Det har slået mig så ofte,man hører amerkanere sige "I love You" til hinanden.
I min amerikanske familie slutter man aldrig en telefonsamtale med familie eller gode venner uden at disse ord lyder!

Hvorfor siger vi danskere så sjældent til hinanden i familie-og vennekredse: "Jeg elsker dig!"?

Er det fordi vi elsker mindre - eller er det fordi, vi er så blufærdige, at vi ikke vover at sige det til hinanden. Vi er jo på den anden side blevet meget mere til det med at give knus og den slags, end vi tiligere var, synes jeg.

Måske er det kun mig, der har det sådan - savner lidt at høre ordene lidt oftere!?

På den anden side er det også noget skidt, når det bliver sagt bare som en floskel - og det er måseke det, der er sket, der hvor det bruges meget ofte!

For hvis man skal tro ordene: Jeg elsker dig! - så skal der være handling bag! Kærlighed er jo ikke bare en følelse, der må også handling bag.

Jeg tror, at der er rigtigt mange, der har hørt denne sætning så mange gange, uden at der har været virkelig handling bag, så at man ikke længere tør bruge de ord eller tro på kærligheden.
Skilsmissetallene - de mange ensomme mennesker - selvmordsforsøgene - volden i familierne tyder vel på det. Også den manglende prioritering i det bare at være sammen - tale sammen.

Mange børn føler det jo nok noget hult, når deres forældre køber dem med ting i stedet for at give sig tid til at være sammen med dem.

Hvis du har en erfaring eller mening omkring dette med kærlighed og handling, vil jeg meget gerne høre fra dig!

Hejsa
Jeg forstaar godt hvad du mener. Jeg er selv Dansker, men har boet i England i 1,5 aar. og har fundet at jeg bruger "Ilove you" mere end "jeg elsker dig" paa en eller anden maade foles det forkert for mig at sige det til mine danske venner, hvor imod jeg nemt kan sige det til mine engelske venner, og det er ret skraemmende... Det er jo ikke fordi jeg holder mere af mine engelske venner, men det er bare ord der er nemmere at faa ud paa engelsk... Tror ogsaa det har en del med blufaerdighed i den danske kultur, og det er maaske en af grundene til jeg ikke foler mig hjemme der mere... Jeg mangler at hore disse ord fra andre end mine foraeldre...
-Men dette er jo kun min mening... Helt sikkert har det noget med blufaerdighed at gore....
MVH Karina

i snakker begge om blufærdigheden i vores samfund...

jeg syntes personligt ikke vi lever i et blufærdig samfund, nok nærmere det modsatte...
til gengæld syntes jeg at vi bliver mere og mere følelsesmæssige afstumpet, og jeg tror nærmere det er her vi skal finde grunden til at vi har svært ved at forholde os til disse ord og meningen af dem...
og det er nok i sidste ende en del være end blufærdighed!

Mvh. Soth

Hej Karina - -

Jeg er ikke så sikker på, at man i Danmark holder mindre af sine gode venner og bekendte end end man gør i England, selv om vi sjældent siger "jeg elsker dig" til dem!

Det er snarere fordi sætningen betyder noget andet på dansk end den direkte oversættelse. Hvis vi vænner os til at sige "jeg elsker dig" rigtig tit til alle og enhver, så vil der automatisk ske det, at udtrykket ændrer betydning og degraderes til en frase. Og hvad skal vi så sige til vores hjertes udkårne?

Når jeg siger farvel til nogen, så tænker jeg heller ikke over hvad jeg siger. Jeg kan godt finde på at sige farvel til en person, der slet ikke skal "fare" nogen steder hen, men blive hjemme hele dagen.
Og når jeg siger goddag er jeg heller ikke bevidst om det gode ønske der ligger i den bogstavelige betydning af ordet. Det betyder ikke stort andet end hej!

I vores kommunikation med hinanden er selve ordene i øvrigt af mindre betydning end kropssprog og tonefald. "Du er vel nok søød" kan vrænges ud og betyde lige det modsatte - og sådan er der så meget ...

