Det sidste halve år har jeg fjernet mig mere og mere fra troen på jesu som min pesonlige frelser, kommer ikke i kirken mere og er stoppet med at bede--- ja og det mærkelige er at jeg mangler det ikke og det gør ingen forskel i mit liv, betyder det at jeg ikke er-var stærk nok i troen. syntes osse at det er svært at kommer ind i kristen fælles-skab da det er et lukket land når man ikke er opvokset i den kristen tro.
er det kun mig der har det sådan ?

Mnæ.. Jeg mistede også troen på Jesus som mere end et menneske.. Der er for mange ting, der ikke hænger sammen.. Fejl i nt, uvidenhed om jødedom, mangel på objektive kilder.. Så jeg forstår dig godt..

Det ændrer dog ikke på Herren..

Mvh

Til sjoni.

Hej...

Jeg tror, at du har fjernet dig helt fra Gud. For hvis du havde det ville du ikke skrive dette.

Har jeg ret?

Men hvis troen ikke bliver næret af Bibelens ord, vil troen have svært ved, at overleve, for der er så mange ting i verden, som distraherer og forstyrer stoen på Jesus, for slet ikke at tale om fristelser, og synden som man daglit kæmper med.

Men man skal huske på, at grunden til at man er kristen ikke er for at leve et fromt liv. Men, at leve et liv i troen på Gud. Selvom tro er et vidt begreb, er det defineret relativt simpelt i Bibelen, i Romerbrevet kapitel 10,9 står der: "For hvis du med din mund bekender, at Jesus er Herrer, og i dit hjerte tror, at Gud har oprejst ham fra de døde, skal du frelses"

Så hav tillid til Gud og så vil han hjælpe dig!

Mvh Martin

Hej Martin.

For en god ordens skyld: Mente du ikke "jeg tror ikke, at du har fjernet dig helt fra Gud, for hvis du havde det, ville du ikke skrive dette"?
Det var selvfølgelig en trykfejl, men vigtig at forstå rigtigt.

Mvh. Anne.

Hej Sjoni

Du skriver om hvordan din trospraksis har ændret sig, men ikke om hvad du tænker om Gud, om du stadig tror og hvad han betyder for dig. Trospraksissen er selvfølgelig ikke ligegyldig, men den er hul uden selve troen!

Det tyder på at det er blevet hverdag for dig (du skriver i din profil du er ny kristen). Jeg kan i hvert fald nikke genkendende til det du skriver.
I starten er alt så nyt og spændende, og man vil bare med til det hele. Ligesom når man er forelsket. Men efter noget tid bliver det måske lidt kedeligt, fordi nu er det meste kendt, og man må nu tage valget om man vil være kærester/giftes osv. og i trostilfældet, må man selv tage stilling til hvilken rolle Gud skal spille i ens liv og hvordan.

Jeg kommer ikke selv så meget i kirke eller beder så meget mere, men jeg tænker somme tider over hvad (jeg mener) Gud har gjort for mig, og jeg er også med i bibelgruppe hvor vi sammen fortolker teksten og snakker uforpligtende og filosoferende om Gud og hvor vi også ber sammen og spiser sammen (en cellegruppe eller bibelgruppe vil jeg stærkt anbefale for alle!). Og de kristne værdier og film/bøger der er kristendomsinspireret tiltaler mig. Det er den rolle troslivet har i mit liv. Min tro har jeg stadig selv om jeg ikke er helt vild praktiserende.

Andre mennesker går i kirke og forening hver uge og ber tre gange om ugen og laver hjælpearbejde og missionerer osv.

Sådan er mennesker forskellige. Gud kan ikke tvinge os til at være sammen med ham/dyrke ham, men lader os selv vælge.

