Vær Hilset

Ofte er jeg blevet præsenteret for klichéen; religion er skyld i al krig. Jeg har enddog talt med folk, som alvorligt hævder, at 2. verdenskrig var en såkaldt religionskrig!

Jeg vil med noget ordbogsrytteri definere:
Fremmedordbogen:
Religion; gudstro; menneskets forhold til en guddommelig magt eller guddommelige magter; gudsdyrkelse; den religiøse tros udtryk i væremåde, ritual o.a.

Religionskrig skulle således være et udtryk for at dyrke guden.
Jeg er opmærksom på, at der forekommer krige i Gamle Testamente, som er arrangeret af Gud. Men i GT verificeres krigene jo netop som Guds befaling.
Når mennesket selv fører krig, uden at være "befalet" af guden - så er det ikke religionskrig? Det kommer selvfølgelig an på, hvilken gud man tjener. Og eftersom en gud kan åbenbare sig for et enkelt menneske, så kan andre ikke negligere åbenbaringens sandhed.

Så må konklusionen på min lille meditation jo være, at alle krige er religionskrige. Alle mennesker kan påstås at dyrke en gud - måske med undtagelse af ateisterne - og guden kan være alting. Alle/mange mennesker er uenig med hinanden om, hvilken gud, der er den "sande og ægte" gud, og derfor opstår der krige.

Hej museeye,

Du skrev:

Citat:
Så må konklusionen på min lille meditation jo være, at alle krige er religionskrige. Alle mennesker kan påstås at dyrke en gud - måske med undtagelse af ateisterne - og guden kan være alting. Alle/mange mennesker er uenig med hinanden om, hvilken gud, der er den "sande og ægte" gud, og derfor opstår der krige.

Det har ikke så meget med gud at gøre, det har mere med blind fanatisme at gøre. Folk kan være ligeså fanatiske med politiske ideologier. Folk kan også være blindt fanatiske nationalister. Hvis du afskaffede alle religioner men ikke løste problemet med blind fanatisme ville du være lige vidt. Det er bestemt ikke let at løse problemet med blind fanatisme, men uddannelse, viden og oprettelse af gode sociale vilkår for alle er nok noget der har meget stor betydning.

Imidlertid er det der med, at der én bestemt religion som er den eneste sande, selvfølgelig også et problem. Det er så vidt jeg kan se særlig et problem der er forbundet med de monoteistiske religioner, hvorimod de polyteistiske religioner har meget lettere ved at anerkende andre folks guder.

Mvh,
Lars Peter

Hej museeey

Citat:
Så må konklusionen på min lille meditation jo være, at alle krige er religionskrige. Alle mennesker kan påstås at dyrke en gud - måske med undtagelse af ateisterne - og guden kan være alting. Alle/mange mennesker er uenig med hinanden om, hvilken gud, der er den "sande og ægte" gud, og derfor opstår der krige.
Citat slut.

Kommentar.
Jeg skal undlade at kommentere dine betragtninger omkring krige i GT, eftersom det drejede sig om, at Gud beskyttede sit ejendomsfolk og at det ofte var Israel, der måtte beskytte sit landområde og folk mod fjenderne. Den unge hyrdedreng David, den senere konge i Judæa, hans kamp mod Goliath er et eksempel herpå.
Også den gang var det ligesom i vore dage, filistrene(Palæstinenserne) og de omkringliggende arabiske stammer, som igen og igen angreb Israel.

Da vi i dag på grund af Jesus Kristus, hans korsfæstelse og opstandelse fra døden ikke længere er under Loven, men derimod Kristi lov, så har jeg endog meget svært ved at se sammenligningen.
Der er mange store krige som ikke har haft med religion at gøre:

Hvad mener du om f.eks. om Kina/Japan, 1, og 2 verdenskrig osv. De havde absolut intet med religion at gøre, derimod havde de temmelig meget med magtsyge og dæmonisk indflydelse at gøre.
Stalin og Mao har tilsammen over 100 millioner menneskeliv på "samvittigheden" og det var endda "blot" en idelogisk udrensning.

Og nej, Gud kan ikke være en forskellig personlig gud, sådan som du definerer guden, som een der kan være alting!
Der står altså i skriften, at Gud skabte mennesker i SIT billede og det har aldrig været meningen og det er der heller ikke belæg for i skriften, AT MENNESKET SKULLE SKABE SIN EGEN GUD I SIT EGET BILLEDE.

Gud er til evig tid den samme og han forandrer sig ikke, hvis der skal forandring til, så er det os, som skal os lade forandre, således at vi kan komme så nær til Gud, at vi kan høre hvad han siger ved Helligånden i vore hjerter, sjæl og sind.
Paulus forstod det den gang han skrev til menigheden i Rom i kap. 12 2:
"Skik jer ikke lige med denne verden, men lad jer forvandle gennem en fornyelse af jeres sind, så at I må kunne skønne ........

mvh
carl

Hej Museeye

Interessante betragtninger. Samuel P. Huntington skrev i 1997 "The clash of civilizations", hvor han hævdede, at efter afslutningen af den kolde krig ville fremtidens krige blive mellem de store civilisationer. Hver civilisation er kendetegnet af en kultur, der først og fremmest bygger på områdets religion. Huntington forudså, at fremtidens konflikter først og fremmest ville finde sted i civilisationernes grænseområder ("fault lines"), hvor der er store mindretal fra andre civilisationer, og han mente at konflikterne ville tage afsæt i kultur og religion. Huntington er blevet meget kritiseret for denne teori, da langt de fleste forskere indenfor international politik mener, at mennesker slås af mere "rationelle" grunde som f.eks. penge, magt og sex.
Jeg mener, at begge dele er rigtigt. Historien har bekræftet, at konflikter i høj grad er opstået i områder, hvor civilisationer mødes (Indien-Pakistan, Eks-Jugoslavien, Nigeria, Sudan, Irak) og har haft klare religiøse overtoner. På den anden side, er det også klart, at konflikter først og fremmest opstår, hvor der er naturressurser at kæmpe om, og at mange krigshøvdinge drives af begæret efter penge, magt og sex (f.eks. i Irak, Afghanistan, Nigeria, Sierra-Leone, Liberia, Den demokratiske republik Congo). Jeg mener, at det er lige så farligt at overse de religiøse aspekter i verdens krige, som det er at overbetone dem. Religion er nok ikke den egentlige grund til at militære og politiske ledere starter krige, men det er ofte en del af motivationen til, at befolkningerne følger dem i krig.
Jeg er enig med dig i, at det er absurd at betragte hele 2. Verdenskrig som en religionskrig, men derfor kan der alligevel godt have været religiøse aspekter og motiver i mange konflikter rundt omkring under 2. Verdenskrig. F.eks. var der vel religiøse aspekter i antisemitismen både fra kristen og islamisk side.

Med venlig hilsen
Henoch

Tja... det er vel et spørgsmål om, hvordan man definerer en gud og en religion.

Stalin, Mao og mange andre af deres slags var jo ikke ligefrem "Guds bedste børn"... men man kan vel definere kommunismen som religion og Stalin og Mao som guder, og så er den klaret

Men det er vel ikke hensigten med påstanden?

Vær Hilset

"Tja... det er vel et spørgsmål om, hvordan man definerer en gud og en religion."

Jo, det er netop der, jeg vil hen
For før man har defineret "gud" og "religion" kan man slet ikke diskutere om noget er en religionskrig!