Jeg har ganske få gange i mit liv virkelig forstået det med Guds tilgivelse - jeg mener
virkelig forstået det.
Det er som at være i et lys, der ikke kaster skygge, og det er at være på et sted, hvor intet ondt har nogen som helst magt.
Dér er det ikke muligt at hade, hverken sig selv eller andre, og det giver slet ingen menig at være egoistisk.
Tilgivelse fra Gud er ikke det samme som at slippe for straf, selvom der er overlapning.
Det er en indvendig opstandelse, hvor man opdager, at man var død indeni men ikke vidste det, og nu er man levende igen.
Det liv har man ikke lyst til at smide væk ved at lade stå til overfor ødelæggende tanker og handlinger, for det handler ikke om angst for straf og lettelse over at slippe, det handler om at være lige så levende som på skabelsens første dag.
Det er svært at fastholde - Peter fik heller ikke lov at bygge hytter til Moses, Elias og Jesus på bjerget - men nu ved jeg, hvad tilgivelse handler om, og det giver en noget anden tilgang til spørgsmålet end den kolde beregning over skyld og straf - - også når det handler om at tilgive andre.
Der kan sagtens være ydre konsekvenser af det, man har gjort, for sådan er det at være menneske. Baldrer man en rude, så koster det at sætte en ny i, og sårer man et andet menneske, så kræver det noget at genoprette tilliden, hvis det overhovedet lykkes.
Men baldrede ruder - eller andet - kan ikke tage den fred, som følger med at leve i Jesus tilgivelse. At være i nådens stand, kunne man også sige. Midt i al den elendighed, vi også kan være i.
Det er meget mærkeligt.
Blot som et supplemet til dit indlæg, Ester