Hej alle diskutionslystne folk...

Jeg fristes lige til at spørge om noget...

Hvad ville i sige meningen med at eksistere, altså leve, er hvis Gud ikke er til?

Jeg tror på Gud er til, og jeg tror også på han er lige ved siden af mig nu hvor jeg skriver dette indlæg.

Men hvis Gud ikke var til, hvad vil meningen med det hele så være?

Kærligst Henriette

Tja...

Meningen med en bil er, at den skal transportere folk rundt. Det er nemlig det, den er bestemt for, det er *meningen*, deraf ordet.

Meningen med en sten er straks sværere at definere...

I et ateistisk verdensbillede må man vel sige, at det er fortiden alene, der er bestemmende for en tings eksistens, og der dermed ikke er nogen mening med den.

Så er alle ting i udgangspunktet meningsløse. Nogle vil hævde, at man så selv skal "definere meningen med sit liv", det mener jeg dog ikke holder, jf. ovenfor.

Tilfældighed og mening hænger ikke sammen.

Hej Steffen,

Citat:
I et ateistisk verdensbillede må man vel sige, at det er fortiden alene, der er bestemmende for en tings eksistens, og der dermed ikke er nogen mening med den.

Ateister modellerer deres liv efter meget mere end fortiden - vi er mennesker ligesom dig, der har ønsker og behov. Og vi ignorerer bestemt ikke potentialet i fremtiden. Nogle gør måske, men der er intet i selve ateismen, der siger at X er (eller skal være) bestemmende for Ys eksistens. Der er intet andet end "fraværet af troen på en gud" i ateismen: resten er op til hver enkelt person. Ateismen kræver ingenlunde en mening med livet - lige så lidt som den kræver en manglende mening med livet. Hver ateist har sin egen overbevisning hvad angår denne mening... og nogle har ingen.

For mig er det eksempelvis ikke "fortiden alene, der er bestemmende for en tings eksistens". Det er lige så meget fremtiden - potentialet - der er bestemmende, sammen med de ting man som person ønsker for sit liv.

Citat:
Tilfældighed og mening hænger ikke sammen.

Hvad har det med sagen at gøre? Skal en ateist per definition også tro, at alt er et resultat af tilfældighed? Hvor ligger det i "fraværet af troen på en gud"?

Jeg tror fx på det stik modsatte af tilfældighed - jeg tror på årsag og effekt. Den mening jeg finder i livet er ikke tilfældig; den er i allerhøjeste grad både forårsaget og forårsagende på en måde, der lader sig systematisere.

Hvorfor jeg også er træt af at læse indlæg som dit, der fjerner meningen med mit liv af den ene grund at jeg er ateist. Du burde være mere påpasselig, når du på den måde fjerner enhver mening med en anden persons liv i dine argumenter.

Hej Claus,

Hvad forstår du med ordet mening?

Jeg bruger det i en anden betydning end "indhold", "livskvalitet" etc. , måske er det der forskellen ligger?

Et menneske kan have indhold i livet uden at det dermed opdager, hvad meningen er... det mener jeg i hvert fald.

Mening er... ja, det som er hensigten med mig. Hvis jeg er opstået tilfældigt, så er der ingen hensigt med mig. Jeg kan godt leve et pænt liv, hjælpe folk osv., og jeg kan også være glad, men nogen mening er der ikke. For hensigten med skabningen skal findes hos skaberen...

At spørge om livets mening er det samme som at spørge "hvorfor er jeg til?" Hvis svaret er "ved en tilfældighed", så er der ikke nogen mening med livet.

Okay, du tror så på nogle lovmæssigheder. Det tog jeg ikke højde for i mit indlæg... sorry. Men hvad er så meningen med livet? At man skal følge disse årsag/effekt-love? Men da det er upersonlige kræfter mener jeg ikke, at der er tale om en egentlig mening... men hvad jeg skal kalde det i stedet ved jeg ikke

Jeg ved ikke om du forstår mig... jeg tænker lidt, at det svarer til at sige, at meningen med stenen er, at den falder ned, når jeg slipper den i to meters højde. Men du ser nok anderledes på det?

Ja, jeg kan vist ikke forklare det bedre.

