Jeg er en moden kristen, der har famile og børn og har mange af mine venner i kristne kredse. KFS, folkekirken, IM osv. Jeg er pludselig kommet i en uoverskuelig tvivl, der efterhånden har varet i nogle måneder. Tvivl om jeg er en kristen. Jeg kender alle svarene, men tror bare ikke på dem. Ser hvor forfærdeligt det er, hvis jeg skulle vende det hele ryggen overfor ægtefælle, børn, forældre og alle dem, jeg har et stort og tyngende ansvar overfor. Jeg er voksen, omkring de 30, og burde vel egentlig have styr på mit liv.

Jeg er så kritisk og meget i opposition mod bibelen, forkyndelse, kristne kredse osv. Jeg synes, det virker som om, at Gud er meget begrænset, siden det mest er kristne med rødder i kristendom, der tror på den rigtige måde. På at bibelen er guds ufejlbarlige ord osv. Jeg kan ikke mere. Du forstår nok hvad jeg mener.

Vil bare ikke tro på helvede, på at der er så meget synd. Kan ikke tro. Det er så svært, og jeg er så bange, for jeg ved ikke hvad jeg skal gøre. Det ville være nemmere hvis jeg ikke var gift og havde børn. Jeg finder ingen trøst ved at tro på Gud, synes det er mere meningsløst, hvis Gud er der, pga. lidelse, helvede osv. men samtidig er jeg bange for, hvis det er snadheden. Føler jeg svigter det kristne fællesskab. Samtidig er jeg bange for at dette er djævelen der frister mig og har en følelse af at blive forført. Hmm bare et nødråb

Kære ven i nød.

Jeg læser dit brev og kan høre, at du føler, du sidder i en ”fælde” - desperat efter at slippe ud uden at kunne se hvordan. Jeg kan godt forstå, at det ikke er til at holde ud mere. Selv din familie beskriver du som et stort tyngende ansvar og ikke en oase for dig. Den bemærkning siger mig, at der måske er flere forhold end din tvivl, der gør at dit liv og din hverdag føles så tung.

Men jeg må her forholde mig til dit ambivalente forhold til den kristne tro. For det er som om du på den ene side beskriver, at det ville være en befrielse af slippe af med Gud og troen, men på den anden side er du også oprigtig bange for, at Satan har fat i dig, og er ved at forføre dig, så du glider helt væk fra Gud. Jeg håber ikke, det her kommer til at virke for ”indforstået”, for jeg føler mig på mange måder tæt på din oplevelse. Jeg har selv prøvet at føle, at hele mit kristenliv gik i tomgang. Vi har alle vores egen historie, men vi deler samme vilkår om, hvordan troens liv bevares.

Snærende bånd – eller livline.
Din indre modstand og irritation mod det der ellers har været din tryghed og base gør, at hele dit netværk nu i stedet opleves som snærende bånd, der holder dig fast i noget, som du dybest set ikke føler noget for. Det er nærliggende at give alle de ”snærende bånd” skylden for din manglende frihedsfølelse, men omvendt kan du også sige, at det er de bånd, der fortsat har holdt dig fast, så du ikke har givet helt slip. Er det så godt eller skidt? Ja, det kan du prøve at overveje. Hvis du dybest set ønsker at blive styrket i troen, og få den nærhed med Gud, som du har haft eller fornemmer andre har, så er de bånd i stedet en slags ”livline”, så du ikke glider helt væk, og det tror jeg faktisk er din situation.

Kristen-kultur og tro
Selvom du ikke har kappet båndene, men pænt lever inden for de rammer, alle forventer af dig, (og som måske også lever bedst op til dine egne forventninger om et vellykket kristent familieliv) så siger det ikke en pind om din tro. Tro er et liv i fællesskab med Jesus. I gamle dage spurgte man mere direkte: ”Hvordan har du det med Jesus?” I dag er vi ofte lidt mere blufærdige. Ofte nøjes vi med at analysere den kultur, vi har skabt i vores menighedsliv, hvad stil prædikanter der fungerer hos os, hvilke strategier der er mest frugtbare, nye mødeformer, lokaler, programmer, blade og meget mere. Der er ikke nødvendigvis noget i vejen med kulturen og heller ikke at være selvkritisk og analyserende omkring det, men det kan godt komme til at virke som en ren kulisse for den enkelte, hvis det er dét, der er kommet til at betyde noget, og ens forhold til Jesus er noget der ikke tales om. Jeg ved ikke, om jeg taler helt ved siden af, men der hvor jeg vil hen, det er at din tro på sin vis ikke har noget med dit kristne miljø at gøre, din tro handler om dig og Jesus, og så kan du for den sags skyld godt glemme alt om KFS; IM; Kirken eller noget andet medlemsskab eller menighedsliv. Dit trosliv handler om de stunder, hvor du søger hans nærhed og han i sin store kærlighed rører ved dig og fylder dig med kraft, glæde, længsel og et kald. Her er så et spørgsmål, du skal stille dig selv: Hvordan har du haft det med Jesus? Længes du efter at få det sådan igen?

