Vær hilset alle Guds engle små!

Siden europæerne blev kristnet, som de så smukt hedder, har de også under kolonitiden sået kimene til den skinbarlige vækstfilosofi overalt, hvor de kom frem. Sat i relief til den umiddelbare fortrolighed, som bestod Johannes Døberen og Jesus Kristus imellem, kunne missionen vel have lagt sig stramt i selen efter begrænsningens kunst. Hvorvidt en tæt alliance mellem gejstlig og verdslig myndighed nu må kaldes for vanhellig falder selvfølgeligt ind i overvejelserne her.

Den såkaldt socialliberale tankegang kan beskrives under henvisning til såvel folkestyrets velsignelser som løfterige aspekter af det muliges kunst samt hævdvunden ret og dermed forbunden pligt. Hvem har noget at indvende mod så vide beføjelser til den enkelte på markedsbestemte vilkår? Ja, om ikke andet vel dem, der i daglig tale kaldes fundamentalister og førhen gik under betegnelsen, de skriftkloge. Den pragmatiske løsning må nu for verdensmanden være at anvise religionen et sidespor, på linie med oppositionens grædekoner.

Verden elsker en vinder, det véd enhver. Faktisk er samme stræben efter vinding slået an på globalt plan - og hvem andre end vi skal være de bedste, som hyres kan! Hvordan forholder sig til denne vision mon de hvasse Skriftens ord?.. ”Se derfor til, hvordan I hører. Thi den, som har, skal mere gives; men den, som ikke har, skal endog fratages hvad han forestiller sig at have.” Luk.8,18. Udsagnet kan ad åre være faldet adskillige for brystet – ligesom det stødte skuespillerinden, der i DrP1 Løkkegårds 28mar06 vel forvanskede passagen på sin egen facon. Studiegæst fru Helgers reaktion tog imidlertid skikkelse af en art sprudlende socialisme.

Mon der skulle være noget i vejen for at skriftstedet handlede om tro – det være sig blot den ægte vare? Næh, vist ikke. Sligt kommer dog sjældent på tale, når det rækker at føre sig frem og vinde gehør. Så hvad tanken var med ordene kan sagtens rangere lavt i den politiske bevidsthed, og vanetroens veje dårligt opregnes. Hvad man tror af lyst kan overskygge det, man har nødig at vide. Hvor mange snarer og faldgruber byder sig til kan være det forjættede land, ligesom der må findes prøvelser nok på kundskabens vej. Men hvad kan det egentlig skyldes at misundelsens brød sænkes øget opmærksomhed frem for nådens? Ja, vi kommer ikke udenom!..

Som ved eksemplet ovenfor antydet bærer kristendomsforståelsen generelt præg af løsrevne sentenser, hvis halv fordøjede tilstand vækker blandede følelser i offentligheden. Lad os tage forhistorien lidt nærmere i øjesyn: De gamle kulturer blev ordineret samme kværnstens-behandling hver og én. Hvad man i denne proces end havde glemt, så var det næppe regelen om at den kloge narrer den mindre kloge. Under massivt pres fra omverdenen gik ædle tungemål med alle deres finesser sørgeligt i forfald; men hvem kunne tyde skriften på væggen? Der skulle i tvivlstilfælde være nok af mennesker, man kunne henvende sig til...

Udviklingen beskrives med klar sans for sagens paradoksale natur af Lao Tse: ”Den ene skal tabe ved at vinde; den anden vinde ved at tabe.” For denne påstand ligger vel at mærke ingen skadefryd til grund – snarere det behørige kendskab til Gud, som verden uafladelig finder anledning til at kaste vrag på. Den babylonske forvirring er indgået som en stående vending i vort sprog jævnfør historien de forgæves anstrengelser ved opførelsen af babelstårnet. Byggeriet havde angivelig til formål at nærme sig den himmelske sfære via hårdt slid efter et skema, som alle kunne fatte og rable af sig på kommando. Tilfældigvis havde Skaberen andre planer med sit værk; og hvad hidtil mindede om en fælles forståelse, gik nu brat op i limningen.

Syndromet er karakteristik for vanekulten og dens besnærende fremskridtstro. Spørgsmålet er så hvad nyere tid kan bidrage med af sand erkendelse. I folkemunde betegnes lediggang som roden til alt ondt., medens det ifølge Bibelen ret beset gælder havesyge – ja, sådan kunne man blive ved! Ingen fornuftig levebrødsprædikant vover at stikke triumftoget en kæp i hjulet... Vi kan slå et smut om ad skønlitteraturen: John Steinbecks roman om landarbejdernes vilkår under depressionen i 30’ernes Californien hedder Vredens Druer. For europæerne var det mindre interessant med hvilken ret, de havde taget landet i besiddelse. Overklassens herredømme dannede mønster for et hoveri af den anden verden, til hvis fremme teksten omhyggelig blev udlagt. Der var altid lovbrydere nok at slå ned på.

