Kære brevkasse,

Jeg er for nylig, via en pludselig opstået kærlighed til Jesus, hans ord, og virke, blevet troende kristen og har i den forbindelse sat mig til at nærstudere bibelen. Her har jeg fundet et par linier, der slet ikke stemmer overens med det billede af Jesus som faktisk er årsagen til min omvendelse - nemlig den universelle kærlighed, forståelsen og den evige barmhjertighed.

I Matthæusevangeliet afviser Jesus en kvinde fra Kanaa. Først ignorerer han hende, så fortæller han hende, at han kun er udsendt for jødernes skyld, og til sidst sammenligner han hende med en hund (svarer til at sammenligne en muslim med en gris). Hvorfor opfører Jesus sig sådan over for den stakkels kvinde? Hvorfor siger han, at han kun er udsendt til folk af Israels hus? Er han ikke udsendt for hele menneskeheden? (hvis nej, er vi omkring 6 mia. der har et problem lige nu)

Et andet sted skrives det, at Jesus formaner sine disciple om kun at missionere blandt jøder, at de skal undgå Samariterne og hedningene.

Hvordan i alverden kan man på nogenlunde fornuftig og rationel vis forene disse passager med, at Jesus ikke kun var for de udvalgte få men for hele menneskeheden?

Tillykke. Det er dejligt at høre, hvordan Jesus har rørt ved dig, og at det netop har gjort dig ”sulten” efter hans ord, så du nu er i gang med at nærlæse Bibelen. Det er Bibelen, der er kilden til vores viden om Jesus, og det er dér i gennem Gud først og fremmest har valgt at åbenbare sig for os.

Jeg ved ikke, hvad der er gået forud for det, du beskriver som en pludselig opstået kærlighed til Jesus. Kærligheden er ikke altid sådan at forklare, men det er dejligt, når man får lov at mærke dens kraft og blive draget ind i kærlighedens udspring. Sådan opfatter jeg din beskrivelse af det, der sker med dig nu.

Guds kærlighed ses i Israels folks historie
Der er det med Guds kærlighed, at den har mejslet sig ind i historien, så vi på en måde kan følge den, aflæse den, lære af den, blive rørt af den, tage den til os, blive draget ind i den – men det kan godt kræve at vi sætter os lidt ind i historien, tiden og de rammer det skete i.

Det må vi også gøre med beretningen om den kana´anæiske kvinde, (Matthæusevangeliet kapitel 15 vers 21 – 28) ellers kan vi umiddelbart let få nogle sætninger galt i halsen, som du også giver udtryk for. Men der ligger i denne beretning noget om Guds store kærlighed, der bryder alle grænser og møder det enkelte menneske med håb og oprejsning.

Jesus var søgt lidt væk til fra de store mængder og bevæger sig på grænsen til de hedenske områder. Måske for at undgå de jødiske skriftkloge, som nødigt kom i nærheden af urene områder. De kom helt fra Jerusalem for at holde øje med ham og sætte fælder for ham, for han holdt ikke loven om renselse som deres forskrifter sagde. Det havde netop udviklet sig til en diskussion om, hvad der var rent og urent, og Jesus bryder med deres syn på de ydre fromhedsregler, for det er slet ikke de ydre ting (om man har vasket hænder eller ej) der gør et menneske urent, men det er de indre ting – det der kommer fra hjertet. Jesus må bagefter forklare sine disciple det, for det er rigtig svært at forstå for dem. Deres liv og hele deres folks historie har været så knyttet til de forskellige renselsesregler.


