Vær Hilset

Jeg vil her bringe et link til en artikel, som jeg synes tager et vigtigt emne op. Jeg har ofte tænkt på at bringe et indlæg med tilsvarende indhold, men hvad F. L. Østrup har skrevet, ville gøre mit indlæg overflødigt.

Jeg synes at det, som F. L. Østrup har skrevet på mange måder rummer en god kritik af den måde hvorpå, mennesker er kristne på. Og jeg synes ikke en sådan kritik skal gemmes væk, men i stedet tages op til overvejelse hos den enkelte. Og jeg tror, at såvel kristne, som ikke-kristne, ville kunne finde belæg for gode overvejelser i denne artikel.

Hej museeye - du skal bestemt ikke have utak for at have bragt denne gamle (anno 1929!) Tidehvervs-artikel frem - den er 4 år ældre end Sandemoses Jantelov og kan nok give anledning til tankevirksomhed - jeg håber, at mange vil bidrage med hver deres tanker om sagen.
Her er mine:

Jo, det er jo helt sandt, som Østrup skriver: vi kan ingen ting, vi tror ingen ting, vi véd ingen ting. Ikke ved egen kraft. Vi kan ikke en gang leve! - Kom vi måske til verden ved egen kraft eller beslutning ..? Næh ..

Men på den anden side: Jeg ville vist ikke befinde mig godt i et fællesskab med Østrups parole, jfr. overskriften her.

Så ville der blive alt for alt for hård kamp om bagerste række i missionshuset, og det ville være suspekt at give udtryk for, at man var god til noget som helst, at man troede noget - eller vidste noget ... og så ville jeg sidde med et problem. . Sandheden er nemlig at jeg kan noget, tror noget, og véd noget!
Pinligt!

Eller nej! Vel er det ej pinligt!
Jeg vil gå så vidt som til at mene, at rollespillet "høg over høg" er mere regulært end at sidde og spille "ussel mide under ussel mide".
Der er noget mislykket rundkreds-pædagogik over det spil, synes jeg, som hurtigt kan ende i "Min far er mere ydmyg end din far .." - og så har vi bare vendt skraldespanden om, rolleindehaverne (synderne) er gjort af selvsamme stof ...

Jo, jeg vil bestemt befinde mig bedre i en forsamling, hvor der er nogen, der kan noget, véd noget, og tror noget, og forventer af mig, at jeg kan, véd, tror noget. Gerne noget andet, som jeg kan bidrage med til opbyggelse af Jesu Kristi legeme.

Jeg tænker på den kendte lignelse om farisæeren og tolderen - den usympatiske, blærede farisæer som troede, at han var noget (vi glemmer tit, at han faktisk takkede Gud for det han var!) - og ham den flinke tolder der stod der med sit bøjede hovede og skammede sig ... (ham vil vi hellere identificere os med og glemmer måske, at han var en landsforrædder, der formentlig krævede penge op for besættelsesmagten, og nok oven i købet stak penge til side til sig selv ..)

Og tænk, det var netop ham der gik retfærdiggjort hjem! Hvorfor? Ikke fordi han ikke var noget, men fordi han erkendte, at han var en synder, som havde brug for Guds tilgivelse!

Men mon ikke han løftede sit hovede, så snart han var kommet hjem og forstod hvad der var hændt ham: Han var jo blevet retfærdiggjort! - ophøjet til at være et kongebarn - Jesu medarving til Guds rige!!!

Så skulle han sandelig i glæde og taknemmelighed kunne rette sig op!
For nu kunne han noget!
Nu troede han, at han var noget!
Nu vidste han noget: at i hans magtesløshed var han stærk! (2.Kor. 12,10)

kristina

Hej Kristina

Tak for dit indlæg! Der er meget rigtigt i Østrups artikel, men så alligevel: jeg kunne mærke, at der var behov for en indvending, som jeg dog ikke lige kunne sætte ord på. Heldigvis har du til gengæld gjort dét så glimrende.
Ole/museeye skrev, at Østrups artikel »rummer en god kritik af den måde hvorpå, mennesker er kristne på«, og det er vel rigtigt nok, men jeg synes ærligt talt, at Østrups måde kalder mindst lige så meget på kritik.
Der er alt for megen selvudslettelse i mange menneskers måde at være kristen på. Vi er så vant til at sige: »Selv er jeg intet, Jesus mit alt«, som der står i den i øvrigt udmærkede vækkelsessang Salige vished. Og det er jo også rigtigt nok, at i frelseshenseende kan jeg hverken gøre fra eller til, men det betyder altså ikke, at jeg intet er værd; tværtimod siger Herren: »du er dyrebar i mine øjne,« (Es. 43,4).
Summa summarum: Østrup har for så vidt ret i, at vi intet kan gøre for at fortjene fællesskab med Gud, men åh, hvor skal man passe på med at sige sådan, for sund ydmyghed bliver så let til selvudslettelse.

Guds fred
Nikolaj

Ja, Nikolaj, tænk hvor forunderligt det er helhjertet at kunne synge i Salige vished: »Selv er jeg intet, Jesus mit alt«, - og med lige så høj røst "Ren og retfærdig, Himmelen værdig .." og at få lov til at rumme og tro på begge sandheder samtidig - at det netop er så stort at være en kristen!

