Hej alle.
Kunne ikke lige dy mig for lidt nørderi her....

Djævelens interval, tritonus eller "diabolus in musica" (djævelen i musikken) er, så vidt min musikhistorie har hængt fast, primært blevet kaldt sådan, fordi netop dette interval er særligt vanskeligt at synge og, som Anne skrev, fordi det skurrer i ørerne.
Ifølge Gads musikleksikon blev det forbudt af flere middelalderlige musikteoretikere, fordi det ganske rigtigt blev betragtet som farligt. Ser vi på datidens kirkemusik, er det tydeligt, at den er blottet for tritonusser. (Eks palæstrina)
I denne sammenhæng er det, for fagididoter som jeg selv og Asbjørn(?) også interessant, at man dengang havde et helt anderledes forhold til de brugte skalaer, de såkaldte kirketonerater. De fleste kender, bevidst eller ubevidst, skalaen dorisk, der går på alle hvide tangenter fra D til D, eks miles davis' "so what, salmen "I dødens bånd vor frelser lå", "dronning Dagmar ligger udi Ribe syg osv.
I den tid, vi taler om, havde man en lidt anden forestilling om, hvorledes musikken påvirkede menneskets sind.
Lidt på samme måde, som vi i dag kan høre mennesker beskrive farvernes påvirkning på psyken.
Jeg så for en del år siden et dokument, der således beskrev, hvordan de forskelige tonearter blev betragtet, nogle hårde, nogle bløde. En enkelt blev betragtet som "erotisk", og denne blev selvsagt forbudt i kirkeregi af samme årsag. Jeg husker desværre ikke hvilken, det var

, men det er sådan set også underordnet.
Personligt glæder jeg mig over, at de kristnes indstilling til musik har ændret sig så meget, som den har. Selv kommer jeg i Århus valgmenighed, hvor jeg i dag særligt kunne glæde mig over en vidunderlig, jazzy harmonisering til den gamle traver, "Skriv dig, Jesus, på mit hjerte", der var FULD af tritonusser

. Selv som organist glæder jeg mig over den musikalske mangfoldighed, der er blevet åbnet for i de senere år. Dejligt.
Hilsen Sualima