En ny tradition for lovsang er de seneste år piblet frem i små dryp rundt omkring, efterhånden blev det til en bølge, og nu er hele landet og stort set alle kirkesamfund oversvømmet. Der har naturligvis været protester rundt omkring (som det altid er tilfældet, når nye tiltag fejer ind over gamle traditioner), men det er vel nu de færreste, som ikke regner med, at det er en tradition, som er kommet for at blive. De mest traditionsbundne steder lader sig naturligvis ikke sådan oversvømme og rive med af strømmen, men dråbe for dråbe trænger det sig alligevel ind overalt, og de som kunne få kolde fødder over det har efterhånden vænnet sig til, at så må de skifte deres fine mødesko ud med vandtætte gummistøvler.

Ureflekteret konservatisme er der ikke meget ved. Dog, én ting er værre: Ureflekteret fornyelse.

Jeg kender heldigvis mange reflekterende mennesker, som jeg har stor respekt for, som værdsætter den nye lovsangstradition. De repræsenterer afgjort en større hjernekapacitet og teologisk indsigt end mig (også hver for sig ), og det beroliger mig noget på det kristne Danmarks vegne.

Alligevel har jeg lyst til at sætte nogle udsagn/påstande op imod hinanden, som jeg håber vil opmuntre til yderligere reflektion og muligvis debat. Personligt er jeg overbevist om, at der (næsten) er noget rigtigt i alle a'erne og b'erne, for der er jo stor forskel på, hvilken tilgang vi har til lovsangen. Op til personlig overvejelse er så, hvilke punkter der vejer tungest for dig selv. Og på et eller andet plan har vi sikkert også et (rigtigt eller forkert) helhedsindtryk af, hvilke punkter der generelt set vejer tungest i det kristne Danmark. I håb om at dette indlæg vil blive læst til ende, bliver punkterne stærkt begrænset forklaret - men desto mere baggrund (forhåbentlig) for en uddybende debat.

1a: Den nye stemningsfyldte lovsang sætter endelig fri til at være kristen med hele personligheden, ikke bare med sindet, men også med kroppen, ikke bare med forstanden, men også med følelsen. (Jf. Leif Andersens svar på spørgsmålet: "er der en ånd i musik?" som kan læses her.

1b: Den nye stemningsfyldte lovsang er ikke så meget en hjælp til at give udtryk for følelserne som et forsøg på at fremprovokere dem. Udfra filosofien: Da evangeliet i sig selv ikke er en stor nok kraftkilde, må vi hjælpe Guds Ord og Helligånden på vej ved en fremhævet benyttelse af et stærkt suggestivt-manipulerende hjælpemiddel: Musik.

2a: Det er naturligt, at den kristne menigheds musikstil tager form efter tidens musik - sådan har det alle dage været, og det er en del af kirkens forpligtelse at følge med tiden på alle de områder, hvor det ikke går ud over den rette lære; for ikke at vække unødvendige anstød.

2b: Kirken må ikke bevidstløst lade sig rive med af tidsånden, selvom det ikke har så tydelig en sammenhæng med de centrale lærespørgsmål. Man må overveje, hvorvidt nogle musikformer er til gene for modtagelsen af sangenes budskab pga. den stærke betoning af musikken i forhold til teksten, og man må overveje, hvilke associationer der følger med benyttelse af tidens musikformer.

3a: Den nye følelsesbetonede musikstil er et stærkt missionarisk virkemiddel, fordi det virker tiltrækkende og fængende på især mange unge mennesker, som ved det musikalske "sprogbrug" får øje på, at kirken rent faktisk har et budskab til dem. Ved på den måde at indrette sig efter målgruppen bliver kirken dynamisk, og man afværger en åndelig død.

3b: Den nye følelsesappel er (ubevidst) et forsøg på at tilfredsstille det postmoderne menneskes religiøse oplevelsestrang, og ved at stile efter at opfylde dette behov sidestiller kirken sig med de andre tiltrækkende tilbud på religionernes loppemarked, og forstærker således postmodernisten i sin opfattelse af religion som et nydelsesmiddel og en købsvare. Ved på den måde at lokke folk i kirke og forsøge at prakke folk et budskab på, bliver kirken utroværdig, og et budskab sneget ind på den måde vil sjældent få nogen langtidsholdbar virkning.

4a: I vores tid har Helligånden påny gjort evangeliet levende for mennesker og tændt en ny og større lovsangstrang i hjerterne. Den nye lovsangsbølge er en frugt af denne vækkelse, som har skabt en ny, inderlig tro, som trives og næres af mulighederne for at lade denne glæde komme til udtryk i lovsangssamlingerne.

4b: I vores tid står bibellæsningen og den personlige tilegnelse af evangeliet svagere end nogensinde før, og da vi ikke længere røres af Guds ord til os, må vi forsøge at få glæde i vores kristenliv på andre måder. Da evangeliet ikke føder lovsang i hjerterne, forsøger vi at få musikken til det.

5a: I en tid hvor færre og færre kan tage en intellektuel argumentation for Guds rige seriøst, må vi sigte på først og fremmest at gøre Gud troværdig ved at lade det selvhengivende element i vores Gudsdyrkelse være det primære - hvor vi bøjer os i ærefrygt for Gud og lovsynger ham som den højt ophævede Gud, der går langt over vores forstand.

5b: Vi har resigneret i kampen for at fastholde Guds ords (historiske) troværdighed og bruger lovsangen som en forsvarsmekanisme mod at skulle tage stilling til vores tros intellektuelle berettigelse - "okay, måske blev Jonas ikke slugt af en "stor fisk" og gylpet levende op efter tre dage... MEN vi har nu alligevel en stor Gud; se selv, han er hos os i lovsangen lige nu!"

6a: Vi lovsynger ikke Gud ved at synge en prædiken (som man gør i mange af de gamle salmer), men ved at rette vores fokus på Guds storhed og lade ord og musik være en tak til ham for det glade budskab, som vi har fået betroet. Teksterne må ikke være indholdsmæssigt komplicerede, men skal lægge op til spontan tak, glæde og hengivelse til Gud.

6b: Den spontane tak må først og fremmest komme til udtryk i vores personlige liv med Gud. I menigheden skal alting være til opbyggelse, undervisning og formaning - i menigheden er det kraftcenter, hvor vi opbygger hinanden ved at minde hinanden om, hvad Gud har gjort for os. I hverdagen kan vi så tjene Herren med glæde og i vores personlige bøn takke Gud for evangeliet. Vi kan dele ud af vores glæde til vores nærmeste og vidne om grunden til vores glæde ved næste menighedssamling.

7a: Som kristne er vi blevet befalet, at vi altid skal glæde os (Fil. 4,4) - vi har altid grund til glæde, og det er derfor altid godt for os at synge og danse for vores Gud! Vi er kaldede til at vise vores glæde! Glæde smitter og vil lede flere mennesker til trøsten og glæden i det glade budskab!

7b: I enhver menighed vil der altid være mennesker i svære anfægtelser. Hvad ville Job have svaret Paulus, hvis han havde fundet på at sige: "Glæd dig altid i Herren!" til ham, efter at han havde mistet alt og inderst inde var fuld af bebrejdelser og anklager mod Gud? Et sådant anfægtet menneske må have mulighed for at komme i sin dybe smerte og anfægtelse og høre Guds ord (for derved at se Gud - den eneste trøst i anfægtelse) uden at skulle tvinges til at deltage i den nye lovsangsbølges selvhengivende glæde. I Guds menighed må der være plads til glade og sørgende mennesker - derfor bør der ikke være kollektive følelsesudladninger, men fokus på Guds ord.

-
Ovenskrevne punkter er naturligvis langtfra udtømmende, men som ny bruger har jeg jo set i retningslinierne, at man bør overveje ikke at skrive for langt... Så nu være dette blot udkastet som et oplæg til meningstilkendegivelser, spørgsmål, nuanceringer osv. Det vil være fremgået, at jeg er et "b-menneske", men jeg har stor respekt for mange a-mennesker, og jeg ved, at man skal stå tidligt op for at tage dem på sengen; derfor ser jeg især frem til at høre fra de "anderledestænkende" (altså: dem, der tænker anderledes end mig...), og jeg håber på saglige indlæg, skønt det er et meget følsomt og påtæernetrædende emne.

Jeg ville nok placere mig et sted mellem a) og b) ... synes ikke rigtigt at nogen af dem egensidigt udtrykker mit forhold til det.

Men det jeg ikke helt forstår, er: Behøver der være et modsætningsforhold mellem a og b? Altså, hvis du er en a-type, så har du sandsynligvis ikke de problemer, som b fremhæver. Hvis du er en b-type, så er der ingen der tvinger dig til at gøre noget halvhjertet eller falsk.

Søren.

Hej Søren

Hensigten med mit indlæg var ikke at konkludere på, om a eller b er det mest "rigtige." Vi har forskelligt syn på det, og vi oplever lovsangen forskelligt. Den meget vigtige pointe var at opmuntre til eftertanke. Man kan ikke bygge teologi eller liturgi op omkring ureflekteret oplevelse. Det er vigtigt - så vidt muligt - at gøre sig det klart, hvorfor man er positivt eller negativt indstillet til den nye lovsangstradition. Ellers bliver musiksmag og temperament det afgørende, og det er ikke konstruktivt til bestemmelse af en liturgi.

Citat:
Behøver der være et modsætningsforhold mellem a og b? Altså, hvis du er en a-type, så har du sandsynligvis ikke de problemer, som b fremhæver. Hvis du er en b-type, så er der ingen der tvinger dig til at gøre noget halvhjertet eller falsk.

Det var forkert af mig at begynde at snakke om a- og b-mennesker... Det var lidt spontant og uovervejet til sidst, Beklager .

A- og b-punkterne skulle være forskellige måder at anskue samme kerne/fænomen på. Og som nævnt tror jeg, der er noget rigtigt i de fleste af punkterne. Det er altså ikke sådan, at når man har sagt a, må man ikke sige b . Og omvendt.

Men dermed også sagt, at selv de mest "a-typiske" formentlig ikke helt vil kunne afskrive pointerne i b-punkterne, og det samme gælder for de mest "b-typiske" omkring a-punkterne. Dermed lægger det op til debat... Hvad vejer tungest?

I virkeligheden er det vist noget frygteligt rod, som jeg har sat det op, og jeg er ikke særlig tilfreds med resultatet! Jeg er ikke så god til punktformer, og nu jeg kigger på det, kan jeg se, at punkterne har vidt forskellig karakter

Men for at prøve at rydde lidt op i det:

Punkt 1 er til personlig ransagelse og kan ikke efterprøves.

Punkt 2 og 3 handler om det missionarisk hensigtsmæssige, og det kan man have en holdning til ligesom f.eks. evangelisationsstrategier.

Punkt 4 og 5 handler om bevæggrunden for lovsangsbølgen og lægger op til en analyse af, hvorfor den er opstået.

Punkt 6 og 7 drejer sig om det menighedsfilosofisk og sjælesørgerisk hensigtsmæssige, og det kan man have en holdning til ligesom al øvrig liturgi. (og til Søren: her mener jeg, at såkaldte "b-mennesker" kan blive presset ud i noget "halvhjertet eller falsk")

Så... hvis der er nogle, der har kommentarer, nuanceringer, meningstilkendegivelser, spørgsmål eller andet til et eller flere af punkterne, synes jeg, det kunne være spændende og relevant at få en vigtig debat igang.

Hvis jeg kunne få nogle af alle dem, der personligt oplever den nye lovsang som noget helt fantastisk, til at forsøge at forklare mig det, ville jeg også være taknemmelig. Det er noget, som jeg hverken kan eller vil forsøge at "skyde ned", for jeg kan jo umuligt være dommer over det, bare fordi jeg selv intet får ud af det og (af andre grunde) har mine betænkeligheder omkring, hvorvidt andre får noget ud af det, og hvad det i givet fald er, de får ud af det (jf. b-punkterne).

Hej HHH

Jeg tror, du har taget hul på noget vigtigt her, som rækker langt videre end lige de musikalske indslag i vores gudstjenester, nemlig et forsøg på at bevidstgøre os selv og hinanden om hvad hensigten egentlig er med lovsangen og -musikken.

Desværre har jeg ikke selv noget væsentligt at sige, men jeg kan da komme med min egen, helt personlige, oplevelse, som måske skal tages med en stor pose salt på grund af min tårnhøje alder:

Jeg har kun enkelt gang deltaget i en karismatisk gudstjeneste med lovsangskor med deltagelse af menigheden. Jeg havde det rigtig dårligt, og var nok smuttet, hvis jeg ikke lige sad ved siden af et par, som venligt havde inviteret mig for give mig en god oplevelse. Koret og bandet var ok, og alle(?) dansede lidt rundt på stedet med løftede arme og øjne.

Jeg vidste ikke rigtig hvor jeg skulle gøre af mig selv, og greb mig i at tænke på, at hvis der nu mellem to numre kom én og bad dem, der ønskede kirkekaffe efter gudstjenesten, om at tage armene ned så ville jeg live op og grine og føle mig på hjemmebane ...

Jeg kom også til at tænke på, at hvis jeg i min tid som ikke-spor-kristen var kommet ind i en sådan forsamling, var jeg styrtet ud så hurtigt mine ben kunne bære mig og aldrig mere nærmet mig nogen kristen menighed.

Men lovsang er mange ting, og som årene går bliver lovsang mere og mere vigtig, også for mig, men altså bare i en anden form.

Mange af vores salmer, både gamle og nye, er lovsang, og det er en kæmpestor glæde at synge dem sammen med andre fordi det styrker oplevelsen af det kristne fællesskab, så Ordet ikke kun er til de små grå, men til krop og sjæl - til Gud og til hinanden: Jesu Kristi legeme.

Her udspringer lovsangen af en stærk trang til at give udtryk for glæde og taknemmelighed og er ikke et forsøg på at fremprovokere noget følelsesmæssigt - og så kan selv jeg have vanskeligheder ved at blive siddende på min stol!

Hvis lovsang behøves til styrkelse af troen, så tror jeg den kan gå hen og blive vanedannende og skabe afhængighed, så der er brug for større og større doser - og oplevelsen af Gud kan forekomme vigtigere end Gud selv, og hvis dét sker, kan der måske på en måde være tale om afgudsdyrkelse.

Men egentlig er mine private tanker og oplevelser om dette emne nok lidt uinteressante, for min generation er her ikke ret længe mere, og jeg tænker, at opgaven for jer, som endnu har livet foran, er at finde ud af, hvordan man forholder sig til den postmodernistiske og sandhedsrelativistiske tidsånd på en positiv måde og være i den uden at blive blæst omkuld af den.

Kierkegaard har jo ret i, at hvis vi har noget vigtigt at fortælle andre, så må vi bevæge os derhen, hvor disse andre befinder sig. Vil vi række det glædelige budskab til nogen, der bor på Samsø, er det ikke nogen god ide at blive stående og råbe op inde på torvet i Kalundborg ..

Så de ydre former, herunder lovsangen, og måden at forkynde på, må efter min mening meget gerne tilpasses og imødekomme de tidsåndspåvirkede menneskers behov, så længe formerne ikke skjuler - eller træder i stedet for - Guds ord.

Hvordan man bærer sig ad med det, ved jeg ikke ...

kristina

Hej Kristina

Sikken en oplevelse du fik.
HHH har skrevet et langt indlæg som skal tages i små bidder, for noget er rigtigt men meget af det er misforstået.

Du skriver:

Citat:
Mange af vores salmer, både gamle og nye, er lovsang, og det er en kæmpestor glæde at synge dem sammen med andre fordi det styrker oplevelsen af det kristne fællesskab, så Ordet ikke kun er til de små grå, men til krop og sjæl - til Gud og til hinanden: Jesu Kristi legeme.

