Café,

jeg læste lige på giraffen.dk, at en bruger skrev, at Gud frelser os for Sin egen skyld. For at restorere (?) Sit eget navn. Han frelser os ikke for vores skyld, for mennesket er ikke i centrum, stod der.

Altså...jeg vil da sige, at Gud frelser både for Sin egen og for vores skyld. Han frelser os, fordi Han elsker os, og det er så til gavn for både Ham og os. Selvfølgelig er Han centrum for alt, men samtidig er vi på en måde centrum for HAM. Vi er dem, Han elsker. Og Han skulle gerne være den, VI elsker. Ikke? Hvad mener du om det udsagn, jeg har læst på giraffen.dk ?

Mvh Tau.

Hej tau - jo, det er rigtigt nok, giraffen taler sandt her!

Esajas 48,11: For min egen skyld handler jeg,
ellers vanæres mit navn ..

Esajas 43,25: Det er mig, kun mig, der sletter dine overtrædelser,
for min egen skyld husker jeg ikke på dine synder.

Daniel 9,19: Herre, hør! Herre, tilgiv! Herre, lyt og grib ind uden tøven!
Gør det for din egen skyld, min Gud!
...................................................

Gud er hellig!
Gud er kærlighed - udadrettet og indadrettet!

Derfor er der noget, Gud ikke kan:
Han kan ikke fornægte sig selv.
Han kan ikke være ukærlig.
Han kan ikke gøre noget ukærligt.

Guds største og vigtigste bud til os er, at vi skal elske vores næste som os selv!
Ikke i stedet for os selv!

kristina

Vær hilset

Jeg synes, det er nogle interessante udsagn mht. forholdet mellem Gud og mennesker.

Jeg har ofte undret mig over Guds "ondskab", derfor skrev jeg til Bent Lexner, overrabbiner for jøderne i Danmark, og spurgte ham om både det gode og det onde kommer fra Gud, og hvilken rolle Satan spiller. Lexner svarede at både det gode og det onde kommer fra Gud, og at Satan nærmere skal forstås som en/den der frister.

Jeg er klar over, at det er sådan sammenhængen er i jødedommen, men umiddelbart ser jeg ikke, hvorfor det skulle have ændret sig i kristendommen. For som Kierkegaard skriver i Frygt og Bæven, så lader Gud det regne over både skyldige og uskyldige her på jorden, men efter Dommen Dag/ Vredens Dag skal det ikke længere regne over de uskyldige; så skal retfærdigheden nemlig ske fyldest.

Jeg er klar over, at jeg har flytte fokus i denne debat, men jeg håber I tager det med opløftet ånd

Hav det godt!

Hej museeye - hmmm - jo, jeg er enig med Lexner, hvis det han mener er, at megen lidelse, meget der gør ondt, kan komme fra Gud, se hvad der står i Esajas bog, kap. 45,5-8:

Jeg er Herren, der er ingen anden,
der er ingen anden Gud end mig.
Jeg væbner dig, skønt du ikke kender mig,
for at de skal vide i øst og i vest,
at der ikke er nogen anden end mig,
jeg er Herren, der er ingen anden!

Jeg danner lys og skaber mørke,
jeg frembringer fred og skaber ulykke,
jeg, Herren, frembringer alt dette.

Lad det dryppe fra oven, himmel,
lad retfærd strømme ned fra skyerne!
Jorden skal åbne sig,
frelsen gro frem,
og retfærd skal spire.
Jeg, Herren, skaber det.

Men, for der er et stort "men": Gud er lys, og der er intet mørke i ham. (1.Joh. 1)
Gud er kærlighed, og derfor kan intet som er ondt have sit udspring i Gud.

Og alt, altså også det som gør ondt, virker sammen til gode for dem,
der elsker Gud, som Paulus skrev i Rom 8,28.

kristina

Hej kristina

jeg synes ikke rigtig, at de citater taler for Bibelen som helhed. Jeg tænker her fx. på Johannes 3,16 (for således elskede Gud verden..osv.), mener jeg, det er. Dét mener jeg, taler for Bibelen som helhed. Hvad mener du om det? Jeg siger det, fordi Jesus viser os gennem evangelierne, som jo er en stor del af NT, Bibelens nyeste del, at Gud elsker os. Han døde for os, så højt elsker Han os. Så at sige, at Han frelser for Sin egen skyld, det lyder underligt i mine ører.

