Jeg løb ind i en diskussion om Guds kærlighed og tilgivelse overfor vores mangelfulde og fejlbehæftede liv - lad os bare kalde det syndighed (en spade for en spade osv )

Anledningen var, at jeg synes, det kunne være fedt med et forum, hvor vi kun måtte tale om Guds herlighed, og hvor vores synd og mørke ikke skulle bringes i fokus. Lidt af en drøm, det ved jeg godt, og lige så tæt på og langt fra som den evige lyksalighed.

Jeg blev modsagt af en, som mente, at hvis vi ikke blev gjort opmærksom på vores egen syndighed, hvordan kunne vi så opdage, at vi er nødt til at vende os til Gud?

Efterhånden gik det op for mig, at vi åbenbart har hver vores forhistorie. Jeg kan ikke tale for den anden, kun for mig selv, så jeg vil lige ridse op.

Da jeg kom til tro som voksen (jeg er opdraget uden noget troende tilhørsforhold), da var det længslen efter Gud, som drev mig. Min egen ufuldkommenhed behøvede ingen at fortælle mig om, og den vejede egentlig heller ikke så tungt. Det var ren længsel, som drev mig.

Sidenhen, når jeg har været på afveje og er blevet kaldt tilbage, har det også altid handlet om, at jeg i et glimt har fattet Guds umådelige storhed og kærlighed og er kommet løbende tilbage af ren og skær længsel - som et møl mod lyset, bortset fra at jeg ikke fik brændt vingerne.

Hvis nogen i de perioder havde talt til mig om min syndighed havde det været som at strø salt i et åbent sår - jeg ville i hvert fald have skyndt mig væk eller beskyttet mig mod ordene. Når jeg har fundet tilbage til Gud, så har jeg derimod fået det mod tilbage, som kræves for at man kan se sig selv på godt og ondt.
Det er jeg ikke i stand til uden at have tilgivelsen som forudsætning.
Det skal måske lige tilføjes, at den forestilling jeg havde om tilgivelse før jeg kom til tro, den handlede overvejende om at lægge låg på og lade være med at se. Først i mødet med Guds tilgivelse begyndte jeg at fatte dybden og rækkevidden, og jeg er slet ikke færdig med af fatte - der er meget mere, kan jeg godt se .

Men vi har forskellig baggrund, og jeg kan jo ikke slutte ud fra mit eget alene, så derfor kunne jeg tænke mig at høre, hvordan I andre oplever dette.

Hvad 'driver' jer i armene på Jesus? Frygt for det bagude eller længsel efter det forude?

Jeg ved godt, det næppe kan gøres til et enten eller, men hvad er den stærkeste impuls?

Tja jeg tror du har ret. Nogen gange (ret ofte) kommer vi til at fokusere mere på vores elendighed end på Gusd storhed.

Jeg har lige en lille historie fra det virkelige liv som vidner om Guds storhed og indgriben - selv i en forholdsvis lille ting.

Jeg kender en som arbejder ved hjemmeplejen hun fortalte mig om noget hendes veninde (også ved hjemmeplejen) havde op levet.

Veninden(V) arbejder ved siden af skolegang. Hun har ikke råd til så meget for hun studere og arbejder kun ved siden af. Da det begyndte at blive koldt manglede hun en god varm jakke, men havde ikke pengene til den.

Hun bad Gud om hjælp og cyklede så ud i kulden på sin tur rundt til de gamle. Det gik ret hurtigt den dag og hun havde lidt tid til overs. Den tid besluttede hun at bruge til at hjælpe en ældre dame over i et indkøbscenter for det ville damen gerne og det var det sjældent tid til.

V ringer på og foreslåe at de går en tur derover. Damen går ud for at tage sin frakke på og idet hun åbner skabet udbryder hun: "Hov der hænger da en vinterjakke, den må du få hvis du kan bruge den".

V står måløs ved ikke hvad hun skal gøre for normalt må de ikke tage imod gaver fra de gamle (risikere beskyldninger for tyveri ol). Men efter at have spurgt damen mange gange om det nu også var noget hun virkelig mente prøvede V jakken og den passede perfekt.

V spørger nu den gamle om hun tror på Gud, hvortil damen svarer ja.

V fortæller at hun for 4-5 timer siden havde bedt til Gud om en vinterjakke og at hun bare synes at det var stort at hun fik en af damen allerede samme dag.

Damen svarede: "Det er ikke mig der har givet dig den jakke - det er Gud"

Et par dage senere bliver V igen i tvivl om det nu også var rigtigt at tage imod jakken og opsøger den gamle dame igen. Da hun ringer på og damen lukker op udbryder den gamle: "Åhh det var godt du kom. Jeg glemte at give dig det halstørklæde med som hører til jakken"

Tja så var V overbevist om at hun kunne bruge jakken med god samvittighed.

Gud gider bruge tid på selv små ting - er han ikke bare STOR!!!

Hej Eva
Da jeg i sin tid tog imod frelse var det hverken det ene eller andet. Jesus åbenbarede sig for mig, ja, så kunne jeg ikke så godt gøre andet end at tro på ham. Det var HAM der handlede ! I dag er det ofte en "indskydelse" der gør at jeg søger hen i Guds nærvær, uden det behøver at handle om det ene eller andet. Der dukker af og til "bønne-emner" op i mig, og så beder jeg. Og selvfølgelig hvis jeg er urolig over et eller andet, føler ufred ! jamen, det er et sikkert tegn på at jeg skal hen til korset.

Med venlig hilsen

Malli

Kære Eva,

For mig var det en stærk oplevelse af frygt for - ja, hvad? - der i første omgang drev mig til at tage imod Jesus, men det er så absolut Hans kærlighed og omsorg for mig, der holder mig til Ham.

Jeg er vokset op i en kristen familie, men har aldrig fattet en meter af hvad det egentlig gik ud på. Jeg tror nok, mine forældre og min menighed har været gode nok til at fortælle om det, men jeg har sikkert ikke været god nok til at åbne ørerne og høre på andre end mig selv (det har jeg nok stadig lidt problemer med) Jeg besluttede mig for som 10-11 årig ikke at være kristen og det valg var meget bevidst, for jeg mente ikke Han havde noget godt at byde på, så enten var Han en ønsketænkning eller også en led stodder, der sad oppe i sin himmel og holdt øje med om vi gjorde noget forkert, så Han kunne gi´ et rap med stokken.

En nat så jeg foran mig ansigterne på de mennesker, jeg havde såret i tidens løb (jeg var vel 14 år gammel) og det skræmte mig fra vid og sans. Da kom jeg i tanker om en historie i søndagsskolen, hvor en mand havde reddet livet ved at råbe på Jesus. Og så var der ikke langt fra tanke til handling. Om jeg hviskede eller råbte kan jeg ærligt talt ikke huske, men navnet Jesus blev udtalt og så forsvandt ansigterne og frygten med dem og jeg fik denne glædelige fronemmelse af at jeg var elsket og tilgivet for alt, jeg havde gjort forkert. Det var som om Gud sagde: "Det er alt sammen i orden - det skal nok gå..."

Den fornemmelse sidder stadig dybt i mig - tænk at en som mig kan tilgives for al sin synd????!!!!

Per