Stolthed (hovmod) ser ikke op til Gud og bekymrer sig om hvad der er ret. Stolthed ser til siden, til mennesker, og argumenterer for hvem der har ret. Stolthed manifesterer sig ved stridens ånd. Stolthed er ikke et evangelisk princip, men karakteriserer djævelens måde at være på.

Kristus ønskede at tjene. Djævelen ønsker at regere.

Kristus ønsker at føre mennesker op til det niveau hvor Han selv er, så de kan blive velsignet som Han. Djævelen ønsker at hævde sig over, og regere over, mennesker.

Kristus tilsidesatte selvet som en kraft i Hans fuldkomne liv. Ikke min vilje ske, men din Fader.

Hovmod og stolthed karakteriseres ved "hvad ønsker jeg at få ud af livet", snarere end "hvad ønsker Gud at jeg skal gøre med mit liv." Det er ens egen vilje i modsætning til Guds vilje. Frygt for mennesker, fremfor frygt for Gud.

Ydmyghed er modtagelig overfor Guds vilje--for frygten for Hans domme, og for andre menneskers behov omkring os.

Verdens ros klinger i ørerne på den stolte; himlens ros varmer den ydmyges hjerte.

Den stolte føler ingen glæde ved at eje noget, kun ved at eje mere end andre.

De lærde og de rige har ofte problemer med stolthed, som er det modsatte af ydmyghed. Kundskab og rigdom opblæser, kærligheden opbygger.

Med ydmyghed kommer mange velsignelser. Med hovmod og stolthed følger det modsatte. Et ydmygt menneske vil Herren lede ved sin hånd og Han besvarer hans bønner.

Den sagtmodige og ydmyge finder nåde for Gud. Den ydmyge bliver gjort stærk i sine svagheder, bliver velsignet fra det høje og modtager kundskab. Herren er barmhjertig overfor de, der bekender deres synder med et ydmygt hjerte. Ydmyghed bortvender Guds vrede.

For at kunne bestå ved dommen på den yderste dag må der ske en renselse af det indre menneske, hvilket kommer til udtryk gennem ændringer i det personlige liv, i familien, og hvor man færdes i dagligdagen.

Den stolte ændrer sig ikke for at forbedre sig, men vælger istedet at forsvare sit standpunkt gennem rationalisering. At omvende sig er at ændre sig, og ydmyghed er en forudsætning for at ændre sig. Bedrøvelse efter Guds sind virker omvendelse til frelse.

Mkh
John

Hej Buus

Citat:
Stolthed (hovmod) ser ikke op til Gud og bekymrer sig om hvad der er ret. Stolthed ser til siden, til mennesker, og argumenterer for hvem der har ret. Stolthed manifesterer sig ved stridens ånd. Stolthed er ikke et evangelisk princip, men karakteriserer djævelens måde at være på.
Citat slut.

Kommentar:
Det er et fint og godt indlæg du har skrevet.
Men jeg blot bemærke, at stolhed og hovmod IKKE er det samme.
Hovmod kommer faktisk fra en falsk opfattelse af sig selv, som du jo også bemærker et sted.
Man tror man er noget mere end den anden og man tror man kan vise det gennem handling at man er klogere og mere betydningsfuld, medens man inderst inde håber på, at ingen opdager, at man længes efter virkelig hengivenhed og at få nogle relationer, som virkelig er sande.

Men nogle fædre, som står sammen ude på boldbanen lørdag eftermiddag og ser deres sønner eller døtre spille en fodboldkamp, må selvfølgelig være stolte uden at de derved er hovmodige.
Eller at jeg kan være stolt af mit barnebarns første skridt på egne ben eller ....uden at det har med hovmod at gøre.
Eller at min datter ser skøn ud medens vi går op gennem kirken til hendes bryllup med en kommende ægtemand.

Gud hader hovmod, og derfor blev Satan og hans engle kastet ud fra himlen, da Satan gjorde oprør, fordi han ville have den tilbedelse, som kun tilhørte Gud.

Men at være stolt kan sagtens være et rent, klart og stærkt positivt udslag af den følelse, at Gud velsigner mig på trods af, at jeg er afhængig af at Kristus er fokus i mit liv.

mvh
carl

Hej Carl (long time no see!) - ja, stolthed er noget ganske andet end hovmod, det mener jeg også.
I virkeligheden er hovmod vist noget så alvorligt som vantro = at afvise Gud = "kan selv, vil selv!" ..

Men profeten Jeremias siger: Dette siger Herren:
Den vise skal ikke være stolt af sin visdom,
den stærke skal ikke være stolt af sin styrke,
den rige skal ikke være stolt af sin rigdom.

Nej, den, der er stolt, skal være stolt af dette,
at han har indsigt og kender mig ...

Svarende fint til, hvad Paulus skriver i sit første brev til Korintherne:

Men det, som er dårskab i verden, udvalgte Gud for at gøre de vise til skamme, og det, som er svagt i verden, udvalgte Gud for at gøre det stærke til skamme, og det, som verden ser ned på, og som ringeagtes, det, som ingenting er, udvalgte Gud for at gøre det, som er noget, til ingenting, for at ingen skal have noget at være stolt af over for Gud.

Men ham skyldes det, at I er i Kristus Jesus, som er blevet visdom for os fra Gud, både retfærdighed og helligelse og forløsning, for at »den, der er stolt, skal være stolt af Herren,« som der står skrevet.

kristina

Hej Carl,

Jeg er fuldt ud enig med dig i hvad du skrev. Jeg blandede stolthed og hovmod sammen. Naturligvis kan man være stolt på en sund måde - over f.eks. sine børns præstationer, egne præstationer, uddannelse osv. Det er der intet forkert i.

Mvh
John