Overgangen fra det gamle til det nye
Gud har gennem udvælgelsen af et folk valgt at åbenbare sig, og give sig til kende som Abraham, Isak og Jakobs Gud – himlen, jorden og historiens skaber. Israels folk var Guds børn, og de havde lært at Gud var ren og hellig, og at de til stadighed måtte rense sig for at bevare fællesskabet med Gud. Det var en pagt mellem Israels folk og Gud, det vi kalder den gamle Pagt. Måske du synes, jeg er ude på en lang omvej lige nu... men det er dét, der er baggrunden for, at den Kana´anæsiske kvinde var klar over, at hun ikke hørte til Israels børn. Hun var i den tids forståelse uren, hun havde aldrig levet efter de renselses regler, som jøderne gjorde. Men det der sker her mellem kvinden og Jesus er netop tegn på, at Jesus er kommet for indstifte noget nyt – det der senere bli´r til den nye pagt (frelsen ved hans død og opstandelse), hvor det ikke handler om at være født ind i et bestemt folk, og have levet efter renselsesforskrifter, men ene og alene handler om den tro og tillid der kommer inde fra. Kvinden har den tillid og tro. Hun tror på at Jesus er den frelser og Messias, som Gud har ladet føde i Israels folks midte. Hun råber både "Davids søn" og "Messias" efter Jesus, ligesom for at sende en byge af bekendelser i forvejen, der kan åbne Jesu sind, selvom hun ikke hører til Israels folk. (Matthæus evangeliet kapitel 15 v. 22). Selvom Jesus først vælger at tie, og på den måde gør det endnu mere tydeligt, at hun slet ikke har krav på hans opmærksomhed, så knækker det ikke den tillid kvinden har til, at Jesus er den, der kan hjælpe hende, og kan redde hendes datter. Disciplene føler situationen direkte ubehagelig med denne råbende hedenske kvinde, der insisterer på opmærksomhed. De be´r Jesus sende hende væk. I stedet henvender Jesus sig til hende, og bruger det nedværdigende ord ”hund” om hende, som jøder brugte om ikke-jøder. Så Jesus selv satte ord på det, der var situationen, at en hedensk kvinde gjorde krav på hans opmærksomhed og hans indgriben med et mirakel for hendes datters skyld. (rigtig langt ude i disciplenes ører)

Kvindens store tro
Jeg synes der det er gribende at læse, hvordan kvinden i den situation kaster sig ned for hans fødder. Hun lader sig ikke afvise af det forhold, og lader ikke Jesus slippe. Dette er hendes chance, og hun kan såmænd godt ”nøjes med smulerne fra de riges bord” – det er rigeligt til hende, og det vil være nok til at hjælpe hendes datter. Det siger samtidig hvilken magt hun tilskriver Jesus. Så i stedet for at opfatte det som en afvisning, tager hun det som en dør på klem, og hun sætter foden i. Små dryp til hende er nok – så vil hendes datter bliver befriet fra den onde sygdom el. Dæmon. (det står lidt forskelligt i henholdsvis Matthæusevangeliet og Markusevangeliet)

Så istedet for en demonstration i ydmygelse af en hedensk kvinde, så bliver dette et levende bevis for, at Jesu frelse rækker ud over Israels folk, og at tro handler om det der kommer fra hjertet, ikke om ydre gudsdyrkelse. Hjertet kender Jesus – og med sin måde at møde kvinden på, får han også vist sine disciple, hvilken tro og tillid der springer ud fra kvindens hjerte. Han fremhæver hendes store tro og han erklærer kvindens datter rask på stedet.

Det er en forsmag på det der kommer til at ske, da den Nye Pagt med Jesu død og opstandelse træder i kraft. Forkyndelsen til hedninger hører først tiden efter Jesus opstandelse til, (Johannesevangeliet kapitel 12 vers 32) men Jesus gør nogle undtagelser hen ad vejen. Men efter hans opstandelse lyder kaldet helt klart, at budskabet skal gå ud over hele verden og rækkes til alle folkeslag.

Apostlen Peter fik et syn, der overbeviste ham om, at ingen mennesker var mere rene end andre, og han skulle fra nu af forkynde evangeliet til hedninger.

Tilbage til beretningen om kvinden, så er der ingen tvivl om, at det der gjorde det største indtryk på disciplene var, at Jesus kaldte kvindens tro stor. Han havde i øvrigt lige kaldt deres tro lille. (Matthæusevangeliet kapitel 15 vers 16 ff) Dernæst svarede han hendes bøn og helbredte hendes datter. Dét var det overraskende. Lad os prøve at holde fast i det, og ikke gå i baglås over dialogen, som kan være svær at gennemskue, selvom jeg har forsøgt at forstå baggrunden for den, så vækker disse ord også en protest i mig.

Jeg håber du fortsat vil nærlæse Bibelen, og jeg ønsker for dig, at Gud vil åbenbare mere og mere af sin kærlighed for dig.

med venlig hilsen
Netmissionær
Benna Asmussen Hørlück
Benna@Jesusnet.dk