Kære Tau
Det gør mig ondt at høre, hvordan du plages af sygdom og medfølgende angst / tvivl. Det er dog glædeligt at høre, hvordan du har fundet troen - og i dine raske perioder har en dyb tillid til Gud, der også indebærer en tryghed i, at Gud aldrig vil forlade dig. Men alligevel er der disse skræmmende sprækker af tvivl, for hvor er han så henne, når du er syg og ikke magter at komme til ham? Når alt er et sort smertefuldt kaos, og du ikke kan finde sammenhæng i noget? Kan det tænkes, at du kan være for syg til, at Gud kan nå dig?
Nu må jeg starte med at sige, at jeg ikke har nogen faglig forudsætning for at forklare, hvad din sygdom betyder. Jeg tror derfor, at du må prøve at forklare din psykiater, hvilke tros-anfægtelser og angst din sygdom kaster af sig – og at det også er blevet til en nagende angst, der forfølger dig, når du er rask. Jeg er ikke sikker på, at en psykiater behøver at være kristen, for at sætte dine reaktioner i perspektiv. Han vil kunne forklare din sindstilstand, så du kan se, at det er noget
inde i dig, der pludselig får virkeligheden til at se anderledes ud. Virkeligheden uden om dig, har ikke ændret sig – selvom det ser sådan ud for dig i situationen.
Vores sind er ikke skruet sådan sammen, at troslivet ligger i en kasse, kærlighedslivet i en anden, psykisk normalitet og overskud i en tredje, smerter i en fjerde, sorg i en femte osv osv.... Nej, vi er hele mennesker, og vores sind kan ikke deles op i disse forskellige kasser. Når vi rammes af sorg, påvirker det os på alle områder og din psykiske lidelse vil angribe
hele dit sind også din tro og tillid til Gud.
Jeg forestiller mig, at det kan sammenlignes med de reaktioner, du også vil opleve i dit kærligheds liv. Kan du f.eks. under dine sygdoms angreb føle kærlighed og taknemlighed til din mand? Eller føle dig tryg i hans kærlighed? Bliver du ikke også i dine sygdomsstunder i tvivl om ægtheden af den kærlighed? Nu kan en psykisk lidelse også være meget vanskelig at takle for ægtefællen, så sammenligningen holder ikke i alle tilfælde. (ikke der hvor kærligheden ikke holder) Men så sammenlign f.eks med dit forhold til dit hjem, hus el. lejlighed. Det er dit, du hører hjemme der, du har ret til at bo der, du har kontrakt på det, regningerne er betalt. Hvis du så pludselig rammes af sygdom og dit sind formørkes og er ved at rive dig i stykker, og du kan ikke finde hvile nogen steder – og selv dine egne indretninger i hjemmet får dig til at føle dig fremmede og uvelkommen, så betyder det ikke, at nu er det pludselig ikke dit hjem. Det kan godt være, du ikke føler det, og måske gør din sygdom, at du ikke føler dig tryg dér, eller ikke føler du har ret til at være dig, ikke fortjener det eller hvilke følelser, der nu kunne være relevant at tage frem. Men alt det, kan vi godt se i givet tilfælde ville være noget der foregik
inde i dig. Det perspektiv, skal du prøve at sætte din tro og sygdom ind i.
Bliver Gud da ikke påvirket af dine afvisende reaktioner eller magtesløshed? Hvor er Gud da? Vi finder noget af svaret, ved at prøve at tænke over, hvor Gud er han henne, når du er rask? For det handler om at se, hvori vores gudsforhold består?
Denne søndag var prædiken-teksten i kirken fra Matthæus-evangeliet kapitel 10 vers 13 - 16, hvor Jesus siger:
”Lad de små børn komme til mig, dem må I ikke hindre”. Det blev sådan en dejlig prædiken for mig. De små børn Jesus omtaler, står der om, at de
blev båret... der står: ”
De bar nogle små børn til Jesus....... ” Så det lader sig altså gøre at ”bære hinanden hen til Jesus”, der hvor vi ikke er i stand til at gå selv. Andre kan bede for dig, der hvor du ikke selv kan bede, og den bøn du har bedt i raske stunder bærer dig
også igennem syge stunder. Sådan tror jeg du må se på det.
Jeg husker, da jeg var en stor teenager, gennemgik min far en stor øjenoperation. Det betød, at han måtte sidde med hovedet i nøjagtig samme stilling i lang tid. Jeg tænkte, at så havde han i det mindste tid til at sidde og tænke og bede. Men han oplevede det stik modsat. Han havde pludselig ingen overskud til noget som helst, og kunne ikke holde styr på hverken tanker eller bønner, og han havde så hårdt brug for at vide, at Gud var med ham. Da fik han et kort, hvor der stod: ”Nu må vi bære dig i bøn, der hvor du ikke selv kan bede”. Det gjorde indtryk på mig dengang – og har fulgt mig siden.
At komme til Jesus forudsætter ikke, at vi må udvise en form for psykisk overskud og åndelig kapacitet. Gud tager imod os på grund af det, Jesus har gjort for os – og vi må i visse perioder hvile helt tryg i, at blive båret frem, som de helt små børn blev båret frem til Jesus. Jesus sagde endda, at det netop er på
dén måde, vi skal tage imod Guds Rige. (”
Den der ikke tager imod Guds Rige ligesom et lille barn, han kommer slet ikke ind i det”.)
Så i dine raske stunder må du minde dig selv om, at der er perioder i dit liv, hvor du på en særlig måde må hvile i, at du bliver båret frem til Jesus. Du kan også i dine raske stunder formulerer en bøn til Gud, der netop er en bøn, der må bære dig i dine syge perioder.
Måske du før har hørt fortællingen om den mand, der også havde oplevet mange svære perioder i sit liv. I en drøm møder han Jesus, og fortæller ham, hvor svært han nogen gange har det. Jesus svarer: ”Det ved jeg, for jeg har gået sammen med dig hver eneste dag”. Så viser Jesus ham billederne fra hans livsvandring, og de viser ganske rigtig 2 par fodspor. Men pludselig reagerer manden voldsomt, for hver gang billederne når frem til netop de perioder, hvor han havde det svært, så ses der kun ét sæt fodspor. ”Se”, siger manden, ”hvorfor forlod du mig netop I svære perioder?”, så svarer Jesus: ”De fodspor du kan se i de svære tider, er mine. Da bar jeg dig”.
Må Gud give dig tryghed – så ikke din sygdom også skal kaste angst over dine raske stunder.
Med kærlig hilsen
Benna A. HørlückBenna@JesusNet.dk