Café,

her til aften fik jeg en påmindelse fra en rigtig god og dejlig veninde, jeg har truffet her på jesusnet.dk (hun hedder "Maijannes").
Hun skrev, at jeg kunne gå til Gud med mine sorger og bekymringer. Hos ham er der ingen fordømmelse for mine fejl, der er kun nåde og tilgivelse.
Så tænkte jeg, det er jo RIGTIGT!! Ja, hvorfor har jeg ikke selv tænkt på det?
Og så måtte jeg jo rode lidt i mit hoved for at finde svaret. Og her vil jeg så dele en frustration med Jer protestanter: Som katolik forventes det og opfordres man til at bekende sine synder mange gange om året, gerne en gang om ugen, til en præsteviet mand. En præst, med andre ord.
Det har jeg haft så svært ved, fordi jeg var bange for fordømmelse pga. mine synder. Ikke fordi det er store og vilde synder måske, og heller ikke fordi jeg nogensinde har prøvet at blive fordømt ved et skriftemål, det har jeg nemlig ikke, men bare fordi...jeg kunne bare ikke!

Det der så er hovedproblemet her, det er, at jeg så derfor SLET IKKE har bekendt synder for GUD. Jeg har simpelthen lukket helt i på det område, og så har jeg bare gået og ruget over mine synder selv. Uden at kunne gå til Gud med dem, eller en præst, for den sags skyld. Ja..
Så da jeg kom til at læse beskeden fra min veninde, så var det som at blive ramt af et stort, klart og kærligt lys. Gud rørte mig, og Han viste mig vha. hende, at Han hele tiden har stået klar "bag døren på klem", klar til at rive døren op og sige; "Jeg tilgiver dig dine synder. De er dig forladt. "

TÆNK at vi må gå til Gud med vores synder. Tænk at Han trofast igen og igen og igen forlader os vores synder. Han går ikke og holder øje, og Han holder ikke regnskab med, hvor tit vi begår dem. Nej, Han tilgiver os - hver gang.

At jeg så stadig skal se at komme afsted til den lokale præst og få bekendt mine synder for ham, det er noget andet, det må jeg lige vende med paven...............!

Det jeg ville, udover at dele det her med Jer, det er at høre, om I husker at få bekendt Jeres synder for Gud? Jeg tænker nemlig, når jeg kan glemme det, er der sikkert også andre, der kan, for vi er jo mennesker allesammen, og "vi har så meget underligt fór."

mvh
Tau.
PS. For de af Jer, der ikke ved det, så kan jeg fortælle, at et skriftemål i den katolske Kirke i dag hedder "Bodens Sakramente", og det foregår ved, at man fx. knæler ned foran præsten, og så beder man sammen med ham om Guds nåde og tilgivelse, og så bekender man sine synder. Præsten giver så en håndfuld gode råd til, hvordan man kommer videre og undgår at falde i synden igen, og så holder han hånden op foran ens ansigt og giver én absolutionen. Vi har i visse menigheder stadigvæk specielle rum til det, skriftestole, hedder de. Nogle gange er der gitter/gardin mellem præsten og den der beder om tilgivelse, andre gange foregår det på hans kontor ansigt til ansigt. Det er dét, i korte træk.

Hvordan foregår det i Folkekirken?

Hvor er det dejligt at høre, tau!

Faktisk beder vi jo i Fadervor, som Jesus har lært os, helt generelt om tilgivelse: "forlad os vor skyld, som også vi forlader vore skyldnere" - her er bønnen om tilgivelse knyttet sammen med vores løfte til Gud om også selv at tilgive dem, som måske har såret eller skadet os, så vi ikke lader solen gå ned over vores vrede.

Det kan være en endnu større befrielse i sit lønkammer for Guds ansigt at komme frem med de helt konkrete ting, som tynger os. Vi har som du jo også skriver, Guds løfte om tilgivelse, når vi bekender vores synder, uanset hvad.

Man kan også have brug for at sætte ord på over for et medmenneske, gerne en præst, som har pligt til at påtage sig skriftemålsopgaven, og som har tavshedspligt. Man kan også "bruge" enhver anden kristen, som man har tillid til - så det behøver sådan set ikke at være en præst, det er helt frit. Også om man overhovedet vil benytte sig af den mulighed. Det er et tilbud, ikke en forpligtelse.

Jeg selv har været glad for at gå til skriftemål, har gjort det et par gange, men der er nok ikke så mange i vores kirke, som gør det.

Du spørger om, hvordan det foregår i Folkekirken, så her er et link, så du kan se, hvordan liturgien er - eller kan være.

kristina

Kære café venner,

jeg vil gerne høre fra flere, om I husker at bekende Jeres synder for Gud, og hvor tit og hvordan I gør det, hvis I altså gør det. Jeg ved godt, at det kan være et svært emne, især hvis man hører til dem (som jeg selv gør), som ofte eller i perioder helt glemmer syndsbekendelsen.

Fordelen for en katolik er så, at man i Messen hver dag eller hver søndag bekender sine synder sammen med resten af menigheden og præsten, og så beder præsten Gud om tilgivelse på menighedens vegne. Han siger: Den almægtige Gud forbarme sig over os, tilgive os vores synder og føre os til det evige liv, amen.