Her udspringer lovsangen af en stærk trang til at give udtryk for glæde og taknemmelighed og er ikke et forsøg på at fremprovokere noget følelsesmæssigt - og så kan selv jeg have vanskeligheder ved at blive siddende på min stol!
citat slut.

Kommentar:
Jamen, det er jo så rigtigt og jeg opfatter også de gode salmer af Grundtvig som noget dyrebart. Og især fordi jeg gennem flere år har spillet dem i kirker og stadig kan gå og synge dem eller når jeg motionerer på cyklen i omegnen, som er så smuk.
Lovsangsbølgen, som den begyndte for nu snart 20 år siden skulle afløse de gamle salmetraditioner, men nu er den selv gået hen og blevet en tradition, som faktisk trænger til en ægte omgang fornyelse.
Jeg oplever dog stadig, at der hvor jeg kommer er der balance i lovsangen og tilbedelsen. Alle kan enten sidde eller stå op og der er ingen som kigger skævt til den ene eller den anden måde.
Men det er klart at vi anvender moderne media til at præsentere sangtekster og andet og en prædikant kan anvende powerpoint til at bringe overordnet tekst så alle kan se. Og når vi synger behøver vi ikke sidde og kigge ned i en sangbog.
Men: problemet er, at det ikke blot skal være god spændende musik eller kor det hele, det er blot et element i dette:
Det drejer sig ikke om os selv uanset om det er salmer eller lovsangskor,
NEJ, DET DREJER SIG OM VORES TILBEDELSE TIL GUD.
At give os selv til Gud. Gud ser forbi alle vore ord for at se på vore hjerters holdning.
For der står i skriften, at vi skal elske og tilbede ham af hele vort hjerte, sjæl og sind.
Og Paulus formaner de kristne i Korinth til at tager hensyn til nye ikke-kristne i gudstjenesterne, at alt skal gøres ordenligt og med respekt.
Lovsang som er selvoptaget og virker rodet er ikke tilbedelse til Gud.
Lovprisning og tilbedelse er simpelthen en livsstil, som omfatter alle livets forhold og noget som alle vi kristne burde have.
Og ikke kun om søndagen, men altid, også når vi har sorger.
Det er en sand tilbedelse til Gud, som fryder ham, for ham er det vi elsker og han elsker os.

mvh
carl

Hej Henrik

Citat:
1a: Den nye stemningsfyldte lovsang sætter endelig fri til at være kristen med hele personligheden, ikke bare med sindet, men også med kroppen, ikke bare med forstanden, men også med følelsen. (Jf. Leif Andersens svar på spørgsmålet: "er der en ånd i musik?" som kan læses her.
1b: Den nye stemningsfyldte lovsang er ikke så meget en hjælp til at give udtryk for følelserne som et forsøg på at fremprovokere dem. Udfra filosofien: Da evangeliet i sig selv ikke er en stor nok kraftkilde, må vi hjælpe Guds Ord og Helligånden på vej ved en fremhævet benyttelse af et stærkt suggestivt-manipulerende hjælpemiddel: Musik.

Jeg synes ikke, der er noget nyt i, at lovsang er stemningsfyldt. Her op mod påske går jeg da og glæder mig til at synge alle de uhyre stemningsfulde påskesalmer, som man desværre sjældent synger resten af året: Hil dig, frelser og forsoner, Dig være ære og flere andre. Der er da meget større stemning i dem end i Michael Dåbljyw-sange såsom Draw me close – og dertil et reelt indhold. Der behøver for mig at se ikke være nogen konflikt mellem at »synge en prædiken« og at lovsynge Gud hengivent.

Guds fred
Nikolaj

Hej Kristina

Citat:
egentlig er mine private tanker og oplevelser om dette emne nok lidt uinteressante

Nej, bestemt ikke! Som du selv nævner, drejer det sig også om at få kredset ind, hvad lovsang egentlig er - og det tror jeg såmænd nok, at vi i den unge generation trænger til at lære noget om. Jeg er ikke enig med dig, når du henregner lovsangen til de ydre former - jeg mener, at det i langt højere grad er et teologisk meget indholdsmættet spørgsmål!

Derfor synes jeg, det kunne være godt at høre lidt mere om, hvad du mener, når du skriver:

Citat:
lovsang er mange ting, og som årene går bliver lovsang mere og mere vigtig, også for mig, men altså bare i en anden form. Mange af vores salmer, både gamle og nye, er lovsang

Hvad definerer i dine øjne en lovsang? Hvordan adskiller den sig fra f.eks. en salme?

Min store bekymring med moderne lovsang er, at den på mig virker mere som et show end som noget med egentligt kristent indhold, jf. punkt 1b. En foruroligende stor del af de nye lovsange er decideret indholdstomme og får kun det indhold, som hver enkelt lægger i det. Det mener jeg ikke er tilfældet i de (fleste af de) gamle salmer.

Gloserne i mange nye lovsange er tilbagevendende:
Vi vil ophøje dig, prise dig, lovsynge dig, lovprise dig, give dig ære, ære dig, tilbe' dig/dit navn osv., - for du er værdig, du er konge, du er hellig, du er stor, du er almægtig, du er herlig osv.

Så kan det oversættes til engelsk for variationens skyld.

Men hvor er indholdet? For mig at se rummer mange nye sange kun en hensigtserklæring (vil vil ophøje dig etc.) og en modtager (kongen f.eks.). Enkelte gange får afsenderen også en plads, og det er noget med hvor dejligt det er at være Guds barn.

Karikeret, okay. Men jeg mener, at det er livsvigtigt for en lovsang at have et bibelsk, evangelisk indhold med. Man priser ikke Gud ved at synge "jeg priser dig", ligeså lidt som man spiser en ostemad ved at sige, "jeg spiser dig!"

At evangeliet er det, der føder lovsang, må også betyde, at lovsangene skal dreje sig om evangeliet, dvs. om Guds handling - ikke om lovsangen selv og ikke om os, der synger.

Det er min vurdering, at meget af den moderne lovsang giver glæde i livet og styrker følelsen af fællesskab.
Men er det ikke evangeliet, budskabet, der skal give glæden og styrke fællesskabet? Er det lovsangen (som jeg af en højtrespekteret præst hørte omtalt som den gerning, vi kan gøre til gengæld for evangeliet), der skal give os glæde og styrke vores fællesskab?

Det er vigtigt at være opmærksom på almenreligiøsiteten i det - vi vil meget gerne gengælde Gud evangeliet og finde vores glæde i denne gengæld. Men hvor langt holder det?

Hvornår har Guds ord mistet sin kraft, siden vi skal finde vores glæde, trøst og opmuntring andre steder, som f.eks. i lovsangsarrangementer og dramastykker? Hvad er der i vejen med den gode gamle prædiken, Guds klare ord? Har det ikke bud til vores tid? Skal det peppes op for at trænge ind? Er Helligånden taget på ferie, (en tiltrængt orlov) så vi bliver nødt til at gribe til andre midler for at fremprovokere glæde over evangeliet?

Det er noget af det, min bekymring går på. Jeg er ikke i tvivl om ærligheden, og det er bestemt godt at ville lovprise Gud! Jeg tror også, at der er mange, der tillægger de "selvhengivende" ord i lovsangene betydning og dermed får glæde og indhold ud af noget egentligt indholdsløst. Men der er meget til selvransagelse, og det tror jeg ikke, vi skal blive for hurtigt færdige med...

Mvh Henrik

Tak, Henrik, for dine kommentarer!

Citat:

kr.: lovsang er mange ting, og som årene går bliver lovsang mere og mere vigtig, også for mig, men altså bare i en anden form. Mange af vores salmer, både gamle og nye, er lovsang.
HHH: Hvad definerer i dine øjne en lovsang? Hvordan adskiller den sig fra f.eks. en salme?

Som sagt, der er egentlig ikke nogen principiel forskel. Men (og det er nok noget personligt for mig) den nye lovsang har som regel har karakter af popsang med rytmer og instrumentering, som giver mig forkerte (= verdslige og overfladiske) associationer. Og det værste: at den virker iscenesat.

Jeg kan ikke gynge med i gardinerne, men står som mejslet i beton, hvis jeg forventes at deltage i et indstuderet, udadrettet shownummer. Så bliver jeg direkte utilpas.

Men for min skyld behøver ikke alle tekster at være handlingsmættede og evangeliske, men må meget gerne være helt enkel lovprisning fx.kan jeg med jubel i mit sind synge Jesus min frelser, jeg ophøjer dig ... Hellig, Hellig, Hellig ...

Citat:
Er det lovsangen (som jeg af en højtrespekteret præst hørte omtalt som den gerning, vi kan gøre til gengæld for evangeliet), der skal give os glæde og styrke vores fællesskab?

Højtrespekteret? Uha ..

Citat:
Jeg tror også, at der er mange, der tillægger de "selvhengivende" ord i lovsangene betydning og dermed får glæde og indhold ud af noget egentligt indholdsløst.

Hmm ja, men glæde over hvad? Hvis fokus flyttes, så lovsangen giver mere glæde over at lovsangen end over Ham, der lovsynges .. ?
Det er nok lige det, der er det springende punkt?

Bortset fra det, jeg føler mig meget på linje med det du skriver ..

kristina

Hej HHH.

Jeg tror du kan have ret i, at i mange tilfælde er det de ord, du nævner, der går igen i mange nye lovsange, og at de ofte ligner hinanden (også melodimæssigt i øvrigt).
Om det dermed er indholdsløst som sådan, ved jeg ikke. Guds egenskaber som hans hellighed, storhed, herlighed, almagt, hans titler som fx. Guds lam, konge mv., vil jeg meget nødig kalde indholdsløse. Det er næppe heller indholdsløst, at man priser, ophøjer og tilbeder Gud.
Men det, du mener, er måske, at det kan komme til at virke sådan, når / hvis man kun synger sange der er skåret over dén læst, uden at man egentlig ved, hvad det er, man lægger i ordene?
Fx. selv om det er moderne sange, er det måske ikke alle og enhver, der vil forstå en sætning som "værdig er Guds lam" - for: "værdig" til hvad? Hvis det ikke står i sangen (det gør det nemlig ikke altid), hvor skal en udenforstående så vide det fra? Eller er han "værdig" i sin holdning og fremtræden, "har værdighed", eller hvad i alverden betyder det? (Vi ved det selvfølgelig i vores sammenhæng, at det betyder, at han er værdig til at blive prist.)

Man kan jo sammenligne med fx. Salmernes Bog. Der findes jo også hensigtserklæringer, men forfatteren går jo som oftest videre: Vi priser Gud, fordi han er sådan / har gjort sådan osv. Det kan man måske savne i nogle af de nyere sange.
Men når det er sagt, mener jeg også, at det er noget, man er blevet mere opmærksom på i de senere år. Der er ganske mange nyere sange, der fortæller om, hvorfor vi priser Gud, og hvad han har gjort.
Et kritikpunkt har ofte været, at de nye sange fokuserer for lidt på korset. Det mener jeg også, der er rettet kraftigt op på efterhånden - der er virkelig mange gode sange af den slags. Men ofte hører jeg folk trække det kritikpunkt frem alligevel, og det synes jeg ikke er helt retfærdigt, når nu der er rettet op på det - det kan nogen gange opleves, som om folk bruger de samme gamle kritikpunkter uden at være "opdateret". Men det kommer vel også an på, hvor de folk har været og høre moderne lovsang, og hvornår.

Mvh. Anne.

Hej Carl

Du skriver:

Citat:
HHH har skrevet et langt indlæg som skal tages i små bidder, for noget er rigtigt men meget af det er misforstået.

Jeg er ikke helt med på, hvordan det kan være "misforstået". Alle punkterne er holdninger/påstande, jeg er stødt på, og så kan det godt ske, at der er meget af det, du ikke er enig i, men det var jo netop meningen, at det skulle være til debat, så hvis du har nogle betragtninger til et eller flere af punkterne, og du begrunder din enighed/uenighed, vil det være meget spændende at høre om.

Citat:
Jeg oplever dog stadig, at der hvor jeg kommer er der balance i lovsangen og tilbedelsen. Alle kan enten sidde eller stå op og der er ingen som kigger skævt til den ene eller den anden måde.
Men det er klart at vi anvender moderne media til at præsentere sangtekster og andet og en prædikant kan anvende powerpoint til at bringe overordnet tekst så alle kan se. Og når vi synger behøver vi ikke sidde og kigge ned i en sangbog.

Jeg ved godt, at du ikke har skrevet dette til mig, men jeg vil alligevel godt pointere, at vi er nogle, der har problemer med den moderne lovsang uden dermed at have problemer med moderne virkemidler som powerpoint (der er jo altid en kasse, man kan blive proppet i ).

Der er selvfølgelig nogle praktiske problemer i det med at stå op: I en forsamling af ældre og yngre mennesker, er det bedst, hvis man kun står op og synger en enkelt sang eller to. (Den der med at nogle står op, kommer jo ofte til at betyde at dem, der sidder bagved ikke kan se noget, og det er jo lidt småirriterende...)
Mht. powerpoint har jeg ingen problemer med det, hvis det er gode sange, der kommer op med tydelig kildeangivelse... Der er dog en god og undervurderet grund til, at de fleste foreninger har en sangbog, så der er bedre kontrol med teologien i sangene.
Jeg har oplevet prædikanter, hvor jeg har fået bedre udbytte pga. en hensigtsmæssig brug af powerpoint - og jeg har oplevet prædikanter, som bruger powerpoint for at være smarte - uden at det har nogen egentlig funktion.

Citat:
Lovprisning og tilbedelse er simpelthen en livsstil, som omfatter alle livets forhold og noget som alle vi kristne burde have.
Og ikke kun om søndagen, men altid, også når vi har sorger.

Det er rigtigt, at vi som kristne altid har grund til glæde og lovprisning. Og evangeliet kan være en stor trøst i sorg. Men kristne er ikke overmennesker, og det må vi tage hensyn til, så vi ikke pådutter en sørgende en glæde, som ikke er af hjertet. Derfor mener jeg, at den nye lovsangsstil på mange måder er en sjælesørgerisk skandale. Fordi mange af de nye lovsange ikke handler om, hvad Gud har gjort for os (trøsten), men lægger op til at give udtryk for en glæde, vi selv skal præstere. Det kan være altødelæggende - især for en overbebyrdet Job-sjæl -, hvis fokus i sangene kommer væk fra evangeliet og over på glæden ved evangeliet.
Evangeliet i centrum! Det er det, der giver glæde og føder den lovprisning og tilbedelse, som kan blive en "livsstil" - det liv, hvor vores ord og gerninger døgnet rundt er præget af den glæde.
Hvis det ikke skaber glæde, er det meget, meget farligt at prøve at frembringe den på anden vis vha. ydre midler som f.eks. musik.

Hej igen HHH.

Lige en bemærkning til det med de anfægtede, sørgende eller andre ikke-glade mennesker.
Det er også en indvending, som jeg har hørt ofte. Og der er en vis berettigelse i den. Det er ikke altid, man er glad eller trossikker eller andet, og ikke altid, det føles ærligt at synge med på alle sange.
Men hvis sangenes tema er at prise Gud, fordi han er stor / nådig / hellig / konge / Guds lam eller andet, så priser man jo netop Gud for noget objektivt, som ligger udenfor ens eget humør.
Hvis man ser på fx. den nye "Fællessang", er der faktisk også på dette område rettet op, så der også er flere sange, der udtrykker sorg, tvivl, anfægtelse eller lignende. Fx: Hvor går jeg hen; Hvor længe vil du glemme mig, Herre; Når tvivlen forlængst har sejret mfl. Og der bør bestemt også være plads til at synge den slags sange. Glæden må ganske rigtigt ikke blive til noget, man selv skal præstere.

