Jesus siger, at han er Vejen og Sandheden og Livet.

Det er til at forstå, når han siger, at han er Sandheden og Livet.
Det har han jo lige som vist ved, at han er stået op af graven - sådan må det være!
Men udtrykket Vejen - hvordan forstår I det?

Hej Ærten,

betyder det ikke, at Jesus er Vejen til Paradiset Den Nye Jord?? Han er den vej, som bringer os tilbage til Gud, til Frelsen i Ham. Sådan forstår jeg det.

Det blev lidt kort, men hvorfor blive ved at skrive når man har sagt det, man ville sige.

mvh Tau.

Hej Ært.

Han er vejen til Gud, til Faderen!
Han siger jo i nærheden af det nævnte vers: I min Faders hus er der mange boliger - og: jeg går bort for at gøre en plads rede for jer - og: hvor jeg går hen, der kender I vejen.
Og: Jeg er vejen, sandheden og livet, ingen kommer til Faderen uden ved mig.
Og: den, som har set mig, har set Faderen.
(Joh.14,1-6).

Mvh. Anne.

Hej derude.

Ingen (kristne) kan være uenig i den fortolkning, du finder hos Anne og Tau, jeg vil alligevel gerne komme med den personlige bemærkning, at Jesus ikke blot var vejen til Gud, men også igennem tanke og handling viste vejen for alle mennesker. I John 14:6, som Anne omtaler, handler det rigtigt nok om, hvordan vi mennesker igennem Jesus Kristus forenes med Gud, om blot vi lukker op og inviterer ind, men for mig personligt har sætningen også den helt ekstra dimension, at Jesus var eksemplet på en omsorgsfuld og anstændig optræden i forhold til andre. Så ikke bare "vejen til", men også vejen frem. Hvilket hænger uløseligt sammen med den kristne tro, men ikke desto mindre, et vigtigt budskab at udbrede i en verden, hvor hadet, egoismen og hjerteløsheden måske mere end nogensinde dominerer.

True love shines
Flik Flak

---
Isaiah 58:6-7

Hej FlikFlak

JA hvor har du ret. Tænk at jeg ku glemme, at Jesus også er Vejen til moralsk og medmenneskelig opførsel for os mennesker. Det har du så evig ret i, at Han også er. Og det er meget vigtigt at huske.

Mvh Tau.

Hej Ærten.

Guds fred .

Bemærk: Jesus ikke siger EN vej - men vejEN!

Der er klart ikke (bare) tale om Jesus som person - muslimer og New-agefolk tror på Jesus som person!
Men er, om ikke de omvender sig, under Guds dom!

Nej! - Der er tale om en Vej, som Jesus har banet. Jesus peger på noget han alene har gjort. Der er mange, der har udført mirakler og helbredelser, bl.a. Elias og Paulus.
- dette er veje

Der er mange, der har profeteret.
- dette er veje

Der er mange, der har været rådgivere.
- dette er veje

Der er mange, der har været dygtige lærere, "mestre" og teologer.
- dette er veje

(Og faktisk er der også flere, der er faret til himmels (Moses og Elias).)

JESUS har gjort alle disse ting................ og dette er veje.

Men!, der er kun én, der har forsonet os med Gud!

Der er kun én, der har lidt vores stedfortrædende død på Korset.
Der er kun én, der har drukket Guds vredes bæger i vort sted.

Den eneste vej til Gud, sker gennem Jesu forsoning på Korset,
for det er den eneste måde, hvorpå vi kan begrave synden!!!.

Har vi druknet vore synder i Lammets blod, dvs. bekendes vores daglige synd for Gud i Jesu navn, (som i "Fadervor") da er vi i konstant nådestand.

Og det er i kraft af Lammets blod, Jesu blod!, Forsoningens hemmelighed, vores nådestand bliver bevaret.

Derom skriver Johannes: "Jeg sagde til ham: »Min herre, du ved det.« Og han sagde til mig: »Det er dem, som kommer fra den store trængsel, og som har vasket deres klæder og gjort dem hvide i Lammets blod. (Åb. 7,14)

Og, det er gennem samme nådestand at Djævelen besejres i vort liv !!!!


"....for vore brødres anklager er styrtet,
han som dag og nat anklagede dem for Gud.
De har besejret ham ved Lammets blod og ved deres vidnesbyrds ord."

Dette er VejEN !!!.

