De unge er mange gange i den situation, at de har svært ved at melde ærligt ud om, hvem de er.

Jeg husker den gang vore unge børn skulle begynde på gymnasiet, at vi opfordrede dem til straks at sige det lige ud - hvem de var, og hvor de stod. Altså at de var kristne. For dem var det en stor hjælp at få sagt det lige ud med det samme!

Måske kunne det at bære et kors have været en måde, men ikke så direkte,
i hvert fald kom de godt i gang med at være direkte omkring deres tro - og der var mange af de andre gymnasieelever, der på den baggrund også turde melde klart ud om, at de for eksempel ikke var så vilde efter at skulle sove i samme værelse som nogle af de andet køn og eller drikke en masse spiritus.
Her var det et gymnasium, hvor det var OK, at melde klart ud - rektor og lærere var positive overfor KFS- gruppen og gav dem et fint lokale at samles i mm.
Her betalte det sig at melde klart ud!

Jeg har en idé om, at der er meget forskel på, hvor god man er til at sige klart og ligefrem, hvad man mener - alt efter hvor man bor i Danmark og måske også rundt omkring i verden!
I Sønderjylland, hvor jeg bor nu er det meget svært, at få en klar udmelding. Man pakker tingene ind, så man ikke kan finde ud af, hvad folk mener!
Hvorfor bruger nogle så mange omsvøb, når de taler med hinanden - hvorfor siger de ikke tingene lige ud?

En masse misforståelser kunne være undgået. Det tog lang tid for mig som Københavner at vænne mig til, endsige forlige mig med!

Noget af det, jeg også synes er så udtalt i for terminologien i psykolog - og sundhedsvæsenet er udsagnet: Jeg hører dig sige!
Alt det med at læse mellem linierne er ubehageligt - følelsesladet og ordgyderi!

Så sig det da lige ud!

En anden ting, nu når jeg er i gang:
Der er nogle, som synes, at Bibelen er så fyldt med uklarheder, og at den bestemt ikke siger tingene lige ud.
Jeg synes, at den faktisk er meget klar og lige ud. For eksempel taler den lige ud om mennesker, der tvivlede på Jesus - og om mennesker, der svigtede, og som ikke var lige pæne - sådan som vi mennesker jo er.
Det er da at tale lige ud – ikke at forgøgle noget!

Hej!
Jeg synes at du har ret, vi skal melde det ud lige fra starten. For ellers sker der utrolige mange misforståelser.. men det er alligevel meget svært, at få modet og melde det ud, for mange af dem, du troede var dine venner, vil måske droppe dig, eftersom at de mener at alle kristne er kedelige!!

>>Måske kunne det, at bære et kors have været en måde, men ikke så direkte<<
kom faktisk til at undre mig over om, er de kun de kristne der bærer et kors?? Altså kan en ikke troende kristen ikke også finde på og tag et kors på?? Er alle dem der bærer kors kristne??
Jeg bærer faktisk altid et kors på, vil det så sige at alle dem jeg møder, kan regne ud at jeg er kristen?

>>Jeg har en idé om, at der er meget forskel på, hvor god man er til at sige klart og ligefrem, hvad man mener - alt efter hvor man bor i Danmark og måske også rundt omkring i verden!<<
Hvor synes du at der findes/bor flere kristne troende?? Der hvor jeg bor, er der faktisk ikke så mange kristne troende..

Citat:
kom faktisk til at undre mig over om, er de kun de kristne der bærer et kors??

Kære Forvirret!

Nej, det er så langt fra alle, der bærer et kors i Danmark ( Verden - tror jeg ), der er personligt kristne. Det er i høj gra et modefænomen!!!!

Når jeg nævnte det, er det fordi, der jo er megen debat omkring religiøse symboler i det offentlige rum. Et kors synes mange bare er for meget, for eksempel, hvis man deltager i en debat i fjernsynet ( Pia Kjærsgaard bar et kors i en debat omkring emnet tørklæde eller ej. )

Selv bærer jeg kors ofte - i sær hvis jeg er i kredse, hvor jeg gerne vil melde ud, at jeg er kristen

Citat:
Hvor synes du at der findes/bor flere kristne troende??

Jeg ved det jo ikke - men det siges, at der er flest kristne i Vestjylland.

