Dette er en kommentar til Peter Øhrstrøms artikel "Studie: Hvad er sandt?".

Jeg vil stille nogle kritiske synspunkter op mod mange af Peter Øhrstrøms præmisser og konklusioner, startende med den alt-gennemtrængende antagelse. Øhrstrøm arbejder udfra det præmis, at kun kristen tro kunne motivere de første videnskabsmænd til at blive videnskabsmænd, og at dette er gældende fordi disse mennesker søgte at finde Guds åbenbarede sandhed i naturen.

Den første fejl er derfor, at Øhrstrøm forsøger at gøre forundring og følgende motivation til udelukkende kristne begreber. Den arrogance omkring egen absolutte sandhed dette viser, kommer også til udtryk senere i teksten.

Øhrstrøm skriver (alle uddrag formatteret som citater):

Citat:
Positivismen er nemlg også forfejlet, fordi den konsekvent anvendt vil gøre alle universelle udsagn meningsløse. Man kan jo direkte verificere, at en bestemt sten falder, men ikke faldloven om at alle sten fa1der på bestemte betingelser!

Givet, at "en sten" har en bestemt masse (indenfor et bestemt område) og dermed tiltrækkes af større masser, og der ikke er nogen forhindring imellem de to masser, så vil alle sten netop falde på bestemte betingelser.

Før Øhrstrøm kan have ret, må han opløse begrebet "sten" eller ophæve naturlovene.

Noget, der må siges at være temmelig håndgribeligt. Og her bryder Øhrstrøm med et vigtigt princip i positivismen, som han glemmer lige så hurtigt som han selv nævner det: Analytisk positivisme. Det Øhrstrøm forsøger at gøre, er at annullere sprogets kapacitet til at analysere sprog, med henvisning til at man ikke kan beskrive et system ved hjælp af selve systemet. Hvilket Øhrstrøm end ikke argumenterer for.

Citat:
Hertil kommer, at det logisk set er naivt at sammenknytte afgørlighed med meningsfuldhed.

En polemisk spidsfindighed. Der kan fint være mening i noget u-afgørligt, men så længe det ikke lader sig afgøre er denne mening uden betydning for den, der ikke kan (eller håber på at kunne) afgøre dens sandhed. Og så længe det blot er en mening, så er det blot en mening og kan som sådan være falsk.

Nøjagtig ligesom Øhrstrøm kritiserer positivismen for at være ude af stand til at afgøre forskel på virkelighed og fantasi, så falder han i netop samme fælde. Grunden til, at positivismen virker, er at den forholder sig til sanseindtryk (og intersubjektivitet). Hvad Øhrstrøm glemmer er, at den begrænsning han nævner; ikke at kunne afgøre forskel på fantasi og virkelighed, er nøjagtig samme begrænsning som alle mennesker i sidste ende må erkende. Vi kan blot ikke tage dette med i betragtningen hver gang, for der er en nogenlunde bred sanselig og filosofisk koncensus om, at vi eksisterer, og at vores eksistens har visse regelmæssigheder.

Citat:
Man kan a1tså sige, at når naturvidenskaben analyseres som historisk fænomen - som Kuhn har gjort det - viser det sig, at videnskaben ikke kan bestå uden metafysiske, trosmæssige forudsætninger. Dermed kan man altså sige, at Jensens verdensbillede, der vil sætte skel mellem troens verden og de eksakte videnskaber, endnu engang viser sin urimelighed. Det går ikke uden tro - heller ikke i videnskaben.

Det er forsimplet. Øhrstrøm fremhæver en række græske og europæiske forskere, hvorom det kan siges, at de har arbejdet fra et religiøst præmis. Desværre forsøger Øhrstrøm at gøre det religiøse præmis til den eneste forudsætning der har været for moderne videnskab. Og det er simpelt hen ikke korrekt.

Formodningen om regelmæssighed og sandhed i naturen - altså motivationen - er ikke nødvendigvis religiøst betinget. Den er det måske for religiøse mennesker, men ikke-religiøse kan uden problemer have samme formodninger om regelmæssighed. Endda med færre muligheder for brud på regelmæssigheden (læs: mirakler).

Citat:
Som en kommentar hertil må det være på sin plads at fremhæve, at man i høj grad kan betvivle, om naturvidenskaben overhovedet ville være opstået, hvis videnskabens banebrydere ikke havde tænkt ud fra en skabelsestanke, ifølge hvilken verden er en ordnet sammenhæng fyldt med den mening, som Skaberen har udtænkt.

Men det ville være en irrationel tvivl. Såfremt der eksisterer regelmæssigheder i naturen, er det muligt at pege på "en mening", når "en mening" er lig det Øhrstrøm behandler i sin artikel. Hvilket i øvrigt er endnu et forsøg på sammenblanding af to adskilte begreber: formål og mening. Det, Øhrstrøm peger på som værende "mening", er i virkeligheden et formål. Og et formål er noget helt andet end en simpel mening, betydning.