Gud velsigne dig rigt med alt det du behøver.


Mkh Malli

Kære Ærten

Jesus ér Vejen, i den betydning at han viser/udtrykker Vejen; som han jo også går ud på.
Han viser det rå og uforstillede liv for Gud, og gør ikke andet end hvad enhver, som kender faderen, også gør.
Så enkelt er det!

Vandrer

Hej Vandrer ...

Jeg tror, at hovedvægten skal lægges på, at Jesus selv ER vejen, og at det har en dyb betydning, at han netop ikke siger, at han VISER vejen, det er der så mange, der gør.
Og så kunne man netop tro, at det var Guds helliges lov, der kunne førte til Paradiset, altså at der var noget vi skulle GØRE.

Men Jesus HAR jo gjort det hele, og troen på betyder hverken mere eller mindre end at vi rækker vores helt tomme hænder frem og modtager den retfærdiggørelse, han har skænket os på sit kors. Han har købt os med sit dyrebare blod!

At vi OGSÅ bestræber os på at leve vores liv efter Jesu vejledning og gøre kærlighedens gerninger til næstens gavn og til Guds ære, det er blot en naturlig konsekvens af livet i Kristus.
Sådan mener jeg, der skal forstås.
Ellers sammenblander vi den dømmende lov med det frigørende evangelium!

kristina

Kære Kristina

K: Jeg tror, at hovedvægten skal lægges på, at Jesus selv ER vejen, og at det har en dyb betydning, at han netop ikke siger, at han VISER vejen, det er der så mange, der gør.
Og så kunne man netop tro, at det var Guds helliges lov, der kunne føre til Paradiset, altså at der var noget vi skulle GØRE.

For os, for hvem han har synliggjort Vejen, er udtrykket; Jeg ér Vejen; en tilskynnelse til efterfølgelse. Som han siger: Tro mig, at jeg er i Faderen, og Faderen er i mig; hvis ikke, så tro på grund af selve gerningerne. Sandelig, sandelig siger jeg jer: Den, der tror på mig, han skal også gøre de gerninger, jeg gør, ... Joh 14 11-12
Men i modsætning til din fordom, imod Vejen og dem der følger den, er det min erfaring; at det ikke er os, men Faderen gør sine gerninger.
Det er ikke, som du fejlagtigt søger at tillægge mine ord, et spørgsmål om; noget vi skulle(burde) GØRE. Eller i samme skuffe; At vi OGSÅ bestræber os på ... . Nej, men det er den praktiske Vej, hvor vi ser og erfarer hvad Faderen gør i os.

For mig at se, taler du altså grundigt forbi, hvad jeg forstår ved udtrykket Vejen, sådan som Jesus bruger det.

Man begiver sig ud på Vejen, som forvandler Mennesket, indtil Mennesket bliver ét med Vejen. Det gælder både for det ydre og det indre menneske. Det er slet ikke svært at relatere til Jesu ord, eller erfaringer mennesket har gjort gennem tusinder af år.

Jeg mener ikke det er særlig dybsindigt, at anvende en almindelig kendt religiøs metafor, på andet end en indlysende måde.
Jeg tror du har misforstået, eller overser, hvilke bevægegrunde Mennesket kan have.

Pax & Bonum

Vandrer

Hej ærten,

Når der siges om Kristus at han er vejen, så menes dermed at han har givet os et eksempel på hvordan et menneske skal leve sit liv for at kunne gøre sig håb om engang at indkomme i Guds og Kristi rige. Han sagde kom 'følg mig' - følg mit eksempel, lev jeres liv efter mit forbillede. Hold de samme morallove som jeg holdt, gør de samme gode gerninger som jeg gjorde, følg derved i mine fodspor og vandre på den vej, som jeg har vandret på før jer. Gennem den måde, som han levede sit liv på, har han udstukket kursen der fører til evigt liv.

"ligesom han, der har kaldet jer, er hellig, skal også I være hellige i hele jeres livsførelse, for der står skrevet: »I skal være hellige, thi jeg er hellig" (1.Pet. 1:15-16)

Intet urent kan indkomme i Guds rige, og derfor vil ingen komme der, medmindre de gennem deres levevis har fulgt i hans fodspor, og er blevet tvættet og renset fra deres synder, så de gennem hans fortjeneste og forsoning, vil stå uden skyld for ham på den yderste dag, som også kaldes for dommens dag.