Som et kuriosum kan jeg nævne, at jeg ved et bryllup i Californien mødte en dansk kvinde, som var taget til USA som au-pair og var blevet kristen der ovre. hun havde ikke været i Danmark i de sidste 17 år!

Hun troede slet ikke, at der var kristne i Danmark!!! Og hun var fra Ølgod, som bliver anset for at være en højborg for kristne i Danmark

Jeg kan godt forstå, at det er svært at blive klog på - hvor åbne vi danskere er!!!

De, der er blevet omvendt er som regel dem, der ikke kan lade være med at fortælle om det, som deres hjerte er fuldt af!!!

Hej Ærten, du skriver:

Citat:
.. det er så langt fra alle, der bærer et kors i Danmark ( Verden - tror jeg ), der er personligt kristne. Det er i høj grad et modefænomen!!!!

- sandt nok, men så synes jeg også det skal med, at det på den anden side heller ikke er alle kristne, der går med kors! -

Og det med at "sige det lige ud" - - jah - joh - mon ikke det er lidt af et temperaments-spørgsmål? Jeg tror det kræver lidt situationsfornemmelse, og at det ikke heller skal opfattes som noget man nødvendigvis altid skal.
(Vi skal derimod huske at smide alle skal'erne ud til hønsene .. )

Hvis man fx. er et blufærdigt og indadvendt menneske, mon så ikke man ville gøre mere skade end gavn ved altid at gå og "sige det ligeud"?

Der er brug for mange forskellige lemmer på Jesu Kristi legeme, og jeg tror og håber, det er i orden, at nogen af os tjener Gud og mennesker i bøn og arbejde i al stilfærdighed.

Paulus skriver ganske vist til sin unge ven Timoteus: Jeg indskærper dig for Guds ansigt og for Kristus Jesus, der skal dømme levende og døde, så sandt som han kommer synligt og opretter sit rige:
Prædik ordet, stå frem i tide og utide, overbevis, irettesæt, forman, tålmodigt og med stadig undervisning!

Ja, i tide og utide! Indrømmet! Det står der jo faktisk!
- men jeg ved ikke rigtig ...
Jeg tror i hvert fald, at vi gerne må tænke os om ...

Selv om jeg nok ikke selv er særlig genert, så vil jeg i hvert fald nok ikke give mig til at irettesætte hvemsomhelst ... og heller ikke i alle situationer fortælle om min kristne tro. Men naturligvis gør jeg det glad og gerne, hvis lejlighed byder sig ..

Jeg har ikke en gang sat en streamer med "JesusNet" på min gode gamle Polo! (men jeg har skam da et par stykker liggende i skuffen!!!) - kun den lille ICHTUS, som de færreste ikke-kristne véd hvad betyder.

Jeg kan nemlig godt huske, hvor frastødende jeg en gang fandt den meget tydelige og anmassende form for kristen PR - den gang jeg ikke selv var blevet vendt om til kristen tro på Jesus!

kristina

Hej ærten

Du skrev:

Citat:
De unge er mange gange i den situation, at de har svært ved at melde ærligt ud om, hvem de er.

Jeg arbejder til daglig med teenagere, og de er først og fremmest meget forskellige. Nogle kan måske have svært ved at være ærlige omkring deres følelser eller holdninger, mens andre er meget frembrusende. Men først og fremmest er deres problem at finde frem til, hvem de er. I den situation skal vi passe på, at vi ikke presser dem ind i en kasse, som bliver for snæver. Jeg mener, at der er både fordele og ulemper ved, når man starter på en ny uddannelse eller arbejdsplads med det samme at sige, at man er tilknyttet en bestemt kirke eller missionshus. For mig er det så vigtigt med min kristentro og min kirke, så jeg hurtigt kommer til at tale om det, men ind imellem har jeg oplevet det som et problem. Dels skal man så med det samme til at overvinde en masse fordomme fra ens nye kammerater, og dels kan du komme til at opfatte dig selv mere som repræsentant for din kirke end som et selvstændigt individ.

Citat:
i hvert fald kom de godt i gang med at være direkte omkring deres tro. Og der var mange af de andre gymnasieelever, der på den baggrund også turde melde klart ud om, at de for eksempel ikke var så vilde efter at skulle sove i samme værelse som nogle af de andet køn og eller drikke en masse spiritus.

