Jaeh, jeg ved ikke om indlægget skal ligge her - ellers må nogen rykke det!

Mit spørgsmål går på, hvordan man skal få flere ikke-kristne med i det kristne fællesskab, eller mere, skabe interessen for det, forkynde for dem, især unge. (her tænker jeg nok mest på konfirmander?)

Jeg har nemlig undret mig en del over hvorfor så mange af de unge i kirker / missionsforeninger næsten udelukkende er fra kristne familier. Og hvorfor der er så få unge. Er kristendommen faldet fuldstændig ud af tiden, eller er de unge løbet for hurtigt, eller hvad?

Min grund til undren er vel egt. min egen historie. Som 14 årig, da jeg skulle konfirmeres, kom jeg med på en lejr hos Indre Mission, og jeg blev der siden i mange år, både som lejrdeltager, arrangør og leder for teenklub mm.

Men mange fandt mig meget speciel, eller undrede sig, fordi mine forældre hverken er præster, eller religiøse. Faktisk har de temmelig meget imod religiøse mennesker, inkluderet mig, indtil de efter nogen år accepterede mine valg.

Men - hvor ville det være rart at være blot een ud af mange unge, som ikke kom fra et kristent hjem, men kom til tro alligevel. Der er åbenbart ikke særlig mange af dem - og hvorfor er der ikke det? Og hvordan kan vi få flere interesserede i vores tro?

Det var de tanker jeg rendte rundt med, og.. ja.. jeg ved ikke hvilken debat jeg vil opnå, men det kunne være andre havde noget interessant at bidrage med ^_^

Rigtig godt spørgsmål
jeg er selv vokset op i et kristent hjem, og har har næsten kun oplevet det modsatte. at børn af folk fra kirken ike længere har gidet med og er faldet fra.. har selv haft det sådan.. det ændrede sig først da jeg kom på efterskole..
har oplevet få ikke-kristne unge der f.eks. i forbindelse med konfirmation..

Jeg har nu oplevet begge dele på alle leder og kanter, børn af kristne forældre der har vendt det ryggen, børn af ikke-kristne forældre der er kommet til tro, folk der er kommet tilbage efter år væk fra troen osv. Så jeg tror alt i alt det ender i plus, set fra kristendommens synspunkt, det bilder jeg mig selv ind i hvert fald

Hvad kan vi gøre? Vi kan (skal) udbrede evangeliet, bede og være saltet, vidner og hvad der ellers tales om. Gud må gøre resten, i os selv kan vi intet gøre udover det vi har fået bud om at gøre. (Gå ud i alverden.....)

Jeg synes ikke man skal popularisere evangeliet, med alle mulige kunstner, som det er moderne at gøre visse steder, jeg tror kun det virker sådan at folk enten får et forkert billede og opfattelse af kristendommen, som noget der tilpasses den enkelte - ligesom det efterhånden er så normalt at tænke om religion i almindelighed, din min og vores tro/sandhed osv. Ellers får man et halvt evangelium, der ikke er til nogen nytte, alt det der skal vækkes os og holde os vågne er taget ud, kun alt det rare og venlige er tilbage, tandløst og virkningsløst.

Men hvad kan man så gøre? tjae prædike evangeliet uden ophold, (hvad hjertet er fuldt af...), opfordre til at læse Ordet, bede for dem i vores omgangskreds der ikke er kristne, starte hvor vi er sat, alle kender en (eller flere) der ikke er kristne, man behøver som ikke de store armbevægelser og planer om at frelse hele verden, start hvor man er sat, få en ikke-kristen ven/veninde med, hvis alle bare gjorde det som i en kæde, ville det da være starten.

Kom jeg uden for emnet nu?

Jeg fornemmer egentlig ikke at det er i konfirmationsalderen den er speciel gal, men selvfølgelig er det allerede der, der skal sættes meget bedre ind, end der bliver og er blevet.

Det er først senere at folk tabes for alvor, i overgangen mellem ungdom(18-25) og voksen(25+) eksempelvis. Det er vist et kendt og almindeligt fænomen, som jeg må indrømme at jeg ikke har løsningen på, udover at der i årene inden, mens man har fat i mængden skal sættes stærkere ind for at lave et stærkere socialt netværk i kristent regi, så der er et alternativ til de fristelser, der følger med i den alder, og ikke mindst "de forkerte venner" som så ofte har revet folk ud af det kristelige regi. Selvfølgelig hverken kan eller skal man have sekt-lignende tilstande, hvor man ikke må tale med udenforstående, men det er vel meget logisk at hvis netværket og venskaberne er godt og fungerer så bliver man der i stedet for at søge nye tvivlsomme bekendtskaber ude i byen. (de kan også være gode, men oftes er de vist vejen ud og væk). Sådan har jeg selv oplevet det i hvert fald.

Nå, jeg ved ikke om det bidrager med så meget, det var vist mest tanker jeg selv har gjort mig - drysset ud over JN med løs hånd en mandag aften Guds fred!

/ Piet.