Mvh. Steffen

PS: Nej, jeg er ikke unjordskreationist

Hej Henriette

Mener du at livet ikke kan have mening uden at gud er til?

Hej Steffen

Citat:
Okay, du tror så på nogle lovmæssigheder.

Det er ikke nødvendigt at tro på lovmæssigheder, hvis det var et kriterie, ville det jo næppe kunne kaldes lovmæssigheder... Eller hva'?

Lovmæssigheder betegner jo de ting som sker uanset hvad vi tror og tænker om dem. I hvert fald som jeg forstår det.

Hej Steffen,

Citat:
Okay, du tror så på nogle lovmæssigheder. Det tog jeg ikke højde for i mit indlæg... sorry. Men hvad er så meningen med livet? At man skal følge disse årsag/effekt-love? Men da det er upersonlige kræfter mener jeg ikke, at der er tale om en egentlig mening... men hvad jeg skal kalde det i stedet ved jeg ikke

Lovmæssigheden i eksempelvis evolution går mod tilpasning af det biologiske liv. Dette mener jeg - blandt andre ting - kan bruges som en mening med livet: at søge tilpasning og harmoni med sit miljø.

Det er upersonlige kræfter, det er sandt. Men derfor kan man godt se det som en mening - i betydningen formål - at søge tilpasningen og harmonien. Lykken er en anden sag, for her er der netop tale om personlige kræfter; nemlig menneskets vilje og evner.

Citat:
Jeg bruger det i en anden betydning end "indhold", "livskvalitet" etc. , måske er det der forskellen ligger?

Betragter du mennesket som var det en brik i et puslespil - at formålet med mennesket er at udfylde en bestemt funktion efter bestemte regler? Det vil jeg næsten sige er sørgeligt.

Meningen er lig med både indhold og formål, også sådan som jeg bruger det. Jeg kan se et formål med mit liv, men det er ikke defineret af nogen bog eller en tro, lige så lidt som det er fuldstændig defineret af mig selv på egen hånd. Formålet med mit liv kan ændre sig fra øjeblik til øjeblik, og det er ikke altid mig selv der bestemmer, hvilken ændring der sker. Et eksempel kunne være hvis jeg fik et barn - så ville formålet med mit liv også skulle indeholde at beskytte mit barn og sørge for, at det fik de bedste vilkår. Ikke fordi jeg er beordret til det, men fordi det er det eneste rigtige at gøre.

Kærlighed ændrer for mig at se også meningen (i betydningen formålet) med livet, når den sker. Det hænger sammen med, at jeg ser lykken og harmonien som eftertragtede objekter - de er min mening med livet.

Citat:
At spørge om livets mening er det samme som at spørge "hvorfor er jeg til?" Hvis svaret er "ved en tilfældighed", så er der ikke nogen mening med livet.

Jeg kender ingen, der ville svare "ved en tilfældighed". Jeg er til, fordi min mor valgte at få børn, og jeg er som jeg er fordi hun tog de beslutninger hun gjorde, og fordi mit miljø er som det er. Det er lige så lidt en tilfældighed, at jeg er til, som det er en tilfældighed, at jeg staver som jeg gør.

Det kan godt ærgre mig lidt, hvis du tror alternativet til troen på guddommelighed er troen på tilfældighed. Det er nemlig en komplet misforståelse af ateismens princip, der i virkeligheden er åbenlyst simpelt: fraværet af troen på gud. Det betyder ikke fraværet af troen på et formål, en forudbestemmelse, et ansvar, et ideal eller noget som helst andet - udover troen på en gud. Jeg reagerede som jeg gjorde fordi din analyse faktisk klassificerede mig som en person, der qua ateist ikke havde nogen som helst mulighed for at se nogen mening - et formål - med livet. Det er ikke sandt, som du nok kan se. En personlig kraft er ikke påkrævet for at tale om et formål, og selvom den var kunne mennesket selv tælle som personlig (initiativhavende) kraft.

Hejza...
Det har jeg ikke skrevet... Vil bare gerne høre jeres syn...

Hej Henriette

Det ved jeg godt at du ikke skrev, men jeg spurgte dig om du mener hvorvidt der kan være mening uden gud?

