Hej alle.

Kunne man forestille sig at bøn, udover at være en dialog med Gud, også er en form for selvhjælp?

For at kunne bede, er det nødvendigt at sætte ord på de tanker, man har.
Ved at sætte ord på ens tanker, bliver det lettere at se mere klart og på den måde giver det mulighed for at se tingene i et helt andet lys.

Det er ikke sikkert, at tanken ændre sig eller finder sin løsning under bønnen, men ens ubevidste vil arbejde videre. En ny tanke, måske en sundere tanke vil så pludselig dukke op ”ud af det blå”.

Jeg tror ikke, det er meningen at Gud altid bare skal give os svar. Det vil være som at leve et forfladiget liv i overhalingsbanen. Men er der ting, vi ikke selv formår at løse, vil Gud være der for os.
_____

Vi kan komme til Gud under taksigelse og bøn.

Taksigelse.
Taksigelsen tjener til at vi skal fokusere på vores nuværende liv, og finde os tilpas i vores eksistens vel vidende, at alt er skænket os af Gud.

Bøn.
At Gud vil have os til at bede, er for at kunne give os et værktøj til at hjælpe os selv, og samtidig søge Hans rådgivning og nærvær, hvor vores egen formåen ikke slår til.
_____

Det giver, for mig, en mening på en helt anden måde, idet vi ikke længere ”bare” er afventende, idet vi ikke ”bare” alene ligger alt over til Gud, men hvor vi tør tage et ansvar.

Jeg får myrekryb, når folk siger til mig: ” det må jeg lige bede over”.
For hvad menes der med denne udtalelse? Menes der, at jeg vil lade Gud om at give mig et svar (altså pålægge Gud hele ansvaret).

Eller menes der, jeg vil tænke over det, og snakke med Gud om det, så finder jeg nok den vej, jeg skal gå (altså at tage et ansvar med Gud i hånden).

Matt.22.36-40
Det største bud i loven
»Mester, hvad er det største bud i loven?« Han sagde til ham: »Du skal elske Herren din Gud af hele dit hjerte og af hele din sjæl og af hele dit sind. Det er det største og det første bud. Men der er et andet, som står lige med det: Du skal elske din næste som dig selv. På de to bud hviler hele loven og profeterne.«

Kærlighed til Gud, kærlighed til dig selv og din næste. Gud vidste fra den første dag, endog før tidernes morgen, at kærligheden er det eneste der binder sammen og sætter fri på samme tid.

Forestil sig en truende, vred og aggressiv Gud, hvem ville søge Ham af et oprigtigt hjerte? Hvem ville søge en Gud, der binder i trællekår? Ville vi ikke langt hellere vende os væk i protest og håbløshed?

Vi har en kærlighedens og barmhjertighedens Gud, en tilgivende Gud. En Gud der ønsker at være vores far. En far er noget intimt, noget trygt og velkendt.

Gud som person kan virke abstrakt, men Han sendte Hans elskede Søn til os som menneske, for at Han kan virke som et sjælens spejl for os. Hvor meget lettere er det ikke, at være ven med Gud i menneskeskikkelse, end ven med en abstrakt Gud.

Ydermere ofrede Gud Hans Søn på korset, så vi som mennesker, igennem Jesus, kan nærme os Gud ved det offer, Jesu bragte. Som om det ikke var nok, fik vi i tilgift Helligånden skænket i vores ensomhed efter Jesu død.
_____

Når Gud både prædiker og handler ud fra kærlighed til os, hvorfor har vi som mennesker så travlt med at sætte vores, og andres tro, i båse og kasser?

Hvorfor er det så svært at forstå, at Gud opleves forskelligt? Hvorfor er det så svært at acceptere, at frelsen ikke afhænger af etikette eller handlinger?

Min Gud er en kærlig Gud. De ti bud gælder også for mig. Bibelen ser jeg som en rettesnor, et eksempel til efterfølgelse.

Min Gud er glad, når jeg er glad – og ked, når jeg er ked. Min Gud er der for mig, når jeg har brug for Ham. Det er forskelligt hvor ofte jeg søger Ham, men Han vil altid være ved min side og en del af mig.