Jeg er noget bekymret over, at du laver en sammenhæng mellem at have en kristen tro, og så at have det dårligt med at sove i samme rum som nogle af modsat køn. Det er i orden at være blufærdig, og det kan der være mange grunde til, men jeg synes, at det er bekymrende, hvis det bliver til en særlig kristen ting ikke at kunne sove i samme rum som nogle af modsat køn. Bibelen har et bud om, at man ikke må bryde ægteskabet. Men hvis vi på den baggrund begynder at opstille en masse regler for påklædning, og hvem der må være sammen med hvem og hvornår, så mener jeg, at vi står i fare for at gøre lige som farisæerne og muslimerne! I øvrigt - hvad skulle der kunne ske ved at man sover i samme rum? Den med ikke at drikke for meget spiritus kan jeg bedre følge. Jeg har også en personlig grænse, der gør, at jeg ikke vil være meget fuld, og det hænger på en eller anden måde sammen med, at jeg er kristen.

Citat:
Noget af det, jeg også synes er så udtalt i for terminologien i psykolog - og sundhedsvæsenet er udsagnet: Jeg hører dig sige!
Alt det med at læse mellem linierne er ubehageligt - følelsesladet og ordgyderi!

Grunden til, at man i meget personlige samtaler overfor en psykolog/sjælesørger/terapeut/ven om meget følelsesmæssigt svære emner ikke "siger tingene ligeud" er næsten altid, at man ikke har erkendt over for sig selv, hvad der er på spil. Udsagnet: "Det jeg hører dig sige er" er netop et forsøg fra terepeutens side på at få sagt mere direkte, hvad der er på spil, hvilket ofte er tydeligere for den, man taler med, end det er for en selv. Det er ubehageligt - men meget nødvendigt.

Med venlig hilsen
Henoch

Citat:
For mig er det så vigtigt med min kristentro og min kirke, så jeg hurtigt kommer til at tale om det, men ind imellem har jeg oplevet det som et problem. Dels skal man så med det samme til at overvinde en masse fordomme fra ens nye kammerater, og dels kan du komme til at opfatte dig selv mere som repræsentant for din kirke end som et selvstændigt individ.

Jeg er helt enig - nåt vi opfordrede vore unge til at melde klart ud, så var det fordi, vi med vores erfaring var klar over, at selv om man er fyldt af det, så kan det være svært, hvis der går for lang tid, og man måske mærker lidt modvilje imod det der med Gud og Jesus!

Jeg er enig i, at det er vigtigt at man, som Kristina siger, "skal smide skallérne ud til hønsene!"

Citat:
I øvrigt - hvad skulle der kunne ske ved at man sover i samme rum?

Her i denne situation, ville der nok ikke ske det helt vilde - men jeg synes ikke, der er grund til om man så må sige, leger med ilden. Der er noget, der hedder hæmninger - såvel som hormoner, og der, hvor der også var tale om lidt spiritusindtagelse kunne naturen jo let gå over optugtelsen!

Citat:
"Det jeg hører dig sige er" er netop et forsøg fra terepeutens side på at få sagt mere direkte, hvad der er på spil, hvilket ofte er tydeligere for den, man taler med, end det er for en selv. Det er ubehageligt - men meget nødvendigt.

Ja, netop - så sig det da lige ud!

Hej Ærten!

Jeg er ikke helt enig med dig i at det er så vigtigt at få det sagt lige ud.
Jeg synes at det aller vigtigste for os kristne er at vi lever vores kristen tro ud, altså at vi har en eksemplarisk opførsel, så at de ikke troende kan se på os at vi har noget som de ikke har og som de gerne vil have fat på, og da har vi muligheden til at sige det lige ud.
Jeg synes at det til tider kan være lidt provokerende at sige tingene lige ud, da det ofte resulterer i at de ikke kristne tænker; at jeg gider ikke at have noget med dig at gøre fordi du tror at du er bedre end mig...
Jeg synes at det aller vigtigste når man kommer et nyt sted hvad enten det er skole eller det er arbejdsplads, det er at vi opfører os sådan at de andre tænker at ham der, han må have et eller andet som jeg mangler, og så kan det meget let ske at man får en samtale i gang, om det at være omvendt.
Jeg har prøvet så mange gange at komme til nye omgivelser, og min erfaring er at: Hold fast på din identited, på en fornuftig måde, ikke nødvendigvis med det at du taler dig fra det, men opfører dig som du plejer, for hvis din opførsel er lidt anderledes en hos de andre, så er det sikker at de hurtigt vil lægge mærke til det.
Altså, det korte af det lange: læg din vidnesbyrd fremm altid, og om det bliver nødvendigt, så brug ord til din vidnesbyrd.

