

Måske vil forskerne en dag finde helt igennem naturlige forklaringer på livet og kosmos. I øjeblikket vækker opdagelser omkring disse to emner dog ærefrygt og forundring, og mange forskere beder nu åndelige tænkere om hjælp til at forstå det, de lærer. Og som bioteknologiens æra oprinder, indser forskerne, at det er på vej ind i et område, som bedst udforskes med filosoffer og teologer som guider. Vi nærmer os den største sammensmeltning af videnskab og religion siden Oplysningstiden forsøgte at sammenføje de to, for tre århundreder siden.

Se op i nattehimlen og søg efter universets grænse. Du finder den ikke - indtil nu er der ingen, der har. Instrumenter som Hubble-teleskopet har fundet mindst 50 milliarder galakser, og hver gang udstyret bliver forbedret, får vi øje på flere galakser endnu længere væk. Rummet er muligvis uendeligt - ikke blot stort, men uendeligt - med et uendeligt antal galakser og et uendeligt antal stjerner.

Alt dette materiale - nok til at forme 50 milliarder galakser, måske utroligt meget mere - mens at være opstået for godt 14 milliarder år siden over mindre end et sekund, fra et punkt uden fysiske dimensioner. Glem alt om de mange forskellige forklaringer af Big Bang, der er blevet foreslået; noget lavede et helt univers ud af intet. Det er denne erkendelse - at noget transcendent startede det hele - der får hardcore videnskskabstyper som Sandage til at bruger udtryk som "mirakel".

Oprindeligt fandt forskerne Big Bangs mirakuløse implikationer frastødende. I 1927, da den katolske abbede og astronom Georges Lemaître først foreslog, at universet var begyndt med sprængningen af et "ur-atom" af uendelig tæthed, blev idéen latterliggjort som et tyndt forsøg på at give Første Mosebog videnskabelig støtte. Men Lemaître gav en testbar forudsigelse - at hvis der havde været et brag, ville galakserne bevæge sig væk fra hinanden. Denne idé blev også latterliggjort, indtil Edwin Hubble forbavsede den videnskabelige verden ved at give observationer, der støttede en kosmisk udvidelse. Fra Hubbles opdagelse i 1929 og fremefter har videnskaben taget Big Bang seriøst.

I 1965 blev et andet form for Big Bang-ekko - den kosmiske baggrundsstråling - observeret. Snart, mente man, ville kosmologer være i stand til at sige, "Det var sådan, det hele gik til, skridt et, to og tre." I dag mener kosmologer ganske vist, at de ved en hel del om skridt to og tre - hvordan det nyfødte univers så ud lige efter skabelsen, hvordan stof og energi senere blev adskildt og formede de første galakser. Men hvad angår det første skridt, ser det sort ud. Der er ingen, der har den fjerneste idé om, hvad der forårsagede Big Bang, hvad (om noget) der var før begivenheden, eller hvordan der kunne have været en tidligere tilstand, hvori intet eksisterede.

De foreslåede forklaringer på, hvordan et helt univers' masse kunne dukke op fra et tomrum er særligt utilfredsstillende. I eksperimenter, der blev offentliggjort i juli af Brookhaven National Laboratory i New York, havde man målt egenskaberne hos subatomare partikler kendt som muoner, og fundet ud af, at de opfører sig som om de er påvirkede af andre partikler, der lader til at have materialiseret sig ud af den blå luft. Men ingen genstande større end den mindste subatomare partikel er blevet set gørende dette - og disse "potentielle" partikler er flygtige objekter, der eksisterer i under et sekund, mens Big Bang producerede et univers, der er overordentligt stabilt, måske endda permanent.

For godt og vel 10 år siden, netop da forskerne var begyndt at blive sikre på Big Bang-teorien, spurgte jeg Alan Dressler - en af verdens ledende astronomer, og i øjeblikket konsulent for konstruktionen af det rum-teleskop, der en dag skal afløse Hubble - hvad det var, der forårsagede Big Bang. Han snerpede ansigtet sammen og sagde, "Jeg kan ikke fordrage det spørgsmål!" På det tidspunkt sagde de fleste kosmologer, at årsagen og den tidligere tilstand var ukendbare. Singularitetens bizarre fysiske love, der gik forud for eksplosionen, forklarede de, udgjorde en informations-mur, der blokerede (eller snarere ødelagde) al viden om de forudgående begivenheder og de fysiske love, der herskede. Vi ville aldrig kunne få det at vide.