Lørdag, 08apr06, lancerede DrTv2 bl.a. sin temaudsendelse kaldet Religion, Roden til alt Ondt. Den fik hele armen med kultur-biologen Richard Dawkins og flere obskøne programtitler på sendeplanen. Skulle nogen have set det? Jeg havde snart fået nok... Måske den vægelsindede lod sig friste til at afsøge markedet for konkurrencedygtige tilbud: Gad vist om ikke man i god tro kunne forlægge hin gamle Guds ord til glemmebogen? Et flot forsøg fra efterkrigstidens forenede nationer omfatter de basale menneskerettigheder – det manglede da bare! Desværre står der ikke just hvordan et fæ skal forholde sig i tilfælde af repressalier og andre brud på disse regler, så direktivernes respektive betydning er næppe umiddelbart sammenlignelige. Og hvad fx med et bedaget udtryk som at være fattig i Ånden?

Noget kunne tyde på, forældelsesfristen var udløbet. Men sådan spiller klaveret ikke på højere sted. Skal vi endelig diskutere, må der dog være grænser for Gud. Ja, kun ved Odins lange flæskebord blander sig dén slags i politik!.. For det første skriver man i vore dage ikke navneord med stort. Noget andet er på hvilke præmisser man hjemler en tolkning af udsagnet: ”Salige er de fattige i ånden, thi Himmeriget er deres.”.? Matt.5,3. Og i sidste instans, hvor vital er lige netop den fremhævede passage?.. Den store ånd har nu engang Johannes benævnt livets bog.. Hvem der end måtte spore væsentlig forskel på ’to be poor in spirit & -in the spirit: Således kan sprogene pænt supplere hinanden.

Ordet i sig selv spiller jo den helt centrale rolle i kristen terminologi. Ret og rimelig er den milde Guds røst - eller på udansk: Rather trivial his absence and quite unbearable his wrath... Men de løfterige aspekter af budskabet har specielt vakt behag. Hvad nærværende læsning angår næstekærligheds-begrebet, vil igen bero på et personligt skøn. Populistisk agitation foregøgler folk at det nærmest er i sandhedens interesse, de rager til sig. Staten kunne få pudset sin glorie i døgndrift; den gudskabte natur nok få ben at gå på: Alt i orden med FN’s ideologiske grundsten og vor kulturelle stolthed! Alligevel er det mit indtryk at hvad til første vers af bjergprædikenen stod, var en klædelig nøjsomhed i Herrens favør.

Men alle kan vi fejle, og jeg helmer ikke før det står lysende klart. Her samles et par tråde op fra mit forrige besøg {medio febr06} på Jesusnet. Den afgjort vidtløftige sag indbyder til en koncentreret indsats – men skønt indlægget blev rigelig langt, skorter det i øjeblikket på stunder til debat... Kanske nogen vil sætte glosen åndrig i relief til bemeldte sekvens, altså enfoldighedens modstykke. Det er jo en betingelse for den rette vurdering at operere med veldefinerede begreber. Og den pågældende metode rummer altid en fare for et overse visse bibetydninger, det være sig kunstige betoninger i almen sprogbrug: Åndfuld & sindrig, ironien lurer i baghovedet. Men ok, noget fåret er der unægtelig ved enfoldigheden – ja, dyrearten klarer sig faktisk dårligt uden hyrde.

Sindbilledet er ordets visuelle fremtoning og ligeledes noget universelt, som alverden kan relatere til. Sproget er dets kulturelle afskygning og så meget desto mere vanepræget. Emneteksten er dog hævet over al tvivl i kraft af ordets helt enestående kvalitet. Nøje skelnen mellem åndeligt og sjæleligt kan blotlægge naturåndernes maniske tilbøjeligheder. Når således åndslivet minder om et gedemarked uden lige, skyldes det at mange bukke danner harem - hvortil føjes kan at vankundighedens tyranni kulminerer i store omvæltninger. Verden vil bedrages, lyder en velkendt strofe. Men imod en vis lidelse kæmper selv guderne forgæves.

Det manende slagord, arbeit macht frei lader hånt om både formål og metode. Herrens dag, regnskabets time - sandhedens øjeblik: Bedst som forestillingen kører på skinner, indløses det gamle gældsbrev.. Skulle Herrens år være bedre? Så længe kan et herrens vejr vel ikke vare... Og hvad er der galt med herrens hus? Nogen foretrækker falsk viden frem for uvished - altid et svar ved hånden! Om end man blev født med en guldske i munden står det fast, er man fattig bør den rette ånd stadig være tilstede. Så hvad er vort bedre jeg andet end sandhedens ånd? Og hvorvidt instinktive adfærdsmønstre i heftig konkurrence kan bevare fatningen, vil jeg overlade til eliten at udrede. For af skade bliver man farlig klog.

?
Kan jeg ikke få en forkortet og et forklarende indlæg fra dig?
Hvad det er du vil pointere og diskutere, hvor jeg synes du svigter lidt på det punkt..

Lars