Hvis Gud kun frelser, fordi Han gør det for Sin egen skyld, så er Han da en mærkværdig Gud. For så elsker Han os jo ikke!!! Derfor kan jeg ikke erklære mig enig med giraffen og det, du skriver.

mvh Tau.

Hej.
Hvad har dit indlæg med tråden at gøre??? Jeg er vist ikke med. Ku du ikke lige fortælle de langsomme (mig), hvad du vil sige med dit indlæg til trådens emne, hvis du da vil sige noget til det. Ellers ku du jo oprette en tråd selv med dit udmærkede og spændende emne. Jeg er helt forvirret over, at du bringer dit indlæg i denne tråd, for jeg kan ikke se, hvad det har med sagen at gøre.

Mvh Tau.

Hej tau

Citat:
Jeg siger det, fordi Jesus viser os gennem evangelierne, som jo er en stor del af NT, Bibelens nyeste del, at Gud elsker os. Han døde for os, så højt elsker Han os. Så at sige, at Han frelser for Sin egen skyld, det lyder underligt i mine ører.

Hvis Gud kun frelser, fordi Han gør det for Sin egen skyld, så er Han da en mærkværdig Gud. For så elsker Han os jo ikke!!! Derfor kan jeg ikke erklære mig enig med giraffen og det, du skriver.

Jeg synes du konkluderer forkert - du stiller det op som et enten-eller, og mener, at hvis Gud vil frelse os for sin egen skyld, så elsker han os ikke?
Det er bestemt ikke sådan, jeg mener det!

Gud elsker, fordi Gud ikke kan lade være, og det skyldes at Gud er kærlighed!
Han ikke kun viser og giver kærlighed, han ER kærlighed!
Og, som jeg skrev, det største bud han har givet os, det som indbefatter alle andre bud er dette:

Du skal elske din næste som dig selv.
Ikke i stedet for dig selv!

Gud elsker os og vil frelse os fra vores synd for sin egen skyld - fordi Gud lider med dem, der ikke har fællesskab med ham, og som derfor går fortabt.
Derfor vil han frelse os for sin egen skyld!

Guds kærlighed er altomfattende!
Guds kærlighed er!
Fordi Gud er kærlighed!
Og Gud er kærlighed i tid og evighed, altså også inden han skabte verden,
som han skabte for sin egen skyld = for kærlighedens skyld!

Sådan mener jeg, og kan vi ikke blive enige om det, mon?

Eller er det lige til at få hovedpine af?

kristina

Hej kristina

Jo det kan vi godt sige. Men jeg kan stadig ikke lide dit ordvalg, men det skal jeg jo ikke bestemme. !!!
Så endnu en gang blev vi enige. Eller..vi VAR det allerede, men jeg kunne bare ikke lige se det.

mvh Tau.

Hej tau

Citat:
Jo det kan vi godt sige. Men jeg kan stadig ikke lide dit ordvalg, men det skal jeg jo ikke bestemme. !!!
Så endnu en gang blev vi enige. Eller..vi VAR det allerede, men jeg kunne bare ikke lige se det.

OK, fint, jeg må alligevel have valgt nogle passende ord så - siden de gjorde tanken klar, og førte til en fælles forståelse af dette vigtige: Guds grænseløse kærlighed!

Alligevel ville jeg være glad hvis du ville fortælle hvad det er, der støder an, altså hvor du stritter lidt imod ordvalget (altså ikke kun mit, men Bibelens ..)

Kan det have noget at gøre med, at du ikke synes det er helt ok at gøre noget "for sin egen skyld"?
Klinger det lidt i retning af, af at være en egoist, der ikke tager hensyn til andre?
Jeg kan godt følge din fornemmelse her, men den holder alligevel ikke!

Hvis vi nu tænker på et kærlighedsforhold mellem to mennesker:

Ville blive glad, hvis din elskede mand fortalte dig, at han så sandelig ikke giftede sig med dig for sin egen skyld, men kun for din?
Prøv lige at mærke efter!

kristina

Hej Tau

Guds fred

Læste lige dit indlæg og tråden iøvrigt. Synes lige at der mangler en side af sagen...og det er at vi jo ikke er skabt for vores egen skyld. Vi er skabt til at tilhøre Gud. Vi er født ved Ham og til ham. Og ikke mindst alt har sit formål i Ham.