Du skriver du synes du har svært ved at komme ind i et kristent fællesskab. Nu ved jeg ikke hvor du er kommet. Men der ER forskel på IM, LM, pinsekirken, KFUM og folkekirken. Og der føler forskellige mennesker sig hjemme. Jeg selv synes om at være hvor der er plads til forskellige mennesker med forskellige holdninger, hvor jeg ikke skal føle mig dømt fordi jeg har nogle andre holdninger end dem jeg er sammen med. Du SKAL ikke komme i en forening, men jeg vil anbefale dig at have kontakt med min. en kristen!

kh. Vandrer i lyset

Hej Sjoni.
Det skal ikke en stor tro til for at
blive kristen,man skal bare bede Jesus om at komme ind i sit liv.
Når vi har modtaget Jesus,siger biblen at vi bliver født påny,vi ved jo at
et nyt liv skal have føde for at vokse,den skal plejes og passes for at vokse,ellers dør det hurtig,måske er det det der er sket for dig.
Vi ved at de første kristne lagde meget
vægt på,fælleskabet med andre kristne,læsning i skriften,nadver og bøn,det er de 4 ting der gør at en
kristen kan vokse i styrke og modenhed,hvis bare forsømmer en af tingene,går det ud over en kristens sundhed og vækst,ja der er fare for at dø som kristen.
Og en ting mere det er meget vigtig,
at Jesus ikke blot er frelseren i ens
liv men også Herre i os,ellers køre vi af sporet.
Jeg vil gerne tro at du ikke savner,
at leve som kristen,den fortabte søn savnde sikkert heller ikke sin far så længe det gik godt,men der kom en dag,
da han savnede sin far af hele sin hjete,
nemlig den dag han kom i nød,sådan troer jeg også det kan komme til at gå med dig,kommer du i nød,så vil du søge tilbage til Jesus.
Jeg håber ikke det er sandt at vi kristne ,er så lukket en fælleskab,så vi ikke kan lukke mennesker ind der ikke er vokset op med kristendom,jeg håber du har mod på at prøve igen,prøv evt en anden kirke.
Jeg ønsker dig Guds velsigenlse over dit liv.
Mvh Jos

Jeg ved ikke om du kan bruge noget af dette til noget.

For det første vil jeg gøre opmærksom på et fænomen, som er blevet ret udbredt: Kirkeløs tro (churchless faith)

Personligt tror jeg det kan hænge sammen med de krav vi som kristne stiller til hinanden. Kristne kredse bliver, som du skriver, "lukket land" for dem som ikke er vokset op i troen. Desuden er der en overfladiskhed og regelbundethed, som nogle kan blive skuffede over at møde når det virkelig gælder.

For det andet vil jeg minde om de adskillelige steder i Ny Testamente hvor Jesus taler om en modsætning mellem hvad man "gør" (beder, kommer i kirke, læser Bibelen osv) og hvad der bor i hjertet. Det er ikke fordi disse ting er dårlige ting, det er blot fordi de kan blive en byrde i en hverdag.

Jeg er overbevist om, at det kristne fællesskab generelt er en god ting. Men kristne fællesskaber kan også bare gøre det hele værre hvis ikke de er opmærksomme på, at de ofte opleves meget lukkede.

Jeg håber dog alligevel for dig, at du må finde et godt og tillidsfuldt fællesskab, hvor der er plads til dig i den situation du er i i dit liv som kristen. Det kan give stytte og nye impulser til at komme videre. Mest af alt håber jeg du må opleve friheden ved ikke at skulle tilfredstille nogen, heller ikke dig selv, men bare være en tilgivet synder.

Guds velsignelse.

Søren.

Jo self. mente jeg, at du ikke har fjernet dig helt fra Gud.. Hovsa undskyld tastefejl....

Jeg tror der er en vej tilbage for dig.

Hej Sjoni

Jeg kan se, at der er masser af omsorgsfulde mennesker, der allerede har skrevet til dig, men jeg vil også lige give mit besyv med.