Citat:
Forsøget på at basere videnskaben på et ikke-kristent, ofte rent materialistisk grundlag har bl.a. medført, at man har forsøgt at reducere moral og etik til noget andet - fysisk eller i det mindste materielt.

Mig bekendt har man ikke forsøgt noget sådan. Man betragter etik ligesom man betragter psykologi: som mentale processer, der blot i etikkens tilfælde forholder sig til menneskelige værdier. Disse værdier er ikke absolutte af natur, så der er god grund til at arbejde med at forklare værdierne, når man arbejder med betragtninger om etik.

Der er ingen logisk grund til at betragte etik som værende en illusion - der er ikke nogen tvivl om, at mennesker besidder (mentale) værdier, samt at en del af disse værdier også fordrer motivation for at opnå dem.

At kalde værdierne, motivationen, for en illusion, kan kun gøres i overført betydning. Ingen rationel person vil stille spørgsmål ved, om vedkommende opfatter og/eller har værdier. Arbejdet med at redegøre for værdierne er vedvarende og hårdt, men alligevel påstår Øhrstrøm, at videnskaben mener værdiernes resultat, etik, er en illusion.

Citat:
Forarmelsen er tydelg. Det er klart, at man med et sådant verdensbillede og erkendelsesgrundlag får meget svært ved at forholde sig til de etiske spørgsmål, som er sat på dagsordenen af moderne teknologi. Den abso1utte etik er jo forsvundet, fordi man har opgivet det kristne verdensbillede som grundlag for erkendelsen.

Skidt med, at der kan stilles rationelle spørgsmål ved det kristne verdensbillede og dets resultater. Skidt med, at bibelen tager beviseligt fejl i mange af sine postulater om eksempelvis jordens historie (hvilket er sært. Hvis Øhrstrøm mener Gud har åbenbaret sandhed i naturen, hvorfor er bibelen så uenig med naturen?). Selvfølgelig handler det også delvist om skabelsesberetningen, selvom Øhrstrøm ivrigt forsøger at fjerne fokus fra uoverensstemmelserne mellem bibelen og naturen.

Citat:
Folk er ikke holdt op med at stille de etiske spørgsmål om "rigtigt" og "forkert". Tværtimod har flere officielle organer sat etikken højt på dagsordenen. Bl.a. har folketinget oprettet Det Etiske Råd, som beskæftiger sig med videnskabsetiske spørgsmål vedrørende medicin, biokemi m.m. Hertil kommer klare signaler fra erhvervslivet om interesse for etik og moral. Man kan f.eks. henvise til de skaldte "etiske regnskaber".

...og Øhrstrøm sidder selv i Etisk Råd, der bl.a. tager afstand fra stamcelleforskning i forbindelse med fostre. Etisk Råd tager så meget afstand fra denne forskning, at deres mening er ude af trit med fx abort-lovgivningen. Det er besynderligt, hvorfor Etisk Råd tilsyneladende accepterer, at man må slå fostre ihjel, men ikke at de derefter anvendes til forskning i at helbrede levende mennesker.

Erhvervslivet interesserer sig for etik, fordi erhvervslivets kunder, kontakter og ansatte interesserer sig for etik. Hvilket er ganske naturligt for markedstilpasning.

Citat:
I behandlingen af disse spørgsml viser de kristne grundprincipper om menneskeværd, næstekærlighed og forvalterskab virkelig deres styrke.

Næstekærlighed er ikke et oprindeligt kristent grundprincip.

Menneskeværd er heller ikke en kristen idé.

Forvalterskab er muligvis. Men dette begreb er jo tildels sammenfatningen af de to første, blot med naturen som objekt (elsket natur, værdifuld natur) og ansvarsfornemmelse.

Resultatet må være, at den betydning Øhrstrøm låner kristendommen i afgørelsen af de etiske spørgsmål, alene er i kraft af dens absolutisme. Altså, fordi Gud siger det.

Igen, Øhrstrøm sidder i Etisk Råd.

Citat:
Tager man udgangspunkt i disse pionerers tro bliver sandhed og virkelighed igen meningsfulde begreber, også selv om der ikke kan sættes skarpe ske1 mellem subjekt og objekt. Erkendelsens mulighed er miraklet, der gør videnskaben til en gudstjeneste!

Vi kan erkende, derfor er videnskaben ifølge Øhrstrøms ræsonnement ovenfor allerede "en gudstjeneste". Hvilket rejser spørgsmålet, hvorfor man så skal forsøge at bringe gud(er) mere ind i billedet? Og sidst, men ikke mindst, hvorfor skal det absolut være den kristne Gud? Begreberne, Øhrstrøm anvendte som "kristne grundprincipper", er jo i allerhøjeste grad tvivlsomme.

Citat:
Når sandheden og virkeligheden fastholdes som meningsfulde får videnskaben et ekstra og væsentligt motiv. Nu er der jo faktisk noget at finde og ikke kun fantasi. Alt er ikke lige gyldigt. Noget er sandt, og noget er falsk. Jeg behøver ikke være relativist, hverken med hensyn til naturvidenskaben eller med hensyn til spørgsmål om etik og moral.