Det er sjovt nok at have en tråd helt for sig selv, men det kunne nu være interessant om andre også havde noget at sige

Hej Child-of-God,
Nej, du skal ikke have lov at være helt alene i din tråd - det er da for ensomt. Så jeg spiller med, ikke af medlidenhed men af lyst

Citat:
Kunne man forestille sig at bøn, udover at være en dialog med Gud, også er en form for selvhjælp?

Det tror jeg helt klart det også er. Det er sundt at sætte sig ned og tanke/tale en situation eller nogle tanker igennem. Jeg tror meget af bønnens væsen vil kunne (bort)forklares psykologisk - at vi kan føle os friere, når vi har lagt "ansvaret" for noget over til en anden (Gud), at vi har godt af at få lettet trykket, både når vi er glade og kede af det.
Men selv om vi ikke kan skelne mellem hvad Gud gør, hvad bønnen gør og hvad vores egen psyke gør, er jeg ikke i tvivl om at der sker noget når vi beder - alle tre steder!

Vi har Guds fulde opmærksomhed under bønnen, og han ønsker også at svare os, himlen bliver stille når jeg beder, for jeg er barn af Himlens Herre Det er jo for vildt.

Til dit afsnit om taksigelse og bøn vil jeg bare sige tak for påmindelsen. Jeg tror ofte at taksigelsen ryger ud til højre til fordel for bønnen - jeg glemmer at prise Gud for hvad han er og har gjort, og "nøjes" med at fokusere på hvad han kan gøre i mit liv. Og deri tror jeg desværre jeg snyder mig selv for en hel del velsignelser.

Citat:

Jeg får myrekryb, når folk siger til mig: ” det må jeg lige bede over”.

Hvorfor dog? Jeg synes det er en tryghed at vide at jeg har haft Gud med inde over de beslutninger jeg træffer. Ikke at det er en helgardering mod nogensinde at vælge forkert, men hvis jeg seriøst ønsker at leve med Gud, må jeg da også snakke med ham om hvad jeg foretager mig...
Det betragter jeg ikke som ansvarsløst, det er jo det samme som når jeg vender nogle beslutninger med min mand, vi vejer for og imod sammen, men det er mig der træffer valget, hvis det er noget der angår mig, f.eks da jeg skulle vælge studie.
Jeg tror at det at "lægge tingene over til Gud" kan give modet til at træffe en beslutning og tage et ansvar - fordi jeg ved at ligemeget hvordan det går, så går han med mig!

Det var lidt til at fylde tomheden i din tråd - hav en god weekend
- Annie

Hejsa Schjelde - og velkommen til "min" tråd

Du skriver:

Citat:

Citat:

Jeg får myrekryb, når folk siger til mig: ” det må jeg lige bede over”.

Hvorfor dog? Jeg synes det er en tryghed at vide at jeg har haft Gud med inde over de beslutninger jeg træffer.

Samt ..

Citat:
Jeg tror at det at "lægge tingene over til Gud" kan give modet til at træffe en beslutning og tage et ansvar - fordi jeg ved at ligemeget hvordan det går, så går han med mig!

Ja, Gud er med os uanset hvilke valg vi træffer. Men jeg mener, at vi også må bruge de menneskelige ressourcer, vi er udstyret med.

Jeg ligger ikke alt over til Gud. Jeg tror ikke, Gud ønsker at være min dagbog. Jeg ligger det over til Gud, som kræver noget specielt af mig, noget hvor jeg ikke lige ser løsningen med det samme. Eller noget hvor jeg ved, jeg vil få brug for ekstra hjælp for at håndtere.

Jeg er et selvstændigt menneske, men tror på den alvidende Gud, Hans kærlighed til mig og stoler på, at Han er ved min side "i medgang og modgang".

