Hej Alle sammen!
Jeg vil gerne sige at jeg også er en af dem der er helt vildt forelsket i Jesus! Han er den der aldrig svigter. Når jeg kigger tilbage i mit liv med forfølgelse på grund af min tro på ham kan jeg ikke lade være med at huske alle de ganger da han greb ind midt i det alle sværeste. Han har jo bed i sidste bøn om dem der bliver forfulgt på grund af sin tro på ham. Jeg synes at det er så trøstende på en måde for mig at tænke på det. Fordi Han kender os alle, han er vores hyrde og vi er de som kender hans stemme.
Tit kan det se ud som at næsten aldrig Han svarer på vores bøn. Man kan tro at Han ikke hører. Men han har nogle planer som han har planlagt. Det er svært at se hvad der er næste plan med mit liv især når man har det rigtig træls for i et bestemt periode. Men man kan også tænke tilbage på de ganger hvor det har været alle sværeste tider af livet, hvor Gud greb ind. Er det ikke dejligt at se Gud i det?
Når man fortæller vidnesbyrd så kommer der tit nogle triste oplevelser, men DESVÆRRE er det meget sjælden at man fortæller om de gange hvor Gud greb ind da jeg havde så svært og håbløst i mit liv.
En gang da der var ingen udvej greb Jesus ind med sin hjælp. Det var noget som jeg aldrig kunne forestille mig. Det handlede om at flygte til et fremmed land, at bruge masse penge som jeg ikke har, at finde nogle venner, at komme ind i en ny skole osv. Det gad jeg heller ikke, men da jeg blev nød til det var jeg så taknemlig til Gud at jeg har haft det rigtig træls. Ellers skulle jeg ikke have chance for at opleve Bibelskolen med mange kristne venner og masse af dejlige oplevelser i et nyt land som blev til næsten et hjemmeland.
Igennem de her 3 år har jeg virkelig mærket både ondt men også Guds nærvær og Hans kærlighed der griber ind konstant.
Måske har det vært at holde fast ved mine vener men min alle bedste ven Jesus har altid vært hos mig og det er vigtigst for mig.