Café,

jeg sidder her og tænker lidt over, hvornår og hvor tit vi oplever, at Gud føles nær.

Er det hele tiden, tit, sjældent eller næsten aldrig dvs. kun i glimt? Hvad oplever du? Jeg vil gerne høre, hvordan det ser ud for dig, for så kan jeg måske arbejde videre med mit eget gudsforhold, og så er der måske nogen andre, som kan bruge dit indlæg til noget i deres gudsforhold.

Jeg selv har det meget skiftende. I perioder mærker jeg mig næsten hele tiden omkranset af Guds Ånd og føler og sanser meget. Da føler jeg mig meget tryg, fordi jeg mærkbart kan sanse, at Gud er mig nær.
Andre gange mærker jeg ikke så meget, da går dagen med det huslige og med at snakke med forskellige mennesker osv. Da må jeg minde mig selv om, at Jesus bor i mit hjerte.
Atter andre gange mærker jeg stort set intet eller faktisk intet. Da må jeg huske på de gange, hvor jeg har mærket Guds nærvær og fastholde, at det er altså er det, der er sandheden.

Måske fokuserer jeg for meget på at mærke og sanse?
Måske skal man bare holde sig Guds Ord (Bibelen) for øje og gemme det i hjertet? Så man altid stoler på Hans løfter om nærvær. Der står jo skrevet: Og se, Jeg er med Jer alle dage indtil verdens ende.

Jeg har nok meget at lære endnu, selvom jeg har været kristen i snart 6 år.

Skriv endelig og fortæl mig din mening.

mvh Tau.

Godaften Tau

Herren (bH) er hvor du lukker Ham ind..

Mvh

Hej Tau -
Godt spørgsmål - hvornår er Gud nær? Jeg føler ham ikke altid nær, og det kan være enormt frustrerende når der kan gå lange perioder uden decideret glæde over at tilhøre Jesus, og den der følelse af nærvær.
Men så, heldigvis, må jeg blive ved med at minde mig selv om at det ikke kommer an på mine følelser, hvor "nær" Gud er. Hvis jeg tilhører ham og bekender mig til ham, så er han I mig, og så vil det at sige "jeg føler ikke Guds nærhed" være det samme som at sige "Jeg føler ikke at jeg er tæt på min tyktarm for tiden". Prøv at tjek ud hvor mange steder i bibelen der faktisk står at vi er i Kristus eller han er i os, det er fantastisk dejligt mange!
Udfordringen for mig bliver så igen og igen at søge derhen hvor Gud kan bekræfte mig i at han er hos mig altid, i bønnen, bibelen og det krisne fællesskab.

En cool gammel fyr ved navn Rosenius har skrevet en salme, du får lige 4. vers:

Jeg føler ofte skiften,
det stadigvæk slår om,
snart er jeg rørt af Skriften,
snart kold og død og tom;
men nu jeg må betragte:
Hos Gud det skifter ej,
ja, rent jeg må foragte
mit hjertes ja og nej.

Gud har givet mig mine følelser, og han er hos mig i dem - og helt ærligt, der er faktisk ikke noget bedre end at stå der og være helt ødelagt over hvor langt væk Gud er, og så pludselig indse at han altså er lige ved siden af mig og faktisk har været det hele tiden...

Jeg tror også det er forskelligt hvor meget af Gud vi føler og sanser, men det er de samme løfter der gælder for os alle sammen

Hej Schjelde,

Tak for dit gode svar.

Ja jeg kender også godt den der følelse af, at man føler, at Gud bare er borte, og så går det op for én, at Han er i ens hjerte/lige hos en. Det kan få mig til at grine af lettelse. Det er altså en pudsig ting.

Tak for salmen. Jeg har hørt om Rosenius, men jeg har aldrig læst noget af ham. Han er vist reformator?

mvh Tau.

Hej tau -

Rosenius? Han er det pureste guld (svensker 1916-68) - ren balsam for anfægtede sjæle! se her.