Hej Child-of-God, og tak for velkomsten
Men jeg tror du har misforstået mig en smule, siden du skriver som om vi er uenige, for det tror jeg egentlig ikke vi er...
Jeg konfererer ikke med Gud om hvorvidt jeg skal have pasta eller kartofler til aftensmad, eller lignende. Han har givet mig min sunde fornuft, for at jeg skal bruge den.
Men jeg forstår stadig ikke din avarsion mod udtrykket "det må jeg lige bede over" - det kommer vel an på sammenhængen det bliver sagt i, gør det ikke? Jeg ville også kigge en ekstra gang, hvis der var en der svarede sådan på en forespørgsel om hvad klokken var, en kop kaffe eller en tur i biografen (det har jeg godt nok aldrig oplevet, måske mine venner ikke er fromme nok ?) , men drejede det sig om et nyt arbejde, et forhold, en operation eller et vanskeligt valg kan jeg da sagtens forstå hvis vedkommende ville føle trang til at snakke med Gud før valget skulle træffes... Så det er vel ikke selve udtrykket der er et problem - snarere sammenhængen?

Citat:
Jeg er et selvstændigt menneske, men tror på den alvidende Gud, Hans kærlighed til mig og stoler på, at Han er ved min side "i medgang og modgang".

Jeg kan kun erklære mig enig - men bliver også nødt til at stille et lille nysgerrigt spørgsmål: Hvordan har du det med bønnen "Ske din Vilje" Kan den harmonere med din selvstændighed? Jeg synes det kan være en svær balance nogle gange. Har du nogle tanker om det?

Mvh Annie

Hej Schjelde.

Hele to spørgsmål på én gang, det er næsten for meget

Du skriver:

Citat:
Men jeg forstår stadig ikke din avarsion mod udtrykket "det må jeg lige bede over"

Hvis du bruger det udtryk blandt ikke troende, opnår du kun at skabe en unødvendig afstand. De ikke troende vil føle, at du fremhæver dig selv og din egen "hellighed", og derved vil signalere, at du er mere værd end de.

Hvorimod det blandt troende slet ikke skulle være nødvendigt at sige det, men at det ligesom ligger mellem linierne, at man naturligvis vil vende det med Gud, hvis man finder det nødvendigt (ikke kender svaret selv).

Du skriver:

Citat:
- men bliver også nødt til at stille et lille nysgerrigt spørgsmål: Hvordan har du det med bønnen "Ske din Vilje" Kan den harmonere med din selvstændighed? Jeg synes det kan være en svær balance nogle gange. Har du nogle tanker om det?

Jeg har i den sidste lille times tid grundet over dit spørgsmål. Ske Din vilje ... ja, hvad ER Guds vilje med os?

Jeg tror på, at Gud ønsker fremgang på alle fronter for Hans børn (fordi Han er kærlighed). Fremgang i mine øjne, er ikke nødvendigvis ensbetydende med fremgang i dine øjne. Vi er individualister, også i vores kontakt til Gud.

Jeg tror ikke på, at Gud ønsker at "holde os nede" som i Janteloven. Jeg tror på, at Gud vil se os alle vokse og blive stærkere, men uden hovmod og med blikket fast rettet på korset. Til glæde og gavn for os selv og andre.

Jeg oplever en sand frihed, når jeg "får lov til at udfolde min selvstændighed", noget som for mig, er af stor betydning. Derimod vil jeg føle mig bundet og et åg lagt på mine skuldre, hvis jeg ikke kunne få lov til at have min selvstændighed under Jesus.

Jeg oplever ind imellem, at andre troende forsøger at tæmme min selvstændighed, hvilket kun føre til frustrationer med deraf følgende kampe.

Men efter jeg har fundet ud af, at min Far i Himlen sagtens kan rumme hele mig, ja SÅ er jeg i sandhed FRI

Jeg håber, du kan følge mig? - ellers skriv gerne igen ...

Hej Child-of-God

Citat:
Hvis du bruger det udtryk [Det vil jeg lige bede over] blandt ikke troende, opnår du kun at skabe en unødvendig afstand. De ikke troende vil føle, at du fremhæver dig selv og din egen "hellighed", og derved vil signalere, at du er mere værd end de.

Kommer det ikke, igen, an på hvilken sammenhæng det er i? Hvis det er gode venner, tror jeg ikke de vil opfatte mig sådan - måske vil det faktisk være et vidnesbyrd om at min tro er mere end bare ord... Under alle omstændigheder tror jeg det er svært at forudsige hvad folk vil tænke og føle, hvis man siger dette og hint.