I lørdags var jeg til et lovsangs- og vidnemøde. En af mine gode kammerater stillede sig (lidt tøvende) op og fortalte, hvordan han de sidste to år havde følt, at Jesus var langt, langt væk. Han havde ikke fortalt det til nogen, og man kunne sådan set ikke se det på ham. Faktisk har han hele tiden været meget aktiv i det kristne arbejde. Han havde så endelig, for et par uger siden, taget sig sammen til at tale med en moden kristen, som fortalte ham noget med, at den, der har viljen til at tro på Jesus, han får også troen. Og tænk, han gik hjem og læste i Bibelen og bad – for første gang i to år uden for "mødetiden"!

Jesus siger: "Bed, så skal der gives jer; søg, så skal I finde; bank på, så skal der lukkes op for jer. For enhver, som beder, får; og den, som søger, finder; og den, som banker på, lukkes der op for" (Matt. 7,7-8/Luk. 11,9-10) og "den, der kommer til mig, vil jeg aldrig vise bort;" (Joh. 6,37).

Ved kaffen bagefter snakkede vi, ham, mig og et par andre, lidt om det. Én nævnte et andet bibelsted, fra saligprisningerne, som indleder bjergprædikenen: "Salige er de fattige i ånden, for Himmerriget er deres," (Matt. 5,3). Så når du spørger: "betyder det at jeg ikke er-var stærk nok i troen", vil jeg svare: Det kommer ikke an på at være stærk eller svag i troen, at være rig eller fattig i ånden. Det kommer an på Jesus. Hvis du ønsker at tro på ham, så giver han dig troen ved sin Ånd. Det betyder ikke noget, om du føler dig stærk eller svag i troen – Himmerriget er dit!

Guds fred
Nikolaj

Spørgsmålet er så om det er godt eller skidt.

Den generelle holdning herinde vil jo nok være at det er noget værre skidt og at du må skynde dig tilbage i folden og troen på gud.

Du har dog oplevet at selvom du fjerner dig fra troen på jesus og gud, så ændrer det ikke mærkbart på dit liv. Det tolker jeg på den måde at du er selvstændig nok til ikke at behøve tro i dit liv - du har så at sige selv en god fornemmelse for hvad moral og etik er for dig og behøver ikke andre til at fortælle dig hvad der er rigtigt og forkert. Stoler man på sig selv og sin egen rationalitet og intuition så behøver man ikke en tro på andet.

Nu ved jeg godt at jeg nok går stik imod alle andre herinde, men skal jeg give dig et råd med på vejen må det være at du skal leve livet som var det dit eneste, lad være med at begræns dig selv og dit liv i et spinkelt håb om et tvivlsomt efterliv.

Men valget er dit, du skal ikke gøre noget blot fordi andre mener det er det "rigtigste". Det er dit liv, nyd det mens det varer og få det bedste ud af det.

Mvh.

Hej Franz!

Jeg er sikker på, at du mener Sioni det godt med det råd du kommer med, men jeg vi lige sige, at du (og du er bestemt ikke den eneste!) har helt galt fat på, hvad det vil sige at være en troende kristen. Jeg tror du forestiller dig, at det primært handler om etik og moral og at kristne lever et trist liv i afsavn ...

Det er faktisk lige det modsatte, nemlig glæde og taknemmelighed over
- at blive fri!
- at komme ud af mørkets magt!
- at opdage, at man er elsket, uanset hvad, og
- at man altid kan komme til Gud og få hjælp og tilgivelse, når livet gør ondt ..

Du har ret i, at vi skal leve dette liv, som om det var det eneste, for det er det, i hvert fald i denne verden ...

Spørgsmålet er så bare, om vi siger ja til Jesu indbydelse og følger lyset, ind i Guds paradis, eller vi vælger fra ..

Siger vi ja, er vi Guds børn, og arvinger til gudsriget, allerede her og nu!
Ikke så ringe endda!

kristina

Det er lidt pudsigt, for jeg oplever tværtimod det modsatte.