Det næste er, at Gud ikke har kærlighed, Gud ER kærlighed. I denne kærlighed er der et fællesskab. Gud i sig selv er fællesskab, fællesskab i og med Gud er Tre-enig. Dette er nogle af de ting, mennesket er skabt til.

Så kan det måske være at det lyder underligt, når Gud skaber mennesker "for sin egen skyld", dette skal ikke forveksles med vores form for egoisme, men jeg tror at Gud skabte mennesker af samme årsag som vi får børn.

De fleste af os gør det, for at have nogen at elske, nogen at give af sig selv til.

Og af samme årsag ønsker han at frelse os, for ingen far eller mor ønsker at se sine børn gå fortabt!

Gud velsigne dig og god søndag.

Mkh Malli

Hej kristina

nej..jeg ville ikke blive glad, hvis min mand sagde, at han havde giftet sig med mig for min skyld alene. Det skal jo også være for hans egen skyld. Hehe..ja kan godt se din pointe. Det er bare fordi, at jeg har et andet billede af Gud åbenbart. Han må ikke gøre ting for Sin egen skyld alene..men Han skal gøre tingene, fordi Han elsker os. Ikke at vi skal være i centrum, men kærligheden skal!! Forstår du det?

Det er det der med "for Sit navns skyld, frelser Han..", jeg ikke bryder mig om. Det lyder som om, Han tænker mere på Sit navn end på os...Og hvis Han ikke har os, hvem skal så have den viden, at Hans navn er stort og rent??? Så er der jo kun Ham selv, med mindre der findes liv på andre planeter altså.!!

mvh Tau.

Vær hilset

Jeg er klar over at mit indlæg ikke har nogen relevans for de øvrige tråde i denne debat - oprindelig ville jeg skrive et índlæg som passede ind i sammenhængen, men sådan gik det ikke, og i stedet for at slette hvad jeg havde skrevet, valgte jeg at sende det.

Jeg burde nok have startet en ny tråd/debat, men så langt tænkte jeg desværre ikke på daværende tidspunkt - så jeg tror det er mig der er den "langsomme" her


Undskyld forstyrelsen
Hav det godt!

Hej igen

nåeh..haha..jamen det er bare i orden. Det kan jo ske, og jeg har også selv nogle gange fået skrevet et nyt emne ind i en tråd, der handlede om noget helt andet, så det er vist meget naturligt. Jeg er heller ikke sur på dig, nej nej, jeg undrede mig bare over dit indlægs indhold (som forresten er spændende nok!).

De bedste hilsener
Tau.

Vær hilset

1) Gud skaber himmelen og jorden med alt hvad dertil hører af forskellige dyr, planter etc.
2) På jorden er der fra begyndelsen fred og harmoni. Både mennesker og dyr lever af vegationen - og altså ikke af kød.
3) Satan, i form af en slange, frister menneskene. Menneskene falder i synd og bringer hele den skabte kosmos ud af balance. Synden har nu taget bolig blandt menneskene, ja endda i menneskene.

Man kunne starte hele denne debat med at spørge: Hvorfor skabte Gud overhovedet noget? Et svar kunne være: Fordi han ikke kunne andet. Siger vi at Gud = kærlighed, må vi også finde ud af mod hvad, denne kærlighed retter sig. For man kan vel ikke elske, uden der er nogen eller noget at elske?

Nu da mennesket, som Gud skabte i sin determinerende kærlighed, har svigtet og faldet væk fra denne kærlighed, hvad sker der så for/med mennesket? Det er jo ikke sådan at det har mistet den livsånde, som Gud indblæste i deres næsebor. Men dog dør det, netop i dets utrolig nære forhold til Gud.

Hvad gør så Gud, som kun kan handle ud fra sit eget værende - nemlig den evige kærlighed, som er rettet mod al skabning - for at genoprette forholdet til mennesket og skabningen? Og hvorfor gør han det?

