Nogle tanker om religion

Der er - har jeg læst - teologer, som skelner mellem religion og kristendom. Vist nok sådan, at kristendommen er noget andet/mere/bedre end en religion.
Gad vide, om der ikke findes samme præstelige forestillinger i andre religioner, altså med kristendommen i religionens rolle!

Der forekommer nogle fællestræk i religionerne:

Det formodes/frygtes, at der uden for/over de menneskelige muligheder findes en kraft, som det er hensigtsmæssigt at holde sig gode venner med og ikke lægge sig ud med. Attituden over en sådan kraft er underdanighed, ydmyghed og underkastelse. Der ofres, der tilbedes, der lovprises, og der rettes ind efter regler, hvis oprindelse er af en art, der ikke muliggør almindelig kildekritik. De påstås at være givet af denne kraft, som regel på en måde der udelukker enhver efterprøvelse.

Reglerne handler lidt mindre om forholdet til kraften end til forholdet mellem menneskene. De tager sigte på at bevare stammens/menighedens konstans og får derved etisk karakter.

Hyldesten til kraften udfoldes også gennem hævdelsen af kraftens overlegenhed og sandhed. Denne hævdelse udmøntes i forskellige former for udbredelsen af kendskabet til denne kraft, som ikke er af denne verden. Det kaldes missionsvirksomhed eller udbredelse af den sande lære.
Dette foregår ikke altid kun med fredelige midler (ord).

Dette, at kraften ikke er af denne verden, giver den mulighed for at forklare det for mennesket uforklarlige og er en nødvendighed for dens ophøjelse. Vi kan f.eks. ikke rationelt begribe tidens og rummets uendelighed, og når vi ikke kan det, selv om tid og rum synes at eksistere - i hvert fald rummet/universet - må forklaringen findes et sted ud over den menneskelige begrebsverden. Og så er der for nogen et grundlag for at påstå, at der må findes en gud, som tager sig af dette forståelsesproblem. Hvis dette skal anses for et bevis for eksistensen af en gud, er det kun gyldigt for den, der ønsker/tror på, at det forholder sig sådan. Den induktive tankegang, at da vi nu uden succes har søgt alle mulige verdslige forklaringer, er der kun én forklaring, nemlig en gud, gælder kun som en mulighed, ikke som et gyldigt bevis. Der er fra ikke-fundamentalistisk side forsøgt mange argumentationer/beviser for religionens overmenneskelighed eller for, at den ikke er udtænkt eller opfundet af mennesker. Et vistnok velkendt eksempel er leveret af Alfred North Whitehead i bogen "Religionens tilblivelse". Heri anfører han, at religionen vil forklare menneskets begrænsning ved henvisning til højere magter, der i tidernes morgen skænkede mennesket dets plads. Religionen gør således krav på at være en erkendelsesvej, og da erkendelse efter hans mening er noget ultimativt, bliver det en letkøbt forklejnelse at indskrænke religionen til blot at være en stammes simple almagtsfantasi om at være det udvalgte folk eller til at være simpelt føleri af anden slags. (Refereret efter Asger Ousager, Religionsvidenskabeligt Tidsskrift 28, 1996)
Men, "tidernes morgen" - hvad er det for et begreb? Har det substans, sådan for os alle? Eller hvad med påstanden om erkendelse som noget ultimativt? Hvad betyder det? Har det almen gyldighed? Det er trods alt et springende sted i argumentationen. Man kunne medgive ham, at den kendsger-ning, at religiøse forestillinger om afhængighed af såkaldt højere magter er fundet i et stort antal kulturer, kunne indicere, at disse forestillinger ikke er opfundet eller udtænkt, men er en organisk/ psykisk del af mennesket og en del af dets levevilkår.

Men selv denne indrømmelse giver ikke bevis for noget guddommeligt, medmindre man tror, at mennesket er skabt af denne gud - og så er vi jo lige vidt. Udsagnene om denne gud omfatter nemlig også påstande/forestillinger om universets og jordens tilblivelse, om livets opståen samt om døden og om det, der sker efter denne.
Det er, som om der tænkes og argumenteres: "Gud eksisterer, fordi ingen har bevist det modsatte". Den går ikke. Prøv lige den her: "Jorden er universets centrum, fordi ingen har bevist det modsatte". Og det troede alle så, indtil det modsatte - meget imod de professionelle religionsforsvareres vilje - var bevist. Men jorden havde da aldrig været universets centrum.
Der foretages store fortrængninger eller tilpasninger, når det viser sig, at den sande lære får en uigendrivelig korrektion fra den profane afdeling.



Religionskrige

Forskellen mellem religionerne har givet anledning til krige. Det burde vel ikke være nødvendigt. Men som en afsmitning fra den biologisk betingede stammebevarende adfærd har religionen og dens gud fået tillagt tilsvarende interesser. Gud bliver glad og tilfreds med sine mennesker, når de er parate til at slå ihjel og lade sig selv slå ihjel i hans tjeneste. Nogle bliver endda belønnet fornemt, hvis de dør i kampen.

