Det er helt umuligt at finde nogle fælles retningslinier ud fra Bibelen om tøjstil. Sådan kan vi ikke bruge Bibelen, som er skrevet ind i en tid, hvor tøjstil, mode og normer var en helt anden end i dag. Der er ikke nogen færdig opskrift i Bibelen, vi bare kan følge. Vi må se på
hensigten med den vejledning, der gives, og så tolke den ind i vores liv, i vores kultur og tid.
Hensigten med formaningerNår Paulus f.eks. skriver, at kvinder skal bede med tildækket hovede, så kan vi ikke tage det til os, som en lov om, at kvinder i dag skal bære slør eller tørklæde under bøn. Men hensigten med denne anvisning på det tidspunkt var, at kvinder der i offentligheden lagde sit slør sendte nogle signaler, der ikke var særlig smarte, nemlig at de ville betragtes som ugifte, og måske sende det signal, at de ville nyde den opmærksomhed som ikke-gifte kvinder på det tidspunkt kunne tiltrække sig. Det kunne også være for at udligne forskellen på dem og hedenske kvinder, så man bevidst ønskede at skjule ens forhold til Gud og hans ordninger.
Tøj - opførsel og signalerHvad kan vi så f.eks. bruge det til i dag: Jo det er signalerne vi sender, vi må have mod til at analysere. Det er frygtelig svært, når vi taler om forskellige kulturer og baggrund, og det ser ud som om, du har en anden etnisk baggrund end dansk. I én kultur vil en pige i bikini på en offentlig badestrand betragtes som en pige, der er villig til at tilbyde sin krop til hvem som helst, der ville være interesseret, og hun ville blive anholdt for uanstændighed og forstyrrelse af den offentlige ro og orden. I vores kultur er bikini på en offentlig badestrand ikke andet signal, end at man kan li´ at få sol på kroppen, og en tur i bølgerne. Og så alligevel.... der er regler og normer man må kende for ikke at sende de forkerte signaler, og mange af dem er umulig at vide, hvis man ikke er vokset op med dem. Så må man lære dem ved at være sammen med andre og forsøge at aflæse, hvad der sender hvilke signaler. Og du er nok nødt til at spørge, som du jo også gør nu. Hvis du f.eks. kommer ned på stranden sammen med et par veninder, og der er masse af plads på stranden, men I vælger at slå jer ned lige klods op af en flok unge mænd, der har lagt sig lidt for sig selv, og I så begynder at smide tøjet for at lægge jer godt tilrette i jeres bikinier, tja, så virker det som om I virkelig er ude på at mase jer ind i deres fællesskab, og at I gerne vil have, at de lægger mærke til jer og jeres dejlige kroppe. Hvor imod en passende afstand til dem ikke ville tillægge jer nogle udfordrende hensigter.
Når vi taler om, at vi ikke skal klæde os på en måde, så vi er med til at andre fristes til fald, ja, så har det meget med at gøre, hvor seksuelt udfordrende vi klæ´r os og opfører os. Vi skal ikke med vores påklædning og opførsel sende forvirrende og opfordrende signaler. Men det behøver ikke at aflæses i længden på din nederdel, for dét der kan være anstændig i en forsamling, kan være meget forstyrrende og nærmest pinlig i en anden forsamling. Har du f.eks. en super kort nederdel og kropsnær udringet bluse på til en mundtlig eksamen, hvor du alene er i centrum og jo skal gøre et vist indtryk, så kan det virkelig virke som om du bevidst ønsker at vinde noget med din seksuelle udstråling. Hvor imod, hvis du har det samme på til have-grillfest hos venner en varm sommerdag, hvor man med så lidt tøj som mulig forsøger at klæde sig festligt, så vil ingen mistænke dig for at være ude på noget. Det er ikke de samme signaler, du sender det ene sted, som det andet sted. Du må selv tænke godt igennem, hvad du ønsker at sende for signaler, og så prøve at spørge nogle gode venner, hvis de danske normer forvirrer dig.
Der er intet forkert i hverken smykker eller make up, men det er igen hensigten, og det kan godt virke lidt forvirrende, hvis du gør rigtig meget ud af dit udseende og ligner en, der skal til fest, bare fordi du skal ind og snakke med din bankrådgiver. Så det er ikke ting i sig selv, man kan kalde synd og ikke synd – det er motivet med det og hvilke signaler man sender.
På samme måde kan man ikke sige, at det er forkert at gå i en skole, hvor der kun er en pige. Det kan måske godt blive lidt anstrengende alt efter, hvilket forhold man har til hinanden. Og måske påvirker det dig på en måde, så det bliver ubehageligt - eller presser dig ud i nogel situationer, hvor du egentlig ikke er vild med at være. Men det er jo noget andet.
Håber det her kan hjælp dig lidt.
Mit råd til dig er at stille alle de spørgmål, du føler dig usikre på, til dine kristne kammerater - gerne danske. For det er på den måde, du lettest lærer at fornemme, hvilke signaler du sender på den ene og anden måde.
med venlig hilsen
Netmissionær
Benna Asmussen HørlückBenna@JesusNet.dk