Citat:

Hvorimod det blandt troende slet ikke skulle være nødvendigt at sige det, men at det ligesom ligger mellem linierne, at man naturligvis vil vende det med Gud, hvis man finder det nødvendigt (ikke kender svaret selv).

Måske ser vi bare forskelligt, men har ikke så gode erfaringer med ting, der udelukkende befinder sig mellem linierne. Det kan avle både misforståelser og pres. Lad os hellere få det op i lyset! I denne givne situation, kan det måske endda føre til at andre vil hjælpe mig med at bede for det, eller det kan - igen - være et vidnesbyrd...

Men altså - det jeg argumenterer for er ikke at vi skal bruge vendingen i flæng, bare at den måske ikke er så forfærdelig som du giver indtryk af

Citat:
Jeg tror ikke på, at Gud ønsker at "holde os nede" som i Janteloven. Jeg tror på, at Gud vil se os alle vokse og blive stærkere, men uden hovmod og med blikket fast rettet på korset. Til glæde og gavn for os selv og andre.

Enig!! Gud siger: Du skal tro at du er noget: mit elskede barn, som jeg har skabt og er gået i døden for.
Jeg tror at Gud ønsker vi skal vokse i tro, og tillid til ham - men jeg tror også at han nogle gange gør det på måder, som kan være ubehagelige og ikke umiddelbart rimer på dedt vi normalt forbinder med selvrealisering.

Citat:
Jeg oplever en sand frihed, når jeg "får lov til at udfolde min selvstændighed", noget som for mig, er af stor betydning. Derimod vil jeg føle mig bundet og et åg lagt på mine skuldre, hvis jeg ikke kunne få lov til at have min selvstændighed under Jesus.

Jeg bliver heeeeelt vildt nysgerrig efter at høre mere om hvad din "selvstændighed" består af og indebærer, vil du ikke forklare nærmere eller måske komme med nogle eksempler?

Hav en god dag

Hej Schjelde.

Citat:
Jeg bliver heeeeelt vildt nysgerrig efter at høre mere om hvad din "selvstændighed" består af og indebærer, vil du ikke forklare nærmere eller måske komme med nogle eksempler?

Uha, nu er der ligesom lagt op til, at det skal være noget helt specielt og forkromet, men sådan er det slet ikke
Men lad mig prøve at forklare alligevel:

Du bruger ordet selvrealisering, hvilket efterhånden er et meget udskældt ord i de kristne kredse fordi det KAN betyde, at fokus flyttes fra Gud til en selv.

Derfor fastholder jeg det gode gamle ord selvstændighed, når jeg taler om, at der både i mit trosliv, som i andre dele af mit liv, skal være plads til selvstændighed.

Med selvstændighed mener jeg generelt, retten til at VÆLGE at mene, tænke og handle på den ene måde frem for den anden. Altså at kunne gøre disse ting uden at føle, at jeg skal "snyde" mig til det i det skjulte, og uden at jeg føler, jeg er forkert, fordi jeg ikke er som folk er flest.

Du efterlyser evt. et eksempel eller flere .. lad mig se:

Jeg er gift, og har været det i mange, mange år.
Alligevel har jeg mange mandlige venner og slet inden veninder. Holdningen i vores menighed er, at jeg ikke burde have fortrolighed med mandlige venner, fordi jeg i så fald tager noget fra vores ægteskab. Den fortrolighed jeg har med andre, burde alene ligge mellem min mand og jeg. Det er hele meningen med ægteskabet.

Indtil for nyligt har jeg forsøgt at indordne mig under også denne, for mig, specielle indstilling til det, at have venner af modsatte køn. Jeg mente, at de jo nok havde ret i deres antagelse, for de kendte dog bibelen bedre end jeg.

Men nu er jeg så begyndt at reflektere over de ting, menigheden og andre kristne fortæller mig. Der sker det, at jeg med bibelen i hånden tillader mig at sætte spørgsmålstegn ved deres holdninger. Det gør at jeg ikke altid kommer frem til det samme.