Længsel og oprør
Jeg tolker dit brev som en længsel. For ellers kunne du skrive et andet sted hen, og sikkert få støtte til at løsrive dig fra den ”selvdestruktive-binding” dit kristne miljø har fanget dig i. Men jeg tolker dit brev, som en længsel efter at mærke Guds kærligheds strøm løbe igennem din krop og give noget af det liv, du før har oplevet. Men lige nu står dit oprør i vejen. Hvor kommer oprøret og irritationen fra? Jeg tror det kan skyldes mange ting, og måske du selv er klar over det. Det kan f.eks. bunde i skuffelser, sorg, angst, vrede, synd – ting som du vil have lov at dyrke uden andres indblanding – og uden Guds indblanding. Jeg ved ikke, hvad der er din situation, men på et tidspunkt er du begyndt at ”lukke af” for Guds indblanding, og dermed for forsyningerne til troens liv.

Kilden
Jeg føler, jeg skal sige det, som du sikkert selv ved.(du siger jo, du kender alle svarene) Men det er det, der skal til: Du må søge Guds nærhed! At søge Guds nærhed, kan godt komme til at koste lidt, for man gi´r afkald på sin egen kontrol – og der er muligvis facader, du har søgt at opretholde, eller følelser, du mener at have krav på at dyrke uden indblanding, og alt det kræver, at du er i fuld kontrol og ikke lader dig påvirke. Men det må du give slip på, når du lader Gud kommer tæt på. Det betyder ikke, at Gud med magt overta´r styringen, men han gør noget ved os, smelter det hårde og skaber forandring. Det kan godt virke lidt skræmmende, hvis man har vænnet sig til at tro på sin egen kontrol. Du skriver, at du føler du mangler kontrol over dit liv. Det kan også være, at du har villet have for meget styr på dit liv. Måske skulle du slippe tøjlerne og bede Gud tage over, røre ved dig, give dig troens liv tilbage, vise dig vejen fremad. Du skriver, at du er bange for, om du egentlig er en kristen. Jeg har tillid til, at Gud ikke har slettet dit navn af hans dagbog. Han har fulgt dig hver dag, og på en måde har du nok fyldt mere i hans dagbog i disse måneder, hvor han har set dig lide og undgå ham. Han har mærket dig som sin, og selvom du bevæger dig i et mørke, der måske består af synd eller vrede eller sorg eller....(?) så kender vi fra Bibelen, at mørket er ikke mørke for Gud – og nogen gang ligger der endda noget værdifuldt gemt i mørket til os – og der hvor vi føler os låst helt fast, da kan Gud gribe ind og løsne livsknuderne for os.

Prøv og læse dette vers fra Esajas 45. v.2-3.
Jeg går foran dig
og jævner forhindringerne;
bronzedøre knuser jeg,
jernslåer hugger jeg over.
Jeg giver dig mørkets skatte,
de bortgemte rigdomme,
for at du skal vide,
at jeg er Herren, Israels Gud,
som kalder dig ved navn.

Du kan komme igennem mørket, tomheden, ligegyldigheden oprøret og så endda få nogle skatte med dig ud. For ligesom Gud havde udvalgt Israels folk og stod ved hans udvælgelse, trods deres mange svigt, oprør og fald, så står Gud ved sit faderskab til de børn han i dåben har mærket som sine. Derfor kan du vide, at Gud stadig kalder dig ved navn. Du er hans.

De mange spørgsmål
Jeg ved godt, at der er så mange ting i den kristne tro, vi har svært ved at svare på og svært ved at rumme. Men nogle spørgsmål mister lidt værdi, når vi holder fokus på Jesus. Du har ret i at fortabelsen er en kæmpe anstødssten, og jeg synes også det er svært at forholde sig til. Men hvis jeg holder fokus på Jesus, så ved jeg, at han selv stod overfor Jerusalem og græd ved tanken om, at de forkastede den frelse han så dyrt købte dem. Så jeg vil egentlig ikke bruge plads på de spørgsmål her. Du kan finde flere svar om det i vores svar-arkiv. Gør bare det, og bed Gud om at bryde det ned, der spærrer for fællesskabet mellem ham og dig. Det kunne også være en god idé at bede sammen med en, du har tillid til.

Med ønsket om Guds velsignelse.
Netmissionær
Benna Asmussen Hørlück
Benna@JesusNet.dk