Jo mere forskerne irritabelt insisterede på, at Big Bang var uudgrundeligt, jo mere lød de som middelalder-præster, der sagde, "Lad være at spørge mig om, hvad der skabte Gud." Nogle forskere, den mest kendte værende Alan Guth fra MIT, begyndte at sige, at Big Bang kun kunne accepteres, hvis dets mekanisme kunne forklares. Og sandelig, Guth begyndte derefter at formulere en sådan forklaring. Lad det blot være sagt, at selvom Guth påstår, at videnskaben en dag vil finde frem til årsagen, bruger han stadig ukendte fysiske love til at beskrive den tidligere tilstand. Og uanset hvordan man vender og drejer det, lyder ukendte fysiske love stadig en hel del som en overnaturlig forklaring.

Eksistensen af 50 milliarder galakser er ikke det eneste mysterium, der får forskere til at tage deres attitude over for det guddommelige op til fornyet overvejelse. Udover dette er gåden om, hvorfor universet lader til at være indrettet til fordel for levende væsner.

I de seneste år har forskere regnet ud, at hvis en værdi kaldet omega - ratioen mellem universets gennemsnitlige tæthed og den tæthed, der ville have hindret den kosmiske udvidelse - ikke havde været indenfor én kvadrilliontedel af 1 procent af dens faktiske værdi umiddelbart efter Big Bang, ville det nyfødte univers være kollapset under sin egen vægt eller være blevet udsat for overdrevne relativitets-kræfter, der ville have forvredet rumtiden. I stedet er rummet geometrisk fladt - i stedet for forvredet - for at bruge kosmologernes eget slang. Hvis tyngdekraften kun var en lille smule stærkere, viser målinger, ville stjernerne brænde så kraftigt, at de ville være udbrændte i løbet af et enkelt år; universet ville være et juletræ af gløder, tømt for liv. Hvis tyngdekraften var kun en smule svagere, ville stjerner ikke kunne formes, og universet ville være en tynd, ensartet tåge. Hvis de stærke elektromagnetiske kræfter, der binder atomkernerne sammen, havde været bare en smule svagere, ville alle atomer være blevet opløst som damp.

Disse kosmiske sammentræf er nødvendige for at have et univers, der er i stand til at huse liv. Men livet selv krævede en lignende usandsynlig fin-justering på det atomare niveau, der kunne give store mængder af kulstof. Til forskel fra de fleste andre elementer behøver kulstof ikke så meget energi for at danne utroligt komplicerede molekyler, hvilket kræves indenfor biologi. Som det forholder sig nu, muliggør en kulstofkemisk krølle - et sammentræf inden for kerneenergi-niveauer, der tillader heliumkerner at blive formet i stjernerne - dette vitale element.

For den afdøde astronom Fred Hoyle, der i 1953 udregnede de nødvendige omstændigheder for dannelsen af kulstof, fandt sandsynligheden for at dette sammentræf skulle have fundet sted ved en tilfældighed så fænomenalt lille, at han blev omvendt fra ateisme til en tro på, at universet reflekterede et "intelligent formål". Hoyle udtalte, "Sandsynligheden for, at livet skulle opstå ved en tilfældighed er så lillebitte, at det gør tilfældigheds-konceptet absurd." Det vil sige, Hoyles tro på tilfældighed blev rystet af observationer, der antydede et formål, det stik modsatte af den gængse postmoderne opfattelse, hvilket også har fundet sted for mange af hans efterfølgere i dag.

Dette tæppe af usandsynlige omstændigheder - der gør ikke blot liv, men intelligent liv, praktisk taget uundgåeligt - blev efterhånden kendt som det antropiske princip. For fysikeren Charles Townes opløser et antropisk univers en spænding, der har redet fysikken som en mare siden kvanteteoriens storhedsdage. "Da kvantemekanikken sejrede over determinismen, var der mange forskere, deriblandt Einstein, der ønskede, at universet skulle være deterministisk," som han gør opmærksom på. "De brød sig ikke om kvanteteorien, fordi den får én til at lede efter en åndelig forklaring på, hvorfor tingene faldt ud, som de gjorde. Religion og videnskab vil i lang tid blive trukket tæt sammen, i et forsøg på at finde de filosofiske implikationer af, at universet blev indrettet til vores fordel."

Naturligvis er det ikke alle forskere, der er klar til at iføre sig præstekraven. Den hårde videnskabs forsøg på at forklare vores antropiske univers uden henvisninger til det guddommelige har resulteret i den nye teori om multiverset, eller de mange universer. Andrei Linde, en forsker ved Stanford, har i et årti argumenteret for at, universet ikke er unikt. Universer opstår hele tiden, milliarder af gangen. Det foregår bare i dimensioner som vi ikke kan se.