Pepsi

Hej ærten ,

- øh, er du prinsessen på ærten?

Jesus talte om hykleriet, som er at give sig ud for at være noget, som man ikke er. Dvs. at man forestiller sig udadtil, men man har helt andre følelser indeni. Så kan man ikke rigtigt finde ud af hvor man har et menneske. Det er en god ting at være som man er. Men samtidig så er det ikke ikke altid godt at sige sandheden. Jesus Kristus irettesatte ondskab og hykleri ved flere lejligheder, men jeg tror på at han generelt var en person med stor medfølelse og hensyn for menneskers skrøbelige følelser. Han tilskyndede ikke til ufred blandt mennesker, men stiftede fred blandt dem. Jeg er sikker på at han altid havde et opmuntrende ord, som gjorde folk glade, og hvis han var her nu, så ville han lægge armen om vor skulder og give os et knus. Han gik ikke rundt og førte nøje regnskab over menneskers fejl. Han så ikke på hvad mennesker var, men på hvad de kunne blive. Er det ikke derfor vi tillidsfuldt kommer til ham? Han fordømmer os ikke for vore svagheder og fejl men hjælper os med at overvinde dem.

Det kan være godt at sige tingene lige ud, men det afhænger i høj grad af i hvilken ånd det gøres. For mange år siden, inden jeg blev medlem af den kirke, som jeg nu tilhører var jeg f.eks. i et kristent fællesskab, som fik besøg af en norsk prædikant. Det kan ellers nok være vi fik så hatten passede mens hans stod på talerstolen. Han hoppede op og ned, råbte og skreg og fik os alle til at føle os som jordens mest elendige og uværdige mennesker. Det der ikke opbygger er mørke. Han mente åbenbart at ligefrem tale havde noget at gøre med at såre og fornærme menneskers skrøbelige følelser. Jeg tror på at vi skal vise hensyn til hinandens følelser, selvom det somme tider kan være svært at undgå at såre nogen fordi vi har forskellig tro (selvom det man siger ikke har haft en sådan hensigt). Somme tider er det bedst ikke at sige tingene lige ud, men det er vigtigt at vi ikke forestiller os, og at vi prøver at være den person som vi er - oprigtige mennesker. Kristus kaldte nogle personer fordum for kalkede vægge. Denne tvesindethed hører ikke en Kristi discipel til.

Jeg er ikke sikker på om jeg helt forstod dit indlæg, men så vil du forhåbentligt bære over med mig

Mht at skjule vores tro, så mener jeg heller ikke at vi skal gøre det. Pornoblade, kriminelle og uværdige handlinger og den slags er der grund til at skamme sig over og holde for sig selv, ikke vores tro eller evangeliet.

Mvh
John

Mon ikke Etik nogen gange er med til at fjerne direktheden?
Mon ikke politisk korrekthed fjerner direktheden
Mon..ikke og ikke.. og ikke

:-)

Hvis man er solidt forankret i sin tro, så er det vigtigt bekende dette overfor sine omgivelser, da det jo udgør noget helt særligt omkring ens personlighed.
Dog tror jeg at i visse tilfælde måske kan være godt at vente lidt inden man melder ud omkring ens religiøse forhold, men på den anden side ikke vente for længe, så folk får en opfattelse af at man vil skjule sit forhold til Gud. Hvilket kunne indikerer en vis usikkerhed/skam over ens overbevisning hvorved man evt. ville blive stillet til prøvelse.
Jeg er så ikke personligt kristen så jeg ville nok ik oplyse omkring mit forhold til Herren.