Jeg betragter det som frihed ikke at være underlagt religiøse dogmer - udelukkende egne værdier.

Når livet gør ondt er det en styrke for mig at jeg ved at jeg i sidste ende er den der har ansvaret for at trække mig selv i nakken og komme videre - jeg venter så at sige ikke på guddommelig indgriben i mit liv.

At være elsket uanset hvad er jeg heldigvis i den lykkelige situation at det er noget min familie kan tilbyde mig, jeg foretrækker kærlighed mellem mennesker fremfor kærlighed mellem metafysiske entiteter jeg ikke har noget forhold til eller kender eksistensen af.

At komme ud af "mørkets magt" har jeg så lidt svært ved at forholde mig til. I min verden er tingene ikke gode og onde, mørke og lyse, sort og hvid - jeg opfatter verden som værende mere nuanceret end som så.

Men måske har Sioni ret i at der ikke nødvendigvis er den store forskel på om man lever som kristen eller ej, vi er jo trods alt alle mennesker med menneskelige værdier - forskellen er vel primært hvad man definerer disse værdier ud fra.

"Siger vi ja, er vi Guds børn, og arvinger til gudsriget, allerede her og nu!
Ikke så ringe endda! "

Ikke hvis det er mere end luftkasteller

Personligt er jeg for meget skeptiker til at jeg kan tage tro for pålydende. Jeg søger sandheden på min egen måde og har bygget mit verdensbillede op baseret på videnskabelig erkendelse om vores verden. Jeg kan dog sagtens til tider filosofere over disse store spørgsmål som vi aldrig får et entydigt svar på, men da der er så stor usikkerhed omkring disse er det ikke noget jeg vil lade påvirke mit liv eller mine holdninger.

Dette indlæg er iøvrigt ikke på nogen måde ment som at jeg mener min livsfilosofi er rigtig for alle, men håber da at kunne opnå en smule forståelse omend du næppe er enig

Hej Franz, du skriver:

Citat:
Jeg betragter det som frihed ikke at være underlagt religiøse dogmer - udelukkende egne værdier.

Hmm - nu ser jeg ikke dogmer, som noget, jeg er "underlagt" - det betyder jo bare læresætninger ..

Jeg synes tit, det kniber med frihed, vi er afhængige af mange ting, vores medfødte dispositioner, eventuelt suppleret med erhvervede afhængigheder og af alle mulige ydre problemer med vores omverden.

Citat:
At være elsket uanset hvad er jeg heldigvis i den lykkelige situation at det er noget min familie kan tilbyde mig, jeg foretrækker kærlighed mellem mennesker fremfor kærlighed mellem metafysiske entiteter jeg ikke har noget forhold til eller kender eksistensen af.

Det kan jeg sagtens forstå, og tillykke med det! Men uafhængige er vel ingen, der elsker og er elsket? Alle menneskelige kærlighedsforhold tager slut på et tidspunkt, om ikke før, så ved den smertelige adskillelse ved døden.

Den optimale form for frihed er, som jeg ser det, friheden til selv at kunne vælge sine bånd.
Den som ikke kan - eller tør - binde sig til nogen (af angst for adskillelsen?) og derfor foretrækker den totale frihed uden tilknytning til nogen, får næppe et lykkeligt liv? Kærlighed koster, men er altid, altid prisen værd!

Og Guds kærlighed holder evigt, også igennem døden, det tror vi kristne!

