Så kom den endelig! Den længe ventede filmatisering af C.S. Lewis’ fantasyroman om det eventyrlige land Narnia. Længe ventet i hvert fald af mig og så vidt jeg har kunnet se i diverse medier i løbet af de sidste par måneder, også mange hundrede andre Lewis fans verden over. Og lad det være sagt med det samme: i mine øjne har ventetiden absolut ikke været forgæves – jeg er bestemt ikke skuffet!

Filmen overrasker egentlig ikke væsentligt, men det er for mig at se netop dens store force. For jeg ville ikke overraskes. Derimod ønskede jeg i filmen at få levende billeder af den verden, jeg i årevis har set for mit indre blik, når jeg har læst bogen – og det ønske fik jeg til fulde opfyldt. Den Hvide Heks er nøjagtig så gennemkold, som jeg havde forestillet mig hende, og Aslans øjne nøjagtig så kærlige og lidende, som jeg så mange gange har set dem for mig.

Men selvfølgelig følger filmen ikke bogen slavisk – så var den nok også blevet en hel del længere end den er! Der er scener, der mangler, ligesom der er scener, der er blevet tilføjet, forlænget eller ændret en smule, i høj grad med det resultat at filmen rummer flere udpræget dramatiske og spændende scener end bogen gør. Men jeg synes at det bliver gjort med en nænsomhed og med en respekt for dels karakterernes væsen og dels gangen i den egentlige historie, som ikke forstyrres af de tilføjede elementer. Og det generelle indtryk er så afgjort, at filmen hele vejen igennem holder sig meget nær til Lewis’ historie samt hans utrolig detaljerede beskrivelser af både Narnias landskab og væsen- og person-galleri.

Et par enkelte ting kunne jeg have ønsket mig en smule anderledes. Scenen, hvor Stenbordet flækker midt over og Aslan bliver levende igen virker en anelse forjaget og lidt for hurtigt overstået efter min mening – måske fordi netop denne scene er så vital for det, der for mig at se er hele pointen i historien, nemlig det, at den kan ses som en eventyrlig genfortælling af den kristne frelseshistorie. I bogen er netop denne scene omkring Aslans opstandelse beskrevet helt fantastisk smukt og noget af den skønhed savnede jeg lidt i filmen. Også flere af Aslans små taler til børnene, hvor Lewis sætter enkle ord på nogle store sandheder i livet, mangler i filmen, men det er også de eneste steder, hvor den efter min mening kommer lidt til kort.

Men alt i alt er jeg imponeret. Ikke overrasket, men imponeret. Imponeret over filmens kvalitet, over skuespillernes præstationer og ikke mindst det klare evangelium, der bliver leveret lige der på biograflærredet foran mig. Og så må jeg også endnu en gang imponeres over det mesterværk, der ligger bag filmen. Lewis har i sandhed skabt et univers, der kan holde til at blive oplevet gang på gang – både på bog og nu også på film. Jeg glæder mig allerede til at se den igen!

signe@linktochrist.dk

Jeg tillader mig at indskyde en anmeldelse mere i denne tråd, dels for ikke at have en masse anmeldelses-tråde og dels for et samlet overblik for dem der måtte ønske det.

Jeg er i det store hele godt tilfreds med at have set denne film. Vi så den i en fyldt biografsal og stemningen var god hele filmen igennem, sikkert på grund af historien, den meget spredte aldersgruppe, at mange nok har læst bogen i sin tid og at filmen havde tilpas med sjove passager, der kunne sprede lidt en "det er jo en Disney-film" stemning.

Umiddelbart ingen vi så filmen fik jeg læst nogle enkelte anmeldelser, der kritiserede filmen for at være for langtrukken, for at være alt for udpenslende i kristen forkyndelse og at krigen var alt for lang i forhold til bogens handling. Andre anmeldelser bekendtgjorde en Ringenes Herre-stemning filmen igennem. Jeg kunne dog ikke genkende noget af det og var godt tilfreds med det.

Men skal ikke forvente sig et stort brag af en film, snarere et eventyr, der efter min mening måske ikke helt behøver blive set i en biograf. Det kristne budskab i filmen er tilstede, men ikke så fremtrædende, at filmen ligefrem er forkyndende. Eksempelvis - hvad bogen dog også har med - præsenteres dyrene som talende, venlige fabeldyr (undtagen de onde, der er talende, onde fabeldyr), men alligevel jagter de gode på et tidspunkt en hjort for at dræbe den for fornøjelsens skyld, hvilket jeg aldrig helt har forstået kunne passe ind i historien på nogen måde. Men det er jo så ikke filmens skyld.

Vores cafe-diskution om filmen endte nogenlunde med, at man mest skal tage historien som et eventyr inspireret af bibelens fortæling mere end en egentlig forkyndende fortælling.