Hej Claus

Citat:
Lovmæssigheden i eksempelvis evolution går mod tilpasning af det biologiske liv. Dette mener jeg - blandt andre ting - kan bruges som en mening med livet: at søge tilpasning og harmoni med sit miljø.

Det er upersonlige kræfter, det er sandt. Men derfor kan man godt se det som en mening - i betydningen formål - at søge tilpasningen og harmonien. Lykken er en anden sag, for her er der netop tale om personlige kræfter; nemlig menneskets vilje og evner.

Jeg kan godt se hvad du mener...

Dog, er evolutionen og dens love ikke bare kolde objektive facts? Kan man sige, at evolutionen har frembragt os "for at..."?

Citat:
Betragter du mennesket som var det en brik i et puslespil - at formålet med mennesket er at udfylde en bestemt funktion efter bestemte regler? Det vil jeg næsten sige er sørgeligt.

Tja... måske er det sørgeligt. Men jeg kan da lige fortælle dig, hvad jeg rent faktisk mener er meningen med livet: "At vandre i gode gerninger, som Gud forud har lagt til rette for os". Jeg synes det er fantastisk.

Citat:
Meningen er lig med både indhold og formål, også sådan som jeg bruger det. Jeg kan se et formål med mit liv, men det er ikke defineret af nogen bog eller en tro, lige så lidt som det er fuldstændig defineret af mig selv på egen hånd. Formålet med mit liv kan ændre sig fra øjeblik til øjeblik, og det er ikke altid mig selv der bestemmer, hvilken ændring der sker. Et eksempel kunne være hvis jeg fik et barn - så ville formålet med mit liv også skulle indeholde at beskytte mit barn og sørge for, at det fik de bedste vilkår. Ikke fordi jeg er beordret til det, men fordi det er det eneste rigtige at gøre.

Kærlighed ændrer for mig at se også meningen (i betydningen formålet) med livet, når den sker. Det hænger sammen med, at jeg ser lykken og harmonien som eftertragtede objekter - de er min mening med livet.

Okay, jamen så har du jo fundet en mening med dit liv! Så tog jeg fejl... ævæv, men sådan går det, når man er for hurtig til at åbne munden.

Jeg troede faktisk ikke, at ateister ville udtale sig om noget som "det eneste rigtige at gøre", men det er jeg da glad for, at der er nogle der gør!

Citat:
Jeg kender ingen, der ville svare "ved en tilfældighed". Jeg er til, fordi min mor valgte at få børn, og jeg er som jeg er fordi hun tog de beslutninger hun gjorde, og fordi mit miljø er som det er. Det er lige så lidt en tilfældighed, at jeg er til, som det er en tilfældighed, at jeg staver som jeg gør.

Jeg tænkte noget i retning af, "Hvis min mor ikke havde mødt min far i en bus, og min mor ikke havde haft en cykel med, som hun ikke kunne få ud, og min far ikke havde hjulpet hende, og hun ikke havde inviteret ham på kaffe bagefter osv."

Nej, det er jo ikke tilfældigt, det er en naturlig følge af, at det gik som det gjorde, men det er stadig... ja... jeg synes ikke, der er noget formål givet derudfra. Der er måske givet en grund, men alene ud fra "de kolde facts" kan man vel dårligt sige noget om en mening...

Citat:
Det betyder ikke fraværet af troen på et formål, en forudbestemmelse, et ansvar, et ideal eller noget som helst andet - udover troen på en gud.

Undskyld mange gange... Jeg har misforstået ordet, og udtalt mig alt for generaliserende

Mvh. Steffen (dixit insipiens)

Hej Steffen,

Citat:
Jeg kan godt se hvad du mener...

Dog, er evolutionen og dens love ikke bare kolde objektive facts? Kan man sige, at evolutionen har frembragt os "for at..."?

Det tror jeg ikke, man kan sige. Evolutionen er jo en upersonlig kraft der intet vil - den er blot "kolde facts". Jeg mener ikke det er umuligt at bruge en upersonlig kraft som en mening med livet.