I øvrigt må man ikke glemme - og det sker faktisk ofte - at det problem ikke kun kan gælde moderne lovsang. Men også salmer.
Hvem tænker fx. på, at det ikke er sikkert, at alle har lyst til eller af ærligt hjerte kan synge med på "Lover den Herre", "Lovsynger Herren", mv - hvis de mere er i humør til at klage?
Eller hvad med 2. vers i Barn Jesus i en krybbe lå:

" Hver sorgfuld sjæl, bliv karsk og glad,
ryst af din tunge smerte,
et barn er født i Davids stad
til trøst for hvert et hjerte".

Det siges til hver sorgfuld sjæl, at de bare skal "ryste den tunge smerte" af... hvordan mon man ville høre det, hvis man lige havde oplevet en rigtig stor sorg?
Den dag, jeg selv mistede min mor (for mange år siden), blev den sang netop spillet i radioen..... og jeg kunne altså ikke bare på kommando blive karsk og glad og ryste smerten af, selv om det var nok så meget for "hvert" et hjerte...
Ja, okay. Haltende eksempel, da det jo ikke var en gudstjenstlig sammenhæng - men man kunne jo forestille sig en, der hørte den i kirken og tænkte det samme.

Men man kunne jo også vende den om og sige: Hvis man synger klagesalmer eller bodssalmer i kirken, hvad så med dem, der sidder i kirken og er rigtig glade, eller lige har oplevet frigørelsen i evangeliet og glæder sig over det? Så giver det jo ikke rigtig mening at synge "jeg er udi hjertet så bange, de afgrunde ligger så nær", eller "midt i Helvedangsten ind vil vor synd os drive". Så det kunne man ligeså godt have indvendinger imod.

Det er mærkeligt, synes jeg, hvorfor disse indvendinger (tilsyneladende) aldrig rammer de ældre salmer, selv om de, som vist, lige så godt kunne det. Hvorfor mon? Er det fordi, vi er blevet så vant til det, så vi ikke ser det - men lægger mærke til det, når det er noget nyt, og derfor har indvendinger?

Jeg tror, at hele humlen i alt dette er, at når vi synger i gudstjenesten, er det ikke bare min private sang, der skal udtrykke, hvordan jeg har det i dag, og hvordan mit humør og trosliv ser ud i dag (anfægtelse eller frelsesglæde mv.), - men det er menighedens sang, fællesskabets sang.
Når jeg har det for øje, kan jeg også, selv på triste dage synge en lovsang om glæde, fordi jeg ved, at der objektivt set er grund til glæde trods alt - og i fællesskab og solidaritet med dem af mine medsøskende, som evt. er gladere end jeg selv. (Virker det alt for uærligt, er man jo fri til ikke at synge med på alle sange.)
Ligeledes kan jeg, på dage med glæde (over evangeliet eller andet), alligevel synge med på en sang, der udtrykker sorg eller anger, i solidaritet med dem, der evt. har det sådan, og i bevidsthed om, at mit eget liv også kan rumme sorg og anger (det er altid et objektivt faktum, at jeg er en synder, der har brug for tilgivelse).
Derhjemme kan man jo heldigvis synge lige nøjagtig de sange, man vil.

Mht. Paulus, som skrev "glæd jer altid i Herren", er det værd at lægge mærke til, at han skrev det, mens han var i fængsel, ikke på et tidspunkt hvor alting bare var herligt. Så måske kunne han bedre have været bekendt at sige det til Job, end hans venner kunne være bekendt at holde deres "prædikener" med forklaringer og andet?

Mvh. Anne.

Hej Anne

Tak for dine kommentarer.

Citat:
Jeg tror du kan have ret i, at i mange tilfælde er det de ord, du nævner, der går igen i mange nye lovsange, og at de ofte ligner hinanden (også melodimæssigt i øvrigt).
Om det dermed er indholdsløst som sådan, ved jeg ikke. Guds egenskaber som hans hellighed, storhed, herlighed, almagt, hans titler som fx. Guds lam, konge mv., vil jeg meget nødig kalde indholdsløse. Det er næppe heller indholdsløst, at man priser, ophøjer og tilbeder Gud.
Men det, du mener, er måske, at det kan komme til at virke sådan, når / hvis man kun synger sange der er skåret over dén læst, uden at man egentlig ved, hvad det er, man lægger i ordene?

Nej, det er egentlig ikke det, jeg mener med det.

Min oplevelse af mange nye lovsange er, at "tituleringen" af Gud ikke hænger sammen med sangens øvrige indhold (om der er et sådant). Og det mener jeg er nødvendigt - vi skal jo ikke bare bruge det som variationsform, eller fordi det lige passer bedre ind med melodiens rytme. Inspiration kan f.eks. hentes i menighedsbrevene i Åb., hvor det er langtfra tilfældigt, hvilke ord, der bliver brugt om Jesus ift. det øvrige brevindhold.

Citat:
Det er næppe heller indholdsløst, at man priser, ophøjer og tilbeder Gud.

Nej, det er ikke indholdsløst at prise, ophøje og tilbede Gud. Men at sige/synge: Jeg priser, ophøjer, tilbeder Gud, mener jeg faktisk i sig selv er ganske indholdsløst, hvis der ikke følger en lovprisning/tilbedelse umiddelbart i kølvandet på det.

Citat:
Man kan jo sammenligne med fx. Salmernes Bog. Der findes jo også hensigtserklæringer, men forfatteren går jo som oftest videre: Vi priser Gud, fordi han er sådan / har gjort sådan osv. Det kan man måske savne i nogle af de nyere sange.

Ja, det er så sådan, jeg har oplevet det...

Du skriver så, at du har oplevet, at det er blevet bedre, og det glæder mig meget! Jeg er bare ked af, at jeg ikke selv har fået lov til at opleve det...

At synge om korset handler jo ikke om lige at få nævnt korset i en bisætning, men om at sangene er centrerede om evangeliet og ikke om selve lovprisningen. Jeg tænker, at lovprisningen i sig selv bør være ganske "anonym", for det er ikke dén, der er noget, men den, der lovprises.

Men det er muligt, at du har ret - det vil jeg håbe! Måske er jeg ikke vanvittigt opdateret, men tror dog heller ikke, jeg er decideret uvidende om nye sange...

Mvh Henrik

Hej HHH.

Jeg tror, du har ret i, at det ikke er i alle sange, indholdet hænger lige godt sammen. Nogle gange har man det indtryk, at der lige er sat noget ind, fordi det passer eller rimer, og at der godt kan mangle en rød tråd.

Jeg ved ikke, hvilken kirke eller forening, du kommer i, men da du bor i Århus, har du måske hørt om eller været til lovsangs- og forbønsgudstjenesterne i Sct. Pauls? Ellers kan de anbefales.
Der synes jeg nemlig, man synger nogle gode sange, der er centreret om evangeliet. Det er meget bredt, hvad man synger.

Eksempler på gode, nye, evangeliecentrerede sange kunne være:
Hvem vil gi' sit liv for en som mig?
Den kærlighed, som Gud har vist
Blodet, som randt
Light of the world
Kom og se
Lykkelig den, hvis skyld er forladt
Du lod himmel være himmel.

Måske kender du dem, ellers står de fleste af dem i Fællessang.

Mvh. Anne.

Hej igen Anne

Tak for et igen godt og tankevækkende indlæg!
Det er selvfølgelig meget vigtigt, at jeg ikke bare skyder på den moderne lovsang, men også forholder mig kritisk til ældre og "accepterede" sange... Det havde jeg vist brug for at blive mindet om; tak for det! (Mht. Barn Jesus i en krybbe lå, så betragter jeg nu heller ikke H.C. Andersen som mit store, åndelige forbillede, men jeg medgiver, at der også er andre ældre sange med samme problem).

Citat:
hvis sangenes tema er at prise Gud, fordi han er stor / nådig / hellig / konge / Guds lam eller andet, så priser man jo netop Gud for noget objektivt, som ligger udenfor ens eget humør.

Det er sandt. Men hvis det med de moderne lovsange ikke gælder om at give udtryk for følelser, men beskrive noget objektivt, som man er glad for - så synes jeg simpelthen, at beskrivelserne af det objektive, som skal vække glæden i alt for mange tilfælde enten helt mangler eller i det mindste er meget svag!
Og så var det da bedre at synge nogle af de gamle sange, som har et stort, evangelisk indhold og således bliver til opbyggelse på linje med en "belæring, åbenbaring eller udlagt tungetale" (1. Kor. 14,26).
I Kol. 3,16 står der også: "Undervis og forman med al visdom hinanden med salmer, hymner og åndelige sange, syng med tak i jeres hjerte til Gud."

---

Skal/må der være udtryk for følelser i menighedssange?
Jeg tror, jeg har tendens til at skrive for firkantet om tingene - som om følelsesudladninger i det kristne fællesskab er "forbudt".
Selvfølgelig er der glædesudtryk hist og pist i sange, der omhandler evangeliet! Yes, lad der bare være det, det er kun naturligt! Og det kan sørgende hjerter godt synge med på. MEN kun i en udstrækning, hvor det er med en klar og tæt tilknytning til, hvad det er, der giver denne glæde - og aldrig med selve glæden som centrum, men med evangeliet, kilden til glæde som centrum.
Og her er det, jeg har oplevet, at moderne lovsang mere er bygget op omkring følelsesappellen - fordi det er bygget så meget op omkring indholdssvage gentagelser og ofte med meget hensyn til den musikalske effekt. Og fordi teksterne ofte har selvets fortegn, med fokus på Guds børns "gerning" i det at synge lovsange.
Personligt oplever jeg så ligesom Kristina heller ikke det popmusikalske som noget særligt godt virkemiddel. Bl.a. fordi poptraditionen er mere melodi- end tekstfikseret og savner koralens ydmyghed overfor teksten.

Men jeg skal selvfølgelig ikke skære al moderne lovsang over én kam... Der er naturligvis stor kvalitetsforskel, og jeg er helt enig i, at de sange, du nævner i et andet indlæg tekstmæssigt repræsenterer et klart fremskridt, og det er bestemt glædeligt!

Citat:
Mht. Paulus, som skrev "glæd jer altid i Herren", er det værd at lægge mærke til, at han skrev det, mens han var i fængsel, ikke på et tidspunkt hvor alting bare var herligt. Så måske kunne han bedre have været bekendt at sige det til Job, end hans venner kunne være bekendt at holde deres "prædikener" med forklaringer og andet?

Det er en meget god pointe!
Bare den ikke bruges til at sige, at kristne skal gå med mundvigene viklet op omkring ørerne hele tiden, for det er selvfølgelig ikke meningen.
Paulus påpeger, at der altid er en grund til glæde midt i sorgen. Han karakteriserer meget rammende bl.a. sig selv i 2. Kor. 6,10: "som bedrøvede, dog altid glade".
Det var ikke altid, glæden havde overtaget i Paulus' liv, og han gik ikke konstant rundt og sang lovsange. Han kendte evangeliet og havde derfor altid grund til glæde - men var ikke altid glad, selvom han egentlig altid havde grund til det!
Bibelen er for mennesker - kristne har lov til at være nedtrykte og kan ikke altid finde glæde i evangeliet. Så skal vi ikke prøve at fremprovokere glæden på anden vis... men det er vi vist enige om! Det er meget vigtigt, at vi, i en tid, hvor herlighedsteologernes sirenesang lyder for fuld hammer, ikke giver det samme indtryk - at kristne ikke har problemer, men altid glæder sig. Vi skal heller ikke stirre ned i jorden og se trælse og "pietistiske" ud, men synge sange, som det er til at holde ud at synge med på og som kan være opbyggende, ligemeget hvordan humøret er. Derfor bør - efter min mening - både tekst og melodi være så "objektiv" som muligt; uden at tvangsfodre en med fremmede følelser (dog selvfølgelig med personligt udtryk).

Mvh Henrik

Hej Nikolaj

Ja, jeg oplever også mange af påskens gamle sange som mere stemningsfyldte end de nye. Hvad jeg mente med samlebetegnelsen "de nye stemningsfyldte lovsange" var "sange uden det helt store indhold, men med tilsvarende større fokus på det stemningsfremkaldende."

Stemning er der ikke noget i vejen med; bare det ikke tager fokus fra teksten. Og det er selvfølgelig et vurderingsspørgsmål, hvornår de gør det, men - hvis man overhovedet kan tale objektivt om det -, så tror jeg, at de nye popkristne sange her har et større problem end de gamle sange og melodier.

Citat:
Der behøver for mig at se ikke være nogen konflikt mellem at »synge en prædiken« og at lovsynge Gud hengivent.

Helt enig! Jeg har forhåbentlig ikke opstillet noget forbud mod at folk må se glade ud, mens de synger...

Guds fred
Henrik

Hej HHH

Guds fred.

Tak for dit oplæg.

Som jeg ser det, er lovsang, endog den mere ekstatiske, i sig selv, ikke noget problem. Der er vel ikke noget forkert i at give sig hen i tilbedelse af Gud?

Der problemet kan ligge, er ifald lovsangen træder i stedet for den sunde forkyndelse om Lov og Evangelium, at man undlader at prædike omvendelse til syndernes forladelse, som Jesus befalede,
Og ikke mindst, at man undlader at tildele syndernes forladelse.
At lovsangen bliver en slags nådemiddel i stedet for de nådemidler, Herren har indstiftet.

Men omvendt.
Man kan sagtens synge salmesang, opretholde liturgi og alle de gode gamle traditioner, som vi kender, holder af og føler os trygge ved
- og så undlade at give folk syndernes forladelse i kraft af den rene og pure forkyndelse.

Og da er vi jo lige vidt.
Mennesker er blevet underholdt, de fik en oplevelse
..........men de forlader kirken lige så tomhændet, som da de kom.

Måske skulle man, i stedet for at glædes over sine egne sangtraditioner, - hvad enten man er til karismatisk lovsang eller traditionel salmesang, spørge "Fik folk noget med, de kunne leve af"?

For mit eget vedkommende, holder jeg af begge dele - dog hver ting til sin tid.

Men for alt i verden, vil jeg ikke undvære Evangeliet, for med det mister jeg Jesus.

"Lad verden mig alting betage.
Lad tornene rive og nage.
Lad hjertet kun dåne og briste.
Min rose jeg aldrig vil miste"

Mkh Malli

Hej kære HHH

Citat:
Der er selvfølgelig nogle praktiske problemer i det med at stå op: I en forsamling af ældre og yngre mennesker, er det bedst, hvis man kun står op og synger en enkelt sang eller to. (Den der med at nogle står op, kommer jo ofte til at betyde at dem, der sidder bagved ikke kan se noget, og det er jo lidt småirriterende...)
Mht. powerpoint har jeg ingen problemer med det, hvis det er gode sange, der kommer op med tydelig kildeangivelse... Der er dog en god og undervurderet grund til, at de fleste foreninger har en sangbog, så der er bedre kontrol med teologien i sangene.

Citat slut.

Kommentar:
vi oplever det ikke som et problem og jeg hører ikke til den yngre generation, men var i sin tid med til at indføre lovsangen, derudover spiller jeg gerne og ofte til de gode gamle salmer, som bliver vist med den korrekte tekst på multimedia, hvor alle sidder ned.
Og eftersom salmerne er direkte fra Den Danske Salmebog så går jeg udfra at teologien er OK !!!


Citat:
Men kristne er ikke overmennesker, og det må vi tage hensyn til, så vi ikke pådutter en sørgende en glæde, som ikke er af hjertet. Derfor mener jeg, at den nye lovsangsstil på mange måder er en sjælesørgerisk skandale. Fordi mange af de nye lovsange ikke handler om, hvad Gud har gjort for os (trøsten), men lægger op til at give udtryk for en glæde, vi selv skal præstere.
Citat slut.

