Kære alle sammen på Jesusnet.dk.

Jeg har fulgt debatterne her på siden i et stykke tid, men er dog ikke aktiv bruger.
Det er derfor også med en del betænkeligheder, at jeg vælger at skrive dette indlæg – jeg kender jer ikke, og det er et lidt ømtåleligt emne for mig, jeg vil tage fat i.

Sagen er den, at jeg har en spiseforstyrrelse, og jeg har efterhånden været syg i nogle år. Det fylder mit liv, og mit hoved har på det seneste været fyldt med næsten ubærlige skyldstanker på grund af min sygdom.
Jeg har så meget, men er ikke i stand til at tage i mod det. Hvordan kan jeg, som det privilegerede menneske jeg er, tillade mig at sige nej til Guds gaver? Hvordan kan jeg tillade mig at sige nej til og spilde den livsnødvendige mad, som mennesker verden over må undvære, fordi de ikke har noget andet valg? Hvordan kan jeg være så utaknemmelig for livet? Mit legeme er Helligåndens tempel, og jeg skal ære min Gud med mit legeme, som der står i 1 Kor 6,19. Alligevel kan jeg ikke undertrykke ønsket om bare at ville ødelægge mig selv og forvolde mig selv skade, selvom jeg jo er Guds skabning og skabt i Hans billede.

Jeg kan ikke engang bede Gud om at hjælpe mig ud af spiseforstyrrelsen. Jeg kan ikke bede Ham gøre mig hel igen, for jeg ved ikke om jeg ønsker at blive hel. Jeg er fyldt op indeni af modstridende og ambivalente følelser, hvor jeg hader spiseforstyrrelsens plads i mit liv over alt andet men samtidig ikke kan forestille mig min verden uden og heller ikke tror, at jeg kan undvære den. På en måde står min spiseforstyrrelse i vejen for Gud. Den er centrummet for mit liv i stedet for min tro og kærlighed til min Skaber og Frelser.

Og hvor er min tillid til Gud? Det er dobbeltmoralsk at handle som jeg gør, og samtidig tro på og stole på at Gud vil mig det bedste, og at Gud har en plan med mig. Det hele ser ofte så sort og meningsløst ud, at det kræver en kraftanstrengelse at fortrænge tvivlen, der trænger sig på.
Hvad har jeg gjort, siden jeg skal igennem alt dette? Hvad har min familie og venner gjort?
Hvordan kan jeg nogensinde få tilgivelse for al den ødelæggelse, den forvirring, det kaos og splid jeg konstant skaber omkring mig?
Hvordan kan jeg blive elsket af Gud, når jeg ikke elsker mig selv og livet, som er en gave Han har skænket mig?

Jeg er i det hele taget et forfærdeligt menneske. Jeg ødelægger alt omkring mig og gør folk kede af det, jeg lyver, fordi jeg frygter sandheden, og fordi spiseforstyrrelsen igen har så meget magt, at det i mange situationer er nemmest og synes nødvendigt, jeg snyder og bedrager de mennesker, jeg elsker, jeg forkaster den mad og det lykkelige liv, jeg har muligheden for at have, jeg er så fuld af had til mig selv, at det skræmmer mig, jeg er dybt egoistisk og på mange områder ikke spor næstekærlig. JEG SYNDER.

Nogle gange, når jeg læser i Biblen eller læser andres fortolkninger af diverse skriftsteder, kan jeg blive ramt af en skrækkelig angst for, om en dæmon har taget plads i mit sind. Det kan indimellem give uhyggelig meget mening, da spiseforstyrrelsen netop kan føles som en ond ånd, der langsomt suger livet ud af mig. Men kan dette passe? Jeg vil ikke være besat af en dæmon – det skræmmer mig, og jeg får ondt i maven bare ved tanken derom.

Inden jeg slutter, vil jeg sige, at det ikke er sådan, at min tro udelukkende er en negativ sag. Jeg har fået meget styrke fra Gud igennem de sidste år, og jeg er usikker på, hvor jeg ville have stået i dag uden den støtte. Bevidstheden om, at Han elsker mig uanset mig, og at Han altid er der, har været den hånd jeg har kunnet holde i, når tingene har været allerværst.