Hej Ærten
Tilfældigvis har jeg så gjort det omvendte - flyttet fra Sønderjylland til København. Jeg tror du har fat i noget væsentligt. Men alligevel tror jeg ikke det er så sort/hvidt. Jeg synes selv at det er en fordel at melde ud med sin kristne tro fra starten - det gør mange ting lettere senere hen. Så kan man ud fra sit kristne ståsted forklare hvorfor man mener og gør som man gør. Henoch påpeger et par problemer, men man behøver jo ikke at lade sin udmelding bestå i at man tilhører det eller det kirkesamfund, blot at man tror på Jesus! Så må man sidenhen over for interesserede prøve at forklare nærmere. Det gælder jo generelt, at de der ikke er interessererde i at høre nærmere, altid kan misforstå noget.

ADVARSEL!: Det følgende er meget langt, meget lommefilosofisk, og er ikke et resultatet af nogen relevant faglig baggrund! Men da emnet er komplekst blev det meget langt.

Hvad angår det med at pakke ting ind generelt; her tror jeg ikke vi kan sige noget håndfast. Rigtigtnok: Man skal lære den "jyske" kultur at kende i forh. til den "københanvske". Og hver har sine styrker og svagheder. Du har påpeget svagheden ved den "jyske" (som slet ikke er så udpræget i Sønderjylland som mange andre steder), så jeg klarer lige den "københavnske" . Man kan sætte den anden i en unødigt pinlig situation ved at "sige det lige ud". Og noget andet: Det at man siger tingene ligeud kan for det første skade en selv. Til sidst vil mange have en viden om én, som vil medføre at de tager særhensyn til én, i en situation hvor det man måske har allermest brug for, blot er at være en del af et ligeværdigt fællesskab. Her er det nok bedre at tale med én eller meget få om selve problemet. F.eks. er det ikke sikkert at man, hvis man lige har fået konstateret kræft, skal sige det til et teselskab. Måske var det bedre med et hyggeligt teselskab for alle parter, end at "sige det lige ud" og dermed dominere hele selskabet, med det resultat at folk ikke ville vide hvordan de skulle reagere, da de ikke kender én godt nok! Dvs. at nøgleordet i denne sammenhæng er fortrolighed. Uden fortrolighed vil det at "sige det lige ud" ofte skade mere end gavne. Fortrolighed opbygges ikke ved bare at sige alt åbent, men det er en forudsætning. Fortrolighed opbygges gennem en erfaring af at den anden vil én det godt, og også vil ofre noget for det, også i praksis. Derfor pakkes tingene ind, hvis man ikke føler sig sikker på hvad den anden mener.

Et eksempel hvor den jyske model virkeligt kommer til sin ret: Hvis man har fået øje på en mulig problematik, og gerne vil vide om den anden har tænkt over dette som problematisk. Det kan være en meget personlig problematik som man ikke ønsker at den anden skal bebyrdes med hvis vedkommende ikke har tænkt over det. Men hvis vedkommende har tænkt over det, vil det opleves som dejligt at der gives rum for denne problematik.

EKSEMPEL: Københavner-Poul vil spørge: "Har du tænkt over det som problematisk at dine forældre ikke taler pænt til hinanden?" Nu kan den anden part, Karl, på forhånd enten have tænkt over det, eller ikke have tænkt over det. Hvis Karl ikke har tænkt over det, har Poul allerede ved at spørge lige ud medført at Karl vil få lagt en ny byrde på sig: Nemlig den at vide, at i det mindste Poul (og måske flere?) mener, at forældrene ikke taler ordentligt sammen. Hvis derimod Karl har tænkt over det, er der to nye muligheder. Karl ønsker at tale med Poul om det, eller han ønsker ikke at tale med Poul om det. Hvis det første er tilfældet kan man gå i gang, selvom den bombastiske indledning kan gøre det svært at få sat ord på for Karl. Er det andet derimod tilfældet kan det være fristende at lyve på spørgsmålet, og sige at det har han egentlig ikke tænkt over, og at det er der vist ikke noget om. Noget som skader Poul og Karls relation! Oftest vil svaret dog blot være modstræbende. Han kunne selvfølgelig "sige det lige ud" og dermed sige: "Ja, jeg har tænkt over det, men da du ikke er en person som jeg har lyst til at tale med dette om, vil jeg gerne have mig frabedt at du tager dette emne op igen." Noget som for det første kræver en del mod (vel også for en københavner?), og noget som, især hvis det sker flere gange, slider på relationen.

