Hej venner

Jeg sad og spekulerede over noget som ofte har undret mig ved kristendommen. Det er det her med at man ikke skal gøre noget for sin frelse, at Jesus har løskøbt os gratis og det eneste vi skal gøre er at tage imod.

Hvad vil det sige at gøre noget kontra det ikke at gøre noget?

Er det at lade være med at gøre noget ikke også at gøre noget?

Lad mig illustrere min forundring med et citat fra Pietisten:

Citat:
Har du tænkt over at du faktisk intet som helst kan eller skal gøre? Det er ikke meningen at du skal gøre Gud glad, og tilfreds, nej det er meningen at du skal lade Gud om sagerne, overlade alt til ham, og det er jo det svære i den sag du beskriver, du har bedt, hørt ordet, bibelskole og alt det er meget fint, men efter at dine gerninger ikke har ændret noget, så har du opgivet (hvis jeg forstår dig ret). Så hvad skal du gøre, ja du skal stoppe alle dine tanker om at gøre dig fortjent, og alle ideer om at du skal gøre "noget" og så skal du tro, og i tro bede, læst og høre Guds ord.

Så samtidig med at jeg ikke skal gøre noget, så er der tilsyneladende en hel del ting jeg skal gøre for at nå dertil hvor at jeg kan modtage det gratis som Jesus har købt af sig selv til mig.

Hvori består det at overlade alt til gud? Hvis jeg reelt skal tage imod det råd, så skal jeg jo intet gøre og bare være mig selv. Men så viser det sig at det ikke er så gratis alligevel:

- Jeg skal stoppe mine tanker om at gøre mig fortjent*
- Jeg skal tro
- Jeg skal i tro bede
- Jeg skal i tro læse bibelen
- Jeg skal i tro lytte til andre der læser eller udlægger bibelen

I og for sig en ganske gennemgribende adfærdsjustering, som jeg ser det. Yderligere hjælper det ikke på min egen uforståenhed overfor problematikken at jeg har "gjort" alt det og alligevel er det mig der stiller det her spørgsmål.

Hvordan defineres det at gøre noget, for jeg mener ærligt talt at ovenstående ikke-gøren minder usvigeligt meget om at gøre en hel masse?

Mon religiøse menneskers oplevelse af ikke at have gjort noget eller ikke at have gjort sig fortjent, hænger sammen med bl.a. den subtilitet hvormed de bliver lullet ind (jeg ved godt at det var en lidt polemisk formulering, men go with me here ) i troen gennem sociale sammenhænge og muligvis den retorik der bliver brugt?

At den særlige måde at handle på som det tager at blive kristen faktisk bliver bortdefineret retorisk, at alle de ting på listen ovenfor ikke bliver defineret som noget man gør, men måske som noget gud gør i en?

For en udenforstående, selv for en som har været hele trummerummen igennem som undertegnede, så virker det en smule selvmodsigende.

Giver det mening folkens?

----
* Jeg oplevede ikke i min tid i kirken at jeg skulle gøre mig fortjent til noget, så det var et fejlskud fra Pietisten, men her tænker vi også mere i den hypotetiske situation, hvor en eller anden (altså ikke mig) spørger hvad man skal/ ikke skal gøre for at blive frelst.

Hej Martin,

Det undrede mig også en del, indtil jeg fandt ud af, at det ikke er bibelsk

Jo, til dels er det, men ikke som amerikanske evangelisations-sider udlægger det.

At følge Jesus kræver en omvendelse, at man forlader sit gamle liv, og lader Jesus være Herre i det nye.

Omvendelsen kræver rent faktisk gerninger. (Hør bare på Døberen!)

"Du skal ikke gøre gerninger for at blive frelst, men fordi du er frelst", ja den har du hørt før. Men alligevel er frelsen og gerningerne ikke så klart adskilt, som det kan synes ud fra det. Jeg vil prøve at belyse det ud fra et Jesus-ord:

"I må fødes på ny" siger Herren.

Så bliver vi da i Kristus født på ny, og et nyt menneske kommer til... et menneske, der kan bestå for Guds ansigt, et retfærdigt menneske. Det er lidt som i lignelsen med sennepskornet - kornet kommer i jorden, ser ikke rigtig ud af noget, men som tiden går, gror det.