Noget jeg frygtede lidt var kvaliteten af computeranimationerne af de talende dyr og des lige. De var dog af fremragende kvalitet i stort set alle scener (med undtagelse af enkelte kiksere, hvilket typisk forekommer når ting/dyr/mennesker skal hoppe eller falde) og hæmmede på ingen måde filmen.

Det eneste jeg lige kan sætte fingeren på at negative ting, var de sidste hollywood-inspirerede sekunder til allersidst i slutningen. Det kunne man godt have undværet. I øvrigt bør man være opmærksom på, at der efter slutningen kommer lidt rulletekster, hvorefter filmen faktisk fortsætter i et minut eller to.

En ganske glimrende film. Brug en af dagene mellem jul og nytår til at se den på en hyggelig aften.

Hej Alle

Så har jeg også set Narnia-filmen. Jeg er noget af en Narnia-freak, eller jeg var det i det mindste som teenager, så jeg var meget spændt på at se den.

Om Bøgerne

Jeg synes, at Lewis har lavet en meget stor præstation med hele Narnia-serien. Hans univers hænger måske nok ikke så godt sammen i alle leder og kanter, som hans ven Tolkiens univers. Men de er spændende, og de kan læses og forstås af ret små børn, samtidig med at voksne kan få meget ud af at læse bøgerne. Bøgerne har en sofistikeret og underspillet humor, der gør, at man er godt underholdt. Jeg kan varmt anbefale Narnia-serien til alle, men måske nok især til børn og teenagere.

Om bøgernes teologi

For mig at se er bøgernes primære mål at formidle evangeliet, så det bliver til at forstå og tage til sig. Næsten alle elementer i bøgerne kan tolkes teologisk, så det giver mening. Jeg mener slet ikke, at der kan være tvivl om, at Lewis gerne ville have os til at læse beretningerne allegorisk og diskutere, om Julemanden bedst forstås som Johannes Døberen eller Helligånden. Lewis´ teologi er noget mere liberal, end den teologi som jeg voksede op med i missionsbevægelserne, og af den grund, kan det godt undre mig, at missionsfolk generelt er så forelskede i Lewis. I "The last battle" åbner han tydeligt op for, at mennesker fra andre religioner end kristendommen kan blive frelst, ligesom han lader fortabelsen være noget som foregår inde i menneskers egne hoveder og ikke en straf, som Aslan (Gud) påfører mennesket. Personligt finder jeg det godt og spændende at tænke den slags tanker.

Om Filmen

Jeg synes, at Disney er sluppet godt fra det. De har valgt en krigsvinkel på det, således at de har ladet det forhold at bogen blev skrevet lige efter og foregik under 2. Verdenskrig være en nøgle til forståelsen af romanen. Det hænger utvivlsomt også sammen med "krigen mod terror" og den patriotisme, man ønsker at fremkalde i Amerika. Et eksempel er dette ordskifte, som ikke findes i bogen, mellem heksen Jadis og den tilfangetagne Tumnus: Jadis: "ved du hvorfor du er her?" Tumnus: "fordi jeg tror på et frit Narnia". Men samtidig har man ladet den religiøse forklaring stå lige så stærkt som i bogen. I Aslans stedfortrædende død og opstandelse holder man sig tæt til bogens forlæg.
I forhold til bogen, har man prøvet at gøre det mere spændende og hæsblæsende. Det gør man bl.a. ved at lade ulvene og heksen komme tættere på de flygtende børn og bævere, da de er på vej mod Stenbordet. I bogen får de flere timers forspring, mens Edmund kæmper sig vej gennem sneen til Jadis´ slot. Det er sikkert et fornuftigt valg Disney har gjort for at få folk i biografen, men det virker ikke troværdigt selv inden for eventyrets univers, at børnene kan gemme sig lige over hovederne på nogle ulve, der vel må formodes at have en god lugtesans.

Om skuespillerne og de forskellige karakterer


Jeg synes at skuespillerne er gode. Jadis er skræmmende ond og samtidig kan man godt forstå, hvordan Edmund kan blive tiltrukket af hende. Lucy er sød og overbevisende. Edmund er øretæveindbydende på en god måde. Peter har en rolle, der er svær at gøre troværdig. Hans overgang fra barn til superhelt er ret fantastisk, men jeg synes, at skuespilleren er godt castet. Aslan er nok det største problem. Jeg så den sammen med en pige, der ikke havde læst bøgerne, og hun sagde, at hun "ikke engang var tæt på at græde, da Aslan døde. Man kendte ham jo dårlig nok". Jeg kan godt se, hvad hun mener. I bøgerne er det meget børnenes og dyrenes forventninger til Aslan og deres reaktioner på at møde ham, der gør, at man gerne skulle føle noget for Aslan, idet han dør. Han når jo ikke, at gøre eller sige særlig meget, inden han dør. Aslans storhed og majestæt og samtidige medfølelse og godhed er svært at skildre på film, og derfor skulle man måske have overvejet at digte nogle scener, der kunne give mere liv og blod til Aslan-figuren. Bæverne er morsomme og godt lavet. Skurkene er lidt for "Ringenes herre".