Kommentar:
Dette citat er eet af de steder hvor du tilsyneladende misforstår noget eller også er dine erfaringer sådan.
Lovsangsgruppen hos os vælger sammen med mødelederen kor, som er i overensstemmelse med prædikens tema og der er mange lovsangskor som er tilbedelse og som giver en reflektion og stilhed, som du skulle opleve styrken i.
Så det er bestemt ikke bare glæde, men en afbalanceret forståelse af hele spektret i evangeliet.
Prøv du at finde en lovsangsgruppe som vores, som spiller "Hil dig frelser og forsoner" eller Hellig, Hellig, Hellig, Herre Gud almægtig " eller Keith Greeens "Der er en forløser,". Jeg kan garantere dig for at ALLE synger med eller når jeg spiller salmen" Nu takker alle Gud" eller Grundtvigs "Du som går ud fra den levende Gud"

Citat:
Evangeliet i centrum! Det er det, der giver glæde og føder den lovprisning og tilbedelse, som kan blive en "livsstil" - det liv, hvor vores ord og gerninger døgnet rundt er præget af den glæde.

Kommentar:
Netop, det er kernen i det vi bør gøre sammen som menighed og i det daglige liv.

mvh
carl

Hej Malli

Guds fred

Citat:
Måske skulle man, i stedet for at glædes over sine egne sangtraditioner, - hvad enten man er til karismatisk lovsang eller traditionel salmesang, spørge "Fik folk noget med, de kunne leve af"?

Ja, det er helt præcist det spørgsmål, jeg gerne vil rejse. Får folk noget ud af den moderne lovsang? Ja, det gør folk! Men hvad får man ud af det? Noget man kan leve af?
Hvorfor er det så populært, og hvad er det, man begejstres over?

Det kommer så let til at lyde anklagende, og det er desværre svært at undgå , men det er ikke meningen; jeg har bare en frygt for, at det ikke er så meget Guds Ånd som en række andre psykologiske faktorer, der giver de store, "åndelige" oplevelser ved mange af lovsangssamlingerne. Og derfor vil jeg gerne prøve at ruske lidt op i folk og opmuntre til selvransagelse på det punkt. Og jeg vil også gerne høre personlige vidnesbyrd om, hvad det er, der er så godt ved den moderne lovsang, for det mangler jeg nok forståelse for - at den Hellige Ånd kan virke i moderne lovsang vil jeg naturligvis lade stå uimodsagt.

Nu er jeg i den usædvanlige situation, at jeg ikke bryder mig om rytmisk musik, så derfor bliver jeg ikke positivt påvirket af det. Til gengæld har jeg oplevet at være til højmesser, hvor koret og orgelspillet har været så blændende flot og imponerende, at jeg virkelig følte mig glad og "opbygget", da jeg kom ud af kirken... og når jeg så tænkte efter, havde jeg ikke læst et ord i sangene, men bare nydt musikken. Men det var jo en dejlig oplevelse, og stemningen gjorde virkelig, at jeg jeg følte glæden ved det kristne fællesskab... Men er det stemningen, der skal gøre det? Er det noget at leve af? Noget at bygge på? Nej, jeg tillader mig at bruge at citere din hårde dom over det:

Citat:
Mennesker er blevet underholdt, de fik en oplevelse
..........men de forlader kirken lige så tomhændet, som da de kom.

Så rejser du et spørgsmål:

Citat:
Som jeg ser det, er lovsang, endog den mere ekstatiske, i sig selv, ikke noget problem. Der er vel ikke noget forkert i at give sig hen i tilbedelse af Gud?

Og svarer selv på det:

Citat:
Der problemet kan ligge, er ifald lovsangen træder i stedet for den sunde forkyndelse om Lov og Evangelium, at man undlader at prædike omvendelse til syndernes forladelse, som Jesus befalede,
Og ikke mindst, at man undlader at tildele syndernes forladelse.
At lovsangen bliver en slags nådemiddel i stedet for de nådemidler, Herren har indstiftet.

Selvfølgelig er der ikke noget forkert i tilbedelse og lovprisning af Gud!!!
Men hvordan lovpriser man Gud? Det gør man vel ved at synge om, hvad han har gjort. "Jeg vil fortælle om alle dine gerninger" - det er indholdsgrundlaget for lovsang; er det ikke?
Hvorfor er det, lovsang skal være en "afdeling" for sig selv, løsrevet fra det opbyggelige, formanende, undervisende, forkyndende indhold, som er i en prædiken, et vidnesbyrd osv.?
Spørgsmålet er, om det er lovprisning at synge, "jeg lovpriser dig" x gange, eller det er lovprisning at synge om evangeliets indhold og konsekvenser? Vil Gud "hente ære" fra vores ord, eller vil han hente ære fra det, han selv har gjort? Kan nogen anden end Gud selv ære Gud?

Selvfølgelig skal vi elske Gud, og vi må da takke ham af hjertet for det fantastiske evangelium, vi har fået! Men er det vores tak, der skal være i centrum? Det mener jeg ikke - og slet ikke i en menighedssammenhæng, hvor alting skal være til opbyggelse, belæring, undervisning og formaning.

Er det forkert at synge den type moderne lovsange, som ikke har andet indhold, end det man selv lægger i dem, i en menighedssammenhæng?
Nej, men det er jo ikke et spørgsmål om, hvad der er forkert... Det er et spørgsmål om, hvad der er mest hensigtsmæssigt at bruge tid på i en menighed. Et spørgsmål om, hvad der er bedst at holde i sit personlige liv med Gud, og hvad der kan virke til opbyggelse i menigheden. Jeg mener, at den omprioritering, jeg har været vidne til i div. missionshusmiljøer, fratager menigheden noget godt, og jeg bekymrer mig over, hvor opbyggende det, som træder i stedet for det, er.

Mvh Henrik

Hej alle.

Jeg synes at det er trist at nogen har nogle så dårlige oplevelser med lovsangen og den Karismatiske kirke (som ofte er karakteriseret ved en del lovsange). Nu kommer jeg i en oasemenighed hvor der er rigtig meget lovsang. Det nyder jeg meget, og jeg tror ikke at jeg kan leve med en alm gudstjeneste. Det vil simpelthen kede mig. Det vil dog ikke sige at jeg forstår de folk som kommer i en alm kirke men der må være noget for enhver smag så længe der ikke er gået på kompromis med evangeliet.


Jeg synes at de er dejligt at lovsangen har den plads i min kirke som den har, men jeg nyder også salmer bla de påskesalmer. Hil dig frelser og forsoner er rigtig god. Jeg oplever at Gud både taler til mig ved salmer samt ved lovsange.


Jeg tror at oasemenighederne er kommet for at blive. På landsregi er der kommet dobbelt så mange til vores sommeroase. (www.sommeroase.dk) i løbet af 4 år. Der vil altid være enkle som ikke just synes at udviklingen er efter deres kop the. (og jeg har respekt for dem). Gud er også med i det på samme måde som med os.
Her er et eksempel på en oasemenighed som jeg kommer i (efter 1 min)
http://www.tv2regionerne.dk/reg2005/player.aspx?id=261076&r=7


Bjarne

Hej HHH.

Jeg har vist ikke så meget at tilføje til det du har skrevet, vi er vist temmelig enige om det meste.
Ofte handler det vist om, hvordan vi forstår de forskellige sange og brugen af dem - eller måske misforstår.
Jeg tror, det er vigtigt, at vi snakker med hinanden om det, for at finde ud af, hvad folk egentlig mener med det, de gør, om de mener det, vi tror, eller det bare er en ide, vi har. Fx. hvis vi er et sted, hvor vi oplever, at de valgte lovsanges tekster ikke siger så vældig meget - eller vi fornemmer, at der appelleres til følelserne på en lidt for bevidst måde - så bør vi spørge, om det var der, de ville hen med det, eller hvordan?

Personligt kan jeg af og til også savne nogle af de virkelig gode, gamle, gedigne, evangeliske sange, som der er virkeligt gods i, og som ikke rigtig synes at blive brugt og lært længere blandt de unge. Fx. nogle af dem, der findes i Kristen Sang: På nåden i Guds hjerte; Du kan ikke tro, men o kære, så hør; O sjæl, du som bange og tvivlende går; Se ej på mig; Jeg ville gerne eje; Jeg har ofte søgt, o Herre; Fra frelseren på korsets træ; Vor store Gud gør store under... og mange flere. I begyndelsen af min tid i Århus KFS sang vi dem mere, men nu synes jeg, de mangler. Ikke at vi synger dårlige sange nu, men der er virkelig nogle, som vi også i dag trænger til at synge.
Så nogle af dem har jeg været nødt til selv at lære mig. Det er jo heldigvis ikke forbudt at synge i det private andagtsliv, selv om vi oftest kalder det "bøn og bibellæsning".

Jeg tænkte på noget af det, du skrev om følelsesappel. Måske har du ret. Måske ikke. Det kan også ofte komme an på lovsangslederen, synes jeg. Eller måske kirkesamfundet. Men der er jo også forskel indenfor dem.
Vil du mene, at der er forskel på, om en sang så at sige "tilfældigvis" fremkalder følelser, og så på at den er "lavet til" at appellere til følelsen?
For vi er jo enige om, at alle slags sange kan fremkalde følelser (selv tidebønner på gregorianske toner ), og at det ikke i sig selv er forkert, hvis de gør det.
Endnu en af de inkonsekvenser i nylovsangs-kritikken, jeg har tænkt over (ikke specielt hos dig, da jeg kunne se, at du nævnte den samme problematik, men generelt), er det med, at det er for følelsesladet.
Men det er gamle julesalmer jo også. Der er masser af mennesker, som kun går i kirke juleaften og evt. ikke har en tro - men også kristne i øvrigt - som man kunne beskylde for at sidde og svømme sentimentalt hen og blive opfyldt af julestemnings-følelser over "Glade jul" uden at budskabet sagde dem noget, eller uden at det var glæde over juleevangeliet. (Foruden at netop den julesalme evt. heller ikke har verdens mest indholdsrige tekst, eller?) Men ingen nylovsangskritikere drømmer om at sætte en ny, mindre følelses-belastet melodi til Glade Jul eller undlade den juleaften af den grund... Jeg tror også, vi er enige her.
Og lur mig, om der ikke er en eller flere, "kritiske" eller ej, der stående, glædesfyldte og højtskrålende vil lade sig rive med i det ekstatiske (!) jubelbrus af "Dig være ære" her i den kommende påske!

Mvh. Anne.

Hej Carl

Jamen det er jo glædeligt, hvis det fungerer godt hos jer! Jeg har heller ikke kommenteret jeres menighed, men skrevet mere generelt om de problemer, jeg ser i mange af de moderne lovsange og deres tiltagende prioritet i menigheder alle vegne.

Hvis jeres sangvalg udgør "en afbalanceret forståelse af hele spektret i evangeliet", så er der jo ikke mange fingre at sætte på det! Dejligt at mærke, at I ikke bare smækker de mest populære sange op på lærredet, men tager højde for indholdssammensætningen i forhold til hele gudstjenesteforløbet. Det tror jeg, mange kunne lære af.

Nu ved jeg så ikke, hvilken "tone" det er skrevet i, men jeg kan ikke lade være med at bekymre mig en smule, når du skriver:

Citat:
Prøv du at finde en lovsangsgruppe som vores, som spiller "Hil dig frelser og forsoner" eller Hellig, Hellig, Hellig, Herre Gud almægtig " eller Keith Greeens "Der er en forløser,". Jeg kan garantere dig for at ALLE synger med eller når jeg spiller salmen" Nu takker alle Gud" eller Grundtvigs "Du som går ud fra den levende Gud"

Det lyder lidt som om, det er lovsangsgruppens opgave at piske en stemning op, og at det er musikken, der skal få folk til at synge af hjertet. Men det er forhåbentlig bare en overfortolkning af en misforståelig formulering?

Jeg tror ikke, man kan overvurdere musikkens magt, og jeg tror, det er farligt, hvis det er musikken og ikke tekstindholdet, der puster til den evangeliske glæde. Det er netop det manipulerende, som ikke sætter folk fri til at synge med i deres egen sindsstemning, men prøver at pådutte én en bestemt følelse.
Lidt ligesom en stærkt appellerende prædikant, som prøver at tvinge én til en bestemt følelse. Det er ubehageligt, for kristne er en bred vifte af forskellige personligheder, som af natur ikke reagerer følelsesmæssigt ens på de ting, der bliver forkyndt. Derfor: Stryg al den følelsesappel og koncentrer jer om indholdet, prædikanter! Vi skal nok selv føle, som det ligger til os, og som det passer ind i vores situation, når vi hører jeres budskab!

Begge dele - både musik og prædikantens retorik - vil naturligvis altid i et eller andet omfang være manipulerende, men dermed mener jeg ikke, at der er sagt, at der bare skal gives frit løb - der går en grænse et sted, og den tror jeg, det er vigtigt at være opmærksom på. Musik kan få for meget opmærksomhed og en prædikant kan få for meget opmærksomhed. Tjener det retoriske og det musikalske til at fremhæve budskabet i det, der bliver sagt/sunget, er det godt - men jeg synes meget let, det kan blive show. Det er naturligvis en vurderingssag, men de gamle koraler er altså mere neutrale og ydmyge overfor teksten end de nye popsange, som i sagens natur påkalder sig en del mere opmærksomhed omkring det melodiske.

Ovenstående er skrevet på foranleding af din formulering, men skal naturligvis ikke opfattes som en kritik af jeres menighed, som jeg ikke kender...

Mvh Henrik

Hej Anne

ja, og det er jo en god ting at synge i det private andagtsliv. I de katolske klostre synger man mange gange i den private men fælles bøn. Det hedder vist nok "antifoner" (fx. Maria antifoner), og der synger man bønnerne, gerne på latin, som jo er/var Kirkens sprog.

En smuk tradition, som vi lægfolk jo gerne må kopiere til vores eget private andagtsliv. Det lyder for øvrigt fantastisk smukt, når sådan en håndfuld (eller flere) munke/nonner synger disse antifoner. Jeg har bl.a. oplevet det i Kbh. hos Lioba søstrene i deres lille Skt. Mariæ kirke.
Når de er til andagt/bøn, messe osv. har de særlige klæder på. Normalt går i de i ordensdragten, som er grå med hvidt slør til håret. Og så ved de kirkelige ting går de i helt sorte dragter med ekstra langt sort slør til håret. Meget smukt syn.
Men vi andre...vi nøjes nok bare med at tage antifonerne til os, tror ikke lige vi investerer i en ordensdragt..hahahaha.

Her fra www.katolsk.dk´s minileksikon en forklaring af, hvad en antifon egentlig er:

antifon (gr. anti = modsat, phone = stemme). 1. Bøn, bedt vekselvis mellem to kor. 2. Kort sætning, ofte fra Bibelen, som læses eller synges før og efter hver salme i tidebønner eller gudstjenester. Er en slags nøgle til forståelse af salmen. 3. De såkaldte store antifoner eller 'O'-antifoner, der synges 7 dage før jul (se Lovsang nr. 249). 4. De 4 Maria-antifoner: Alma Redemptoris Mater, Ave Regina coelorum, Regina coeli laetare og Salve Regina.

mvh Tau.

Hej HHH

Citat:
Nu ved jeg så ikke, hvilken "tone" det er skrevet i, men jeg kan ikke lade være med at bekymre mig en smule, når du skriver:


Citat:Jeg skrev:
Prøv du at finde en lovsangsgruppe som vores, som spiller "Hil dig frelser og forsoner" eller Hellig, Hellig, Hellig, Herre Gud almægtig " eller Keith Greeens "Der er en forløser,". Jeg kan garantere dig for at ALLE synger med eller når jeg spiller salmen" Nu takker alle Gud" eller Grundtvigs "Du som går ud fra den levende Gud"

og du skriver så:
Det lyder lidt som om, det er lovsangsgruppens opgave at piske en stemning op, og at det er musikken, der skal få folk til at synge af hjertet. Men det er forhåbentlig bare en overfortolkning af en misforståelig formulering?