Tak i øvrigt for dine anerkendende ord, som jeg blev glad for.
Hav en velsignet søndag, alle ...

kristina

Ærværdigt

Ja, det er svært at sige gode argumenter imod, og tiden hvorfra det er udsprunget, gør kun en mere bevist om, at hvad hjælper det! Livet syndes altid at være forbeholde de rige troende, hvor vejen til det omtænkte stammøde ikke kommer til synlighed i virkeligheden, men forbliver i troens fattigdom!

Jeg har længe tænkt på at få besvaret dette dit indlæg - men først nu synes tiden moden til det.

Jeg er for så vidt enig i det meste af dit indlæg, men hvad der springer mig i øjnene er, at du skriver:

Citat:
Sandheden er nemlig at jeg kan noget, tror noget, og véd noget!

Fortæl mig, hvad kan du? Hvad tror du? Hvad ved du?
Selvfølgelig forstået på den måde; hvad kan/tror/ved du, ved din egen fri viljes hjælp? Altså uden at den kunnen/viden eller tro er dig givet af Gud?

Jeg kan ikke se, hvorledes det skulle "vende skraldespanden om", at man erkender og anerkender sin egen magtesløshed i alle forhold. Det er jo sådan set lige meget, hvor man sidder i Missionshuset, egentlig mener jeg, at de hørehæmmede bør sidde forrest etc. Fokuserer man virkelig så meget på, hvor man sidder, ja, så er det da i sandhed hykleri!

Hej museeye, du spørger:

Citat:
Fortæl mig, hvad kan du? Hvad tror du? Hvad ved du?
Selvfølgelig forstået på den måde; hvad kan/tror/ved du, ved din egen fri viljes hjælp? Altså uden at den kunnen/viden eller tro er dig givet af Gud?

Egentlig har jeg vel allerede besvaret dit spørgsmål i mit forrige indlæg?
Jeg skrev:

Citat:
Jo, det er jo helt sandt, som Østrup skriver: vi kan ingen ting, vi tror ingen ting, vi véd ingen ting. Ikke ved egen kraft. Vi kan ikke en gang leve! - Kom vi måske til verden ved egen kraft eller beslutning ..? Næh ..

Helt overordnet: Jeg lever fordi Gud vil, at jeg skal leve, altså kan/tror/véd jeg kun det, som Gud vil, at jeg skal kunne, tro og vide.

Gud har gjort det muligt for mig at give mig at kunne alle de ting, som jeg gør, Gud har givet mig tro, på at Jesus har retfærdiggjort mig, og viden om en hel masse forskelligt .....

Og Han har givet mig frihed, så jeg kan vælge mit kristne liv fra, hvis jeg vil.
Og også mig den mulighed, at jeg kan styrke mig ved hans livgivende gaver: at høre og læse Ordet, at modtage Jesu Kristi legeme og blod.

Citat:
Jeg kan ikke se, hvorledes det skulle "vende skraldespanden om", at man erkender og anerkender sin egen magtesløshed i alle forhold.

Jeg mener ikke, at jeg er magtesløs i alle forhold:
Jesus har nemlig reddet mig ud af trældommen og givet mig et jordeliv i frihed under ansvar ...

Kol 1,12-14: Tak med glæde vor Fader, som har gjort jer duelige til at få del i de helliges arv i lyset. Han friede os ud af mørkets magt og flyttede os over i sin elskede søns rige; i ham har vi forløsningen, syndernes forladelse.

Så længe jeg lever i lyset, er min vilje således ikke trælbundet af mørkets magt!
Så jeg lever i friheden, så længe jeg vil tilhøre min Herre og Frelser!

kristina

Jeg synes, du skriver den samme selvmodsigelse igen. Jeg skal prøve at gøre det helt klart denne gang, hvad jeg mener.

Først skriver du:

Citat:
Helt overordnet: Jeg lever fordi Gud vil, at jeg skal leve, altså kan/tror/véd jeg kun det, som Gud vil, at jeg skal kunne, tro og vide.

Som jeg læser det:
Du kan intet, og er intet uden Gud.

Senere skriver du:

Citat:
Jeg mener ikke, at jeg er magtesløs i alle forhold: Jesus har nemlig reddet mig ud af trældommen og givet mig et jordeliv i frihed under ansvar ...

Som jeg læser det:
Netop fordi du selv ikke magtede at gøre noget som helst hen imod det gode, kom Jesus og reddede dig. Du var magtesløs og Jesus befriede dig og gav dig styrke.

Parolen "Vi kan intet, vi tror intet, vi véd intet" skal altså forstås sådan, at vi inten kan, tror eller véd uden at Gud har givet det til os!

Jeg tror, vi er enige, men det jeg så som en selvmodsigelse i dine indlæg, vedblev at springe i øjnene på mig. Jeg håber, vi kan få rene linier nu.

Hej museeye - ja, vi er da enige her! Som du skriver:
Citat:
"Vi kan intet, vi tror intet, vi véd intet" skal altså forstås sådan, at vi intet kan, tror eller véd uden at Gud har givet det til os!

Men jeg kan stadig ikke få øje på, at jeg skulle have modsagt mig selv.
Har jeg?
Når jeg hævder, at jeg kan, tror og véd "noget", så er der jo fordi Gud har grebet ind i mit liv og sat mig fri !

kristina

Det er måske bare mig, der har læst noget ind i dine indlæg, som du ikke havde skrevet. Jeg beklager - fejlen er min.