Det er derfor vi må gøre os særlig umage her i debatten, hvor vi kun kan læse ord og hverken kan se eller høre hinanden.

Men vi kan jo da sætte nogle smilier til at hygge om hinanden med: - og jeg håber du får mange knus ude i det virkelige liv i det kolde? Danmark. Vi krammer i hvert fald hinanden meget mere nu, end vi gjorde i min ungdom, så blufærdigheden er nok alligevel aftagende, tror jeg!

kristina

Hej ærten,

Man kan sige 'jeg elsker dig' med sine ord, eller man kan gå ud i køkkenet, tage opvaskebørsten, vaske op, og bære hverandres byrder, således opfylder i Kristi lov. Det er kærlighed. Der findes intet bedre sted end i hjemmet hvor man har større mulighed for at bære hverandres byrder og således opfylde Kristi lov. Ord er blot ord, og de skal følges op med handling, som du siger. Kernen i evangeliet er jo også at man skal leve et ikke selvcentreret liv, og sætte andres behov over sine egne - 'Saligere er det at give end at modtage.'

Mvh
John

Citat:
Man kan sige 'jeg elsker dig' med sine ord, eller man kan gå ud i køkkenet, tage opvaskebørsten, vaske op

SÅDAN!

Der må handling til!

Vær Hilset

Der er i denne tråd bragt 2 mulige emnesvar på dit spørgsmål.
1) Blufærdighed
2) Ikke-blufærdighed (forklaret som "følelsesmæssigt afstumpethed" af soth)

1) At være blufærdig, betyder at man er tilbageholdende fx med at tilkendegive sine følelser. Hvorfor mon være det? Hvorfor være blufærdig i et samfund, hvor pornoen er fri, menneskerettighederne er den ny etik, hvormed det legitimeres at "man er, som man er". Måske er vort samfund ikke så "frisindet", som det giver sig ud for?

2) På den anden side set er muligheden jo også, at mennesket nu til dags er så afstumpet, at det kan gøre alt - men ikke udtrykke sine følelser. Er der mon belæg for det i samfundet? Er folk virkeligt blevet mere afstumpede i dagens Danmark, end de var for 25-50 års siden? Eller er det mon andre ting der spiller ind?

At sige "Jeg elsker dig" - har jeg aldrig sagt til nogen, hverken mine forældre eller nære venner. Hvorfor ikke? Fordi jeg bl.a. er opvokset i et hjem, der ikke lagde vægt på samtale og gensidig kommunikation. Er jeg så afstumpet? Nej, det vil jeg ikke mene, men jeg gemmer de "store" ord godt. Måske for godt. Men hvad der ikke kan komme over mine læber, kan muligvis komme til udtryk gennem mine handlinger. Hvad er bedst?

Musesye skriver:

Citat:
At sige "Jeg elsker dig" - har jeg aldrig sagt til nogen, hverken mine forældre eller nære venner. Hvorfor ikke? Fordi jeg bl.a. er opvokset i et hjem, der ikke lagde vægt på samtale og gensidig kommunikation. Er jeg så afstumpet? Nej, det vil jeg ikke mene, men jeg gemmer de "store" ord godt. Måske for godt. Men hvad der ikke kan komme over mine læber, kan muligvis komme til udtryk gennem mine handlinger. Hvad er bedst?

Næ, jeg har heller ikke sagt de tre små ord til noget menneske i de sidste 9 år (min elskede døde i 1997, nemlig) .. og her er et par gode skriftsteder til sådan nogen som os:

1. Sam 2: Hold op med jeres store ord
[........] for Herren er en Gud, der ved alt,
af ham prøves hver en gerning.

Sl. 12,4: Herren skal udrydde alle glatte læber
og tunger, der taler store ord.

Sl 17,10: De har lukket deres hjerte til med fedt,
med munden taler de store ord ...

- og Jesus siger, Matt 12,36-37:

"På dommens dag skal mennesker aflægge regnskab for ethvert tomt ord, de har talt.
På dine ord skal du frikendes, og på dine ord skal du fordømmes."