Jeg læser hver dag i hans "Husandagtsboka" for at være rustet til alle dagens udfordringer - (den norske oversættelse er den bedste) - ham ville du også være glad for at studere - han er jo luthersk, forstås!

kristina

Hej,

Jeg bli'r simpelt hen nødt til at spørge, selv om det er off-topic i denne tråd osv.

Hver gang du skriver Herren, skriver du (bH) bagefter. Hva' betyder det????

Mvh

Lars

Hej Kristina og Tau...
Det var da en afsindigt grim hjemmeside! Men nej, det ændrer ikke på at Rosenius er for cool - han skriver nogle fede salmer, og hans bøger, både de korte og de lange, er også gode. Ham og så ABBA... Det var vist det, Sverige

Hej Lars

Citat:
Jeg bli'r simpelt hen nødt til at spørge, selv om det er off-topic i denne tråd osv.

Hver gang du skriver Herren, skriver du (bH) bagefter. Hva' betyder det????

Det står for "baruch Hu" priset være Han..

Mvh

Hej Schelde, du har ret, det er i det ydre en virkelig hade-hjemmeside, men det var det eneste sted jeg kunne finde med henvisning til den danske kontakt i Skjern, som med glæde sender diverse gratis Rosenius-materiale til enhver, som henvender sig.

Og så synes jeg ikke vores broderfolk skal have ansvaret for siten (kun for Rosenius himself, og Abba naturligvis ) den er norsk nemlig, og så forstår og tilgiver man jo straks bedre! ...

kristina

Hej Schjelde m.fl.

Ja, man kan jo også spørge sig selv (nu håber jeg ikke det fornærmer nogen): Hvor har vi egentlig den forståelse / vending fra - med at "føle Guds nærvær"?
Står der overhovedet i Bibelen, at Guds nærvær er noget, man kan "føle" som sådan? (Jeg er ret sikker på, at udtrykket ikke står der, i hvert fald.) Og hvis ikke, hvor har vi så ideen fra?
For mig at se beskrives Guds nærvær altid som et objektivt faktum, uden at inddrage begrebet følelse eller andre sanser for den sags skyld.

Misforstå mig nu ret : Selvfølgelig er der noget, der hedder åndelige oplevelser. Og selvfølgelig er der noget, der hedder følelser i vores trosliv. Men er det virkelig det samme som at "føle Guds nærvær"?
Måske er det i virkeligheden så enkelt som at man føler glæde over noget, man har erkendt eller forstået - fx. at man er i Kristus, eller at Gud elsker en.
Eller følelsen er måske en følelse af stemning, fx. i et fællesskab, og så er vi bare så vant til at kalde den følelse "Guds nærvær", at vi nærmest ikke tænker over det?
(Ikke fordi, der er noget i vejen med stemninger i sig selv, slet ikke, men det kan komme an på, hvad man bruger dem til, og hvordan man tolker dem).

Det handler vel også om, hvordan vi taler om disse ting. Hvis nogen taler meget om at føle Guds nærvær, kan andre - måske nye i troen eller knap så befæstede - vel kun komme til den logiske konklusion, at når vi ikke har denne følelse, er Gud der ikke. Man forventer på en eller anden måde, at den skal være der, fordi man måske har hørt det i vidnesbyrd, og så ser man et faresignal, når den mangler - selv om den ikke står beskrevet i Bibelen.

Jeg tror egentlig altid jeg har haft en forholdsvis barnlig forståelse af begrebet Guds nærvær. Som børn sagde vi noget i retning af, at "Gud, han er alle vegne - også i luften"
- og så regnede jeg egentlig med, at det var sådan. (Jeg er ikke opvokset i kristen sammenhæng.)
Også selv om jeg senere i mit liv oplevede, hvad vi kalder at "føle Guds nærvær". Grunddogmet var stadig, at Gud var alle vegne. Derfor forstod jeg heller ikke, når folk evt. i vidnesbyrd sagde, at "Gud var der bare ikke, bønnen nåede kun til loftet" - uden at det blev modsagt... (Pudsig vending i øvrigt - som om man ikke tror, Gud er i det rum, hvor man beder, og man så skal sørge for at sende sine bønner langt nok afsted, så de når helt op til himlen, og man endda skulle kunne mærke, når de var der? Som jeg plejer at sige: hvad skal de helt op under loftet efter? Gud bor jo i mit hjerte! )