Mvh
John

Hej Vandrer

Citat:
For os, for hvem han har synliggjort Vejen, er udtrykket; Jeg ér Vejen; en tilskynnelse til efterfølgelse.

Det mener jeg ikke. Som kristen tror jeg på evangeliet - at vi renses i Jesu blod - som den eneste vej til Guds paradis, ikke på egne bestræbelser.

Citat:
Men i modsætning til din fordom, imod Vejen og dem der følger den, er det min erfaring; at det ikke er os, men Faderen gør sine gerninger.

En fordom? En fordom er da vist at have meninger om noget, man ikke har sat sig ind i, og ikke har forudsætninger for at vurdere. Du bør ikke kalde min tro på evangeliet for en fordom, og jeg kalder heller ikke dine spirituelle erfaringer for fordomme, men tager til efterretning, at de er som de er, og at du bygger på dem.

Men min egen kristne tro bygger ikke på personlige, åndelige erfaringer og oplevelser, som jeg ved kan føre hid og did og er individuelle fra menneske til menneske. Jeg tror på Kristus og på ham alene.

Men jeg tror også på at vi skal bestræbe os på det umulige: at følge Jesu påbud til os, jfr. hans bjergprædiken.

Loven har tre forskellige brug:
1) En rettesnor for vores liv her i verden: hvordan vi skal opføre os. Når vi handler i strid med Guds bud, vil det være destruktivt for vores eget jordeliv også for samfundet.

2) At føre os til Kristus. At vise os, at Gud er hellig, og vi er syndere, uanset hvor megen umage vi gør os, og at vi derfor alle står strafskyldige over for Gud. Derved kan vi se, at det er umuligt at blive frelst ved lovgerninger og at vores eneste håb er Guds nåde: Jesu stedfortrædende død for os.

3) Lovens tredje brug gælder for kristnes liv. Den som er blevet omvendt og har fået del i Jesu nåde og lever af den, har også fået en trang til at følge Hans vilje, som vi kender gennem budene.
Dette svarer til formaningerne i NT: Opfordringen til at lægge vægt på gode gerninger. Jesus bebrejdede sine disciple med disse ord: Hvorfor siger I Herre, Herre til mig, når I ikke gør som jeg siger ..

Men det afgørende er, at vi er klar over, at dette IKKE er noget vi gør for at kunne fortjene Guds nåde - men fordi det er en konsekvens af nåden og udspringer af nåden.
Således er det tilgivelsen, der er drivkraften: Syndernes forladelse og intet andet!

Nåden er ufortjent. Ellers ville det være frikendelse, og ikke nåde!

kristina

Vejen skal selvfølgelig forståes sådan, at man følger den lærdom og det budskab, han kom med. Og det budskab han bragte, sagde han bedst selv, så det citerer jeg her:

Joh 15v12 Dette er mit bud, at I skal elske hinanden, ligesom jeg har elsket jer. v13 Større kærlighed har ingen end den at sætte sit liv til for sine venner. v14 I er mine venner, hvis I gør, hvad jeg påbyder jer. v15 Jeg kalder jer ikke længere tjenere, for tjeneren ved ikke, hvad hans herre gør; jeg kalder jer venner, for alt, hvad jeg har hørt af min fader, har jeg gjort kendt for jer. v16 Det er ikke jer, der har udvalgt mig, men mig, der har udvalgt jer og sat jer til at gå ud og bære frugt og blive ved med at bære frugt, så Faderen kan give jer, hvad som helst I beder om i mit navn. v17 Dette byder jeg jer, at I skal elske hinanden.

Kære brahmamurti

Hvordan opfatter du ordene:
hvad som helst I beder om i mit navn.

Vi kommer nok ikke uden om et "Navnemysterie", eller hvad man nu vil kalde det.
Det handler vel ikke om at bruge et kaldenavn, som et gummistempel, eller et magisk kraftord.

At bede om dét, som ér i Navnet; er for mig at se:
At bede om hvad som helst vi kan erkende hos Menneskesønnen, så vi forvandles til Menneskesønnen.