Det var da vist svar nok!

kristina

Halløjsa da - så er jeg nok "unormal" og Ubibelsk kære Kristina - jeg kan altså ikke lade være med at svare på dit indlæg.

Jeg synes det er en "lille smule forkert" at bruge bibelcitater på den måde du gør her.
Jeg bliver ihvertfald ked af det netop fordi det er en naturlig ting for mig at sige de 3 små ord til dem jeg virkelig elsker. (Min kone - mine børn - min gamle far fik det for 14 dage siden o.s.v.)

For jeg elsker dem jo! Uden forbehold. Hvorfor skal man så ikke have lov til at sige det - når man vel og mærke mener det?

Selvfølgelig skal vi ikke gøre det i flæng - jeg kunne ikke drømme om at sige til gode venner at jeg elsker dem - næh - dem sætter jeg højt og holder af - men de mennesker der står mig nærmest - dem elsker jeg altså - og det vil jeg også have lov til at sige til dem.
(Forøvrigt er der ikke noget der varmer mere end selv at få det at vide af sin kone og børn: Jeg elsker dig - og jeg elsker dig Far)

Når man f,eks mister nogen i sin familie lærer man altså at sige det mens tid er.
Og det er absolut IKKE tomme ord.
Der er også forskellige slags kærlighed: Til konen - Til Børnene - til sine forældre - til sine søskende - men vi skal have lov til at sige det OG MENE DET: Jeg elsker dig.
Nåh - det var bare en lille reaktion fra mig.

Nifinger

Citat:
Det har slået mig så ofte,man hører amerkanere sige "I love You" til hinanden.
I min amerikanske familie slutter man aldrig en telefonsamtale med familie eller gode venner uden at disse ord lyder!

Hvorfor siger vi danskere så sjældent til hinanden i familie-og vennekredse: "Jeg elsker dig!"?

Er det fordi vi elsker mindre - eller er det fordi, vi er så blufærdige, at vi ikke vover at sige det til hinanden. Vi er jo på den anden side blevet meget mere til det med at give knus og den slags, end vi tiligere var, synes jeg.

Det er intressant i sig selv, at spørge om hvorfor, men det enkle svar netop, at der hos amerikaneren er en hel anden vægtning på ordene "i love u"/ "jeg elsker dig" end som der i fx europa, danmark m.m..

Det skyldes ganske enkelt bare en kulturforskel som har forskellige termer, fx i dk.. "hvodan går det" "Det går fint"

Ting man siger, fordi man siger dem...

Jeg tror ikke amerikanerne elsker mere end andre eller vi for den sags skyld.
Simpelthen er det bare nogle andre termer de bruger, og en kulltur forskel.




Lars/stud.theol

Hej Nifinger - tak for dine gode og sande og ikke spor ubibelske ord!

Som du skriver det, er det da heller ikke tomme ord, du bruger, men ord fulde af mening og kærlighed!

Så bibelcitaterne passer også på dig!
Vi må skam gerne bruge de allerstørste ord, vi kan finde, når der er dækning for dem - og så længe de ikke misbruges, og der går inflation i dem.

Så står vi nemlig ord- og hjælpeløse, når vi har brug for dem!

kristina

Takker Kristina - nu kan jeg trække vejret igen!


Nifinger

Hej

Jeg er enig med Museeye i at det er bedre at gemme de store ord til rette lejlighed. Har ofte mødt mennesker som fra starten bruger store ord, og det skræmmer mig ærlig talt fra vid og sans. Måske hænger det også sammen med at jeg er vestjyde og heller ikke vant til at bruge store ord, bruger dem heller ikke særlig tit. Til gengæld sætter jeg større pris på de handlinger der viser at man holder af og værdsætter et andet menneske, synes alt for ofte at netop ord og handling ikke hænger sammen når man hele tiden bruger de store ord, så gem dem hellere til rette lejlighed og vis i handling at du holder af og værdsætter et andet menneske.

Det var bare min mening om den sag.

Maijannes