Linde går ud fra antagelsen om, at hvis Big Bang var en tilfældig begivenhed, forårsaget af en eller anden naturlig mekanisme, kan sådanne begivenheder forvente at finde sted gentagende gange over mange æoner. Ergo, milliarder af universer. Med hvert brag, antager Linde, bliver de fysiske love og konstanter bestemt på ny af tilfældige kræfter. Adskillige af disse universer kommer til at have for store tyngdekræfter, og knuser sig selv tilbage til intethede; adskillige kommer til at have for en for svag tyngdekraft og ingen stjerner; adskillige kommer til at mangle kulstof. Men en gang imellem dukker et antropisk univers op.

Adskillige variationer af multivers-teorien er populære i akademiske miljøer, fordi de foreslår, hvordan vores univers kunne gå imod usandsynlighederne uden en hjælpende hånd. Men multivers-idéen hviler på antagelser, der ville vække skraldlatter, hvis de kom fra en religiøs tekst. Townes har sagt at spekulationer om milliarder af usynlige universe "forekommer mig som kørende langt mere på frihjul end noget, som kirken nogensinde har sagt." Nu diskuterer respekterede professorer fra Stanford afslappet adskillige usynlige universer. Sammenlign dette med religionens forslag om én enkelt usynlig ting: ånden.

Linde indrømmer, at vi ikke kan se eller på anden måde efterprøve eksistensen af andre universer; vi kan end ikke forklare hvordan de skulle kunne befinde sig i andre dimensioner. (Som et videnskabeligt koncept er alternative dimensioner i bedste fald tvivlsom; ingen udover de kendte fire er nogensinde blevet observeret, og det er langtfra åbenlyst, at et højere antal er muligt.)

Derfor kræver multivers-teorien lige så meget blind tro som enhver religion. Velkommen til kirken der tror på usynlige objekter med en diameter på 50 milliarder galakser! For at være retfærdig lader videnskabens dogmer til at være mere fleksible end teologernes. Hvis empiriske beviser på Guds eksistens en dag dukkede op, ville videnskaben sikkert acceptere dem hen ad vejen, hvis kun modvilligt; mens religionen, hvis præsenteret for et empirisk modbevis af God, måske blot ville nægte at høre efter. Ikke desto mindre, selvom kosmologien lader til mere og mere at have et religiøst aspekt, kræver de videnskabeligt anderkendte alternativer stadig en smule tro.

Adskillige andre områder af den moderne videnskab lyder som supernaturalisme i et nyt sæt tøj. Forskere, der har studeret spiralgalaksernes bevægelser, har fundet ud af, at stjernerne og gasskyerne i dem opfører sig som om de er påvirkede af en kræft, 20 gange stærkere end tyngdekraften fra observerede objekter kan forklare. Dette har ledt til antagelsen - nu tæt på at have nået videnskabelig enighed - at meget af verdensrummet er bundet sammen af en uobserverbar substans kaldet sort stof. Ratioen af sort til almindeligt stof er måske så høj som 6 til 1.

Andre eksperimenter antyder at så meget som to tredjedele af universet måske syder med en lige så mystisk sort energi. I 1998 blev astronomer forbavsede over opdagelsen af, at den kosmiske udvidelse, mod alle forventninger, ikke tager af, efterhånden som kraften fra Big Bang bliver brugt. I stedet lader den til at samle fart. Noget meget kraftigt får galakserne til at bevæge sig hurtigere og hurtigere væk fra hinanden.

Så er der Higgsfeltet. I et forsøg på at forklare stoffets ultimative kilde, har nogle teoretikere foreslået, at universet er gennetrængt af et uopdaget felt, der giver masse til, hvad der ellers ville have været masseløse partikler. Det Superledende Superkollider-projekt, der blev aflyst i 1993, var beregnet på at teste denne hypotese.

Disse og andre mystiske kræfter lader til at fungere ud fra intet. Den opfattelse, nu en af livets fakta for fysikere og kosmologer, ville have været anset for værende tåbelig for blot et par generationer siden. Og dog har den jødisk-kristne teologi i årtusinder sagt, at Gud skabte universet ex nihilo - ud af intet. Måske fungerer disse kræfter på en fuldkommen naturlig måde, der simpelthen ikke er blevet opdaget endnu. Der er ihvertfald bedre muligheder for at finde observationer, der støtter fysisk teorier, end nogle, der støtte teologiske teorier. Men i øjeblikket mener mange troende, at fysikken bevæger sig i deres retning, mens fysikerne selv er overladt til at spekulere over transcendente kræfter, som de ikke kan forklare.