På den anden side må jeg sige, at jeg har haft oplevelser af en art, så hvis de var sket i fx. en gudstjeneste- eller bøns- kontekst, ville jeg have tolket dem som "at føle Guds nærvær".
Det oplevede jeg fx. engang, jeg hørte en oplæsning af Oehlenschlägers smukke digt "Guldhornene" i radioen og blev meget betaget af det og "varm indvendig" ligesom. Pludselig slog det mig, at hvis det havde været fx. en prædiken, jeg havde lyttet til, ville jeg måske have tænkt, at nu er Gud mig nær på en særlig måde - og så kunne jeg få nøjagtig samme fornemmelse i maven ved at lytte til sådan et halvhedensk digt...
Et andet eksempel kunne være at få en meget ens følelse, både når jeg sang en lovsang, og en anden almindelig sang, jeg bare godt kunne lide... er den følelse, der opstår, så en følelse af Guds nærvær - eller er det bare glæden ved at synge - som jeg så tolker kristent, når jeg synger om Gud og lige har hørt en prædiken om ham?
Det fik i hvert fald mig til at tænke: Hvad er det lige, det er for noget med det?

Nej, glæde er godt - men den skal ikke forveksles med Guds objektive allesteds- og alletids- (nyt ord??) nærvær, som vi fx. læser om i Salme 139: "Hvor skulle jeg søge hen fra din ånd? (...) Stiger jeg op til himlen, er du der, lægger jeg mig i dødsriget, er du der. Låner jeg morgenrødens vinger, og slår mig ned, hvor havet ender, så leder din hånd mig også der, din højre hånd holder mig fast." Halleluja for det!

Som sagt, det er ikke for at afvise åndelige oplevelser og lignende, og jeg håber ikke, jeg har såret nogen med dette. Spørgsmålet var alene, hvordan vi forstår oplevelserne, og hvad vi bruger dem til.

Mvh. Anne.

Hej AnnePande
Jeg vil bare klappe i hænderne og give dig ret i hvad du skriver. "Guds nærvær" er faktisk ikke et udtryk jeg er særlig vild med, hvis jeg skal være helt ærlig. Idag er der rigtig rigtig mange lovsange som handler om at nu skal vi komme helt tæt på Gud eller han skal tæt på os, som om han ikke er der i forvejen!!!
Qua mit arbejde har jeg kontakt med en del unge kristne mennesker, og det de fleste af dem nævner som det største problem i deres kristenliv er manglen på en eller anden følelse af Guds nærhed, når de lovsynger føler de ikke den glæde indeni som de fleste af sangene beskriver, og det er et stort problem for dem, som jeg også kender fra mig selv.
Men hvad er det, der gør os til Guds børn? Det er jo ikke vores egne følelser eller præstationer - det er udelukkende det HAN har gjort, det er HAM der holder os fast, og han er der altidaltidaltid, ligemeget hvad jeg føler.
Derfor: Jihad mod udtryk som "Jeg vil tættere på Gud" og ind med det langt mere bibelske "Kristus er i mig, og jeg i ham, men jeg vil gerne lære ham bedre at kende" Glæde over at være kristen og en følelse af at Gud på nogle tidspunkter giver mig en særlig vished eller nogle aha-oplevelser er vildt dejligt og værd at glæde sig over, men de må aldrig blive det bærende element i min tro - den må bygge på nåden alene!
...Det var vist lige en bette gentagelse af hvad jeg allerede har sagt, og du også sagde, men jeg synes bare det er så vigtigt at få slået fast

Hej Anne og Schjelde (og tillykke med fødselsdagen idag d. 27. , Schjelde, så lige i kalenderen at du har fødselsdag).