Mvh.
Tau.

Hej Tau

Citat:
Fordelen for en katolik er så, at man i Messen hver dag eller hver søndag bekender sine synder sammen med resten af menigheden og præsten, og så beder præsten Gud om tilgivelse på menighedens vegne. Han siger: Den almægtige Gud forbarme sig over os, tilgive os vores synder og føre os til det evige liv, amen.

Det er såmænd ikke kun jer katolikker forundt. I folkekirkens nadverliturgi beder vi: »Rens os fra synd«, før vi modtager Jesu legeme og blod »til stadfæstelse i troen på syndernes forladelse.«

Guds fred
Nikolaj

Hej Tau og alle andre der lige lurer dette indlæg, som mere er et spørgsmål end et svar:

Hvorfor skal man som kristen bekende sin synd, hvis man allerede har fået sonet den?? Bliver man dømt på baggrund af sine synder, hvis ikke man bekender dem eller gør det ingen forskel, hvilket så leder tilbage til det første spørgsmål..

Mvh

Hej Nikolaj

ok fint. Det vidste jeg bare ikke, og det er egentlig lidt mærkeligt, da jeg har gået i kirke i folkekirken hver søndag i to år, før jeg blev katolik..jeg må jo være døv...

mvh
Tau.

Ingen der kan/vil svare??

Det er vel ret essentielt for kristne??

Mvh

Hej Kefas

jeg kender ikke svaret, derfor har jeg ikke svaret. Kan godt se det er noget tricky noget. .. Hmm det må jeg tænke mere over, før jeg evt. vender tilbage. Kan simpelthen ikke lige give dig at klogt svar...

mvh
Tau.

Hej Kefas,

En hurtig tanke -
At bekende er det samme som overfor Gud at erkende at man er skyldig. Jeg vil aldrig kunne opremse samtlige de punkter og overtrædelser jeg har begået - men ved at bekende for Gud at jeg er skyldig, tilkendegiver jeg overfor ham at jeg har brug for hans nåde.
Min pointe er, at det at bekende sin skyld, og det at erkende den - eller anerkende den for den sags skyld, ligger meget tæt op ad hinanden.
Jeg tror ikke Gud ønsker en minutiøs opremsning, eller vil have vores bekendelse "i bytte" for nåden. Jeg tror heller ikke at bekendelsen er tom formalia. Men hvad tror jeg så den er? Jeg tror den er nødvendig for mig som menneske - den hjælper mig til at huske hven der er Skaber og hvem der er Skabt.
Den knuser mig under vægtien af mine overtrædelser og heler mig igen når Gud siger at det allerede er tilgivet.


Spændende spændende. Jeg stopper nu, før det bliver for tankespindsk.

Mvh

Hej Kefas -
Du tænker godt. Jeg tror egentlig ikke at du behøver at bede om tilgivelse for dine synder. Den er dig givet hvis du indrømmer at du har begået dem og du selv syntes i dit hjerte at det er forkert og ikke ønsker at gøre det i gen og arbejder på at aflægge dig den adfærd/tanke måde der får dig til at begå pågældende synd. Det er dog for memmesker egentligt et Sissyfos(tror jeg nok det hedder - ham med stenen du ved ) arbejde ,vi kan ikke blive som Gud/Jesus - perfekte.
mvh
Peter

hej Tau

.....så er vi to...

peter

Hej Tau og Peter

I er lovligt undskyldt. Jeg har heller ikke selv været bevidst om det så længe. Syndsbekendelsen er ikke noget, der lægges voldsom stor vægt på i Folkekirkens nadverliturgi, men den er der altså.

Guds fred
Nikolaj

Hej

Jo, skriftemålet findes i liturgien, men bliver alt for lidt brugt. Faktisk er det luthersk skik, at før man går til nadver skal man skrifte.
Men udover det, regnes skriftemålet som et af de 4 vigtige nådemidler Gud har indstiftet for sin menighed (dåb, ordet, nadver og skriftemål (eller rettere sagt tilsigelsen af syndernes forladelse)).
Men vi er nogle der håber og kæmper for, at skriftemålet får sin rette plads i menigheden igen

Jón

Hej Jón

mener du, at du gerne vil have det kollektive skriftemål tilbage, eller det personlige skriftemål hos præsten ?

mvh
Tau.

Hej!

Det personlige er klart det vigtigste mener jeg - men det andet er også en rigtig god skik, som i nogle enkelte kirker er bevaret - og som jeg gerne ser blomstre.

Jón

Hej Jón,

tak for svaret. Ja, det personlige giver nok nogle muligheder, som det kollektive ikke giver, fordi man der ikke siger sine synder til præsten. Og så kan man jo heller ikke få en formaning og en snak om synderne. Så helt enig.

Og så en lille biting: Dit navn..siger man Jon eller John ? (ved godt det staves Jón). Jeg har tænkt over det flere gange, og nu må jeg vide det.

mvh
Tau. (= Tav). Hehe.