Læren om det evige liv efter døden har også været brugt som forsødelsesmiddel, når den jordiske tilværelse blev for barsk. Udtrykt i Drachmans "Engelske Socialister":
………
De sende os Præster med pibede Kraver: —
»Her er Biblen til Eders slunkne Maver«.
For Sulten en Text om Kanaan og Eden,
For Husleien Vexler paa Evigheden

"Det er menneskehedens tragedie, at det, der skulle gå for at være dens ædleste udtryk, ikke sjældent tillige har medført brutalitet og ødelæggelse." (Desværre, min kilde er forsvundet).
En religionskrig udløses af religiøs iver. Fjenden har den forkerte tro og skal derfor omvendes eller dræbes. Kendes fra både den jødiske, kristne og islamiske verden - også i dag. Terrortilstanden mellem Israel og det palæstinensiske folk er ikke en religionsstrid, men har dog tydelige religiøse undertoner. Men i Nigeria er der inden for få år dræbt flere end 10.000 mennesker i en krigslignende tilstand mellem de kristne i syd og muslimerne i nord. Det er paradoksalt, at begge parter i en strid kan have forestillingen om at være (samme) guds udvalgte folk. I antikken førtes ingen religionskrige. Det er de monoteistiske religioner, som er farlige. En polyteistisk religion går ikke så højt op i, hvad "andre" guder er eller ikke er.
Religionen har i andre krige også været anvendt som legitimering og opildning.



Personlige mysteriøse oplevelser

En del mennesker har oplevet noget, de selv ville betegne som overnaturligt eller transcendent. Oplevelserne omtales som soul flight, out of body experiences og past life recollections. For den enkelte er der tale om en helt speciel oplevelse, som forventes seriøst behandlet. Men er der noget, der sandsynliggør, at der er tale om en guds virksomhed? Nej, det vil være et rent gæt og kun endnu et udtryk for ønsket om at få alt forklaret, og at det, som mennesker ikke umiddelbart forstår, har en guds virksomhed som kilde. Af sådanne tilfælde dannes der myter.



Terapeutisk hensigtsmæssighed

Mange teologer bryder sig ikke om, at mennesker har et psykologiseret forhold til religion. Religion bruges som psykoterapeutisk værktøj. Det er tøjeri, nærmest vantro. Ikke desto mindre er det efter visse meningsmålinger at dømme et ret udbredt fænomen. Gud, det højere væsen, den indre stemme kan med udbytte/til beroligelse/til afklaring bruges til en slags samtale, en skriftestol, en bønnens adresse. Sådan kan en tro skabe et religionslignende forhold. Giver et sådant forløb noget af forklaringen på religioners (gudsbilledets) opståen?
Dette meget personlige og givende forhold til noget større uden for den enkelte er sikkert det mest positive ved den religiøse side af et menneskes liv. Det er ligeledes en kvalitet, at den indbyggede inderlighed og intimitet i sin form er fri for aggressivitet.



Geografiens betydning

Det er vist uden for debat, at der er en sammenhæng mellem forældrenes religion og den religion, deres børn får - i hvert fald til en begyndelse. Det kan undre, at troende i en religion kan være så overbeviste om, at de har den sande tro, når det nok forholder sig sådan, at de ville have været lige så overbeviste om at have den sande tro - en anden, hvis de var vokset op med forældre, der havde en anden religion. Det er således ret tilfældigt hvilken sand tro, man måtte få. Eksempelvis vil børn, der er født i et land med islam som religion sandsynligvis blive muslimer, men hvis de adopteres af kristne forældre som spæde, bliver de sandsynligvis kristne.




Tro som viden

Der er i religiøse kredse ret stor uenighed om, hvilken trussel videnskabelige kendsgerninger udgør for religionens (kristendommens) lære.
Den mindst bekymrede part forholder sig kort sagt sådan: De videnskabelige resultater underbygger blot Guds skaberværks storhed.
Den mest bekymrede part forkaster de videnskabelige resultater. Den hellige skrift (Bibelen) taler sandt. Den er inspireret af Gud. Intet står til at ændre.
For begge yderpunkter og for alt derimellem er udgangspunktet, at alt er skabt af Gud. Og det er jo denne tro, der gør hele forskellen.

Gud eksisterer, fordi (mange) mennesker ikke vil have det anderledes. Denne tro, fast og uden for diskussion, en overbevisning, giver livet mere storhed, gør livet bedre, bringer orden og giver ro, når der søges svar på mange af de spørgsmål, som ellers ville være ubesvarede. Og da vi mener os berettigede til at have det sådan, forbliver Gud i live.

Ved brug af en fæmonenologisk analyse ville man også kalde Kristendommen for en religion, tit er det kristendommens tilhængere der ikke vil have den ned i kassen til de andre.... osv.


Mvh/stud.theol
Lars