- Det styrker min selvstændighed, at jeg selv kan nå frem til hvad JEG tror på og ikke kun hvad de andre tror på.
- Det styrker mit selvstændighed, at jeg ikke skal søge Gud igennem andre, men søge Ham direkte som den jeg ER.
- Det styrker mit selvstændighed, at jeg VED, at Gud billigere de tanker og overvejelser, jeg gør mig.
- Det styrker mit selvstændighed at VIDE, at vi ikke behøver at være kopier af hinanden og mene helt det samme, for at have en levende tro på Gud.

NÅR JEG FØLER MIG ELSKET AF GUD PRÆCIST SOM JEG ER, STYRKER DET MIT SELVSTÆNDIGHED VED, AT JEG IKKE BEHØVER DE ANDRES ACCEPT OG ANERKENDELSE FOR AT VIDE MIG FRELST.

Gav det mening for dig?

Hej Child-of-God,
Det gav rigtig meget mening, og tak fordi du gad forklare
Jeg kan følge dig i dine tanker, selv om det nok er nogle andre ord jeg selv ville have brugt - men så længe jeg må spørge og du vil forklare, gør det da ikke spor

Citat:
- Det styrker min selvstændighed, at jeg selv kan nå frem til hvad JEG tror på og ikke kun hvad de andre tror på.
- Det styrker mit selvstændighed, at jeg ikke skal søge Gud igennem andre, men søge Ham direkte som den jeg ER.
- Det styrker mit selvstændighed, at jeg VED, at Gud billigere de tanker og overvejelser, jeg gør mig.
- Det styrker mit selvstændighed at VIDE, at vi ikke behøver at være kopier af hinanden og mene helt det samme, for at have en levende tro på Gud.

Jeg kan nærmest kun erklære mig enig med dig, jeg tror også Gud ønsker at du hviler i dig selv og i ham.
Den eneste jeg studser lidt over, er dit punkt tre - jeg oplever ikke altid en følelse af at Gud "billiger" de overvejelser, tanker, handlinger og prioriteringer jeg har - jeg er nemlig pinligt klar over at det nogle gange harmonerer ret dårligt med hans ønske for mig: At jeg må leve mit liv sammen med ham og i kærlighed til min næste!
Men samtidig ved jeg, at intet jeg siger eller gør, vil kunne skille mig fra hans kærlighed eller gøre det, Jesus på korset gjorde for mig ugjort - og deri giver Han mig styrken til at begynde forfra!
Er det mon noget i den retning du tænker med det, eller...?

Jeg håber du bærer over med min strøm at spørgsmål - det er såmænd bare fordi dine tanker er så interessante

Mvh

Hej Schjelde.

Hyggeligt med sådan en kvinde til kvinde snak

Jo, det er netop i den retning, jeg tænker. Altså at uanset hvad jeg måtte sige, tænke eller gøre så er jeg elsket uendeligt.

Jeg ved ikke om du er forælder, men jeg er det. Jeg elsker ikke altid de handlinger mine børn gør, jeg er heller ikke altid vild med de tanker de har. Men jeg ved også at der er en grund til, at de tænker, som de gør.

Men handling og tanker til trods, er de mine højt elskede børn.

Jeg kan i min kærlighed, selvom det smerter mig, acceptere at jeg ikke altid har en lige stor plads i deres liv. Men jeg vender mig ikke bort fra dem, jeg venter. Samtidig ved de, at jeg er der, når de har brug for mig.

Jeg ønsker, de skal stole så meget på dem selv, at de tør at gå ud i verden og leve. Leve i den forstand som mennesker gør det med relationer til hinanden. Samtidig ønsker jeg, at de også må leve åndeligt.

Jeg ved bare fra mig selv, at stækker jeg vingerne, eller begrænser jeg deres udfoldelse på det ene punkt så bliver de ulykkelige og frustrede mennesker. På den måde stækker jeg, uden at ville det, også deres vinger hvad angår det åndelige i deres liv.

Der må være en balance mellem tingene. Vi er ikke KUN åndelige mennesker, vi er hele mennesker med behov for at leve på ALLE områder.

Ups .. nu kom jeg vist lidt væk fra sporet.

Men prøv at læse teksten igennem igen som om det var Gud der siger dette til dig, måske det giver dig en forståelse af, hvor jeg vil hen.