Kommentar:
Jeg fornemmer at du i forbindelse med en gudstjeneste er bange for følelser.
Jamen, selvfølgelig er der følelser med i en gudstjeneste, men det er selvfølgelig ikke ligegyldigt hvad der sker med dem.
I øvrigt er det Gud som har givet os følelser, så der er ikke noget galt med at lade sine følelser være med i tilbedelsen.
Paulus skrev, at vi blot skal sørge for at handle sømmeligt.
Det jeg skrev var blot for at fortælle dig, at det godt kan lade sig gøre at kombinere en moderne lovsangsgruppe og gode salmer, hvor hele menigheden nyder både musikken og ordene.
De hænger jo sammen, hvis de er gode nok.
Og en lovsangsgruppe skal ikke piske noget op, men enhver kan lovsynge efter deres "lyst" til lovprisning eller blot deltage i tilbedelse.
I øvrigt er musik noget som taler til følelser, derfor er der noget musik som nogen kan lide og andre kan ikke. Og det gælder også i en menighed eller kirke og også i den sekulære verden.
Nogle bryder sig absolut ikke om opera, andre ikke om Lars Lilholt, og nogle mener at Dansktoppen er sagen og sådan kan jeg blive ved.

Citat:
Det er naturligvis en vurderingssag, men de gamle koraler er altså mere neutrale og ydmyge overfor teksten end de nye popsange, som i sagens natur påkalder sig en del mere opmærksomhed omkring det melodiske.


Kommentar:
Jamen, nogle er da dejlige, men der er sandelig også mange der rent ud sagt er kedelige.
Og hvorfor skal de være neutrale og ydmyge ? De er jo skrevet i en tid hvor man "kun" brugte orgler i kirkerne og de er ikke velegnede til moderne toner og rytmer.
Selv om der skrives moderne musik-contemporary music- også til orgler idag.

Gode kvalitetbevidste kristne prædikanter, dygtige kristne musikere, gode salmer eller lovsange er altsammen skabt til at tilbede Gud og denne tilbedelse skal anvendes af præsten eller mødelederen sammen med menigheden.
Men tilbedelse er og bliver en livsstil og er ikke blot noget om søndagen, men hele ugen, måneden, året, årene og hele livet.

For min egen del så elsker jeg al god musik, som giver en forskel. Salmer, lovsange, orgelmusik, opera, symfonier, gospel, god jazz, Eric Clapton eller Bruce Springsteen eller U2, hvis musikere alle har tilhørt en karismatisk menighed i Dublin.
Men de måtte forlade menigheden fordi nogle ældre ikke brød sig om deres musik eller at de spillede ude "i verden"

Jeg er oplært med salmer, orgeluddannelse og jeg elsker lovsange, når de er bedst. Og prædikanter, som kan forkynde evangeliet på en vedkommende og overbevisende måde.
Og når det sker så gør det noget ved mennesker, så Gud kan røre ved dem med sin Helligånd og skabe forvandling.


mvh
carl

Hej Carl

Citat:
Jeg fornemmer at du i forbindelse med en gudstjeneste er bange for følelser.

Ja, jeg er i virkeligheden en følelsesforstyrret fyr på 22, som at der har nogen problemer med, når...

Nej okay

Jeg har lige lyst til at pointere (fordi jeg vist sommetider bliver misforstået), at jeg ikke taler imod følelser i kristenlivet. Til tider har jeg selv et ret intenst og følelsesladet bønsliv - (til andre tider er det kold rutine) - og jeg siger bestemt ikke, at der er noget i vejen med åndelige oplevelser. Hop og spring, hamr næven ind i væggen, råb, hvisk, suk, ral, jubl, gør endelig alt det, du føler for, når du er alene med Gud i bøn!
Jeg er bestemt ikke ude på at intellektualisere troen - det drejer sig jo om vores personlige forhold til Gud!

Men... i en menighed må vi altså acceptere, at mennesker er forskellige, har vidt forskellige reaktionsmønstre og er i vidt forskellige situationer i livet.
Man ser også tit, at en prædiken virker helt forskelligt rundt omkring, fordi Helligånden har det med at tale forskelligt til dem, der hører på prædikenen, alt efter hvad "den enkelte" har brug for.

Så ja, bl.a. derfor er jeg faktisk hundeangst for kollektive følelsesudladninger til en gudstjeneste. Det kan meget let blive for meget og blive destruktivt.
Selvfølgelig er der følelser involveret i en gudstjeneste. Men de følelser er forskellige, og vi skal passe meget på med at manipulere noget i én retning. På pietismens tid var der et mere eller mindre udtalt krav om, at man skulle være så og så alvorlig og helst ikke måtte se ud som om, man nød livet (jorden er jo en jammerdal), hvis man var sandt troende. Jeg vurderer, at det er noget af det samme, der er fare for i den nutidige lovsangsbølge: Et forsøg på at ensrette følelserne i en bestemt retning. Og så ved jeg godt, at du måske vil sige, at "man har selvfølgelig lov til at føle, som man vil, og der er ikke nogen, der tvinger én til at synge med" osv., men det er bare ikke tilstrækkeligt, for når man manipulerer i retningen af én stemning f.eks. vha. musik, så er det bare ikke fedt for dem, der ikke er i den stemning! Man føler sig udenfor, ligemeget hvor meget man har lov til det... Også selvom man i teorien ved, at det er "tilladt" ikke at vrikke med numsen af glæde over evangeliet.
Guds rige er ikke for en bestemt personlighedstype, derfor bør gudstjenester ikke indrettes efter en bestemt personlighedstype.

Citat:
Citat:
Det er naturligvis en vurderingssag, men de gamle koraler er altså mere neutrale og ydmyge overfor teksten end de nye popsange, som i sagens natur påkalder sig en del mere opmærksomhed omkring det melodiske.


Kommentar:
Jamen, nogle er da dejlige, men der er sandelig også mange der rent ud sagt er kedelige.
Og hvorfor skal de være neutrale og ydmyge ? De er jo skrevet i en tid hvor man "kun" brugte orgler i kirkerne og de er ikke velegnede til moderne toner og rytmer.

Melodierne skal være neutrale og ydmyge, fordi det er teksten, det drejer sig om. Smag og behag om man synes, de er kedelige... de skal naturligvis have personligt udtryk... men det er teksten, der (forhåbentlig) er opbyggende, og derfor er melodien kun det middel, man bruger til at synge teksten med og skal som sådant ikke have opmærksomhed. Ligesom det ikke er prædikanten, men hans budskab, der skal være i centrum. Derfor er jeg også skeptisk overfor de mange ekstra-instrumenter, som ikke har til formål at gøre det lettere at synge, men fremelske en stemning.

Jeg er ikke kultur/musik-fjendtlig, på ingen måde. Og jeg er med på, at man som udøvende musiker kan få en åndelig oplevelse ud af det, hvis man "spiller for Herren" og med den kunst, man elsker, giver udtryk for nogle af de følelser, som man har i livet med Gud. Men det er noget, der hører til det personlige liv med Gud, på linie med det personlige bønsliv om hvilket det hedder i Matt. 6,6: "Men når du vil bede, så gå ind i dit kammer og luk din dør og bed til din fader, som er i det skjulte."
Musik kan aldrig være forkyndende, kun skabe stemning og give udtryk for følelser. Og da jeg ikke kan se det hensigtsmæssige i at forsøge at skabe/fremmanipulere en ensrettet stemning (jf. ovenfor), bør musikken i menigheden ikke være påtrængende, men kende sin plads.

Jeg medgiver, at det med musikkens og følelsesudtrykkenes plads i menigheden er et tricky spørgsmål, og jeg er ikke så skråsikker på så meget - prøver bare at sætte ord på nogle af mine bekymringer og er spændt på, hvordan jeg bliver korrigeret/modsagt.

Mvh Henrik

Hej Henrik - denneher tråd har kørt rundt i mit baghovede lige siden du påbegyndte den, og den har hjulpet mig til at blive lidt mere klar over, hvad jeg selv har det godt/dårligt med.

1) Lovsang skal fødes af evangeliet (ikke omvendt) og det er mig sådan set er helt underordnet, om lovsangsteksten er lødig og indholdsmættet eller ej.

2) Lovsang hører hjemme i det private, nære kærlighedsforhold med Gud, hvor jeg sammen med en gruppe Brødre og Søstre spontant vil lovprise ..

Og på samme måde, som jeg ville finde det pinagtigt, hvis der var fremmede til stede som overværede mit intimte kærlighedsliv med min jordiske elskede (og måske klappede bagefter ) .. ville jeg finde det helt forkert at lovprise Gud i sang/musik for øjnene af udenforstående/tilskuere - endsige pressefotografer . - - joh jeg så noget i fjernsynet en gang, og krøllede tæerne i skoene, så jeg fik helt krampe .. det forekom mig, at det blev til et show - et "se-hvad-vi-kan" .. uha ..
Måske fint nok for deltagerne selv, det ved jeg ikke, men ikke hvis bestræbelserne gik ud på at række evangeliet videre til mennesker "udenfor" .. det er jeg næsten sikker på.

3) Lovsang og forkyndelse er to ting, som ikke skal blandes sammen og lovsang må aldrig træde i stedet for Guds ords forkyndelse. Altså aldrig i stedet for, men jo gerne foruden.

4) Lovsangskor i en kirke har jeg det ikke godt med.
De står der, med ryggen til alteret, med alt deres udstyr og højttalere og mikrofoner, og de ser glade ud og synger da også glimrende - - men nej, det går slet ikke ... jeg dur ikke til det.
Vipper ikke engang med tæerne.
Beklager!

Men jatak til kirkekoncerter!
Især oratorier. Og gammel og ny orgelmusik.

kristina

Hej HHH

Citat:
Men... i en menighed må vi altså acceptere, at mennesker er forskellige, har vidt forskellige reaktionsmønstre og er i vidt forskellige situationer i livet.
Man ser også tit, at en prædiken virker helt forskelligt rundt omkring, fordi Helligånden har det med at tale forskelligt til dem, der hører på prædikenen, alt efter hvad "den enkelte" har brug for.


Citat slut.
Kommentarer:
Jamen, vi er da helt enige og det mener jeg da også at jeg netop har givet udtryk for. Netop fordi vi har forskellige indfaldsvinkler musikalsk og opdragelsesmæssigt, forskellige temperamenter osv.

Citat:
Så ja, bl.a. derfor er jeg faktisk hundeangst for kollektive følelsesudladninger til en gudstjeneste. Det kan meget let blive for meget og blive destruktivt.

Citat slut.

Kommentar:
Jamen, jeg forstår lovsang og tilbedelse, som noget der gør noget forskelligt i os ved Helligånden. Og derfor forstår jeg simpelthen ikke det med den kollektive følelsesudladning du giver udtryk for.
Noget af det som rører mig mest er når mennesker reagerer forskelligt på salmer og lovsangskor, fordi det er udtryk for , at mennesker er sande i deres tilbedelse og ikke blot er i en massepsykose.

Een af mine personlige hjemme-stresse af CD-er er Händel Messias, som rører mig utroligt og inspirerer mig og ligeledes (Whitney Houstons mor) Cisssy Houston, som med et kor synger Salme 23 på engelsk. Hun er lovsangsleder i en større menighed med sorte amerikanere.
Den løfter mig og det føles bagefter som at have været til en liturgisk gudstjeneste.

Citat:
Musik kan aldrig være forkyndende, kun skabe stemning og give udtryk for følelser. Og da jeg ikke kan se det hensigtsmæssige i at forsøge at skabe/fremmanipulere en ensrettet stemning (jf. ovenfor), bør musikken i menigheden ikke være påtrængende, men kende sin plads.

Citat slut.

Kommentar:
Det er simpelthen ikke korrekt. Jeg har ofte oplevet mennesker, som har bøjet deres knæ under en solosang og der taget imod Kristus og det holder stadig skal jeg hilse og sige.
Jamen, kære HHH, jeg ville ønske du kunne tale med Kong David om dette her, for han forstod det om nogen gjorde.
Og hvad var det Paulus og Silas gjorde da de sad lænket i fængslet: DE BEGYNDTE AT SYNGE LOVSANGE TIL GUD og lænkerne faldt af og fængslets leder og hele hans familie kom til tro på Kristus.

Jeg vil ønske for dig ,at du tør lade Helligånden frigøre dig og give dig en dejlig oplevelse af det jeg har skrevet.
Gud elsker de som tilbeder ham i ånd og sandhed og han ser lige gennem alle vore ord lige ind i hjertet.

mvh
carl

Hej Carl

For at begynde med det sidste:

Citat:
Citat:
Musik kan aldrig være forkyndende, kun skabe stemning og give udtryk for følelser. Og da jeg ikke kan se det hensigtsmæssige i at forsøge at skabe/fremmanipulere en ensrettet stemning (jf. ovenfor), bør musikken i menigheden ikke være påtrængende, men kende sin plads.

Citat slut.

Kommentar:
Det er simpelthen ikke korrekt. Jeg har ofte oplevet mennesker, som har bøjet deres knæ under en solosang og der taget imod Kristus og det holder stadig skal jeg hilse og sige.
Jamen, kære HHH, jeg ville ønske du kunne tale med Kong David om dette her, for han forstod det om nogen gjorde.
Og hvad var det Paulus og Silas gjorde da de sad lænket i fængslet: DE BEGYNDTE AT SYNGE LOVSANGE TIL GUD og lænkerne faldt af og fængslets leder og hele hans familie kom til tro på Kristus.

Du misforstår mig. (Det skal der også være plads til ) Jeg talte om musik, ikke om sang. Sang kan i høj grad være forkyndende...

Citat:
Jamen, jeg forstår lovsang og tilbedelse, som noget der gør noget forskelligt i os ved Helligånden. Og derfor forstår jeg simpelthen ikke det med den kollektive følelsesudladning du giver udtryk for.
Noget af det som rører mig mest er når mennesker reagerer forskelligt på salmer og lovsangskor, fordi det er udtryk for , at mennesker er sande i deres tilbedelse og ikke blot er i en massepsykose.

Det, jeg giver udtryk for, er, at jeg oplever popstilen som manipulerende, sådan at der netop ikke bliver frihed til at føle forskelligt. Måske oplever du det anderledes?
Musik vil altid manipulere med følelserne, men der går grænser - sml. prædikantens retorik. Derfor foretrækker jeg melodier, som ikke nærmer sig ekstremerne i følelsesudladning, men holder sig på et niveau, hvor man kan føle, som man nu er i stand til det.
Om man så oplever det kedeligt med koraler... jamen, så syng teksten i stedet for at synge melodien... Så kan selv den "kedeligste" koral blive til liv og varme i dit kristenliv.

Mvh Henrik

Hej HHH

Citat:
Det, jeg giver udtryk for, er, at jeg oplever popstilen som manipulerende, sådan at der netop ikke bliver frihed til at føle forskelligt. Måske oplever du det anderledes?


Citat slut.

Kommentar:
Popstil !!!! Det må være et mærkeligt sted du har været og oplevet popstilen, vi har en anden stil.
Jamen, musikstilen har jo ændret sig op gennem tidsaldrende. jeg er sikker på du ikke havde syntes at lovsangerne anført af Kong David var særlig stille eller andægtige med alle de forskellige rytmiske instrumenter de brugte.
Og jeg kan garantere dig for at Bach eller andre nu verdens berømte komponister ikke altid havde det lige let, når Bach hver søndag kom med en ny orgelkoral eller korsang eller de første opførelser af Händels Messias eller.....

Jeg skrev i mit allerførste indlæg, at jeg anså både lovsange og salmer som ligeværdige i lovprisning og tilbedelse til Gud.
Og endnu engang: musikken og teksten hører sammen for at nå menneskers hjerter.