Hvis der ikke kommer noget op (hvis "træet ikke bærer frugt"), så var der ikke noget korn alligevel, eller kornet er ødelagt. Det som kan snyde er, at der er mange andre giftige vækster i et menneskes hjerte, og nogle gange kan man ikke se det spirende nye menneske. Men det er der, og det vokser såfremt man er kommet til tro på Jesus.

Hvad kræver omvendelsen da? At man fødes på ny! At man overgiver sit liv, sig selv og alt andet i Guds hånd, og lader ham skabe troen. At man accepterer, at det nye liv kan få konsekvenser, at træet kan komme til at fylde hele haven, så at sige.

Hverken mere eller mindre.

Mvh. Steffen

Hvorfor er der så ingen ende på antallet af herligt frelst kristne, som proklamerer netop dette som et plus ved kristendommen, ja næsten det som adskiller den fra alle andre religioner (noget jeg også undres over at der bliver sagt)?

Ja, det ved jeg sandelig heller ikke...

Måske er det et ønkse om at sælge kristendommen så billigt som muligt? Jeg tror såmænd motiverne er i orden, men det er jo ikke altid nok.

Jeg anbefaler bogen Efterfølgelse af Dietrich Bonhoeffer (håber jeg stavede det rigtigt). Han tager netop den debat op... om den billige nåde og omvendelse uden konsekvenser.

NB: Al den snak om at være frelst alene pga. Guds indgriben er nu relevant nok, og ganske sand. Problemet opstår, når man bliver frelst ved apati... for det er vel det man gør, hvis man vitterligt *ikke skal gøre noget* - ikke? Men æren er og bliver Guds, og det er nu engang ham, der genskaber sit billede i mennesket, ved selv at blive menneske, og bære den dom, som han selv udtalte over mennesket, da det gjorde oprør mod ham. Og det er ham, som dagligt genskaber os til at ligne ham mere og mere, for at vi til sidst skal blive fuldkomne, ligesom vores himmelske Far er fuldkommen.

Herligt!

Hej Steffen - jeg synes det er gode og tankevækkende ord, som du og Martin kommer med her.

Jeg kom til at tænke på dette, som du nævnte: I må fødes på ny .. Ja, og hvordan gik det til, da vi blev født første gang, ind i denne verden? Det er vist ikke noget fosteret beslutter!

Det sker bare, når tiden er inde - man føder sig ikke, men bliver født, og en anden klipper navlestrengen ..
På samme måde, tror jeg, med den nye fødsel.

Men så har den så sandelig også konsekvenser - en del skal gøres , hvis den nyfødte skal fortsætte sit nye liv, og ikke sygne hen ..

Hvis nogen spørger Jesus: Hvad skal jeg gøre for at blive frelst? - så får vedkommende vel svaret: "Omvend dig - og tro!"
Og ja, indrømmet det er jo da at gøre noget!

Men forud for svaret var spørgsmålet!
Og forud for spørgsmålet var en tilskyndelse til at stille netop det spørgsmål!
Til Jesus - eller en af hans bemyndigede ...
Og den tilskyndelse - hvor kom så den fra?? Godt spørgsmål?

Jeg kan huske at jeg for et par evigheder siden, i min egen lange omvendelsesproces - en gang sagde til min præst nogenlunde sådanher:

"Jeg ville på en måde ønske, at jeg kunne tro på det du fortæller mig om Jesus" - og han svarede at så havde jeg sådan set allerede henvendt mig - jeg var gået hen til døren - ( Se, jeg står ved døren og banker på; hører nogen mig og åbner døren, vil jeg gå ind til ham og holde måltid med ham og han med mig.))

.. hm, nå, jeg syntes jo ikke, jeg havde hørt bankelyde, heller ikke at jeg åbnede nogen dør. Men måske sad håndtaget helt undtagelsesvis på ydersiden af den dør -jeg ved det ikke - - men det skete jo altså for mig:
Ind kom han! - og konsekvenser for mit liv fik det så sandelig: Det blev et nyt og anderledes liv.
Lidt som at komme hjem ...

Der var ikke noget, som jeg skulle give afkald på i mit nye liv, heller ikke noget, som jeg skulle/burde gøre, som jeg egentlig ikke havde lyst til. Jeg havde/har bare lyst til at blive ved med at lytte, læse, gå i kirke, gå til nadver, være sammen med andre kristne ..