Fysikere og teologer afholder hyggelige konferencer og drikker sherry bagefter, men de fleste biologer vil stadigvæk ikke have noget at gøre med åndelige tanker, og følelsen er hos mange troende gengældt. Mere end tre fjerdedele af et århundrede efter John Scopes var på anklagebænken for at have undervist i evolution, fungerer Darwins teori stadig som en tændstik til benzin. Så sent som i september anbefalede kreationister kongressen at indføre love, der skulle støtte undervisningen af alternativer til evolution i offentlige skoler.

Kampen mellem evolutionsbiologi og tro er ikke uundgåelig. Som genforsker Collins siger, "Jeg kan ikke se nogen uløselige konflikter mellem videnskabelig viden om evolution og tanken om en skaber-Gud. Hvorfor skulle Gud ikke bruge evolutionsmekanismen til at skabe?" Mainstream protestantiske menigheder og de fleste grene af jødedommen accepterer Darwin, og i 1996 kaldte Pave John Paul II Darwins arbejde for "mere end blot en hypotese."

Selv kristen fundamentalisme var ikke altid anti-Darwin. Da den amerikanske bevægelse begyndte i starten af det 20. århundrede, var dens vækkelseskald en populær række af foldere kaldet "The Fundamentals", der var for det første årti i det forrige århundre, hvad "Left Behind"-serien er for evangeliske romaner i dag. Ifølge "The Fundamentals" illustrerede udviklingen den underfundige skønhed ved Guds skabende kræfter.

Strømmen begyndte dog at gå den anden vej et årti senere, da William Jennings Bryan begyndte at prædike imod darwinismen. Han var påvirket af en bog fra 1923, "The New Geology", der argumenterede for, at Jordens angiveligt høje alder var et synsbedrag, skabt af Gud for at prøve folks tro. Derudover havde Bryan netop tilbragt et år i Tyskland, og var skrækslagen over den begyndende nazistiske bevægelse, der brugte socialdarwinismen - nu forkastet, men på det tidspunkt populær, både blandt de højre- og de venstreorienterede - til at godtgøre, at det kun var naturligt at de stærke skulle slå de svage ihjel. Hans korstog mod evolutionsteorien ledte til Scopes-retsagen i 1925, der brændemærkede den amerikanske kultur med opfattelsen, at Darwin og religion var modstridende kræfter.

Med en teori kendt som intelligent design forsøger molekylærbiologen Michael Behe og andre at smede de to koncepter sammen. Selvom den ofte - og uretmæssigt - er blevet beskrevet som light-kreationisme, medgiver intelligent design, at udviklingen foregår under de observerede omstændigheder, men lægger vægt på, at Darwin er tavs, når det kommer til, hvordan disse omstændigheder blev til. Videnskaben har ikke den fjerneste idé om, hvordan livet blev til. Ingen bredt accepteret teori eksisterer, og vejen fra en livløs forhistorisk verden til livets sarte kemi lader sig næsten ikke forestille.

Den afdøde biolog Gerald Soffen, der overvågede den eftersøgning efter liv, som NASAs Viking-sonde foretog på Mars, gjorde engang rede for de tidlige milesten i udviklingen af levende processer: fremstilling af de organiske stoffer, selv-reproducering af disse stoffer, fremkomst af celler, der issolerer stofferne fra deres omgivelser, fotosyntese, der gør cellerne i stand til at bruge Solens energi, og konstruktionen af DNA. "Det er svært at forestille sig, hvordan disse ting kunne have gået til," fortalte Soffen mig før sin død i 2000. "Når først man har en en-cellet organisme med gener, kan evolutionen overtage styringen. Men de første skridt - de er meget mystiske."

Intelligent design udnytter denne indsigt til at foreslå at kun en designer kunne have skabt livet til at begynde med. Teorien er åndelig, men er ikke bundet til Bibelen, som kreationisme er. En designer er en usekterisk, økumenisk mulighed, ikke en dogmatisk trosbekendelse.

Satte en designer Jordens livsprocesser i gang? Der er få spørgsmål, der er mere interessante eller intellekuelt lovende. Fordi evolutionsdebatten er så voldsom, bliver spørgsmålet om, hvordan livet opstod, alligvel ofte glemt imellem verbale slagsmål mellem ortodokse darwinister og stålsatte kreationister.