Citat: Musik vil altid manipulere med følelserne, men der går grænser - sml. prædikantens retorik. Derfor foretrækker jeg melodier, som ikke nærmer sig ekstremerne i følelsesudladning, men holder sig på et niveau, hvor man kan føle, som man nu er i stand til det.

Citat slut.

Kommentar:
Nej, det vil og gør den ikke, for den virker forskellig på forskellige mennesker. Og det er dig som er ansvarlig overfor at administrere dine følelser i forhold til Gud.
I øvrigt har jeg jo anført i tidligere indlæg, at enhver jo tilbeder på sin måde og musikken er blot et "instrument" som hjælper os med at synge teksten.
Ved du hvad, det du har skrevet i dine indlæg er nøjagtig, hvad vi og andre har været igennem af drøftelser og diskussioner for over 20 år siden.
Og det altsammen endte over tid med, at menigheden og de dygtige musikere, som også elsker og ønsker at tjene Gud lige netop med deres talent, forstod hvad sand lovsang og tilbedelse er, så faldt alle ting på plads i en god harmoni.

Så taler ingen mere om manipulation eller om kedelige gudstjenester og kedelige prædikener.
Men om at enhver deltager i tilbeldelsen og ophøjelsen af Gud med hele deres hjerte, sjæl og sind.
Det er det som jeg kalder en gudstjeneste

mvh
carl

Hej Kristina

Ja, det giver også mig en del tanker, dette her... Tak for at du ville fortælle om dine!

Det helt store spørgsmål for mig i skrivende stund er: Hvad er lovsang? Du skriver, at lovsang og forkyndelse ikke må blandes sammen - mener du så, at lovsang ikke skal have forkyndende indhold? Altså sådan noget med at fortælle om Guds gerning. Hvilket indhold skal der i så fald være?

Jeg skriver løs...

Hvis nu lovsang handler om at udtrykke sine følelser overfor Gud - hvis det handler om, at jeg vil fortælle ham om min glæde ved evangeliet og min kærlighed og taknemmelighed til ham... Så er jeg enig med dig i, at det skal opstå spontant, for det er ikke noget, man kan planlægge.
Underbyggende for dette er Jak. 5,13: "Er nogen glad, skal han synge lovsange."
Dette vers åbner jo også implicit op for muligheden af, at en kristen ikke er glad og ikke har trang til at synge lovsange.
Ud fra dette indeholder lovsang altså ikke grunden til glæde (det forkyndende), men er udelukkende et middel til at udtrykke glædesfølelsen.

Hvis dette er tilfældet, synes jeg ikke (uh, det skurrer fælt selv i mine øren, men lad det nu være skrevet), at lovsang hører hjemme i en menighed .
Det står der vel heller ingen steder i Bibelen, at den gør.

Men der står i 1. Kor. 14,26: "Hvad da, brødre? Når I kommer sammen, har den ene en salme, en anden en belæring, én har en åbenbaring, én har tungetale, en anden har tolkningen. Alting skal være til opbyggelse."

Og i Kol. 3,16: "Undervis og forman med al visdom hinanden med salmer, hymner og åndelige sange, syng med tak i jeres hjerte til Gud."

Menigheden er ikke beregnet til kollektive følelsesudladninger (for følelserne er ikke ens og udtrykkes ikke på samme måde), men til forkyndelse, undervisning, formaning og anden lignende opbyggelse.

Dvs. i de sange, der bliver sunget i menigheden, skal der være et forkyndende indhold.

Hvis der så ikke rigtigt skal være noget indhold i lovsangene udover det følelsesmæssige der ligger bag "jeg lovpriser dig", og det følelsesmæssige i at kalde Gud for en masse forskellige navne, så har jeg jo ikke flere indvendinger mod teksterne i de moderne lovsange! De skal bare ikke bruges i menigheden...
Og lovsang bliver det selvfølgelig desuden først, når det virkelig er hjertets tak til Gud og ikke bare, når man sætter sig og synger over guitaren for hyggens skyld...

Nå, det var en sen aftentimes tanker... Måske er det helt hen i skoven?

Mvh Henrik

Hej Henrik - lige et par ord på vej kirke - til endnu en langfredag med gode forkyndende ord om korsets mysterium ...

Citat:
.. mener du så, at lovsang ikke skal have forkyndende indhold? Altså sådan noget med at fortælle om Guds gerning. Hvilket indhold skal der i så fald være?

Jeg mener ikke at lovsang skal være forkyndende, men naturligvis gerne må ..

Indholdet af lovsang vil vel som regel være lovprisning - " Dig være ære - Herre over dødens magt ... jo, på en måde kan det måske også kaldes forkyndelse .. ?
De rytmiske pop-lovsange har jeg ingen indvendinger imod, når jeg bare selv kan blive fri! rytmerne er som regel ikke lige er i overensstemmelse med min egen hjerterytme, og de giver mig helt forkerte associationer.
Så vil jeg meget hellere høre Jazz ude fra bomuldsmarkerne ..

Jeg er enig med dig i, at lovsang nok ikke rigtig til ved Gudstjenesten. Der kommer mennesker med hver sin meget forskelllige bagage, troende, tvivlende, søgende, vantro, glade og ulykkelige, stille og støjende imellem hinanden.

Du citerer fa 1. Kor 14: Når I kommer sammen, har den ene en salme, en anden en belæring, én har en åbenbaring, én har tungetale, en anden har tolkningen. Alting skal være til opbyggelse."

Ja, her mener jeg det meget tydeligt fremgår, at der er tale om en gruppe mennesker, der i forvejen kender hinanden godt og er helt bevidste om hver især at være forskellige lemmer på Jesu Kristi legeme.

Ja, de sange - og vel især salmer - der nu bliver sunget i menighederne, bør et forkyndende indhold. Men f.eks. Brorsons dejlige og stærkt forkyndende "Lovsynger Herren, min mund og mit indre ... " er den ikke også på en måde lovsang, selv om den ikke er med i den nye bølge?
Den kan jeg i hvert fald helhjertet synge med på, uanset hvor på humørskalaen jeg lige befinder mig ..

kristina

Hej Carl

Jeg tager det kronologisk

Citat:
Popstil !!!! Det må være et mærkeligt sted du har været og oplevet popstilen, vi har en anden stil.

Hov, undskyld, det var ikke for at fornærme... Men for mig udgør det samlede indtryk af en instrumentbesætning af klaver, trommer, guitar og bas, en sangstil med pop-glide og let vrængende vibrato og de melodiske linier med stærkt fokus på det synkopiske det, jeg umiddelbart kalder popstil. Jeg lader mig gerne belære, hvis det er fagligt ude i skoven...

Citat:
Jamen, musikstilen har jo ændret sig op gennem tidsaldrende. jeg er sikker på du ikke havde syntes at lovsangerne anført af Kong David var særlig stille eller andægtige med alle de forskellige rytmiske instrumenter de brugte.
Og jeg kan garantere dig for at Bach eller andre nu verdens berømte komponister ikke altid havde det lige let, når Bach hver søndag kom med en ny orgelkoral eller korsang eller de første opførelser af Händels Messias eller.....

Tænk, hvor pudsigt . Jeg troede, det var mig, der var den konservative. Skal musikstilen i den kristne menighed blive ved med at drive med tidens musikstil, bare fordi den altid har gjort det?
Man må vel stoppe op og se på, hvad der er mest hensigtsmæssigt...
I øvrigt mener jeg, at der er forskel. Det, som man engang i 1700-tallet kaldte verdslig musik, går nu ind under den samme overordnede samlebetegnelse som den kirkelige musik fra samme tidspunkt: Klassisk musik.
Nu drejer det sig om indførelsen af noget, som i langt højere grad er en anden genre (tør jo snart ikke sige noget, men "rytmisk musik" er vel ikke helt forkert...) og derfor er tilsvarende længere fra at have samme funktion, som den musikstil, der førhen har været benyttet i det kirkelige, har haft.

Citat:
Jeg skrev i mit allerførste indlæg, at jeg anså både lovsange og salmer som ligeværdige i lovprisning og tilbedelse til Gud.

Okay. Hvad mener du, forskellen er på lovsange og salmer?

Citat:
Og endnu engang: musikken og teksten hører sammen for at nå menneskers hjerter.

Du bliver måske nødt til at uddybe det lidt mere, hvis jeg skal forstå, hvad du mener.
Teksten skulle vel gerne være nok til at nå menneskers hjerter - man kan vel få nøjagtigt det samme åndelige udbytte ved at læse en sang som ved at synge den?

Citat:
Citat: Musik vil altid manipulere med følelserne, men der går grænser - sml. prædikantens retorik. Derfor foretrækker jeg melodier, som ikke nærmer sig ekstremerne i følelsesudladning, men holder sig på et niveau, hvor man kan føle, som man nu er i stand til det.

Citat slut.

Kommentar:
Nej, det vil og gør den ikke, for den virker forskellig på forskellige mennesker. Og det er dig som er ansvarlig overfor at administrere dine følelser i forhold til Gud.

Jeg er enig i, at musik virker forskelligt på forskellige mennesker (dog ikke alt for pluralistisk forstået, når det drejer sig om mennesker fra samme musikkultur). Men det ændrer ikke ved, at musikken er en udefrakommende påvirkningsmagt, som påvirker din stemning i en bestemt retning, som du ikke selv er herre over eller administrator for.
"Musik" er ikke bare "musik" og forskellig musik har forskellig påvirkningskraft, alt efter hvor følelsesbetonet og ekstrem den er. Og her er et eller andet sted en vurderingsgrænse for, hvad der kan være hensigtsmæssigt at bruge i en kristen menighed, som jeg oplever bliver meget løst behandlet rundt omkring.

Citat:
I øvrigt har jeg jo anført i tidligere indlæg, at enhver jo tilbeder på sin måde og musikken er blot et "instrument" som hjælper os med at synge teksten.

Her lyder det til, at vi har samme syn på, hvordan musikkens plads skal være i en menighed. Men vi er åbenbart ikke enige om, hvornår instrumentet får for stor plads.

Citat:
Ved du hvad, det du har skrevet i dine indlæg er nøjagtig, hvad vi og andre har været igennem af drøftelser og diskussioner for over 20 år siden. Og det altsammen endte over tid med, at menigheden og de dygtige musikere, som også elsker og ønsker at tjene Gud lige netop med deres talent, forstod hvad sand lovsang og tilbedelse er, så faldt alle ting på plads i en god harmoni.

Nå, okay, det var dejligt - så behøver jeg vel bare vente på, at den samme erkendelse "over tid" også når til stakkels mig..?
At noget "over tid" udglatter sig og går i en bestemt retning behøver jo ikke være positivt, jf. f.eks. situationen på reformationens tid.
Jeg beklager, hvis jeg ripper op i en lukket diskussion, men jeg havde ikke så mange kvæk at kvakse for 20 år siden.

Citat:
Så taler ingen mere om manipulation eller om kedelige gudstjenester og kedelige prædikener.
Men om at enhver deltager i tilbeldelsen og ophøjelsen af Gud med hele deres hjerte, sjæl og sind.
Det er det som jeg kalder en gudstjeneste

Nå, det er interessant. Jeg havde altid troet, at gudstjenester var samlinger, hvor menigheden opbyggede hinanden med Guds ord og sakramenter. Handler gudstjenesten for dig om, at menigheden samles om tilbedelse og ophøjelse af Gud?
Jeg tænker, at det er mere opbyggeligt at samles om, hvad Gud har gjort for os. Så bliver menigheden det kraftcenter, hvorfra tilbedelsen og ophøjelsen af Gud i hverdagens ord og handling udspringer.

Mvh Henrik

PS: Jeg håber ikke, at min debattone provokerer dig på en negativ måde; så må du protestere! Vi er jo brødre i Herren og har begge et ønske om, at menighedslivet skal fungere sundt og bibelsk.

Hej Anne

Citat:
Ofte handler det vist om, hvordan vi forstår de forskellige sange og brugen af dem - eller måske misforstår.
Jeg tror, det er vigtigt, at vi snakker med hinanden om det, for at finde ud af, hvad folk egentlig mener med det, de gør, om de mener det, vi tror, eller det bare er en ide, vi har. Fx. hvis vi er et sted, hvor vi oplever, at de valgte lovsanges tekster ikke siger så vældig meget - eller vi fornemmer, at der appelleres til følelserne på en lidt for bevidst måde - så bør vi spørge, om det var der, de ville hen med det, eller hvordan?

Jeps, det er godt og nødvendigt at snakke med hinanden og prøve at forstå hinanden. Det oplever jeg selv kan være svært, fordi mange bliver sårede, når jeg fortæller, hvordan jeg oplever det. Når nogen mener de får en åndelig oplevelse af noget, som jeg tenderer til at tro hænger mest sammen med noget rent psykologisk, så føler jeg mig virkelig led og lyseslukkende, hvis jeg skal rejse spørgsmålstegn ved det!
Og jeg kan jo ret beset heller ikke vide det...
Forståelse for hinandens motiver er vigtigt. Det er bare ikke nok at finde ud af, hvad folk mener med det, de gør, for det er jo desværre muligt at bedrage sig selv. Det er ikke nok at vide, at folks hensigt er at lovprise Gud, hvis det reelt ikke er det, de gør. Det er bare så brutalt at sætte spørgsmålstegn ved... Men selvfølgelig skal der sættes spørgsmålstegn. Vi må prøve os selv og være ærlige og selvransagende i alt.

Citat:
Jeg tænkte på noget af det, du skrev om følelsesappel. Måske har du ret. Måske ikke. Det kan også ofte komme an på lovsangslederen, synes jeg. Eller måske kirkesamfundet. Men der er jo også forskel indenfor dem.

Ja, alt er så relativt og provokerende nuanceret, så man næsten må opgive at diskutere andet end enkelttilfælde. Men det er nok alligevel vigtigt med en principiel diskussion, ligemeget hvor meget man så kommer til at karikere...

Citat:
Vil du mene, at der er forskel på, om en sang så at sige "tilfældigvis" fremkalder følelser, og så på at den er "lavet til" at appellere til følelsen? For vi er jo enige om, at alle slags sange kan fremkalde følelser (selv tidebønner på gregorianske toner ), og at det ikke i sig selv er forkert, hvis de gør det.

Det er svært at proppe det i kasser. Men ud fra mit synspunkt er det jo ikke hensigtsmæssigt med stærk musikalsk følelsespåvirkning i forbindelse med afsyngningen af teksten. Om det så sker "tilfældigt" eller planlagt er i og for sig ligegyldigt. Men har musikere og sangere stilsans, så sker det jo oftere, når det er planlagt...
Selvom musik influerer forskelligt på menneskers følelser, mener jeg bestemt godt, at man kan tale objektivt om musik som er mere ekstrem i følelsesappellen. Og denne appel forøges naturligt nok ved benyttelse af f.eks. trommer.
Hvor grænsen går for musikalsk følelsesappel er selvfølgelig flydende... Men dermed ikke sagt, at den er ligegyldig, tværtimod at vi så meget des mere skal passe på.

Mht. julesange... ja, hvor har du ret! Her er endda ofte tale om planlagt følelsesappel - en del julesange har det med at bruge kvinten som bastone, fordi det har sådan en vammelsød effekt .
Dog vil jeg mene, at en stor del af følelsesappellen er bestemt af det særlige forhold omkring jul&tradition. Generelt mener jeg, at koralerne fra salmebogen har en meget begrænset følelsesappel, fordi de er så enkle i stil uden de vilde musikalske effekter.

Nogen vil vel spørge mig: Bliver det ikke kedeligt?