Som en mor der gør alt for at redde sit barn ud af et brændende hus, ofrer Gud sig selv for om muligt at sikre livet for sin skabning, for sine børn.

En tankeleg, en overvejelse...
Hav det godt!

Hej museeye .. fin vinkel du kommer med der!

Jeg vil lige supplere dit udsagn om, at kærlighed skal have nogen/hoget at elske, med min egen tanke om den treenige Gud: Faderen, Sønnen, og Ånden - som var fra evighed af - inden verden blev skabt.

Hvis der kun havde været én "person" i entiteten Gud, kunne Gud ikke være kærlighed.

Kærlighed vil altid være en interaktion mellem flere ..

Derfor, 1.Joh. 1:

I begyndelsen var Ordet, og Ordet var hos Gud og Ordet var Gud.
Han [Guds Søn] var i begyndelsen hos Gud. ...

Så Gud var kærlighed, også inden verden blev skabt!

kristina

Vær hilset

Godt svar du giver, Kristina.
Dog vil jeg gerne prøve at provokere emnet lidt mere.

"Jeg danner lys og skaber mørke,
jeg frembringer fred og skaber ulykke,
jeg, Herren, frembringer alt dette." (Esajas bog, kap. 45,7)

1) Gud definerer, hvad der er godt og ondt/ lykke og ulykke.
2) Det er mennesket, som lever under disse definitioner. Altså; det er jo ikke Gud selv, som skal forholde sig til fx de 10 bud; det er ikke Gud, som ikke må slå ihjel. Det er ikke Gud som ikke må bedrive hor, som ikke må stjæle etc. Nej, disse (for)bud er forbeholdt menneskene på jorden. Derfor: "Det er ikke Gud, som ikke må slå ihjel" = "Det er Gud, som må slå ihjel".
3) Dog!: Gud blev menneske, og levede under netop de vilkår og definitioner, som han havde skabt for og pålagt menneskene.
4) Men regnen ramte velsagtens også Jesus, omend han kunne gå på vandet. Ulykker ramte også Jesus i form af lidelse og død. Men er lidelse og død ulykker ifølge Guds definitioner? Selv Jesus hylder, at man går lidelse og død i møde, frem for at afstå fra dem! Og for hvad? For Guds skyld!?! - Nej, såmænd for det enkelte menneskes egen skyld.
5) Er det godt for et menneske, at lide og dø? Bliver man lykkelig af det? I så fald, hvorfor er det så ikke på mode at lide og dø? Eller, hvorfor kan mennesket ikke lide at dø?
6) Har Satan da virkelig formået at friste menneskene så langt bort fra Gud, at hvad Gud mener, er "godt", ser menneskene som "ondt"? Er Gud ved at blive svag på sine gamle dage? Eller følger han ikke med tidens trend? Guder skal jo nu til dags ophøje hedonisme og være en tjener for det enkelte menneskes personlige ønsker om magt, karriere og rigdom.

Jeg ved, det er nemt at stille mange spørgsmål Men mit princip om at alting bør overvejes, kan jeg jo ikke bare lade lægge i skrivebordsskuffen, men må frem i det offentlige - jeg forlanger ikke enighed, men jeg kræver overvejelse!

Ole?


:-)

Lige en kort bemærkning jeg studsede over..

Du siger:

Citat:
Man kunne starte hele denne debat med at spørge: Hvorfor skabte Gud overhovedet noget? Et svar kunne være: Fordi han ikke kunne andet.

Mener du dermed at Gud er afhængig af eksistensen af skaberværket, ergo det skabte? Skaberekstistens i form af produkt?

Og var Gud tvunget/nød til at skabe os?


Jeg forbliver din trofaste
Lars/stud.theol

Vær hilset

Interessant tanke du bringer på bane.

Ja, lad os sige at Gud er afhængig af at skabe. Og at han på den måde er afhængig af skaberværket.

Netop ved at Gud skaber, binder han sig selv. Og hans eget væsen er jo netop hans egen determinisme.

Hvilke problemstillinger åbner det mon for?
1) at det sårer Gud, når skaberværket ødelægges?
2) at Gud er blevet en del af skaberværket?
3) at skabningen har en vis kontrol over Gud?
4) ...