At tro som noget man skal kunne - noget der skal præsteres, nej, det er da en total umulighed ...eller er der virkelig nogen der kan omvende sig selv - og tro?
Kan nogen vende sin skude ved at puste af alle kræfter til storsejlet?

kristina

Der må sondres mellem gerninger til ”fortjeneste” (troskravet) og trosgaven, hvilket udelukker enhver form for synergisme.

Når der siges at vi ikke skal gøre noget, så menes der altså at vi ikke skal/kan gøre os fortjent. Og der er forskellen, eller en af forskellene i forhold til spekulativ filosofi og religion.


Troen vender sig til Guds nåde for at modtage denne nåde uforskyldt. Og så er der altså en grundlæggende forskel på loven som tugtemester til troen, og på troen i sig selv.

Loven byder og befaler at tro, men evangeliet tilbyder og giver troen.

Den retfærdiggørende tro er alene Guds gerning i et menneske. Denne tro er virket i et menneske ved Guds kraft. Ved troen gør han et menneske til en ny skabning.

Det er så videre derfor at Paulus siger at et menneske ufortjent og af Guds nåde bliver erklæret retfærdig ved troen, på grund af forløsningen i Jesus Kristus. (Rom. 3,24; Gal. 2,16).

Når man taler om retfærdiggørelse ved tro, vil det altid stå i modsætning til at et menneske frelses ved egne gerninger (Rom. 3,21f) og at det altså peger på troens indhold: "Jesu Kristi soningsdød for synden". Og derfor kan troen i sig selv aldrig forstås som en ”menneskelig gerning”, fortjeneste eller præstation for at opnå retfærdiggørelse, men som en Guds gerning i et menneske, som giver tillid og tro til det Kristus har gjort ved sin lidelse og død. Og ved denne tro retfærdiggør Gud synderen.

C.A Artikel IV:
Ligeledes lærer de, at menneskene ikke kan retfærdiggøres over for Gud ved egne kræfter, fortjenester og gerninger, men at de retfærdiggøres uforskyldt for Kristi skyld ved troen, når de tror, at de tages til nåde, og at synderne forlades for Kristi skyld, han som ved sin død har gjort fyldest for vore synder. Denne tro tilregner Gud som retfærdighed for sig. Rom. 3 og 4. (Confessio Augustana)

Altså det du her lister op som gerninger, frelser ikke pr. automatik, hvilket du sikkert udmærket ved, hverken bøn, læsning eller noget andet virker troen ”ex opere operato” (ved den gjorte gerning) og da slet ikke virker de en ”fortjent tro” - som om Gud skulle sige: ”Ja nu har du bedt rigtigt, nu har du bedt nok, nu har du bedt som jeg kan lide det, dygtig dreng – du er kristen nu! -fordi du har fortjent det” Nej, troen virker Gud i os, og i øvrigt når det passer ham, uanset man har læst, bedt, hørt i 2 minutter, eller i 50 år.

Vi finder aldrig nogen beskrivelse af troen i Bibelen uden at det er Guds nåde og Jesus Kristus som er genstand for troen. Der reflekteres aldrig over troen som tror, men kun over hvad troen er(det subjektive indhold).

Troen er ikke frelsende og retfærdiggørende fordi den har indbygget nogen ydelse, gode gerninger, forsæt osv. Men kun fordi den er tillid til Guds nåde (Rom. 4,1f; Matt. 8,5-13; Luk. 18,9-14; Hebr. 11,1f)

Troens frelsesgrund er altså tilliden til Guds nåde alene i Jesus Kristus. Og på denne baggrund må vi forstå Jesu ord om træet og frugterne (Matt. 7.) og Paulus´ ord om Åndens frugter (Gal. 5,22f) Dette må også være grundlaget for at forstå Jakobs brev og dets tale om tro og gerninger (Jak. 2,14). Her er troen set ud fra lovens synspunkt, altså på baggrund af hvad Gud fordrer (troskravet under loven), ikke på baggrund af hvad Gud giver et menneske i evangeliet til frelse.

