Jeg har læst indlægget, hvor der en der spørger efter om man kan miste frelsen og gå fortabt.
Jeg er en pige på 16 år, som for godt 1 år siden, personligt valgte at følge Gud. Det gik virkelig op for mig at det med Gud altså også gjaldt mig.
Der er sket så meget siden. Jeg har fået en kæreste der ikke er kristen. Jeg kan også gå til fester med ham og drikke. Jeg har også siden benægtet at jeg var kristen overfor en af hans venner. Jeg havde absolut aldrig at jeg ville nå dertil, og især ikke efter hvad jeg oplevede sidste sommer. Jeg føler jeg har svigtet Gud. Jeg beder næsten aldrig længere. Jeg vil faktisk gerne være kristen og tilhøre Gud, men jeg føler jeg har brugt min chance. Kan jeg godt blive frelst efter alt det, men jeg føler at jeg er en bedrager når jeg siger at jeg gerne vil vende tilbage til Gud, for alligevel er jeg ikke klar til det, for jeg vil også gerne leve op til min kærestes forventninger, selvom han godtnok siger at han accepterer at jeg er kristen!!

Er der stadig en chance for mig??

Jeg syntes måske du skulle prøve at læse lidt mere om det hele i bibelen. Ja jeg ved godt det lyder som en plat frase, men altså alligevel. Jeg stod også engang og skulle vælge og vidste ikke helt hvad jeg skulle bruge det hele til og om jeg ikke bare skulle leje en video i stedet.

Men jeg begyndte at bladre lidt rundt i bibelen for at finde ud af lidt mere, og selv om det tog noget tid, blev jeg mere og mere interesseret i, hvad der stod og hvordan jeg selv skulle forholde mig til det.

Det er også fint at hænge lidt ud med andre kristne. Om ikke andet for at finde ud af, at de ikke er så kedelige som andre ellers går og tror.

Til sidst vil jeg en lille smule opfordre til, at du bare bekendtgør at du er kristen. Det kan godt være noget pinligt eller flovt at skulle indrømme eller fortælle, men man kan hurtigt vende det til at være et standpunkt, man kan være tilnærmelsesvis stolt over at ville være ved. Ærligheden omkring det - og omkring hvilket som helst i øvrigt - giver også et bedre selvværd eller mere selvtillid eller hvad det nu hedder. Alene det, at man er fri for at "skjule noget" eller huske på, hvem der ved hvad og være nervøs for, at nogen pludselig en dag finder ud af noget, de ikke skulle vide, er befriende.

Jeg tror Gud kender mere til din situation end du nærmest selv gør, så jeg har svært ved at tro, at det er for sent. Der er jo mange ting der kan spille ind for, at man holder sin tro nede. Men bare kom ud af busken og vær fri!

Paulus siger at der skal ikke noget skille os fra guds kærlighed, ikke noget.
et er at falde og gøre det som er synd, feks. sønnen som tog til et land langt borte.
men han havde stadig en fader som ventede på at han skulle komme hjem.

søde ven, du er kun 16.... og man har lov til at opfører sig dumt i den alder, det tror jeg vi alle har gjordt, jeg tilbad Thor og Freja, for nogle ville det være ligeså dumt som at drikke og gå til fest.......

alene det at du er i tvivl om det du gør er det rigtige, beviser jo at du ikke er fortabt, bare i tvivl.....

jeg tror personligt ikke det er spørgsmålet om du kan blive frelst eller ej, heller ikke om du har svigtet Gud eller ej, men om du er ville til at prøve, det behøver ikke at være i dag eller i morgen, Gud er udenfor tid og rum og hvis du i hjertet tror på at det Guddommelige er med dig, Så ER det med dig..............

tænkt på Samson, han stod lænket og tvivlede, og han havde svigtet og han sagde "Gud tilgiv mig, men jeg har svigtet dig" og Gud svarede "Nej jeg har været her hele tiden, det er blot dig der ikke har kigget efter" ((meget frit udlagt))

Al den tid du længes, er det Gud, der kalder på dig.
Så det er ikke for sent, og du har ikke spildt din chance.

Jeg var 18, da jeg blev klar over, at det med Gud også handlede om mit liv. Året efter var jeg - ligesom du, men af andre årsager - et helt, helt andet sted. Og jeg fortrød ikke eller syntes, at jeg var kommet på vildspor, nej, jeg synes bare, jeg var blevet 'normal i hovedet' igen

Det gik endnu et år, før jeg begyndte at længes, og nu var det jo ikke kun et spørgsmål om Gud, jeg havde også en fornemmelse af, at jeg ville få et imageproblem rundt omkring.

Alligevel lykkedes det. Der har endda siden været perioder, hvor mit tilhørsforhold til Gud og min tro har være på vågeblus og noget nær ikke-eksisterende, alligevel er jeg blvet holdt fast.

Gud er ikke hurtig til at afskrive os. Langtfra. Hans tålmodighed kan ikke måles, så stor er den.


Jeg kan levende forstille mig, at det er en vanskelig tid, hvor du længes efter et liv med Gud til den ene side og så din kærestes anerkendelse til den anden.
Du skal bare være opmærksom på noget meget vigtigt: Når du ikke kan være kristen sammen med din kæreste, hvor meget andet af det, som er dig, skal du så også give afkald på?
I et parforhold handler det om at kunne være sig selv og samtidig have plads til den anden, men jeg synes, der mangler en vældig plads til dig her. Hvis det er noget, du selv giver afkald på, hvad er det så, du 'køber'?
Og hvad er det næste, du vil give afkald på?

Jeg er bange for, at et forhold, hvor man føler sig nødsaget til at skjule en så væsentlig del af sig selv, ikke kan bære i længden. På et eller andet tidspunkt bliver det for dyrt. Du kan jo kun elske, hvis du er dig selv. En dag risikerer du at have givet afkald på så meget, at der ikke er mere tilbage af dig. Hvordan vil du så elske og blive elsket?

Har du overvejet at prøve at tale disse ting igennem med din kæreste? Fortælle ham, hvordan du er splittet mellem ham og din tro, og så se, hvordan han vil reagere på det?

Det vil også være en ide at finde nogen i din menighed eller forsamling at tale med. Og hvis du synes, det er pinligt at komme 'krybende tilbage', så vid, at det har mange gode folk gjort før dig. Og din præst - eller hvem du taler med - vil helt sikkert sætte pris på at du kommer.

Er der stadig en chance for mig??
Ja bestemt men det betyder at du skal bekende din synd og omvende dig.
At omvende sig betyder at du ikke skal blive ved med at gøre det du ved der er forkert, altså bevidst synd.
Og så siger andre:
"Sikke noget sludder, for gud elsker alle uanset hvad de laver. Synd er jo synd og det vil han altid tilgive os for". Vranglære, siger jeg.

Kære Dagnir,
Jeg har først lige læst denne række spørgsmål, og selv om det er længe efter vil jeg lige sige til dig og den unge pige, du siger at det haster ikke, men det gør det, du har ingen garanti for at du lever i morgen, ingen kender dagen!!! jævnfør de ti brudepiger og olien.
Mkh,
Hanne

kære HanneV, jeg tror at Gud har sat os her på jorden med et foremål, derfor siger jeg, "tag det roligt" hvad der skal ske, sker med Gud viden og i Guds hånd.
Det er troen der bærer os videre.....