Vær Hilset

Jeg mener, der findes 3 hovedforhold, der gælder for ethvert menneskeliv i ethvert anliggende. Disse 3 kan stilles op på denne måde:
1) Hvad (man skal gøre.)
2) Hvordan (man skal gøre det.)
3) Hvorfor (man skal gøre det.)

Min tese er at alle mennesker overvejer (mindst) de 3 ovenstående temaer, forud for enhver handling. Dermed ikke sagt at man gør sig denne række af overvejelser 29. gang man fx koger ris. Gerninger man har udført nogle gange, vil man efter et bestemt antal gentagelser ikke længere overveje, før man udfører.

Ethvert (nyt) valg, enhver (ny) handling, enhver (ny)overvejelse grunder i "hvad, hvordan og hvorfor" - og jeg mener "hvorfor" er den vigtigste.
Når man har fundet frem til "hvorfor" man gør dette, eller vælger dette, eller overvejer dette, så kommer "hvordan" helt af sig selv. Eller gør den?

For tiden er der en heftig debat på Jesusnet om, hvordan man skal være kristen. Men igen kan man jo starte ved begyndelsen, og spørge:
Hvorfor er jeg kristen?
Hvad skal jeg gøre, som kristen?
Hvordan skal jeg gøre "hvad", som kristen?
Når man så har fundet et godt svar på første spørgsmål, er det jo min tese at svaret på de andre to spørgsmål, kommer af sig selv. Men stemmer tesen overens med virkeligheden?

Ja, for "Hvorfor" ender altid i behov.

Behovet ses overalt, hos dyr, her kalder vi dem instinkter, og hos planter, her kalder vi dem ... ja hvad kalder vi dem her? Når men hos mennesker mener vi behovene er mere end instinkter. Men er de det?

Vi er altid egoistiske i vores behovstilfredstillelse.

Når moderen ammer sit barn, gør hun det af behov, men ikke barnets behov. Spørg du hende ville hun nok sige hun gør det fordi barnet er sulten og vil dø uden mad. Men hun ammer fordi hun ikke selv mener hun ville kunne leve uden barnet, så hun undgår at skade sig selv ved at amme og tag vare på sit barn.

Når vi så står med vores tro i hånden og spørg "Hvorfor" er det vel igen vores eget behov for troen på noget der er vigtig for os, der får os til at tro.
f.eks "Det er vigtig for min at tro på et liv efter døden, fordi tanke om intetheden skræmmer mig. Kristendommen byder på en ide om efterliv jeg kan forholde mig til, derfor denne tro."

Men hvor kommer så kærligheden ind i billedet?
Tjo.. Den er et af vores livnødvendige behov. Uden kærlighed dør vi, lige så vel som vi dør uden mad. Vi har brug for kærlighed fra andre og til andre, hvad enten det er fra andre mennesker, dyr eller fra gud/guder. Men det er stadig kun et behov. Et behov der ender i egoisme, for uden kærlighed til os selv, kan vi ikke modtage eller have kærlighed til andre.

.... eller tag jeg fejl.

Hej Corvax,

Men hvis behovstilfredsstillelse er det centrale i kristendommen, hvordan hænger det så sammen med, at der er en grundpille i kristendommen, der hedder at sætte andre højere end sig selv? Og selv når (hvis) man bliver frommere end de andre, er det stadig ikke tilladt at være stolt.

Hvordan kan det virke tiltrækkende på nogen?

Citat:
Men hun ammer fordi hun ikke selv mener hun ville kunne leve uden barnet, så hun undgår at skade sig selv ved at amme og tag vare på sit barn.

Egoisme ligger til mennesket, men her tror jeg nu, du udtaler dig om noget, du ikke kan udtale dig om.

Hvad er det så der gør, at en mor vil gå i døden for sit barn? At en mand vil gå i krig for sit land? At en kristen vil lade sig torturere og slå ihjel for sin tro?

Citat:
Og selv når (hvis) man bliver frommere end de andre, er det stadig ikke tilladt at være stolt.

Hvordan kan det virke tiltrækkende på nogen?

Synes du da ikke det er tiltrækkende???

Det er jo heller ikke alle der mener den er tiltrækkende.
Nogen kan lide is, andre kan ikke.

Du skriver jo også det ikke er tilladt at være stolt, men prøv du at forhindre nogen i den følelse når (hvis) de når dertil.

......

Når en mor dør for sit barn, er det, det samme behov som når hun ammer det. Hun kan ikke bære at leve uden sig barn, og kan bedere se døden i øjnene end smerten uden barnet. Og hun gør det uden edentlig at tænke på om barnet vil kunne leve uden hende. Det samme gælder manden der gå i krig, og den troende der pines for sin tro. Smerten ved at miste bliver større end døden selv. Egoistisk... ja, men vi kalder det kærlighed. Men egoismen er ikke ond, når den indeholder kærlighed, selv det er stadig egoisme.