Citat:
Dette indlæg er iøvrigt ikke på nogen måde ment som at jeg mener min livsfilosofi er rigtig for alle, men håber da at kunne opnå en smule forståelse omend du næppe er enig

Det er ikke spor svært for mig at forstå din livsfilosofi, for jeg har faktisk levet med den det meste af mit liv!
Men det gør jeg så ikke mere ...

kristina

Jeg er nødt til at være lidt hård ved jer nu.Men faktum er at vi lever i den sidste tid skal ikke komme med nogen dommedags prædken men biblen siger at den generation som ser Israel blive samlet igen også skal se Jesus komme igen! Det er jo nok vær at tænke over da staten Israel snart fylder 60 År biblen fortæller også at der skal være et stor frafald fra troen ja der skal være falske lærere i mange menigheder og de skal føre selv de udvalgte vild om muligt.Jesus spørger sørgmodigt sig selv om han overhovedt finder troen når han kommer tilbage.Jeg gad ikke se Paulus i hovedet hvis han skulle til at skrive breve til de menigheder på jorden der har problemer i den retning så løb han nok tør for blæk:( omvend jer og drag ud fra den slags menigheder vend jer til Jesus læs i biblen.Jeg er ikke nogen saint jeg kæmper med mit kød og falder af og til ligesom alle mennesker der følger Jesus men jeg rejser mig igen og kæmper vidre.Mange mange menigheder står idag for det jeg vil kalde behageligheds lære hvis i ikke ved hvad jeg mener så er det noget med lovsang det GODE budskab ud fra mere eller mindre forvaskede bibel oversætninger lovsang og så er der kaffe.Mangler du tro så bed om at få mere kig på dit liv spørg Gud hvad der er galt så skal han nok vise dig det.

Kærlig hilsen en gammel Gangster

Jeg bliver helt nysgerrig, Maxtor, for du beskriver en del ting, jeg ikke har været i stand til at finde i Bibelen. For eksempel det med, at den generation, der ser Israel blive samlet,også vil se Jesus komme igen. Hvor læser du konkret det, for det eneste, jeg har kunnet finde, har sagt, at det ville være tegn, vi skulle holde øje med. Men tidspunkter og konkrete tidsrum som en generation angiver, har jeg altså ikke kunnet finde.

Hvad angår menighedernes tilstand, så kan vi hurtigt blive enige om, at den er helt galt fat. Et såkaldt kristent land som Danmark er for mig at se et af de mest skræmmende eksempler på, hvad Jesus talte om. Som jeg opfatter det, så er de udvalgte dem, der er døbt til at tilhøre Jesus. Vi er kaldet med navn af Gud, og frafaldet blandt de døbte i Danmark er virkelig enormt. Folkekirken tolererer rask væk vranglære som f.eks. reinkarnationslære, semiateisme a la Grosbøll, velsignelse af synd, benægtelse af den fysiske opstandelse osv. Tegnene på frafaldet er virkelig mange, og det går helt op til biskopperne. Og i den virkelighed må vi så operere. Nogle vælger at kæmpe inden for folkekirken og nogle uden for. Jeg respekterer begge valg, men selv har jeg valgt det første. Grunden hertil er, at min lokale menighed er en, hvor Bibelen bliver taget for pålydende, men hvis jeg på et tidspunkt flytter til en anden by, og der ikke der er en tilsvarende menighed, så vil jeg ikke tænke mange gange, før jeg forlader folkekirken.

En anden ting, jeg synes er virkelig vigtig i vores tid er, at vi, der ønsker at tage Bibelens ord for fuldt pålydende, forener os. Det kan godt blive ufatteligt desillusionerende at kæmpe, hvis man føler, at man står næsten alene i kampen. Derfor har vi brug for hinanden som kristne. Personligt så jeg gerne en langt større enhed mellem de bibeltro kredse i folkekirken og de frikirker, der ønsker at følge bibelens ord. Også for at vi sammen kan være et værn mod vranglære hos hinanden. Her er nok især trosbevægelsen et for mig at se virkelig skræmmende eksempel på, hvor langt ud i loviskhed, man kan komme, hvis der ikke bliver grebet ind, og jeg tror bestemt ikke, at hverken IM eller LM er immune over for tilsvarende farer. Specielt ikke, når Bibelen bruges så lidt, som det ofte er tilfældet særlig i de yngre dele af IM, som jeg selv kommer i...

Med venlig hilsen

Mark Langdahl