Evolutionen er jo i øvrigt ikke et endeligt resultat. Det er netop en udvikling af tilpasningsevnen - og tilpasningen er det, jeg i dette tilfælde udleder som en mulig mening med livet. Med mennesket(s ønsker og vilje) som initiativtager og personlig kraft.

Citat:
Tja... måske er det sørgeligt. Men jeg kan da lige fortælle dig, hvad jeg rent faktisk mener er meningen med livet: "At vandre i gode gerninger, som Gud forud har lagt til rette for os". Jeg synes det er fantastisk.

Dét lyder jo ikke så sørgeligt. Jeg mente med mit "opfylde en funktion" blot, at de "gode gerninger, som Gud forud har lagt til rette" ikke nødvendigvis er noget alle kan se som godt. Men vi kan da godt blive enige om, at de fleste ting din tro kan motivere dig til at gøre af gode gerninger faktisk er noget, jeg også ville kalde godt. Med enkelte undtagelser angående det personlige og interpersonelle - og selvfølgelig det åndelige.

Citat:
Okay, jamen så har du jo fundet en mening med dit liv! Så tog jeg fejl... ævæv, men sådan går det, når man er for hurtig til at åbne munden.

Jeg troede faktisk ikke, at ateister ville udtale sig om noget som "det eneste rigtige at gøre", men det er jeg da glad for, at der er nogle der gør!

Det er der en del af os, der gør - men der er selvfølgelig også nogle, der ikke gør. Ateister er en broget skare, fordi de egentlig har så lidt tilfælles. De har kun ateismen til fælles, og den siger som bekendt intet om hverken det absolutte, det ideelle eller det rigtige/forkerte... det jeg mener er "det eneste rigtige at gøre" er ting, jeg har ræsonneret mig frem til - og jeg brugte det at tage sig af sit barn som en åbenlyst rigtig handling, som det ville være forkert ikke at følge.

Måske er de ikke åbenlyst sande for alle mennesker - men jeg taler om dem som både empatisk og logisk tvingende; altså det eneste rigtige (gode) at gøre.

Citat:
Undskyld mange gange... Jeg har misforstået ordet, og udtalt mig alt for generaliserende

Ingen skade sket... jeg håber bare jeg kunne tilføje noget til din opfattelse af ateismen (eller egentlig trække noget fra, for det var sådan set formålet). Hvis det er lykkes er der ikke ét skidt ord imellem os længere.

Hej Claus

Citat:
det jeg mener er "det eneste rigtige at gøre" er ting, jeg har ræsonneret mig frem til - og jeg brugte det at tage sig af sit barn som en åbenlyst rigtig handling, som det ville være forkert ikke at følge.

Måske er de ikke åbenlyst sande for alle mennesker - men jeg taler om dem som både empatisk og logisk tvingende; altså det eneste rigtige (gode) at gøre.

Okay, det var også sådan jeg forstod dig...

Men jeg har haft en længere diskussion med en fra min klasse, om der findes en objektiv moral (altså noget, som i en situation er "det eneste rigtige" - ved ikke om du vil bruge ordet objektiv moral), og han er ateist, så jeg har simpelthen ladet ham være repræsentativ for alle ateister. Jaja...

Dejligt. Man lærer noget nyt hver dag.

Mvh. Steffen

Er det nødvendigt at have en guddom for at kunne eksistere?..

Skal livet have en mening?


mvh lars

tror egentlig jeg spurgte om næsten det samme,.. men så havde du skrevet det...


lol

Hvis Gud ikke eksisterede, så efterlader det vel ligeså mange spørgsmål som det gør hvis han eksistere..

Hvis Gud ikk var til, men verden alligevel blev opretholdt, mon så ikke bare mennesket fandt noget af tillægge højere mening?.. fx humanisme, filosofi m.m

Hej Henriette -

- hvis Gud ikke var til? .... det kan jeg slet ikke forestille mig!

For så var der heller ikke noget andet til!

Gud har skabt alt hvad der findes, og hvis Gud opgav sit skaberværk, og ikke mere opretholdt det, så ville alt holde op med at eksistere, lige på stedet, det er jeg sikker på!