Den idealiserede jyske model (her med tilstræbt standard-jysk dialekt) ser derimod anderledes ud. Her vil jyde-Poul typisk tage fat i et konkret tilfælde de netop har oplevet. Har man ikke lige oplevet et af disse tilfælde hvor de ikke taler pænt til hinanden, har Poul tid til at vente. Når Poul og jyde-Karl så konkret lige har oplevet et tilfælde kan Poul sige noget i retning af (meget afhængig af de øjeblikkelige forhold på alle måder, hvad man lige har lavet sammen osv. Gerne en konkret sammenkædning til hvad man lige har lavet): "Det' ikk' så'n mæ den opvask", hvis det der foranledigede de upæne ord var en diskussion om opvasken. Her skal Poul så være meget opmærksom på Karls reaktion. Hvis han fornemmer en smerte over at emnet bliver taget op, er det nok fordi Karl har tænkt over problemet. Gør han det ikke, har han nok ikke tænkt over det. Nu kan Karl så begynde at tale om det generelle problem der hedder "opvask", eller for den sags skyld blot lægge dette emnet dødt ved at begynde at tale om noget helt andet eller foretage sig noget andet, eller fribrillsk forsøge at lede stilhedens fokus hen på noget andet. Det må den anden i så fald tage til efterretning som et tegn på at det ønskede emne, ikke ønskes vendt nu og her. Dette bør som udgangspunkt altid respekteres! Sker dette vil Karl, trods smerten, have oplevet at Poul tænker på ham og vil ham det godt, og deres relation vil på lidt længere sigt styrkes; for Karl (der jo er jyde) forstod godt at Poul åbnede en dør for en samtale. Har Karl derimod tænkt over problematikken, og ønsker han at tale om den, kan han svare noget i retning af: "det' utrolig at den ska' gi' så møj besvær". Herved erkender han problemets karakter, og viser at han gerne vil tale om det. Nu er vejen åbnet for en samtale efter 2-skridt-frem-og-1-tilbage-princippet, der sikrer at begge parter kan bakke ud hvis det skulle blive for nærgående uden derved at skulle sige: Jeg vil ikke tale med dig. Samtalen kan altså udvikle sig til at blive meget dyb og givende. En sådan samtale kan, hvor man erfarer hinandens forståelse og gode vilje, gøre vejen til sådanne samtaler fremover en del kortere. På den måde kan opbygges en fortrolighed som kan vare hele livet. "Bakker" én af parterne ud undervejs, må den anden respektere det. Det er så nok et udtryk for hvor dybt fortroligheden stikker på dette tidspunkt. Har Karl ikke tænkt over problematikken, vil Poul nok kunne se og høre det. Har Poul spurgt ordentligt vil Karl dårligt ane hvad Poul tænkte på, og derfor har Poul skånet ham for meget. Eller også vil han ikke lægge så meget i Pouls udsagn. Men en garanti for dette gives desværre ikke. Har Karl fanget pointen, kan han jo på forsigtig-jysk spørge ind til hvad Poul mente, og på den måde kan en god samtale opbygges, eller Poul kan glatte ud for at skåne Karl.

Den jyske model bygger altså på erfaringen af hvor stærk en virkning ord kan have, hvorfor de skal bruges med omtanke. Desuden opbygges en ligeværdig samtale, hvor den ene part ikke hævder sig selv (for sådan kan det opleves selvom dette ikke er tanken) ved at buse frem med en stor problematik. For nogle går det dog over gevind, så det bliver en slags 2-skridt-frem-og-2-tilbage, så det eneste man opnår er at begge parter finder ud af at den ene har et problem. Dette er meget værd i sig selv, men er ikke altid nok. Desuden er det vigtigt at målet holdes for øje: At hjælpe, trøste, advare og støtte hinanden. Ellers viser man ikke omsorg, men blot at man er en skarpsindig menneksekender. Endelig kan det blive for udspekuleret, så man helt kan fratages frimodigheden, fordi man ikke magter "spillet". Det er nok dét du som delvist fremmed for kulturen har oplevet det som! Det første man oplever som "københavner" er nok en temmelig ignorant/høflig/overfladisk tilgang, mens en "jyde" oplever "københavnere" som selvhævdende/selviscenesættende og faktisk igen: Overfladiske! Konklusion: Kend kulturen i dine omgivelser, hvis du vil have glæde af dem!

Håber du/I overlevede lommefilosofien