Pax & Bonum

Vandrer

Kære Vandrer

Jeg må ærligt talt sige, at du for mig at se begår en gevaldig grammatisk kortslutning for at nå frem til din konklusion. At bede Faderen om noget i Sønnens navn vil jo ikke sige at bede om noget, som er i navnet, men at bede i Sønnens navn om noget. Når vi siger, at man døber i Faderens, Sønnens og Helligåndens navn, så er det jo heller ikke fordi, man dypper dåbsobjektet ned i et navn; nej, man dypper i vand. Når man siger, at man døber i Faderens, Sønnens og Helligåndens navn, så vil det jo sige, at man lader dåben være Faderens, Sønnens og Helligåndens handling. Ligesådan er det, når man beder i Sønnens navn: man lader bønnen være Sønnens handling.

Guds fred
Nikolaj

Hej vandrer,

Du skrev:
"Det handler vel ikke om at bruge et kaldenavn, som et gummistempel, eller et magisk kraftord."

Vi har fået at vide, at hvis vi beder Gud om noget da skal de ske i tro og i Kristi navn, fordi han er vores talsmand hos Faderen. Der står skrevet at ingen kommer til Faderen uden gennem ham. Han er talsmanden, eller mellemleddet - hvis man kan sige det sådan, mellem Gud og mennesker. Ikke Buddah, Muhamed eller andre, men Jesus Kristus, og derfor har vi fået at vide, at hvis vi beder til Gud så skal det ske i hans navn.

Har man et retfærdigt behov så kan man bede om at få det opfyldt. Det kan være noget timeligt, at lære ham at kende som du nævner, at blive helbredt for en sygdom, at få åndelig trøst hvis man føler sig kørt ned mentalt, har psykiske problemer eller mange andre ting. Det er et vidunderligt løfte at hvad vi beder om i tro i hans navn, det skal ske. Er han med i vores "båd", så borttager han brodden af de udfordringer og prøvelser, som vi alle i større eller mindre grad kommer ud for, og alle ting vil sammenvirke til vort bedste.

Mvh
John

Kære Nikolaj

Citat:
Jeg må ærligt talt sige, at du for mig at se begår en gevaldig grammatisk kortslutning for at nå frem til din konklusion.

Joh. 14, 13-14 : og hvad I end beder om i mit navn, det vil jeg gøre, for at Faderen må blive herliggjort i Sønnen. Beder I mig om noget i mit navn, vil jeg gøre det.
Nu står der ikke; hvad I beder om i verden; som om der var noget i den, man kunne ønske sig.
Teksten Joh. 14, 5-24. handler slet ikke om verden, men om et intimt forhold til Faderen, hvor Mennesket er forvandlet i Sønnen og ér Sønnen.

For mig at se, betegnes et hele, med ordene "i mit navn", noget som er inden for grænserne af det rum navnet er udtryk for; nemlig Menneskesønnen.
Grammatisk set, er der vist ikke noget i vejen med en sådan læsning.

Jeg kan sagtens forestille mig det giver kortslutning for nogle; det er jo ikke sådan vi er vandt til at opfatte ordene; vil man sige. Men har du prøvet at tænke tingene igennem ud fra den tolkning jeg foreslår.
Hvis ikke, så vil du have svært ved at forstå meget af, hvad jeg taler om her på Café Thomas.

Citat:
Når vi siger, at man døber i Faderens, Sønnens og Helligåndens navn, så er det jo heller ikke fordi, man dypper dåbsobjektet ned i et navn; nej, man dypper i vand.

Du taler om det ydre, jeg taler om det indre.
Jeg mener der er en kraftig billedtale i dåben, som hænger godt i tråd med den tolkning jeg søger at gøre opmærksom på.

Citat:
man beder i Sønnens navn: man lader bønnen være Sønnens handling.

Hvad andet kan man så bede om, end hvad der ér i Sønnen.

Jeg mener, Johannes Evangeliet opererer med et "navnemysterie".
Det kunne være interessant at undersøge, hvad Evangeliet som mysterietekst egentlig har at byde på.

Pax & Bonum

Vandrer

Hej Vandrer og Nikolaj - - jeg skulle lige til at udbrede mig om hvordan jeg mener at "i Jesu navn" skal forstås ..

Men så kiggede jeg lige inden for i svararkivet, og der stod minsandten lige det, som jeg selv tror - og så sparede jeg en masse tid, som jeg vil bruge til at sætte mig ud i solen bede i Jesu navn for alt det meget som ligger mig på sinde - det er jo Bededag i dag!

kristina

Kære Buus

Jeg kan høre du taler ud fra en religiøs praksis, som lægger vægt på, at man siger; "Jesus Kristus"; i sin bøn, eller; "i Jesu navn". Betyder det at du mener; det giver bønnen en særlig fortrinsret for Faderen...?