Citat:
"Men der er en Gud som jeg lover vil holde dig i hånden HVER gang du har problemer eller er bange, bed og snak med Gud og han vil styrke dig!"

Ja!
Og det er Guds glæde når vi kommer til ham og vil være hos ham!
Jesus siger (Matt. 11,28) Kom til mig, alle I, som slider jer trætte og bærer tunge byrder, og jeg vil give jer hvile.

Og (Joh 6,37): .. den, der kommer til mig, vil jeg aldrig vise bort ..

kristina

Evangelist skrev;
"Er det nødvendigt at have en guddom for at kunne eksistere?..
Skal livet have en mening?"

1) Man kan hverken videnskabeligt eller logisk bevise, at Gud/en gud eksisterer, eller ikke eksisterer. Man kan tro på en guds eksistens, eller man kan mangle troen.
Eksistensen forudsætter visse faktorer, som man hverken kan bevise skulle opstå pga. en gud eller pga. videnskabelige omstændigheder.
Måske forstår jeg ikke dit spørgsmål. Mener du, om det er nødvendigt at have troen på en gud, for at kunne opretholde livet? I så fald finder jeg, at ateister logisk set ville være i store eksistentielle problemer.

2) Om livet skal have en mening, eller om livet har en mening, er jo altid interessant at vurdere/debattere.
Hvis livet skal have en mening, bliver den mening noget, som vi hver især tvinger ned over livets værende. Det tror jeg ikke er holdbart.
Hvis livet har en mening, skal man "blot" finde den mening. Man kunne selvfølgelig også bare lade livet gå sin gang, uden absolut at skulle vurdere, om ens liv nu er meningsfyldt eller ej.

Jeg tror, man kan leve et godt liv og være sin eksistens bevist, uden at have et gudsforhold (altså; tro). Men da jeg tror på, at Gud har skabt livet og eksistensen, så vil jeg da mene, at det er nødvendigt for eksistensens værende og opretholdelse, at Gud bliver ved med at opretholde sit skaberværk. Gør Gud ikke det, ja, så falder det hele (måske) sammen som et skrøbeligt korthus.
Jeg tror, at livet har en mening, og at denne mening er meget individuel. Selvfølgelig er der en overordnet mening; vi er alle skabt til frelse, men i det små er livet jo individuelt.

Hej Kristina,

Dét forstår jeg slet, slet ikke... var du ikke engang ateist, der ikke troede på Guds eksistens? Faldt verden fra hinanden dengang...?

Hej Claus - nejda, verden falder naturligvis ikke sammen, fordi man ikke tror på Guds eksistens. Gud er ikke afhængig af, at nogen tror på ham. Gud er evig og personlig og ikke skabt af mennesker, det er lige omvendt!

Men Gud vil, at vi tror på ham og ønsker livsfællesskab med ham - Gud ønsker i så høj grad livsfællesskab med alle sine elskede skabninger, at han har sendt sin søn - Menneskesønnen Jesus, Faderens udtrykte billede, åbenbaringen af Guds vilje og væsen - - for at dø vores død, sone vores synder og bane vej for os gennem døden til Paradiset.

Og her i nådens tid opretholder han indtil videre verden og lader sin sol skinne lige smukt på retfærdiggjorte og alle andre.

"Gud er Gud, om alle mand var døde".

kristina

Du taler ud fra et en synspunkt tilhørende dig som troende

Men man kunne jo spørge; hvad kan du sige af sandheder om Gud? Og hvordan ved du, at det du tror at vide om Gud, faktisk er sandt?

Jeg er bare glad for, at Gud elsker mig! Jeg vil nødig til at udtale mig om, hvad Gud siger og ikke siger. At det så kan tolkes som, at jeg har en svag tro, det er jo, hvad det er.

Hej Museeye

Citat:
Du taler ud fra et en synspunkt tilhørende dig som troende

Nemlig!

Citat:
hvad kan du sige af sandheder om Gud? Og hvordan ved du, at det du tror at vide om Gud, faktisk er sandt?

Jeg kan ikke levere beviser, men er overbevist om, at det jeg tror at vide om Gud er sandt.
Ellers ville jeg jo omgående holde op med at tro det, ik'?

Citat:
Jeg er bare glad for, at Gud elsker mig!