Med andre ord... når konklusionen er givet på forhånd, er frustrationerne i arbejdet med at nå den mindre. Selvfølgelig arbejder videnskaben udfra en idé om, at der er sandhed at finde - men de udtrykker sig i modsætning til Øhrstrøm ikke skråsikkert om, hvad den absolutte sandhed er. Hvad er mest ærligt i forhold til muligheden for at opnå meningsfulde konklusioner? At arbejde ud fra et præmis om en åbenbaret, absolut, men også kun delvist erkendt sandhed, eller at arbejde ud fra et præmis om, at man kan tage fejl og derfor bør sikre sig verificeringsmuligheder, der virker?

Hvad er det Øhrstrøm propaganderer for med hensyn til videnskaben?

Øhrstrøm bringer en gammel traver på banen:

Citat:
"Fornuftens yderste skridt er at erkende, at uendelig mange ting rækker ud over dens fatteevne. Hvis den ikke kan indse det, er den virkelig svag. Og hvis naturlige ting undslipper fornuften, hvad skal man så mene om de overnaturlige?" (Pascal, Blaise: "Tanker", Nyt Nordisk 1986).

Hvad der ligger ud over fornuftens fatteevne er ikke-fornuft. Hele dette argument fra Pascal er et argument til uvidenhed: hvad vi ikke kan begribe om den fysiske verden, kan aldrig være et gyldigt argument for at mene noget om verden andet end det ene, at der er noget om den vi ikke begriber.

I øvrigt antager Pascal fuldstændig, at der overhovedet findes noget, der kan kaldes "det overnaturlige". Det er en formodning, en spirituel tro, og som sådan behøver den ikke være fornuftig for at have betydning for den troende. Man begår en fejl ved at antage, at troen er mere virkelig end fornuften.

Citat:
Selv den mest empirisk orienterede naturvidneskab må bygge på trosmæssige forudsætninger. Og det er natur1igvis ikke ligegy1digt, hvilken tro man bygger på!

Og dette kommer fra en professor med doktorgrad. Jeg har sagt det gentagne gange før, men for god ordens skyld: videnskabens formodninger og antagelser har intet at gøre med religiøs tro. Det er absolut misvisende at anvende ordet "tro", og det skyldes især, at netop vores sprog er meget dårligt nuanceret - og det burde Øhrstrøm vide.

Religiøs tro og videnskabelig tro er ikke to sider af samme sag. At formode, at der findes en erkendelig sandhed i naturen, er ikke religiøst - og dermed er der en stor væsensforskel på motivationen for videnskabelig formodning og motivationen for religiøs tro.

Den tvetydighed i det ene lille ord, "tro", bliver misbrugt dagligt af flere agitatorer for kristendom, og nu slutter Øhrstrøm sig til denne gruppe.

Interessant hvorledes et sådant velformuleret og velargumenteret indlæg aldrig har fået en eneste kommentar med på vejen. Måske at de simple og letfordøjelige forklaringer glider nemmere ned på kirkebænken om søndagen, end det der reelt set kræver en indsats at tilegne sig og argumentere for eller imod.

Ja det var en provokation...

Nu, da CloudHands har bragt denne tråd fra april frem til nutiden ved at svare på den her, er jeg så faldet over den, og jeg har en lille kommentar til følgende:

Claus Due skrev, idet han citerede Peter Øhrstrøm og derefter svarede:

Citat:

Citat:
I behandlingen af disse spørgsml viser de kristne grundprincipper om menneskeværd, næstekærlighed og forvalterskab virkelig deres styrke.

Næstekærlighed er ikke et oprindeligt kristent grundprincip.

Menneskeværd er heller ikke en kristen idé.

Nej næstekærlighed er selvfølgelig ikke noget kristendommen er alene om, men det kan godt være at kristendommen bruger det som grundprincip.

Menneskeværd er selvfølgelig heller ikke en kristen idé, men der lægges vægt på det i kristendommen.

Personligt har jeg det sådan at jeg (bla.a) bedømmer en religions værdi og kraft udfra at den er istand til at vække stærke og livskraftige sider i mennesket. Menneskeværd og næstekærlighed er eksempel på stærke og livskraftige sider som kristendommen kan vække hos mennesker.

Men i det øjeblik kristendommen går hen og kræver monopol og siger at netop den religion er den eneste, så mister den i mine øjne noget af sin troværdighed, for så fokuserer den på at have ejendomsret på noget universelt på bekostning af at vække universelle værdier, som også kan vækkes af andre religioner eller af andre filosofier for den sags skyld, og universelle værdier er hinsides ejendomsret.

Krstendommens styrke er efter min mening ikke at være den eneste,
kristendommens styrke er snarere at den kan vække universelle værdier, og det er glædeligt.

For nogle mennesker er kristendommen den eneste religion der kan vække netop dem. For andre mennesker skal der andre inspirationer til. Derfor er det dejligt at der findes andre inspirationer, således at der gives forskellige muligheder til forskellige mennesker.

Mvh,
Lars Peter