Når jeg skriver om at føle Guds nærvær, så mener jeg ikke bare gode stemninger, men selve det, at man får lov af Gud at mærke Ham. Han bor i os, ja, men vi mærker det somme tider mere end andre gange. Er det ikke sådan? Og hurra for dem, der kan tro hele tiden, at Gud bor i dem. Sådan en er jeg bare ikke. Jeg tvivler somme tider, og da er det godt at mærke Ham, når jeg fx. beder til Ham. Heldigvis "kommer Han straks nær" når jeg beder til Ham. Jeg tror faktisk altid på, at jeg bliver hørt. Det ligger helt fast.

Udtrykket "Guds nærvær" findes nok ikke i Bibelen, nej, men gør det det til noget forkert??? Der er tonsvis af religiøse ting, der ikke står om i Bibelen, men derfor kan de jo godt være sande. Nu skal vi passe på, at vi ikke bliver bibelfundamentalister, som tror, at alt Bibelen ikke taler om, det skal vi holde os fra og tage afstand fra. Lidt som Amish folket der ikke vil bruge knapper i deres tøj, fordi Bibelen ikke taler om det...
Jeg har udtrykket fra det karismatiske del af Kristi Legeme, Guds Kirke, den universelle Kirke (ikke at forveksle med RKK..). Men det er da rigtigt, at i fx. RKK opererer man ikke på samme måde med det begreb, ikke hvad jeg har hørt i hvert fald. Men..man opererer meget med meditation, Kristus-bøn og bøn uden ophør. Så man går meget op i, at vi rent faktisk kan og bør (?) føle Guds nærvær. Ikke hele tiden - men i glimt, som jeg også skrev i mit åbningsindlæg.

Endelig fylder Eukaristien (Nadveren) også HELT VILDT MEGET i RKK. Så derfor er der endnu en måde, hvorpå vi kan mærke Kristi/Guds nærvær. Det er en meget vigtig måde, fordi vi både sanser igennem den, men vigtigst af alt er, at vi også får syndsforladelse gennem den. Jeg er klar over, at syndsforladelsen er vigtigst, og vigtigere end at mærke Gud.

Jeg ved ikke, om jeg helt forstod dit indlæg, Anne. Men her er nogle tanker ihvertfald.

mvh Tau.

Hah Tau - og tak for tillykket!
Vil bare sige supergod pointe du der havde med nadveren, den havde jeg helt glemt I den er Gud tilstede, noget mere håndgribeligt end til daglig.
Og så må vi bare glæde os over alle dem som får oplevelser ad Guds nærvær eller hvad i alverden vi kalder det, med det i baghovedet at det ligesom alt andet er Guds gaver til os

Hej Schjelde

Citat:
Og så må vi bare glæde os over alle dem som får oplevelser ad Guds nærvær eller hvad i alverden vi kalder det, med det i baghovedet at det ligesom alt andet er Guds gaver til os

Ja, lige præcis!

Og hvis det ikke lyder alt for uærbødigt, kunne vi måske kalde det en tillægsgevinst - en ekstragave, som kan være en stor velsignelse, når man bare ikke falder i og bliver afhængig.

Oplevelsen af Guds nærvær kan for nogle blive stærkt vanedannende, så det føles nødvendigt at jage efter den ...
Hvis det sker, kan den forekomme vigtigere end Gud selv, og man kan risikere at miste troen, hvis den udebliver ...

kristina

Hej kristina

Citat:
Oplevelsen af Guds nærvær kan for nogle blive stærkt vanedannende, så det føles nødvendigt at jage efter den ...
Hvis det sker, kan den forekomme vigtigere end Gud selv, og man kan risikere at miste troen, hvis den udebliver ...

Dette har jeg oplevet til tider. Men så sker der tit det, at man ser Gud i ALLE gode ting, og på den måde, føler man, at ens behov for at mærke Hans nærvær bliver opfyldt. Så ved ikke rigtig, om der er nogen, der falder fra troen, fordi de ikke kan mærke Ham. Tror man er tilbøjelig til at finde Ham i enhver krog, fordi det bare skal kunne lade sig gøre at mærke Ham..

mvh Tau.