Jamen musikken skal ikke være underholdning. Hvorfor så bruge underholdningsmusik til vores sangtekster? Gå til alle de koncerter, I har lyst til, men lad os have Guds ord i centrum, når vi er sammen i det kristne fællesskab. Det er et vidunderligt budskab, vi er samlet om! Så lad os dog hente kraften fra det og koncentrere os om modtagelsen og forkyndelsen af det, når vi er samlet, og lad os ikke have fokus på vores egen begejstring, endsige forsøge at fremkalde den hos nogle, som ikke ejer den.
Budskabet, evangeliets kraft, må tænde glæden, men det er ikke sikkert, det gør det, og vi udtrykker ikke vores glæde på samme vis, derfor synes jeg ikke, følelsestilkendegivelserne skal systematiseres og have plads i menigheden.

Mvh Henrik

Hej HHH

Jeg kan læse, at jeg skal stoppe med at forklare mere om musikens væsen i en gudstjeneste, for tilsyneladende foranlediger det nye problemstillinger hos dig om manipulation. Når jeg så giver eksempler på Bach og andres problemer med at præsentere ny musik, så bliver det i dine øjne og øren til at jeg er konservativ i min musikstil.

Ved du ærlig talt selv hvad du egentlig mener helt konkret

Citat:
Nå, det er interessant. Jeg havde altid troet, at gudstjenester var samlinger, hvor menigheden opbyggede hinanden med Guds ord og sakramenter. Handler gudstjenesten for dig om, at menigheden samles om tilbedelse og ophøjelse af Gud?
Jeg tænker, at det er mere opbyggeligt at samles om, hvad Gud har gjort for os. Så bliver menigheden det kraftcenter, hvorfra tilbedelsen og ophøjelsen af Gud i hverdagens ord og handling udspringer.

Citat slut.

Kommentar:
Menigheden er, som du kan læse i NT- Kristi legeme, alle de troende kristne globalt og den lokale menighed er mere end ord og sakramenter, den er også stedet for fællesskabet om troen og den udtrykkes gennem forkyndelse, bøn, tilbedelse m.m. og Helligåndens kraft i funktion.

Og også som Paulus skriver i 1. Kor. kap. 12 og 14.vers 23:"¨Når I kommer sammen, så har enhver af jer ....
Og i Efeserbrevet kap. 4. vers 16
og endelig i Filipperbrevet kap. 2 vers 1-5.

Tak for debatten.


mvh
carl

Hej Carl

Jeg er ked af, hvis jeg virker til at være udenfor pædagogisk rækkevidde... Hvis du ikke synes, det gavner noget formål at fortsætte debatten med mig, vil jeg også sige tak for den. Men jeg tror, at vi har snakket noget forbi hinanden, og jeg kunne fortsat godt tænke mig at høre, hvad du har at sige, for - som du har bemærket - har jeg åbenbart ikke forstået dit synspunkt og kunne godt tænke mig at få det forklaret.

Jeg har åbenbart været utydelig i mit forrige indlæg, det beklager jeg.
Jeg kunne aldrig drømme om at sige, at du har en konservativ musikstil. Men jeg nævner, at du benytter dig af en konservativ sådan-har-det-altid-været-argumentationsform: Musikken ved gudstjenesterne skal blive ved med at følge med samtidens musik, for det har den altid gjort!
Her er det, jeg synes, man skal stoppe op og spørge, om vi som noget nyt ikke skulle lukke af for nutidens musikstil, for jeg synes ikke, den er formålstjenlig.
(Jeg er med på, at det ikke er en ny bekymring, men det er jo alligevel altid gået sådan, at tidens musik har fået indflydelse på kirkens musik, og derfor ville det virkelig være fornyende, hvis det ikke gik sådan i vores tid...)

Citat:

Citat:
Nå, det er interessant. Jeg havde altid troet, at gudstjenester var samlinger, hvor menigheden opbyggede hinanden med Guds ord og sakramenter. Handler gudstjenesten for dig om, at menigheden samles om tilbedelse og ophøjelse af Gud?
Jeg tænker, at det er mere opbyggeligt at samles om, hvad Gud har gjort for os. Så bliver menigheden det kraftcenter, hvorfra tilbedelsen og ophøjelsen af Gud i hverdagens ord og handling udspringer.

Citat slut.

Kommentar:
Menigheden er, som du kan læse i NT- Kristi legeme, alle de troende kristne globalt og den lokale menighed er mere end ord og sakramenter, den er også stedet for fællesskabet om troen og den udtrykkes gennem forkyndelse, bøn, tilbedelse m.m. og Helligåndens kraft i funktion.

Jeg beklager min fejl: I stedet for "så bliver menigheden det kraftcenter ect." skulle der står: "så bliver gudstjenesten det kraftcenter etc." (Det var en tanketorsk; havde jo de to foregående gange skrevet "gudstjenesten" )

Jeg tror, vi er helt enige i, hvad en menighed er, men tilsyneladende ikke i, hvordan ting bør foregå ved menighedens faste samling, hvor jeg mener, at formålet er de troendes opbyggelse ved fokus på Guds ord og modtagelsen af sakramenterne, og du giver udtryk for, at en gudstjeneste er der, hvor "enhver deltager i tilbedelsen og ophøjelsen af Gud med hele deres hjerte, sjæl og sind".

Det er kompliceret. Paulus skriver i 1. Kor. 14,15 om lovsang i menigheden [i menigheden = når menigheden samles]: "Jeg vil lovsynge med ånden, men jeg vil også lovsynge med forstanden". Udfra sammenhængen synes jeg, det er klart, at Paulus agiterer for, at alle ord og alle sange, der bliver sagt og sunget i menigheden skal kunne forstås og være til opbyggelse for hele menigheden. Dermed sagt at lovsang i menigheden skal indeholde noget forkyndende.
Ord som "jeg lovpriser dig" osv. er på en måde på samme "niveau" som tungetale, for det har kun det indhold, som det har for én selv personligt på det afsungne tidspunkt. Ligesom der ikke kommer noget godt ud af uudlagt tungetale i menigheden, kommer der ikke noget godt ud af ikke-forkyndende lovsang i menigheden.
Alt hvad der foregår i menigheden skal være opbyggeligt og altså være med fokus på Guds ord eftersom det nu engang er der, det opbyggelige går rundt og gemmer sig.

Citat:
Jeg kan læse, at jeg skal stoppe med at forklare mere om musikens væsen i en gudstjeneste, for tilsyneladende foranlediger det nye problemstillinger hos dig om manipulation.

Jeg ved ikke, hvor du har set de "nye" problemstillinger? Mit standpunkt har hele tiden været det, jeg skrev i sidste indlæg:

Citat:
musikken er en udefrakommende påvirkningsmagt, som påvirker din stemning i en bestemt retning, som du ikke selv er herre over eller administrator for.
"Musik" er ikke bare "musik" og forskellig musik har forskellig påvirkningskraft, alt efter hvor følelsesbetonet og ekstrem den er. Og her er et eller andet sted en vurderingsgrænse for, hvad der kan være hensigtsmæssigt at bruge i en kristen menighed, som jeg oplever bliver meget løst behandlet rundt omkring.

Er du uenig i det? I så fald ville jeg meget gerne høre hvorfor/på hvilken måde.

Mvh Henrik

PS: Det er som sagt helt okay, hvis du ikke svarer på dette indlæg, man har lov at trække sig - men jeg synes, det er et meget vigtigt emne, og hvis du har lyst til at svare, vil jeg prøve at lytte og forstå så godt jeg kan.

Hej HHH

Efter at have været bortrejst har jeg først nu set dit indlæg og selv om jeg faktisk havde besluttet at tie, så kommer her et lille bidrag mere om Lovsang/Tilbedelse:

Som jeg vist allerede har nævnt i et tidligere indlæg, så mener jeg, at Gud har skabt os med forskelligheder, og derfor kan ingen forvente at alle og enhver lovsynger på samme måde !
En forfatter, som er en kristen betegner det som 9 forskellige måder man kan lovsynge og tilbede Gud på.

"Naturelskere" bliver mest inspireret til at tilbede og lovsynge Gud i naturens omgivelser.

"Sanselige" personer tilbeder og lovsynger Gud med deres sanser og nyder skønne lovsangsgudstjenester, som involverer deres syn,smag, duft og berøring, ikke kun deres ører.

"Traditionelle" kristne drages nærmere Gud gennem ritualer, en bestemt liturgi, symboler og forventelige strukturer.

"Asketer" foretrækker at tilbede Gud i ensomhed og enkelt.

"Aktivister" viser deres tilbedelse og lovsprisning af Gud gennem at konfrontere det onde, det uretfærdige og gennem at gøre verden til et bedre sted.

"Omsorgsfulde " kristne tilbeder og elsker Gud gennem at elske andre og opfylde andres behov.

"Entusiaster" elsker at tilbede Gud gennem festlige gudstjenester.

"De tankefulde" eller filosofiske tilbeder Gud gennem ophøjelse af hans væsen og skaberværk.

De"intellektuelle" tilbeder og elsker Gud på grund deres studier af Guds gerninger gennem tidsaldrende.

Dette er blot en måde hvorpå man kan forklare den forskel, som kan opleves.
Der er derfor ingen "en størrelse som passer på alle" bestemt måde at nærme sig tilbedelse og lovprisning af Gud.
Men een ting er helt sikker, ingen bringer ære til Gud ved at være en anden end den han ønskede den enkelte skulle være.
Gud ønsker at du bare skal være den du er.

Men skriften siger også " at vi skal bringe vore legemer som et levende offer, hellig og elskeligt frem for Gud - dette er vor åndelige gudstjeneste"

Sand lovsang og tilbedelse er at "ofre" til Gud:
Fordi det koster os vor selvcentrerethed. Du kan ikke ophøje Gud og dig selv på samme tid. Og du tilbeder eller lovsynger ikke for at blive set af andre eller for at glæde dig selv.
Du fjerner bevidst fokus på dig selv gennem en sand tilbedelse eller lovsang for at ophøje Gud, fordi han gav os Jesus Kristus, som vor frelser og den opstandne Kristus.

Jeg tror godt at du kan genkende dig selv i een eller flere af de nævnte 9 forskellige områder.
Og jeg kan også se hvilke områder jeg hører til, det er ikke altid det samme, for vores liv berører os mere end vi tror.

Det vigtigste er, at når alt kommer til alt, at vi tilbeder eller lovsynger til Gud af hele vort hjerte, sjæl og sind, sådan som Helligånden tilskynder enhver til at gøre.
Gud ser gennem vore ord og ind i vore hjerter, så lad os elske ham sådan som han ved Helligånden inspirerer os og ikke forfalder til være noget andet end det Gud har skabt os til som enkelte individer.

mvh
carl

Hej HHH.

Ja, jeg tror du har ret i, at det, der må være det vigtigste, ikke er om man bliver "underholdt" af musikken (om den er "kedelig" eller ej). Men om den er til ophøjelse af Gud og opbyggelse af menigheden. Jeg mener, at menighedssangen må være begge dele - også tilbedelse af Gud, som svar på hans velgerning og som hyldest til ham, fordi han er den, han er.

Og jo. Der er nok musik, som er mere følelsesappellerende end andet. Jeg synes bare, det er svært at sige noget objektivt om, og om man egentlig kan det, ved jeg ikke. Måske, og så ikke helt alligevel...? Ellers skulle alle mennesker vel få de samme følelser ved den samme musik. Nogle synes fx at klassisk musik er fantastisk, andre, at den er kedelig, og atter andre skifter mening undervejs.
Nogle ting er de fleste dog enige om, fx at mol lyder trist, og dur lyder gladere.
Andre taler om, at fx. en melodi kan være sentimental. Men hvordan definerer man egentlig det? Er det et spørgsmål om toneart, intervaller, syllabisk / melismatisk, kadencer, eller noget helt femte? Og hvordan virker det, og hvorfor, og hvem definerer det? Det er bare noget jeg har tænkt lidt over en gang imellem, ikke ment som en indsigelse eller noget.
(Jeg har aldrig tænkt over det med kvinten som bastone eller det vammelsøde ved det som sådan. Jeg tror jeg tænkte mere på melodierne i sig selv - men humlen ved det er vel også, at de vækker minder, som evt ikke har så meget med juleevangeliet at gøre.)

Mvh. Anne.

Hej Tau.

Jeg kender antifoner i den 2. betydning, som artiklen nævner, som en slags omkvæd før og efter en bibelsk salme eller lovsang i tidebønner. Dem (dvs. tidebønner i almindelighed) har jeg lært at kende gennem Teologisk Oratorium, et broderskab for teologistuderende og præster, som mødes til tidebønner og konventer mv. (Tidebønnerne er også for ikke-medlemmer). Den form for bøn sætter jeg meget pris på og bruger den også privat en gang imellem.

Mvh. Anne.

Hej_HHH
Beklager,_hvis_det_er_vanskeligt_at_læse_mit_indlæg,
_men_min_computer_er_vist_trådt_ind_i_sin_sidste_livsfase.

Jeg_har_arbejdet_med_kirkemusik_og_lovsang_så_længe,
_jeg_næsten_kan_huske,_og_er_ved_at_uddanne_mig_
i_netop_kirkemusik._Men_hvis_det,_du_skriver_er_sandt,_
og_ikke_bare_din_personlige_mening,_så_stopper_jeg_
godt_nok_her!

Jeg_har_valgt_min_uddanelse_ud_fra_et_meget_klart_og_
stærkt_kald_til_at_bruge_mit_liv_og_mine_evner_til_at_
LOVPRISE_Gud._Det_er_en_ubeskrivelig_stor_glæde_for_
mig_at_få_lov_til_det._Men_hvis_følelser_og_musik_skal_
adskilles_i_så_stor_grad,_som_du_beskriver_det,_så_er_
mit_kald_formålsløst!

Jeg_håber,_vi_er_enige_om,_at_følelser_er_givet_af_Gud?_Nogle_har_fået_store_udsving_i_følelsesregisteret,
_hvor_andres_følelsesliv_er_mere_jævnt._Det_gør_os_til_f
orskellige_mennesker,_og_det_er_dejligt,_for_det_giver_
fællesskabet_mange_nuancer._Og_således_er_det_også_
meget_forskelligt,_hvordan_helligånden_skaber_åbenhed_
til_den_enkeltes_hjerte._Musik_er_i_mange_tilfælde_en_
nøgle_til_det_lukkede_hjerte,_så_ordet_kan_trænge_ind.
_Og_det_er_ikke_stilarter,_jeg_her_taler_om._Når_jeg_
spiller_til_gudstjeneste,_spiller_jeg_ligeså_ofte_bach_(der_er_100%_følelser),_som_jeg_spiller_mozart,_liszt_eller_moderne_
lovsang.

Og_omvendt_vækkes_trangen_til_lovsang_af_det_talte_ord._
Det_kan_ikke_skilles_ad._Og_i_mit_liv_er_ord_og_musik_lige_
store_vidnesbyrd!_Men_det_vidnesbyrd_JEG_kan_bringe_er_gennem_musikken,
_ikke_ordet._Hvorfor_skulle_jeg_frarøves_min_lovsang_og_
mit_vidnesbyrd_til_fordel_for_en_søgt_enkelthed,_der_ikke_
er_udsprunget_af_et_ønske_om_at_være_evangelisk?_Jeg_taler_her_om_koralbogen,_som_du_selv_nævner_som_
et_eksempel_på_passende_musik._Koralbogen_er,_som_den_
er_pga_stilistiske_strømninger_og_modstrømninger_i_dansk_
kirkemusik_gennem_de_sidste_200_år._Det_har_INTET_med_
evangelium_at_gøre._Enkeltheden_har_bla_noget_at_gøre_
med,_at_ikke_alle,_der_bruger_koralbogen_i_det_daglige_
abejde,_er_lige_højt_uddanede,_eller_lige_fagligt_dygtige,_
og_derfor_måtte_man_finde_et_niveau,_hvor_alle_kunne_
være_med.

