Efter opfordring fra Vandrer laver jeg denne tråd.

Påstanden er:

Hvordan vores synder bliver os forladt, set i lyset af, at vi bliver sat ind i den tilstand, vi oprindelig var skabt til.

Syndsforladelse er, at vores synder forlades os.
Først og fremmest, at konsekvensen af synden (døden) ikke længere er en realitet for den troende (døden er der nu kun for en kort tid - men bliver efterfulgt af et evigt liv).
En anden ting er, at allerede her og nu på jorden, begynder Gud at genskabe os til de mennesker han oprindelig tiltænkte os at være. Dette sker først og fermmest ved, at mennesker igen tror - men det sker også i moralsk forbedring, helbredelser, kirkefællesskaber (skal ikke forstås som overconfessionelle foreninger) osv. Intet sker absolut! Men noget sker.

I lutherdommen taler vi om et allerede/endnu-ikke perspektiv.

Hvad synes I?

Jón