Fred og Alt Godt

Vandrer

Kære Kristina

Citat:
Jesus vil her forklare og understrege hvordan det kan lade sig gøre at knytte så store løfter til bønnen: Hvad I end beder om ... Det kan alene lade sig gøre når bønnen er bedt i Jesu navn.

Jeg mener at svaret fra Asbjørn, som det er almindeligt opfattet blandt kirkelige, lægger det timelige og ydre ind i Jesu tale om Navnet.
Jeg mener kun teksten handler om Menneskets forhold til Faderen!

Vandrer

Hej Vandrer,

Ja, jeg tror på Kristus. Bibelen siger at der findes ikke noget andet navn under himmelen hvorved mennesket kan frelses, og at vi skal henvende os til Faderens i Sønnens navn. Det er hvad jeg tror på. Jeg tror dog på, at Gud også hører bønner fra alle sine børn uanset hvilken tro de har eller hvilket land de bor i. Jeg ved også at mennesker, som for nærværende ikke har tro på Kristus har fået hjælp fra Gud i svære situationer. Jeg har f.eks. en nevø hvis far døde for nogle få år siden. Faderen var på ingen måde noget religiøst menneske, snarere tværtimod. Han brændte sit lys i begge ender. Da faderen døde var hans ældste søn ude for at tage afsked med ham og fik der en åndelig oplevelse. Ved begravelsen holdt han en kort tale for sin far og sagde i den at han vidste at hans far var en god mand og han vidste også at han havde det bedre der hvor han nu var (pga. den oplevelse, som han havde haft, da han sad ved siden af sin "døde" far). Hverken han eller hans far var religiøse mennesker. Gud elsker alle sine børn. Alle mennesker på denne jord er hans børn. Det er vores tro i Jesu Kristi Kirke af sidste dages hellige. Men hvis vi engang vil derhen hvor Han bor, så kan det kun ske igennem Kristi forsoning. Han har vist os, og er, porten til det evige liv. Ingen kommer til Faderen uden gennem ham. Der står at alle mennesker som har boet, eller som nu bor, på denne jord engang skal bøje deres knæ og bekende at Jesus er Kristus (ikke nødvendigvis frivilligt eller mao. fordi de har sympati for ham), men det vil ske engang. Så ja, jeg tror på at bønner bedt til Faderen i Jesu Kristi navn har en særlig kraft, og kan blive hørt på en særlig måde.

Mvh
John

Kære Buus

Du mener altså der er noget særligt ved Jesu navn.
Kunne man f.eks. kalde ham for Isa... er der også kraft i det navn?

Vandrer

Kære Kristina

Citat:
V: For os, for hvem han har synliggjort Vejen, er udtrykket; Jeg ér Vejen; en tilskynnelse til efterfølgelse.

K: Det mener jeg ikke. Som kristen tror jeg på evangeliet - at vi renses i Jesu blod - som den eneste vej til Guds paradis, ikke på egne bestræbelser.

Som en Kristen der følger Vejen, tror jeg på Jesu evangelie om Riget.
Jeg mener det er væsentligt at holde Jesu fokus...

Læren om renselse i Jesu blod, kalder Paulus sit eget evangelium. Det er ikke det samme evangelium, som Jesus forkynder og sender sine disciple ud med.
Jeg mener Paulus har et helt andet fokus end Jesus...

Jeg vælger at tage mine åndelige erfaringer og oplevelser alvorligt, i stedet for at gøre mig afhængig af personen Paulu´s oplevelser. Han er efter min opfattelse, modstander af Vejen og de som følger den. Derfor vælger jeg at stå sammen med Jesus og se Vejen, i modætning til at stå med Paulus og se på hans Jesus.

Citat:
Men det afgørende er, at vi er klar over, at dette IKKE er noget vi gør for at kunne fortjene Guds nåde - men fordi det er en konsekvens af nåden og udspringer af nåden.

Den nåde du taler om, kalder jeg Skønhed og Værdighed, som jeg viser i min studieoversættelse:
Joh. 1, 14: Og Logos blev legeme og tog bolig i sine egne, og vi opdagede hans herlighed, en herlighed født som én ved Faderen, fuld af skønhed og værdighed.
Joh. 1, 16: Alle har vi modtaget det hele ud af Fylden af denne ene og det er hvor stedet er for Skønheden.