Det kan jeg godt forstå!
Men, hvis jeg nu var i drillehjørnet, så kunne jeg godt finde på at spørge:

"Hvordan véd du, at det du tror at vide om Gud (at han elsker dig) faktisk er sandt?"

Citat:
Jeg vil nødig til at udtale mig om, hvad Gud siger og ikke siger.

Hvorfor ikke?
Når du nu gerne vil udtale dig om, at han elsker dig?
Der står i Bibelen, hvad Gud siger!

Citat:
At det så kan tolkes som, at jeg har en svag tro, det er jo, hvad det er.

En svag og vaklende tro er bestemt lige så smuk som en stærk tro - det er rigeligt med en tro på størrelse med et sennepskorn, ved du nok!

For det er heldigvis ikke vores tros størrelse, men Jesus Kristus, der er vores frelser! På Herrens dag skal vi ikke komme med vores store flotte forkromede tro med et "Se Gud, se min store tro!" - - næ, vores helt tomme hænder skal vi række frem - - - bare vi kommer!

At tro er at komme til Jesus - at modtage livet af hans kærlige hænder -

kristina

Hej Kristina,

Jeg kom i tanke om præcis det citat i selvsamme sekund jeg ville læse dit indlæg. Jeg tror varmen har leget med mig, for selvfølgelig tror kristne, at Gud er Gud uafhængigt af, hvad de selv tror. Et øjeblik glemte jeg vist, at for jer er Gud ikke fiktiv ligesom han er for mig... som sagt: varmen.

Hej Claus - nemlig! - tænk hvis vi en dag ender med også at blive enige om, at Gud ér - at det er en illusion at forestille sig at Gud er fiktiv "for os", men altså ikke "for jer" .. eller omvendt skulle jeg naturligvis skrive - tænk så god jeg er til at sætte mig i andres sted. Det må helt sikkert være varmen ..

Men det, det handler om, er jo noget så stort og forfærdeligt som menneskehedens fortvivlende skilsmisse: to dele som i alt det ydre ligner hinanden så meget...

kristina

Hej Kristina,

Citat:
Men det, det handler om, er jo noget så stort og forfærdeligt som menneskehedens fortvivlende skilsmisse: to dele som i alt det ydre ligner hinanden så meget...

...og som dog er så forskellige indeni. Og plejer man ikke at sige, at det er indholdet og ikke indpakningen, der tæller?

Hej Kristina

Jeg vil springe direkte til, at du skrev;
"Hvordan véd du, at det du tror at vide om Gud (at han elsker dig) faktisk er sandt?"

Reelt set vil jeg hævde, at jeg intet ved. Jeg kan intet erkende. Jeg kan intet tro. Jeg kan intet, af mig selv; derfor: troen, evnerne, erkendelse har jeg fået fra Gud.

Hvordan ved jeg det? Det ved jeg heller ikke. Men sådan er det bare - uanset om jeg ved det eller ej

Det kaldes: at tro! Ikke at tro på sig selv, eller at tro på sin tro, men at tro på Gud

Og jo, mht. troens størrelse har du egentlig ret. Men igen; må man ikke overfor Gud være stolt af sin tro? Eller løber det ud i en usund selvhævdelse?

Hej igen Museeye - jo, vi véd jo godt, hvad vi véd vi tror, og hvad vi tror vi véd!!
(Indforstået tale kan godt være lidt hyggeligt en gang imellem!)

Du skriver:

Citat:
må man ikke overfor Gud være stolt af sin tro? Eller løber det ud i en usund selvhævdelse?

Hmmm - det kommer vel an på - jeg vil lade Paulus svare (2.kor. 12) Jeg vil altså helst være stolt af min magtesløshed, for at Kristi magt kan være over mig. Derfor er jeg godt tilfreds under magtesløshed, under mishandlinger, under trængsler, under forfølgelser og vanskeligheder for Kristi skyld. For når jeg er magtesløs, så er jeg stærk.