Helt_personligt_er_det_ofte_de_meget_enkle_tekster,_der_
vækker_evangeliet_til_live_for_mig._Igennem_en_meget_
svær_periode_i_mit_liv_har_det_været_en_lovsang_med_
teksten;

"Jesus,_du_har_gjort_mig_fri,_ja_du_har_givet_mig_et_helt_
nyt_liv,_Halleluja,_du_er_min_frelser!",

_der_har_båret_mig_gennem_alt_det_svære._Ikke_Rosenius_
eller_Brorson,_men_et_lille,_stille_vidnesbyrd_om,_hvad_Jesus_har_gjort_for_mig.

Der_er_ikke_noget_entydigt_svar_på,_hvad_ægte_lovsang_
er,_undtagen_en_ting!_Det_er_et_forhold_mellem_den_enkelte_og_Gud!_En_glæde,_der_ikke_kan_udtrykkes_på_andre_måder,_end
_gennem_musik!_Der_behøver_ikke_engang_være_ord_på!_Lovsang_er_ikke_evangelium,_men_hænger_sammen_med
_evangeliet.

Sl_100;
Bryd_ud_i_fryderåb_for_Herren,_hele_jorden!
Tjen_Herren_under_glædessang,
træd_frem_for_ham_under_jubel!
Forstå,_at_Herren_er_Gud,
han_har_skabt_os,_og_ham_hører_vi_til,
vi_er_hans_folk_og_de_får,_han_vogter.
Gå_ind_i_hans_porte_med_takkesang,
ind_i_hans_forgårde_med_lovsang,
tak_ham,_pris_hans_navn!
For_Herren_er_god,
hans_trofasthed_varer_til_evig_tid,
hans_troskab_i_slægt_efter_slægt.

Mon_ikke_denne_salme_ville_være_gået_ind_under_
betegnelsen_"indholdsløs",_hvis_den_var_skrevet_i_vor
_tid?

Sulaima

Hej Carl

Tak for dit bidrag.

Jeg må jo skynde mig at slå fast, at jeg netop er enig med dig i, at vi har (vidt) forskellige måder at lovprise Gud på, fordi vi er (vidt) forskellige som mennesker! Der tror jeg, vi kan finde en fælles kæphest .
Og vi er også enige i, at vores relation til Gud er 100% nærværende helt tiden, ikke kun om søndagen, for Gud ser os altid. Jf. Rom. 12,1, som du citerede.

Spørgsmålet er så, hvilken plads lovprisningen skal have ved gudstjenesten, og hvordan den skal komme til udtryk.

Man kan høre citeret: "syng og spil af hjertet for Herren, og sig altid Gud Fader tak for alt i vor Herre Jesu Kristi navn."
Og det virker på mig nogle gange til at være hele grundlaget for lovsang i menigheden, men lige før det, står der altså: "Tal til hinanden med salmer, hymner og åndelige sange". (Ef. 5,19-20).
Der er ikke nogen modsætning mellem at "synge og spille for Herren" og at "tale til hinanden". Tværtimod er det et krav til menighedssamlingerne, at alting skal opbygge, formane, belære og undervise de deltagende i gudstjenesten - derved bliver det til en lovprisning af Gud, idet vi ærer hans navn ved at samles om hans ord. Vi synger og spiller af hjertet for Herren, hvis vores sange i menigheden har det samme sigte, som Gud har bestemt for gudstjenesten - at beskrive hans frelsesværk og vejlede og opmuntre hinanden i kampen for at leve det genfødte menneskes nye liv.

Jeg har ingen steder i Bibelen fundet eksempler på, at gudstjenesten skal gå ud på andet end det. At man så sammen med en ægtefælle eller nære venner kan samles om at udøse hjertet for Herren med tak, glæde, suk og sorg - det er en anden snak. Jeg ser ikke bibelsk belæg for, at gudstjenesterne skal have den selvhengivende, ikke-forkyndende lovprisning som ingrediens, og da slet ikke som centrum.

Den personlige tilbedelse med f.eks. ordene "jeg lovpriser dig" i centrum, har samme funktion som tungetale - den enkeltes opbyggelse. Men det fører ikke til fælles opbyggelse, derfor hører det ikke hjemme til gudstjenesten. "I menigheden vil jeg hellere tale fem ord med min forstand og lære andre noget, end tusindvis af ord i tunger." (Paulus).

Mvh Henrik

Hej Anne

Citat:
Ja, jeg tror du har ret i, at det, der må være det vigtigste, ikke er om man bliver "underholdt" af musikken (om den er "kedelig" eller ej). Men om den er til ophøjelse af Gud og opbyggelse af menigheden. Jeg mener, at menighedssangen må være begge dele - også tilbedelse af Gud, som svar på hans velgerning og som hyldest til ham, fordi han er den, han er.

Vi er enige om, at de ting, der foregår i menigheden skal være til ophøjelse af Gud og opbyggelse af menigheden - det er bare vigtigt ikke at se det som en modsætning, eller noget, der skal foregå i to "dele", jf. mit svar til Carl.

Citat:
Og jo. Der er nok musik, som er mere følelsesappellerende end andet. Jeg synes bare, det er svært at sige noget objektivt om, og om man egentlig kan det, ved jeg ikke. Måske, og så ikke helt alligevel...? Ellers skulle alle mennesker vel få de samme følelser ved den samme musik. Nogle synes fx at klassisk musik er fantastisk, andre, at den er kedelig, og atter andre skifter mening undervejs.

Du har ret i, at det er meget kompliceret, hvordan musik virker på mennesker. Når jeg skriver om følelsesmæssig påvirkning handler det ikke om, at der er nogen, der kan lide klassisk musik og andre rytmisk musik. Mit ærinde er ikke at få melodierne ved gudstjenesterne indrettet efter min personlige smag (så skulle der iøvrigt være betydeligt mere romantisk schwung i end i DDS' koralbog! ).

Men jeg tror, at man - ligesom man kan iagttage enshed i bedømmelse af munterhedsgraden i hhv. dur og mol - også kan iagttage større følelsesmæssig bevægelse i benyttelse af f.eks. popmusik ift. koraler. Selvom det er kompliceret, er der langtfra anarkistiske tilstande, så at det skulle være ligemeget, hvilken musik vi bruger.
Meget hænger vel sammen med lydstyrken, instrumenterne og kropsappellen. Her er popmusikken på alle måder mere opmærksomhedskrævende og følelsesappellerende end den klassiske koral.

Citat:
Andre taler om, at fx. en melodi kan være sentimental. Men hvordan definerer man egentlig det? Er det et spørgsmål om toneart, intervaller, syllabisk / melismatisk, kadencer, eller noget helt femte? Og hvordan virker det, og hvorfor, og hvem definerer det? Det er bare noget jeg har tænkt lidt over en gang imellem, ikke ment som en indsigelse eller noget.

Jeg tror ikke, jeg er den rette til at give en musikfaglig begrundelse! Men - hvem definerer, at mol er sørgeligt? Det er vel ikke mere mystisk end det.
Sentimentalitet... tja, måske handler det meget om instrumenterne og sangstilen, benyttelse af vibrato; men det er der jo så nogle melodier, der lægger mere op til end andre, og det er nok lidt kompliceret.
Jeg tror, at overdreven dissonansopløsning, D7-akkorder, fermater på svulstige akkorder og punkterede rytmer kan være nogle af nøgleordene - men alt afhænger selvfølgelig af, hvordan komponisten har behandlet det, og hvordan musikerne udfører det.
Den vammelsøde kvint i bassen er også en mulighed - men jeg er iøvrigt enig med dig i, at det er associationerne, der gør det meste ved julemelodierne. (så overdrevet er det heller ikke, det med kvinten i bassen, men den findes nu noget mere end normalt ved julens melodier )

Mvh Henrik

Kære Sulaima!

Det er præcist sådan et indlæg som dit, der gør, at jeg har en overordentlig stor lyst til bare at lukke munden og beholde min frygt og mine fornemmelser for mig selv. Måske skulle jeg bare gøre det. Nu kommenterer jeg alligevel dit indlæg og beder til, at det ikke må få destruktiv indvirkning på dit kristenliv.

Citat:
Jeg_håber,_vi_er_enige_om,_at_følelser_er_givet_af_Gud?_Nogle_har_fået_store_udsving_i_følelsesregisteret,
_hvor_andres_følelsesliv_er_mere_jævnt._Det_gør_os_til_f
orskellige_mennesker,_og_det_er_dejligt,_for_det_giver_
fællesskabet_mange_nuancer._

Amen, vi er forskellige mennesker med forskellige følelsesudtryk, og hvor er det herligt! Det vil jeg for alt i verden ikke lave om på - tværtimod ønsker jeg jo, at der skal være plads til alle typer mennesker ved en gudstjeneste.

Citat:
Og_således_er_det_også_
meget_forskelligt,_hvordan_helligånden_skaber_åbenhed_
til_den_enkeltes_hjerte._Musik_er_i_mange_tilfælde_en_
nøgle_til_det_lukkede_hjerte,_så_ordet_kan_trænge_ind.

Jeg mener ikke, at det er en nødvendig følgevirkning, som du præsenterer det som, men jeg ved, at der er mange, der er uenige med mig og enige med dig.
Jesus siger: "Det er Ånden, som gør levende, kødet gør ingen gavn. De ord, jeg har talt til jer, er ånd og liv" (Joh. 6,63).
Guds ord er ånd og liv, og hvis dét ikke kan lukke op til hjertet, er der ingenting der kan. Det kan Helligånden gøre fuldstændig uafhængigt af, om ordene er sunget, talt eller læst - alt andet anser jeg for at være på et psykologisk-følelsesmæssigt plan, som intet har med Helligånden at gøre. Vi vil så gerne kunne føle Guds nærvær og mærke virkninger af Guds ord, føle glæde over det. Men - tak, Gud! - det er ikke vores følelsesmæssige reaktion eller mangel på samme, som frelser os, men alene det, at vi klynger os til Jesus i et magtesløst afhængighedsforhold til ham. Der er ikke noget galt med mig, fordi jeg ikke føler, at Guds ord går mig til hjerte, for det er ikke den følelse, det kommer an på - derfor behøver Helligånden ingen følelsesmæssige "nøgler" til at lukke op til mit hjerte; udelukkende Guds ord.

Citat:
Og_omvendt_vækkes_trangen_til_lovsang_af_det_talte_ord._
Det_kan_ikke_skilles_ad._Og_i_mit_liv_er_ord_og_musik_lige_
store_vidnesbyrd!_Men_det_vidnesbyrd_JEG_kan_bringe_er_gennem_musikken,
_ikke_ordet._Hvorfor_skulle_jeg_frarøves_min_lovsang_og_
mit_vidnesbyrd_til_fordel_for_en_søgt_enkelthed,_der_ikke_
er_udsprunget_af_et_ønske_om_at_være_evangelisk?_

Det gør mig ondt, at du ser det sådan, som om jeg prøver at frarøve dig noget. Jeg ved, at det ofte virker sådan på folk, og det gør mig virkelig trist, men det er altså ikke meningen. Jeg tror, at det er Guds vilje, at vi glæder os over musikken - som en del af kulturbefalingen. Og jeg tror, at musik kan være et utroligt stærkt virkemiddel til at udtrykke sine følelser overfor Gud, og det vil jeg aldrig prøve på at tage fra dig.

Der er to store forskelle på Guds ord og musik.
1) Guds ord er fra Gud, musikken er skabt af mennesker.
2) Ord udtrykker et regulært indhold, musik er et følelsessprog.

Dvs. det er umuligt at vidne for andre om Gud og forkynde hans ord vha. et stykke instrumentalmusik. Du kan vise din glæde ved at spille et stykke musik og forklare andre, at den glæde er rettet mod Gud, men du kan ikke forvente at andre skal have den samme følelse, som du udtrykker.
Som et vidnesbyrd, hvor en går op og siger: "Jeg er så glad for Gud, lad os lovsynge ham, for jeg er så glad for, at jeg er en kristen" eller: "Jeg er så gal på Gud, for jeg er så træt af at være menneske". Eller som uudlagt tungetale som kan være utroligt opbyggende for den, der taler i tunger, men ikke for dem, der hører på det (andet end at det kan være en følelsesmæssig stærk oplevelse).

Citat:
Hvorfor_skulle_jeg_frarøves_min_lovsang_og_
mit_vidnesbyrd_til_fordel_for_en_søgt_enkelthed,_der_ikke_
er_udsprunget_af_et_ønske_om_at_være_evangelisk?_Jeg_taler_her_om_koralbogen,_som_du_selv_nævner_som_
et_eksempel_på_passende_musik._Koralbogen_er,_som_den_
er_pga_stilistiske_strømninger_og_modstrømninger_i_dansk_
kirkemusik_gennem_de_sidste_200_år._Det_har_INTET_med_
evangelium_at_gøre._Enkeltheden_har_bla_noget_at_gøre_
med,_at_ikke_alle,_der_bruger_koralbogen_i_det_daglige_
abejde,_er_lige_højt_uddanede,_eller_lige_fagligt_dygtige,_
og_derfor_måtte_man_finde_et_niveau,_hvor_alle_kunne_
være_med.

I princippet er det jo ligegyldigt, hvordan koralbogen er opstået, hvis vi ser funktionelt på det.
Men - som du også antyder med dit "bl.a." - så er de faglige kvalifikationer så vidt jeg ved ikke den eneste begrundelse for koralbogens enkelthed - der lå også betragtninger bag om ydmyghed overfor teksten.
Enkelthed i musikken har det med evangeliet at gøre, at den ikke vil tage opmærksomheden fra teksten, men lade den være det helt centrale, som må vække til liv.
Enkelthed i musikken har det med evangeliet at gøre, at den ikke tvinger nogen til følelsesmæssigt udtryk, men viser at evangeliet storhed er uafhængigt af dit eget følelsesliv og kan modtages af både glade og triste, tvivlende og jublende.

Citat:
Helt_personligt_er_det_ofte_de_meget_enkle_tekster,_der_
vækker_evangeliet_til_live_for_mig

Tak for dit vidnesbyrd! Sådan er vi forskellige - det er ofte f.eks. Rosenius, der er til hjælp for mig, når jeg er langt nede. Men evangeliet er jo enkelt, og en sangtekst med enkelthed kan for nogle flytte mere end en hel prædiken.
Jeg er ikke imod enkelthed i menighedssangene, men i følelsesappellen. Det følges bare desværre ofte ad. Derfor synes jeg ofte, at de sange må høre hjemme i ens private (andagts)liv med Gud.

Citat:
Der_er_ikke_noget_entydigt_svar_på,_hvad_ægte_lovsang_
er,_undtagen_en_ting!_Det_er_et_forhold_mellem_den_enkelte_og_Gud!

Ja og nej. Mest ja. Men i menigheden bør lovsangens funktion primært være opbyggende og forkyndende for hele menigheden, jf. mine tidligere indlæg.

Citat:
En_glæde,_der_ikke_kan_udtrykkes_på_andre_måder,_end
_gennem_musik!_Der_behøver_ikke_engang_være_ord_på!_

Jeg kan godt forstå, at du har brug for mere end ord i dit personlige liv med Gud; sådan har jeg det også selv. Men det er der forskel på - nogle får intet ud af musik.

Mht. Salme 100... Jeg mener, at der er meget stor forskel på Bibelens salmer og nutidens sange. Salmerne regner vi jo for at være Guds ord, skrevet af mennesker.
Mange af salmerne er meget indholdsmættede, og vi kan lære meget af at studere dem - også med henblik på at skrive sange. Men vi har ingen steder fået at vide, at vi skal kopiere Davids stil - vejledningen for sange ved menighedssamlingerne finder vi i NT.

Jeg håber, du tager dette indlæg i bedste mening. Jeg gentager, at jeg ikke ønsker at ødelægge noget for dig, langt fra! Og jeg ser på ingen måde ned på musikken, som er god og gudvillet og gavnlig for mange ting. Jeg har bare mine bekymringer omkring den brug af den ved menighedssamlingerne, som jeg har set mange steder.

Guds fred
Henrik