Er det din opfattelse, når jeg taler om at praktisere Vejen, at jeg mener det er noget vi gør for at fortjene Guds nåde..?

Fred og Alt Godt

Vadrer

Hej Vandrer

.. så lad os da blive ved Jesus og lade Paulus hvile .. Jesus siger (Matt. 7,13-14): Gå ind ad den snævre port; for vid er den port, og bred er den vej, der fører til fortabelsen, og der er mange, der går ind ad den. Hvor snæver er ikke den port, og hvor trang er ikke den vej, der fører til livet, og der er få, som finder den!

Og hvad er så den brede vej? Her siger Jesus:

Men jeg siger jer sandheden: Det er det bedste for jer, at jeg går bort. For går jeg ikke bort, vil Talsmanden ikke komme til jer; men når jeg går herfra, vil jeg sende ham til jer.
Og når han kommer, skal han overbevise verden om synd og om retfærdighed og om dom.
Om synd: at de ikke tror på mig ..

Den essensielle synd er ikke mangel på gode gerninger, men mangel på tro på Jesus, som også siger: Frygt ikke dem, der slår legemet ihjel, men ikke kan slå sjælen ihjel, men frygt derimod ham, der kan lade både sjæl og legeme gå fortabt i Helvede.

Citat:
Er det din opfattelse, når jeg taler om at praktisere Vejen, at jeg mener det er noget vi gør for at fortjene Guds nåde..?

Ja, nogen gør.
Men nu skriver du "vi" - og ud fra hvad du har skrevet, mener jeg ikke, at du selv praktiserer "Vejen" for at fortjene Guds nåde, blot at du - ud fra hvad du skriver - har anderledes tanker om synd/nåde, og frelse/fortabelse end den evangeliske, bibelske forkyndelse.

kristina

Hej Vandrer,

Det er pga. den store forsoning, som han udvirkede, at der er frelse ved hans navn. Det er ikke navnet i sig selv der frelser. Men fordi han var kendt ved navnet Jesus Kristus i jordelivet, så er dette navnet, hvorved frelse kommer. Eftersom det er forsoningen, som han udvirkede, og ikke navnet i sig selv kunne han vel godt have heddet noget andet, men nu har Gud den evige Fader givet dette navn, og sagt at pga. at Kristus som dent eneste af alle mennesker var istand til at leve et fuldkomment syndfrit liv, så blev det ved hans navn at mennesker kunne opnå frelse.

Kristus (fra græsk) og Messias (fra hebraisk) betyder 'den salvede'. Jesus Kristus er Faderens førstefødte i ånden (Hebr. 1:6). Han er Faderens enbårne i kødet (Johs. 1:14; 3:16). Han er Jahve/Jehova, den store JEG ER (2.Mos. 3:14). Se også den engelske King James Bibel Johs. 8:58:

"Jesus said unto them, Verily, verily, I say unto you, Before Abraham was, I AM"

Vi tror på at Jahve eller Jehova var den førjordiske Kristus, Faderens førstefødte i ånden (Hebr. 1:6), som kom ned og iklædte sig et fysisk legeme for at udvirke forsoningen for alle mennesker.

Mvh
John

Kære Buus


Det er pga. den store forsoning, som han udvirkede, at der er frelse ved hans navn.

Citat:
Det er ikke navnet i sig selv der frelser. Men fordi han var kendt ved navnet Jesus Kristus i jordelivet, så er dette navnet, hvorved frelse kommer. Eftersom det er forsoningen, som han udvirkede, og ikke navnet i sig selv kunne han vel godt have heddet noget andet, men nu har Gud den evige Fader givet dette navn

Så vidt jeg forstår dig, så er en græske versionen af hans navn; Jesus; ikke bedre eller værre end en Indisk version; Isa; begge divergerer de fra hans kaldenavn, sådan som hans disciple kendte ham. Nu kalder vi ham bare Jesus, her i Vesten, og det skal der vel ikke lægges andet i, end en tradition.

Hvis det handlede om en eksagt udtale af hans kaldenavn, måtte vi søge den i hans eget sprog. Det gør det altså ikke, kan jeg forstå, så jeg regner heller ikke med, at du vil tillægge det en magisk kraft, at udtale navnet korrekt, antagelig: Yeshua.