Hej museeye - jeg blander mig lige for at indskyde hvad jeg selv tænker om dette:

Citat:
Ja, lad os sige at Gud er afhængig af at skabe. Og at han på den måde er afhængig af skaberværket.

Netop ved at Gud skaber, binder han sig selv. Og hans eget væsen er jo netop hans egen determinisme.

Hvilke problemstillinger åbner det mon for?
1) at det sårer Gud, når skaberværket ødelægges?
2) at Gud er blevet en del af skaberværket?
3) at skabningen har en vis kontrol over Gud?

Jeg tror ikke at den Almægtige var/er afhængig af at skabe, men at han besluttede at gøre det pga. sin overstrømmende kærlighed. Han valgte at skabe, og så at det var godt.

Men: Det var et risikabelt eksperiment. Gud skabte det frie menneske i sit eget billede. For sin egen skyld - for kærlighedens skyld.

Risikoen lå i, at mennesket kunne forlade sin skaber, fravælge livet i Hans kærlighed og vælge at leve på egne vilkår - uden for Gud, uden for det evige liv.

Det skete, som bekendt.
Katastrofen, syndefaldet, indtraf, og Gud fortsatte med at elske.
Han kan ikke andet, han kan ikke fornægte sig selv, og hans væsen er kærlighed.

Derfor Guds nødplan: frelsesplanen. Kærligheden tvinger ikke sin elskede ind i sine arme, men ofrer alt for at redde sit fortabte menneske, og blive genelsket. Joh. 3,16: Således elskede Gud verden ... .

Gud gav sig til kende for os ved at lade sin Søn, ved hvem alt blev skabt (Joh. 1) blive menneske, som frivilligt betalte kærlighedens højeste pris og banede vejen for os, hans fjender, tilbage til Paradiset.
Så alt hvad vi har at gøre er - hvis vi vil - at følge lyset - Jesus - bort fra mørkets magt og gå ind til Guds glæde.

Jesus siger: »Jeg er opstandelsen og livet; den, der tror på mig, skal leve, om han end dør. Og enhver, som lever og tror på mig, skal aldrig i evighed dø. (Joh 11,26).

ad 1) Ja.
ad 2) Nej. Gud er Gud, om alle mand var døde ... Gud var, er og bliver den samme treenige Gud fra evighed til evighed.
ad 3) Nej, vi har ingen ingen kontrol over Guds beslutninger, men vi har indflydelse på hans glæde .. eller sorg ..

Vi kan volde Gud sorg (ved at forblive i vores synder og afvise hans nåde og tilgivelse) eller vi kan, som den fortabte søn, glæde Gud ved at vende tilbage til hans kærlighed.

Han spejder efter os, og hvis vi begiver os på vej hjem til ham, vil han løbe os imøde og modtage os med åbne arme.

Sådan tror jeg ...
Og kapitel 15 i Lukasevangeliet om den fortabte søn bliver jeg aldrig færdig med ..

kristina

Hej kristina

stærkt indlæg!!! Rigtig godt og klart formuleret.

Jeg er enig i det meste tror jeg, hvis ikke det hele.
For ja. Gud er GUD, til alle tider og uden undtagelse. Han er ikke en del af skaberværket, og det er Jesus dermed sagt så heller ikke.

Vi har ikke kontrol over Gud, men vi kan få Ham til at handle, vores bønner kan røre Hans hjerte, så Han handler, hvad han evt. ikke havde gjort uden bønnerne. Men samtidig handler Han også af sig selv, Han opretholder jo fx. alt liv i både dyr og mennesker. I alle levende skabninger er Guds kraft usynligt til stede, den der opretholder alt levende til livet.

Jeg ved ikke rigtig, om Gud ikke KAN lade være med at elske, jeg vil nærmere sige, at Han ikke VIL lade være. Jeg tror godt, Han kan, man Han vil ikke. Han VIL kærligheden, fordi Han ér selve kærligheden. Er vi enige om det mon?

Jeg er fuldstændig enig i din fine redegørelse af, hvad der skete fra skabelsen til syndefaldet og forsoningen. Så ikke nogen indvendinger der.

Mvh Tau.