Og sådan bliver det klart at ligesom omvendelsen kan være et krav under loven, så kan også troen være det i Skriften. Gud lægger troskravet ind i loven. Dermed får dette troskrav en funktion af at drive menneske til tro på Kristus. Men dette troskrav under loven er ikke det samme som den retfærdiggørende tro. For den har som sit afgørende kendetegn at den ikke er under loven. Den retfærdiggørende tro er ikke længere under tugtemesteren (Gal. 3,25), den er ikke i varetægt under loven. Varetægten tilhører tiden før troen (Gal. 3,23).

Nu er det igen ved at blive langt

Men for lige at summere op, så er problemet her vist at man ikke følger Bibelens sondring mellem loven og evangeliet og at man ikke sætter loven og evangeliet i det forhold til hinanden som Gud har gjort i bibelen. Det fører til at troskravet (altså kravet om ydelse) og trosgaven (evangeliet og dets budskab om forsoningen) blandes sådan at menneske pludselig medvirker til sin frelse i troen. Og det bliver så en mærkelig omtolkning af den retfærdiggørende tro så den sætter mennesket i fangeskab under loven i stedet for i frihed under evangeliet.

Bedre kan jeg vist ikke forklare det på denne tid af natten

Jeg håber at nogen kan bruge det, om Gud vil.

Guds fred og velsignelse!

Til sidst vil jeg lige, som jeg også skrev i mit sidste indlæg, hvor det end var, at jeg er væk for en tid, hyg jer så længe!

Hej Pietist - tak for dit klargørende indlæg om lov og evangelium, som jeg fuldt kan tilslutte mig.

Jeg er også væk i en periode - fra 22. juni til og med 1. juli.

Hav en velsignet sommer, alle ..

kristina

Hej Kristina

Bare en lille rettelse:

Citat:
Det sker bare, når tiden er inde - man føder sig ikke, men bliver født...

Det er klart at der endnu må være en moder til at presse barnet ud når "tiden er inde", men faktisk tyder de seneste forskningsresultater på at det er barnet "selv" der sætter fødslen igang hos moderen. Barnet signalerer når det er "færdigbagt" til moderen ved at udskille det ve-fremmende hormon oxytocin gennem moderkagen.

Så det er selvfølgelig ikke barnet der laver alt arbejdet i det at blive født, som moderen udretter ved at presse, men det er tilsyneladende barnets krop der bestemmer hvornår at det er klar til at blive født. Derudover så arbejder barnet også en hel del under fødslen for at komme ud, det er helt afgjort et samarbejde

Hej Martin - tænkte det nok, det måtte jo komme! - og OK!
- hertil er kun ét at sige, nemlig:
Jamenalligevel !

kristina

Hej Kristina

Jeg tror bare at man skal være meget påpasselig med analogier... Ofte har de potientialet til at føre folk meget længere væk fra end tæt på pointen. Det var alt

Martin, det mener jeg bestemt ikke du har ret i. Analogien vil jeg fastholde, selv om du måske ikke synes om den. Måske kunne du tænke over det igen og forsøge lidt ukritisk læsning! Read my lips!

Selv om du kan fremlægge korrekte forklaringer på, at et barn medvirker ved igangsætning af sin fødsel, og også under processen, så er jeg det alligevel sandt, at barnet bliver født, og ikke føder sig selv.

Det er naturligvis rigtigt, at hvis et barn ikke, som du forklarer, samarbejder med sin egen personlige biokemi (dette gælder i øvrigt lige fra undfangelsen og ikke kun under fødselsprocessen) så er det ikke levedygtigt.

PÅ samme måde ved genfødslen, (med Gud Helligånd som igangsætter) hvor heller ikke alle er levedygtige. Nogle dør i fødslen, andre lever kun en periode, og falder så fra, og atter andre bevarer deres genfødte åndelige liv gennem, og ud over, den uundgåelige fysiske død. Nåja, selvfølgelig kun uundgåelig, hvis ikke Jesus kommer igen forinden ...

Som Jesus forklarede Nikodemus: Det, der er født af kødet, er kød, og det, der er født af Ånden, er ånd.
Du skal ikke undre dig over, at jeg sagde til dig: I må fødes på ny.
Vinden blæser, hvorhen den vil, og du hører den suse, men du ved ikke, hvor den kommer fra, og hvor den farer hen. Sådan er det med enhver, som er født af Ånden.«

Jeg ved godt, du er uenig, men jeg regner med, at du forstår, hvad jeg mener med analogien, og at den ikke fører bort fra pointen. Min pointe, altså!

kristina