Jeg mener jo heller ikke, at selve kaldenavnet er det væsentlige, men det er fordi jeg er af den opfattelse, at et Navn, i åndelig betydning, er noget andet end et kaldenavn.
Joh. 1, 12-13: Men så mange som tager imod ham, er givet kraft til at blive Guds børn; dem, som blev overtalt ind i Navnet af denne ene, som ikke af blods eller af legemets vilje og ikke frem af mands vilje, men som ér ud af Guds frembringelse.
Navnet er Væsenet, som er åndet ind i Kødet af Gud.
Kaldenavnet er en repræsentation, som vi tillægger den fysiske fremtrædelse.

Dem, som blev overtalt ind i Navnet, er altså dem, som er blevet Navnet, dem i hvem Guds Ånd vinder skikkelse.
Det er ikke det samme som, i det ydre, at kalde sig eksempelvis kristen, eller at bruge et kaldenavn, Jesus, som mantra. For det første, er kun dén Kristen, som drives af Ånden, og for det andet er vor broder ikke, i kødet, blevet tiltalt med kaldenavnet Jesus.

Nu gjorde Jesus heller ikke noget stort nummer ud af sit kaldenavn.
Kristus, eller Messias, er en rolle han ikke gik og påtog sig selv. Det er noget man kalder ham, hvis man anser ham for Salvet. Og det er vi jo nogen der gør...
Man kan næsten i højere grad sige, at han selv, som individ trådte til side og gav plads for Menneskesønnen. Således tjente han sin Gud, Faderen, for at synliggøre dét Menneske, som afspejler Faderens Vilje, i alt hvad Han gør og kommer derfor ind under begrebet guddommelig. Som Jesus selv siger; hvis jeg ikke gør Faderens Vilje, skal i ikke tro mig. Gud skabte nemlig Mennesket i sit Billede, derfor gør Menneske-Sønnen alt hvad han ser Faderen gør.

Jeg mener, mennesket opnår frelse, virkelig frigivelse, ved at blive Menneskesønnen.
På den måde iklæder vi os Navnet, som Jesus har vist os, nemlig os selv, Guds Mennesket.
Det er dét, som er Vejen til Faderen.

Pax & Bonum

Vandrer

Vejen til det evige livet med Gud.

Kære Kristina

Citat:
Den essensielle synd er ikke mangel på gode gerninger, men mangel på tro på Jesus,..

At tro Jesus, følges selvfølgelig med "at gøre som han".
Det er dén Jesus, som siger: Den, der tror på mig, han skal også gøre de gerninger, jeg gør, Joh 14, 12. og Den, der tror på mig, tror ikke på mig, men på ham, som har sendt mig. v45 Og den, der ser mig, ser ham, som har sendt mig. Joh. 14, 44-45.
Det handler ikke om krav til de troende, som om der er noget man skal leve op til. Jeg føler lidt, at du lægger krav ind i det jeg taler om, fordi du har noget andet du vil sige, men det er ikke sådan jeg ser det.

Gerningen er en synlig virkning ved Guds Ånd, som bor i den troende.
Den troende gør som han ser Faderen gør.
Derpå kan vi kende den troende fra den uden tro. Det vender jeg gerne indad, når jeg skal bedømme hvad der er Tro, efter Faderens Sind, og hvad der bare er noget jeg gør mig forestillinger om.
En ting er, at være kommet til erkendelse af, hvad der er ret, noget andet er, at blive ét med det. Når jeg taler om dette emne, er det ud fra det, du nok vil kunne forestille dig som; at være ét med Jesus.

Citat:
du - ud fra hvad du skriver - har anderledes tanker om synd/nåde, og frelse/fortabelse end den evangeliske, bibelske forkyndelse.

Ja, de er nok mere evangelisk, efter de gamle Skrifter.
Jeg tager jo ikke brevenes tanker om synd/nåde og frelse/fortabelse, for andet end hvad de er, nemlig tolkninger. Jeg ser et mere nærværende Evangelium i Jesu forkyndelse, end det som "ham vi lader hvile" kalder for sit evangelium.

Jeg tænker på Skønhed og Værdighed, som jeg nævner i mit indlæg. Det mener jeg er mere i tråd med GT og Jesu lære, end hvad "ham vi lader hvile", når frem til med sin nåde og fortabelse.

Pax & Bonum

Vandrer