»Min Gud, min Gud! Hvorfor har du forladt mig?«

Hvorfor skal livet være så tungt?
Hvorfor skal livet være så svært at forstå?
Hvorfor skal jeg hænge fast i hvad der skete, endnu før jeg selv erindre klart?

Hvorfor kan vi ikke elske hinanden?
Hvorfor kan vi ikke rumme andre end os selv?
Hvorfor er vores vej i livet præget af ensomhed?

Hvorfor overhovedet leve livet?

Vi skal vel leve livet for at tjene herren... Finde glæde i at tjene herren, sætte vores lid til herren...
Livet findes i at tjene Gud.
Her på jorden er vores job først og fremmest at medivrke til sjælenes frelse...
Som mennensker kan vi meget let komme til at få alt til at handle om os ikke Gud, men det er vigtigt at vide at Gud skabte os så vi kunne tjene ham og være sammen med ham. Han skabte os med en fri vilje så han kunne nyde vores tilbedelse og samvær...

Lev Livet for Gud!

Jeg klynger mig til disse vers hver gang livet ned af bakke.

Paulus' brev til filipperne
Kap. 4 v. 6-7

"Vær ikke bekymrede for noget, men lad i alle ting jeres ønsker kommer frem for Gud, idet i beder og bønfalder under taksigelse; Så skal Guds fred, som overgår al forstand, bevare jeres hjerter og jeres tanker i Kristus Jesus."

Politik, penge og ikke mindst religion er skyld i meget sorg.
Men kan vi undvære det? ...

Livet er ikke så tungt, vi ser bare ikke den lyse side med samme kraft som den mørke.
For hvert smil du møder på gaden, og hver gode tanke du tænker om andre, er som en selvfølge. Men det er kærligheden til hinanden, vi der tager for givet.

Lig mærke til alle de gode ting. Alle småtingene som for dig til at smile, og end kun indvendig. Og som du selv gør, som for andre til at smile. Så vil du opleve meget mere glæde i verden, end sorg. Ikke kun i dit ejet liv, men du vil også ligge mærke til mennesker andre steder, på gaden, i fjersynet, som er glade. Og sorgen over de ting som er grimme at tænke på, og se på, vil være nemmere, og du for mere overskud og klarhed til at gøre noget ved dem.

Holdningspræg... sig hvad du mener til andre. Bland dig i debatten. Kun sådan kan vi ændre verden.

Jeg ønsker ikke at ændre verden, jeg ønsker at ændre mit liv.

Giv mig min storhed tilbage,
vend om, og trøst mig!

Jeg er ikke den jeg var før, vil aldrig blive den samme igen efter dette.

Jeg vil til evig tid være en bleg afglans af, hvad jeg var før. Jeg har mistet mig selv, mistet min Gud. Der er ingen vej for mig at gå.

Man kan sige/ skrive så mange utrolig fine ord og lige lidt hjælper det.

Hvorfor leve livet?
Hvorfor leve - når man kan dø?

For det første kan man kun leve livet. Og man kan kun leve med udgangspunkt i sig selv. Enhver handling du udfører, og enhver tanke du tænker, kommer fra dig selv. Arv og miljø har ganske vist noget at skulle have sagt, men indser du, at du er et levende menneske, ja, så tager du også din eksistens på dine skuldre.

Man lever kun, hvis man kan, og vil. Eller hvis man ikke kan lade være! Hvorfor leve, hvis man kan lade være?

Hvad er livet? Hvad vil det sige at leve?
Det handler om at være til, både for sig selv og for andre. Hvorfor være til for andre? Fordi du igennem andres bekræftelse af dig, bliver dig selv endnu mere bevidst.

Hvad med Gud?
Medmindre du ikke kan leve uden Gud - så lev med Gud!
Det handler om at være tro mod det, du tror på. Tror du ikke på livet (og hvad deri findes af glæde, sorg, kærlighed og had), hvorfor så leve?

I dette jordiske liv, som vi alle lever i - og bør huske på at, vi lever - findes sorg og glæde som hinandens modsætninger, men samtidigt hænger de sammen som ærtehalm! Hvis ikke man accepterer dette, og lever på trods af denne erkendelse, hvorfor så leve?

Provokation er anledning til selvransagelse!
Se indad, og spørg dig selv; hvorfor føles livet tungt nu? Hvorfor er livet uretfærdig imod mig? Hvorfor har Gud forladt mig? Har Gud overhovedet forladt mig? Kan Gud overhovedet forlade sin elskede skabning? Men hvorfor oplever jeg så smerte? Kan jeg mon lære noget af denne smerte? Og kan jeg mon bruge den lærdom til at hjælpe andre omkring mig? Hvorfor hjælpe dem? Vil de så hjælpe mig? Behøver jeg hjælp? Jeg har da Gud...

Kære Søs,
Jeg aner ikke hvad jeg skal skrive, det er nogle ret deprimerende spørgsmål som er nærmest umulige at give et tilfredsstillende svar på - men det virker til at du har det svært, og det er jeg ked af at læse!
Jeg håber du kommer ovenpå igen - og ber for dig!

Stå op og klag om natten,
når vagterne skifter,
udøs dit hjerte som vand for Herrens ansigt (klages. 2, 19)

Selv om han gemmer sig og virker fjern, så har han lovet at han vil høre dig og aldrig forlade dig!

Jeg har ikke foladt jer

Hvorfor skal i altid tage en dag så hårdt når den kun er ganske kort.
Hvorfor gjore i mig til grin.
Jeg husker alting klart

Hvorfor elsker i ikke mig
Hvorfor hørte i ikke efter
Hvem er mellem jer og mig

For at skabe

Hvorfor er din fortid så vigtig? Hvad har den med din fremtid at gøre? Du for den jo ikke igen, og du kan ikke ændre den. Så hvorfor bekymre sig om den?
Det er altid hård at miste noget man havde, hvad end det er, end dog sig selv. Men det er en mulighed for at skabe noget nyt, noget bedre, og større.
Grib chancen, Den er måske svær at se, men den er der altid. Lad være med at nedbryd... Udvikle istedet...
Overbevis dig selv om at du kan. Vi andre er overbevidst. Det er kun dig selv der ikke ser det lige nu.

TAK til alle jer, der har skrevet på tråden her .. og TAK til jer, der har valgt at svare mig privat.

Til Josefine, der har skrevet hele to gange, vil jeg kort runde af med at sige, at "ingenting er, som det umiddelbart ser ud til at være". Ingen (næsten) herinde havde en chance for at vide, hvad der skete for mig. Men det har betydet meget, at I havde hjerte nok til at reagere.

Jeg har det sidste 3/4 år gået i terapi og lære dér hvor vigtigt det er, at kunne knytte bånd mellem fortid og nutid. Kan man ikke det, af den ene eller den anden grund, er det meget svært (umuligt?), at blive en hel person.

Lige nu arbejder jeg derfor med de svigt, jeg som barn oplevede. De svigt som gør, at jeg i dag ikke kan favne mine egne børn, og som derfor oplever en mor, der selv svigter igen og igen.

En meget tung og skamfuld erkendelse, men også en erkendelse der munder ud i handling og vilje til at ville ændre på de mønstre, jeg er opvokset med.

Men uhh - ind imellem er jeg ved at bakke ud, især når hjertet ligger i tusinde stykker på gulvet, og andre hovedløst tramper hen over stumperne ..

Men endnu engang TAK til jer alle