Egentlig tror jeg ikke der er nogen rimelig grund til at være stolt af sin tro - - vi har jo ikke selv komponeret den, vel? Æren er Guds!
Desuden: Når jeg kigger indad, på min egen tro, så har den en tendens til at smutte, eller anfægtes på det groveste - men når jeg kigger udad, på Kristus, tænker på, hvad han har gjort for mig - for os alle - og lader være med at bekymre mig om noget som helst i mig selv, altså heller ikke om min tro - - ja så bliver jeg bare så glad for Guds nådegave - fordi Jesus er hos mig - og elsker mig -

- ikke på grund af noget, men tværtimod på trods af en uhyggelig masse ... og at han er med mig alle mine dage ..

kristina

Så vores tro er ikke vores? og ikke et produkt af den enkelte person?


Lars/stud.theol

Lars, du spørger:

Citat:

Så vores tro er ikke vores? og ikke et produkt af den enkelte person?

Ja til spm. 1, og nej til spm. 2.

Hvis du tror på Jesus, er det din personlige tro, din tillid til ham.
Hvis din nabo giver dig en buket blomster, så er det også dine blomster, selv om du ikke selv har sået dem og vandet dem ..

Men tror vi på Jesus, så tilhører vi ham, med krop og sjæl og tro og tvivl og alt hvad der er vores.

Vi er hans - han er vor Frelser - og vi er i livsfællesskab med ham.

Jeg vil ikke sige ja til, at min tro et "et produkt af mig" - jeg har ikke produceret den - eller selv fundet på den!

Men jeg har selv sagt jatak til indbydelsen til at tilhøre vor Herre Jesus Kristus ...

Ser du anderledes på dette?

kristina

Hej Kristina - og tak for dine gode overvejelser!

Et godt citat fra Paulus!

Nej, vi kan ikke være stolte over noget, vi ikke selv har fremstillet - eller kan vi? Hvis man får en gave, kan man vel godt være stolt over gaven?

Mennesket har jo en tendens til at være stolte; at have en "følelse" af, at være noget særligt/ at have noget særligt. Og er troen på Kristus ikke noget særligt? Eller hører stolhedskonceptet under syndsbegrebet? (sammen med grisked, løgnagtighed, etc)

Hej Museeye - jo, du har ret her: Man kan godt være stolt af sin gave!
For gaven er jo Kristus!!!

Og der står i 2.Kor 17: »Den, der er stolt, skal være stolt af Herren.«


Vi er kongebørn - Jesu Kristi brud - arvinger til Guds kongerige - hvor der er gjort en plads rede.'
Det er så stort og forunderligt.

Yes, så lad os da rette os op og løfte vores hoveder og glæde os!

Du får lige et Paulus-citat mere her på sengekanten, det er fra Fil 4:

Glæd jer altid i Herren! Jeg siger atter: Glæd jer!

Lad jeres mildhed blive kendt af alle mennesker.
Herren er nær.
Vær ikke bekymrede for noget, men bring i alle forhold jeres ønsker frem for Gud i bøn og påkaldelse med tak.
Og Guds fred, som overgår al forstand, vil bevare jeres hjerter og tanker i Kristus Jesus.

(Jeg var lige inde i online-Bibelen for at tælle hvor mange gange ordet "glæde" stod der - men måtte opgive: opgaven var uoverkommelig - - der er i hvert fald mange hundrede! )

kristina

Hej Lars,

Citat:
Så vores tro er ikke vores? og ikke et produkt af den enkelte person?

Jeg hiver lige sennepsfrøet ind igen, som kristina tidligere havde fat i...

Troen er blevet sået i vores hjerter, ligesom frøet i jorden. Det betyder naturligvis, at frøet er noget udefrakommende, og jorden kan ikke tage æren for at have frembragt planten. Den kan glæde sig over planten, og være stolt over, at planten får lov at gro netop her. På den måde er jorden og planten knyttet sammen og alligevel to forskellige...

Jeg håber du forstår sådan en lille parabel

Mvh. Steffen

Troen er det "sennepsfrø" som plantes i "jorden" i vort hjerte. Er det ret forstået?

Hvad så med folk som påstår, at de ikke tror? Hvad er der sket med deres "sennepsfrø"? Eller var det måske "jorden" det var galt med?

Nej, det er ikke hån - men nysgerrige spørgsmål.