Hej tau - jeg er glad for, at du stort set er enig med mig her, og at mit indlæg var forståeligt. Jeg var nemlig lidt bekymret for, om jeg måske havde viklet mig ind i nogle kringlede formuleringer. Lige et par ord mere, du skriver:

Citat:
Vi har ikke kontrol over Gud, men vi kan få Ham til at handle, vores bønner kan røre Hans hjerte, så Han handler, hvad han evt. ikke havde gjort uden bønnerne. Men samtidig handler Han også af sig selv, Han opretholder jo fx. alt liv i både dyr og mennesker. I alle levende skabninger er Guds kraft usynligt til stede, den der opretholder alt levende til livet.

Ja, det mener jeg også. Hvis Gud trak sin ånd tiltage fra skaberværket, ville det ikke eksistere et eneste sekund mere, alt og alle lever og eksisterer i kraft af ham, men langt fra alle véd det.

Og det med vores bønner: Jeg tror ikke vi kan ændre på Guds vilje ved at bede,
og vi får en masse uden at bede, men jeg tror også, at der ligger mange uafhentede gaver på de himmelske hylder, som vi ikke modtager, før vi beder om dem.

Citat:
Jeg ved ikke rigtig, om Gud ikke KAN lade være med at elske, jeg vil nærmere sige, at Han ikke VIL lade være.

Faktisk er jeg nok mere radikal her, jeg tror ikke Gud KAN lade være med at elske. Det må være en umulighed.
2. Tim 2,13: .. thi fornægte sig selv kan han ikke.

Så der er noget, som Gud ikke kan: Fornægte sig selv kan han ikke.
Gøre noget ondt kan han derfor heller ikke.
Men kan kan gøre noget, som gør ondt.
Alt af kærlighed!

kristina

Hej igen

du skrev skam helt forståeligt.

Men jeg kan ikke rigtig erklære mig enig i, at der er noget, Gud ikke kan. For Han er jo almægtig. Så Gud kan godt lade være med at elske, men Han vil ikke. Der står godtnok det i Bibelen, du citerer, men jeg selv citerer ikke gerne fra Bibelen, for der står altid noget andet, som kan belyse tingene anderledes. (?)
Der står jo også, at Gud er almægtig, så Han kan vel i princippet alt? Han VIL bare ikke alt, Han VIL ikke gøre noget ondt mod os, og Han VIL ikke lade være med at elske os, selvom vi slet ikke har fortjent Hans kærlighed.

Vi bliver nok ikke enige om lige dette, men alt det andet, det er vi da enige om.! Herligt.

Guds velsignelse,
Tau.

Hej tau - hm ja, det bliver nok lidt akademisk og indforstået tale her, men hvordan skulle kærlighed (som Gud jo er og ikke bare viser ) kunne lade være med at elske? Så skulle Gud jo holde op med at være Gud?

Mener du, at der er noget sted i Bibelen, eller er det noget i dit eget Gudsbillede, der kan tolkes sådan, at Gud kunne lade være med at elske, hvis han ville?

Det kan jeg bare ikke få til at stemme ... men det er jo heller ikke nødvendigt!

kristina

Vær hilset

1) Gud er Gud. Gud er kærlighed. Gud er til udelukkende ved sit eget værende. Intet udover Gud selv, forudsætter hans eksistens. Gud er afhængig af sig selv, for at kunne eksistere. Retter Guds eksistens sig indad, eller udad? Altså; hvad er forlanger Gud af sig selv? Forlanger han blot evig opretholdelse af sig selv? Eller forlanger han evig opbyggelse og opretholdelse af noget udenfor ham selv?

2) Gud er kærlighed. Kærlighed er konstruktiv, ja, endda konstruerende. Nu da kærlighed per definition er konstruktiv, betyder det også, at den ikke har mulighed for at gøre noget modsatrettet i forhold til dens natur. Dens natur er altså at konstruere.

Citat:
Han kan ikke andet, han kan ikke fornægte sig selv, og hans væsen er kærlighed.

(Kristina, 06/04/2006)

3) Hvorfor skaber kærligheden? Fordi den kan? Fordi den ikke kan lade være? Fordi den "så det var godt"? Fordi den ikke kan nøjes med at være sit eget? Fordi den ikke vil lade være? Fordi den vil andet end blot sit eget?