Bioteknologiens æra kan muligvis ændre dette. Biologer og fundamentalister vil nok stadig ville kaste sten efter hinanden, men det er umuligt undgå at tage stilling til de spørgsmål, som biologisk inginørarbejde, stamcelle-forskning, transgenetiske organismer og mange andre emner rejser. Hvad er liv? Har individuelle celler nogle rettigheder? Har mennesket ret til at ændre menneskets DNA? Er det klogt et omstrukturere biosfæren?

Behovet for at fumle os igennem sådanne overvejelser kan måske tvinge teologer, præster, biologer og filosoffer til at gå i clinch med hinanden. Måske vil denne diskussion gå tabt i doktrinære slagsmål, som for eksempel over spørgsmålet om, hvorvidt livet begynder når sædcellen møder ægget. Men der er ihvertfald en lige så stor mulighed for, at presset for at svare på bioteknologiske spørgsmål vil tvinge videnskaben og teologien til at finde positive punkter ved begge felter. Til forskel fra kosmologi, der fremsætter fascinerende spørgsmål, hvis svar ikke har nogen betydning for vores daglige liv, vil bioteknologien påvirke næsten alle på en direkte måde. En forbindelse mellem videnskab og religion på dette område kan måske bruges til at formulere forskningsregler, læge-etik, og ultimativt juridiske love.

Åh ja, hvad mente Einstein om dette emne? Han sagde, "Videnskab uden religion er lam, religion uden videnskab er blind." Einstein var lige så lidt overbevist om, at der var en Gud, som han var overbevist om, at der ikke var en; han fornemmede at det var alt for tidligt et tidspunkt i menneskets jagt efter viden til at gøre andet end at spekulere over de transcendente spørgsmål. Videnskaben, der engang mente, at sagen var afgjort hvad angik de højere magter, er nu på vej tilbage til dette synspunkt.


Gregg Easterbrook er en skrivende redaktør for The Atlantic Monthly og forfatter til bogen "The Here and Now".

(Easterbrook G., "The New Convergence", Wired Magazine, Issue 10.12, December 2002, oversat af Andreas Peterson)


---------------------------------------------------------------------------------------------------------
Guds fred,
Andreas

"Andrew Dickson White's A History of the Warfare of Science with Theology in Christendom (1896) was published more than a century ago. In it White argued that Christian theologians had a long history of opposing scientific progress in the interest of dogmatic theology. ... An argument similar to that of White had been made by John William Draper in his History of the Conflict between Religion and Science (1874), and it struck a responsive chord in American thought, which was at the century adopting an increasingly secular outlook as it came to recognize the central role that science played in modern society. ... While some historians had always regarded the Draper-White thesis as oversimplifying and distorting a complex relationship, in the late twentieth century it underwent a more systematic reevaluation. The result is the growing recognition among historians of science that the relationship of religion and science has been much more positive than is sometimes thought. Although popular images of controversy continue to expemplify the supposed hostility of Christianity to new scientific theories, studies have shown that Christianity has often nurtured and encouraged scientific endeavor, while at other times the two have co-existed without either tension or attempts at harmonization. If Galileo and the Scopes trial come to mind as examples of conflict, they were exceptions rather than the rule. In the words of David Lindberg, writing on medieval science and religion for this volume, `There was no warfare between science and the church. The story of science and Christianity in the Middle Ages is not a story of suppression nor one of its polar opposites, support and encouragement. What we find is an interaction exhibiting all of the variety and complexity with which we are familiar in other realms of human endeavor: conflict, compromise, understanding, misunderstanding, accommodation, dialogue, alienation, the making of common cause, and the going of seperate ways' (pp. 70-71). What Lindberg writes of Medieval Europe can be said to describe much of Western history. Evidence that the relationship of science and religion has exhibited a multiplicity of attitudes, reflecting local conditions and particular historical circumstances, has led John Brooke to speak of a `complexity thesis' as a more accurate model than the familiar `conflict thesis.' But while Brook's view has gained widespread acceptance among professional historians of science, the traditional view remains strong elsewhere, not least in the popular mind." (Ferngreen, "Introduction", i Ferngren G.B. (ed.), 2002, "Science & Religion: A Historical Introduction", The John Hopinks University Press: Baltimore MD, pp. ix-x)
Hjemmeside: http://www.geocities.com/evolutionsteori/
Diskussion: http://groups.yahoo.com/group/Skabelse_Evolution/
---------------------------------------------------------------------------------------------------------