Dette indlæg er sikkert meget forvirrende at læse, og jeg er ikke sikker på, at nogen af jer overhovedet har noget at sige hertil, men jeg håber… også selvom jeg ikke helt er klar over, hvad jeg håber, I vil sige. Jeg har ikke rigtigt stillet noget spørgsmål og ved derfor heller ikke hvad, jeg forventer af svar.
Om ikke andet så er jeg taknemmelig for at have muligheden for at sende disse tanker et sted hen, hvor jeg ved, at de vil blive læst. Om der kommer nogle kommentarer eller måske endda svar, er knap så vigtigt.
Tak fordi I gav jer tid til at læse…

Kærlig hilsen og Guds fred til jer alle
fra Anne

Hej Anne

Tak for dit indlæg. Det er rørende at læse om. Det er lidt svært at vide, hvad man kan skrive til dig i et debatindlæg. Du har brug for terapi og nogle, der elsker dig og giver dig en anden forståelse af kristen næstekærlighed og syndernes forladelse, end den du har, så du bliver i stand til at elske dig selv. Det kan jeg og de andre debatører ikke give dig gennem dette forum, og det er nok derfor, at du ikke har fået flere reaktioner endnu. Jeg håber, at Gud vil sende nogen på din vej, der kan give dig noget hjælp.
Gud velsigne dig

Med venlig hilsen
Henoch

Kære Anne!

Da jeg læste dit indlæg, kunne jeg sætte mig rigtig meget ind i dine følelser, tanker og frustrationer omkring din sygdom. Jeg har nemlig selv været samme sted som dig engang, og det er utrolig svært at gå igennem for på den ene side ønsker man at leve uden spiseforstyrrelsen, og på den anden side kan man ikke undvære den.

Selvom du står midt i dette sygdomsforløb, så skal du vide, at din Far i Himlen elsker dig lige så højt som Han ville gøre hvis du ikke havde spiseforstyrrelsen. Han har stadig gode planer for dig om en fremtid og et håb, som der står i Esajas 56.
For ham er du uendelig værdifuld, og Han vil ikke svigte dig!:)

Jeg kom selv ud af min spiseforstyrrelse ved at søge professionel hjælp. Først fortalte jeg mine forældre om det, dernæst fik jeg professionel hjælp og jeg fik også nogle kristne fra kirken til at bede for mig. Gennem dette blev jeg helbredt fra min sygdom, og den dag i dag er jeg med til at hjælpe andre piger, der kæmper med dette, ud af denne situation.

Anne, det bedste du kan gøre er at erkende det overfor nogen og søge hjælp. Tager du dette (store) skridt, så vil det være det første skridt ind i friheden for dig. Jeg håber du er opmuntret:)

Husk, at du er elsket og rigtig værdifuld som du er lige nu:)

Kærligst Lilje

Hej Anne..

Det er nok et af de mest meningsfylde indlæg jeg har læst herinde til dato.

Min bedste veninde har anoreksi, og har haft det i 12 år nu. Jeg beder hver dag til at hun må få et laaaangt godt liv.

Jeg har på fornemmelsen at du er i behandling. Hvis ikke så sprig bare de næste linjer over..

Af hvad jeg kan høre på min veninde, så hader hun at være indlagt. "Jeg ved jo godt jeg er syg, og hvad jeg skal gøre ved det." som hun siger, men hver gang hun kommer ud, går det ned at bakke igen. Så selv om man tror man er klar igen, så ligger verden i baghold når man kommer hjem, og maden i køleskabet ser ikke lige så tiltrækkende ud. Så hvis du ikke har nogen hos dig, til at holde i hånde, og til at snakke med om alle de åndsvage psykologer der tro de ved bedst, Og til at våge over dig når du sover... hvis du ikke har det, så blive hvor du er i behandling så længe så mulig.

Din familie og dine venner skal du ikke tænke på... det siger de nok også selv, og jeg ved godt det er svært at lade være, for man vil jo ikke såre dem. Men du skal og må tænke på dig selv, for det er også det din familie og venner vil have du skal gøre.

Hvad ang din tro, så virker den meget stærk. Du synder jo ikke, du er bare syg. Det er altså ikke en synd.
Og Gud er hos dig, mere end du kan forstille dig, for han kan ikke lide at se hans børn lider. Gud vil lade alle sine får stå på marken alene for at hjælpe et lam i nød.

Jeg håber du kommer dig snart, og også du vil få et langt godt liv. Jeg vil i alt fald tage dig med i mine bønner.

Kærligst...
Josefine...