4) Hvad er et menneske? Den skabning, som Gud gav en særlig plads i sit skaberværk. den skabning, som blev fristet til at handle mod Guds (eneste!) bud. Konsekvensen af overtrædelsen af budet blev, at mennesket nu kunne "kende godt og ondt".

5) Nu kan mennesket kend forskel på godt og ondt, og har afskaffet Gud i dets begrebsverden. Vil Gud finde sig i det? Nej. Hvorfor ikke? Fordi Gud er kærlighed. Kærlighed hverken kan eller vil undvære sit relationsprojekt. Hvorfor ikke?

6) Gud er kærlighed. Gud er almægtig. Gud kan dog ikke fornægte sig selv - hvilket ville være absurd og uden mening eller konstruktivitet.

7) Hvad er godt? Hvad er ondt? At miste gør ondt, men er det ondt at miste? Var træet i Edens have ond? Eller var konsekvensen ond? Hvad der er godt for Gud, kan gøre ondt på mennesket. Hvad der er godt for mennesket, kan gøre ondt på Gud.

Hej Museeye!

Citat:
Retter Guds eksistens sig indad, eller udad?

Ja til begge dele, tror jeg!

Jeg tror, jeg stort set er enig med dig. Her er et par kommentarer. (dit med rødt) :

Hvad er godt? Hvad er ondt?
Gud er god. Livet med Gud er liv (= godt) Livet uden Gud er død (= ondt).

At miste gør ondt, men er det ondt at miste?
Ja, at miste gør ondt, og nej, det er ikke nødvendigvis ondt at miste .

Var træet i Edens have ond? Eller var konsekvensen ond?
Nej til begge spørgsmål.

Hvad der er godt for Gud, kan gøre ondt på mennesket.
Ja.

Hvad der er godt for mennesket, kan gøre ondt på Gud.
Nej, det tror jeg ikke. Hvad der er godt for mennesket, gør ikke ondt på Gud.
Lige så lidt som det gør ondt på kirurgen at fjerne en kræftsvulst når han véd at patienten vil redde sit liv derved, eller på gartneren at beskære sine frugttræer, når han véd at de vil visne og gå ud, hvis de ikke bliver beskåret.

Jeg prøver at skelne mellem at være ond, og at gøre noget, der gør ondt.

Mon ikke vi er tæt på at være enige?

kristina

Hej kristina,

Der kommer intet ondt fra Gud, men Gud kan tillade, at noget ondt sker. Vi har eksemplet med Job, som - fejlagtigt - troede, at han blev prøvet af Gud, mens det i virkeligheden var Satan, som stod bag hans trængsler.

Som Jakob udtrykker det: "Lad ingen sige, når han prøves: 'Jeg prøves af Gud'. Med ondt kan Gud nemlig ikke prøves, og selv prøver han ingen med noget ondt. Men hver enkelt prøves ved at blive draget og lokket af sit eget begær." (Jakob 1:13, 14, NV).

Det er værd at huske på, at ofte når Bibelen taler om at Gud gør dette eller hint, så betyder det i virkeligheden at han tillader at det sker.

Det er derfor jeg elsker at diskutere og filosofere med dig over skak i stakladen :-)


lars

Hej Tau,

Nu har jeg ikke læst det på giraffen.dk, men jeg mener i høj grad at vi er i centrum for Gud. Jesus sagde, at ingen har større kærlighed end den som sætter sit liv til for sine venner. Han ville endog ofre sit eget liv for os. Dette er en uselvisk kærlighed, som Faderen og Kristus har til os. Sjæle er af stor værdi i Guds øjne. Thi - således - elskede Gud verden at han gav sin Søn, den enbårne, for at enhver som tror på Ham ikke skal fortabes, men have evigt liv. Han sagde også at større glæde har jeg ikke end når mine børn vandrer i sandheden. Selvfølgelig glæder Gud sig når vi følger hans bud på hvilke alle velsignelser er forjættet. For han ønsker at vi skal være velsignet. Men der er ingen selviskhed i denne kærlighed.
Hvis jeg på nogen måde har misforstået dine ord så må du undskylde mig, men nu har jeg ihvertfald kommenteret på det her - hav en god dag.

Mvh
John

Hej John

mange tak for dit indlæg.

Jeg er helt enig.!!! Derfor bare de her:

God dag til dig også!!!

Mvh Tau.

Hej kristina

hvis Gud ikke kunne lade være med at elske os, så var HAN jo ikke fri. Så elskede Han os ikke af sig selv. Det er det, jeg mener, nu jeg tænker efter.

mvh Tau.

Tau, måske kan jeg ikke helt følge dig:

Citat:
hvis Gud ikke kunne lade være med at elske os, så var HAN jo ikke fri. Så elskede Han os ikke af sig selv. Det er det, jeg mener, nu jeg tænker efter.

Hvordan "af sig selv"?

Hvordan skulle den personificerede kærlighed kunne lade være med at elske?
Det hænger ikke rigtig sammen for mig. Kærlighed er jo den Treeniges væren !
Ikke?

kristina

Hej John, du skriver, at der ikke er nogen selviskhed i Guds kærlighed, og at han har flyttet fokus fra sig selv til sit skaberværk. Det giver mig en fornemmelse af, at du har rettet Gud til og gjort ham menneskelig. Vi mennesker har en eller anden modvilje mod at være selviske, selvcentrerede, og egoistiske. Den modvilje er sund!

Men hvis vi ikke anerkender, at Gud, den persnificerede Kærlighed, er sit eget centrum, så mener jeg vi tænker uklart og forkert om den Hellige.

Gud er Gud, og Gud er kærlighed, fra evighed til evighed, med eller uden skaberværket.

Rom. 9,15-21: Han [Gud] siger jo til Moses: »Jeg forbarmer mig, over hvem jeg vil, og viser nåde, mod hvem jeg vil.«
Så afhænger det altså ikke af menneskers vilje eller stræben, men af Guds barmhjertighed.
Skriften siger jo til Farao: »Jeg har ladet dig fremstå netop for at vise min magt på dig, og for at mit navn kan blive forkyndt over hele jorden.«
Så forbarmer han sig altså, over hvem han vil, og forhærder, hvem han vil.

Nu vil du sige: Hvad har han så mere at bebrejde os? For hvem kan stå hans vilje imod?
Menneske! Hvem er du da, siden du går i rette med Gud? Kan det, der er formet, sige til ham, der formede det: Hvorfor har du lavet mig sådan?
Er pottemageren ikke herre over sit ler ... ?

Vi må bøje os for Gud: for Kærligheden, Helligheden, og Retfærdigheden, som vil os det uendelig godt.

kristina

Hej kristina

af sig selv? Jo, af Sin egen vilje, skal Han elske os. Han skal VILLE det. Han skal ikke være tvunget, ligesom vi ikke skal være tvunget til at elske Ham, og vi er det heller ikke...(ikke et ord om, at Kristi kærlighed "tvinger os" )

Forstår du?

mvh Tau.

Hej Museeye - lige et par ord mere til dette fra dig:

Citat:
4) Men regnen ramte velsagtens også Jesus, omend han kunne gå på vandet. Ulykker ramte også Jesus i form af lidelse og død. Men er lidelse og død ulykker ifølge Guds definitioner? Selv Jesus hylder, at man går lidelse og død i møde, frem for at afstå fra dem! Og for hvad? For Guds skyld!?! -
Nej såmænd for det enkelte menneskes egen skyld.

Nu har jeg tilladt mig at skrive dit "nej såmænd" med rød farve her i citatet, og det er fordi jeg så gerne vil rette det til et ja! Eller endnu bedre til et "Ja, og .. "

For jo, også for Guds skyld! Det er jo Guds glæde at frelse os, derfor sendte han sin Søn .. (Joh. 3.16), og derfor var Sønnen sin Fader lydig.

Citat:
Er Gud ved at blive svag på sine gamle dage? Eller følger han ikke med tidens trend?

Nej Gud er ikke ved at blive svag og er heller ikke "med tiden" blevet ældre end Han "altid" har været - fra evighed til evighed! .. (det var nok også et retorisk spørgsmål, tænker jeg! )

- og Nej, Gud følger ikke med tidens trend, hvilken skrækkelig tanke!

For Gud er Gud, og Han er, var, og bliver den samme ...
og tak og lov for det!

kristina