Om talende og umælende dyr

Til sidst til Machine A, der undrer sig over, at man jagter en hjort i slutscenerne. Lewis lader i "the magicians nephew" Aslan skabe både umælende dyr og talende dyr (og en masse andre væsener og mennesker). De talende dyr er åndsvæsener ligesom mennesker og at spise et talende dyr svarer til kannibalisme. Det kan man bl.a. se i "silver chair", hvor heltene af nogle kæmper bliver snydt til at spise en talende hjort. Men de umælende dyr, må man i Lewis´ univers godt spise, og han understreger i "the lion, the witch and the wardrobe", at det er en umælende hjort, som bliver jagtet. Man kan naturligvis være uenige eller uenige i, om det skulle være tilladt at spise umælende dyr, men det er i hvert faldt noget, som Lewis har gjort sig nogle overvejelser over.

Med venlig hilsen
Henoch

Hej Henoch

Tak for din belysning af forholdet mellem de umælende dyr og talende dyr i Narnia. Set i det lys kan jeg godt forstå opdelingen mellem de dyr man må jage og dem man ikke må. Sat på spidsen finder jeg det dog stadig problematisk (over- og underracer (og så lige efter krigen) og selskabsfornøjelsen i drab i et "løven græsser med fåret" univers), men på den anden side skal man jo også kunne skabe en historie, uden at blive bremset af bagateller. Hans overvejelser er uden tvivl ledt til en udemærket slutstilling.

citat:
I "The last battle" åbner han tydeligt op for, at mennesker fra andre religioner end kristendommen kan blive frelst, ligesom han lader fortabelsen være noget som foregår inde i menneskers egne hoveder og ikke en straf, som Aslan (Gud) påfører mennesket. Personligt finder jeg det godt og spændende at tænke den slags tanker.

Hej Henoch

Jeg forstår ikke hvordan du kan finde de tanker spændende når bibelen er klar, ingen kommer til Faderen uden ved sønnem, og mange andre vers siger direkte at der ikke er frelse udenom Jesus, hvad får dig til at godtage det bibelsyn?

Ole

Blot lige en kommentar omkring hjorten. Ifølge bogen er den faktisk en talende hjort. Idéen er, at den, der fanger den hvide hjort, får et ønske opfyldt. Så nej, det er ikke fordi, det er et umælende dyr, de jagter den. På den anden side skal den netop fanges og ikke dræbes.

Og så lige til Machine A: Idéen om de talende og de umælende dyr har jeg svært ved overhovedet at kunne forstå racistisk. Forskellen mellem dem er ca. den samme som mellem mennesker og dyr i vores univers (Aslan skabte de talende dyr i sit billede, mens de øvrige blot er dyr)... Men selv om en talende bæver og en talende hest er to forskellige dyreracer, er de i bøgerne altid forpligtede på at være loyale over for hinanden, og i "Det Sidste Slag" finder man også klart ud af, hvad der sker, hvis man ikke er det. En kat, der arbejder for fjenden, bliver igen umælende... Personligt læser jeg det som et billede på nazismen: Hvis man blot behandler sine medmennesker som om, de er dyr, mister man sin egen menneskelighed. Knap så bogstavelig, men ikke mindre væsentligt.

Med venlig hilsen

Mark Langdahl

Hej Ole

Jeg ved godt, at der er skriftsteder, der kan tolkes som om, at Gud straffer alle, der ikke er kristne, med evig pine i en ildsø. Jeg har i mange år prøvet at fastholde dette og alligevel ære og elske Gud. Det kan jeg ikke. Det giver for mig ingen som helst mening, at Gud skulle straffe mennesker så hårdt, og slet ikke, hvis grunden til, at de ikke er kristne er, at de tilfældigvis er født et sted, hvor man aldrig har hørt om kristendommen eller kun har hørt negativt om den.
Jeg har valgt at tro på, at Gud er kærlighed, og jeg kan ikke se andet, end at det må betyde, at Gud ikke vil pine mennesker i en evighed. Jeg synes, at Lewis´ løsning i "The last battle" er en mulighed for, hvordan man kan fastholde både tanken om Guds godhed og fortabelsens mulighed.

Med venlig hilsen
Henoch

hvordan forklaerer Lewis så fortabelsens mulighed?

Ole

Hej Ole, nu har jeg endnu ikke set filmen, men vover alligevel en lille kommentar til dit indlæg her, hvor du skriver (til Henoch) "Jeg forstår ikke hvordan du kan finde de tanker spændende når bibelen er klar, ingen kommer til Faderen uden ved sønnem, og mange andre vers siger direkte at der ikke er frelse udenom Jesus, hvad får dig til at godtage det bibelsyn?"

Jeg er enig med dig i, at vi skal holde os til Guds klare løfter, og også i, at der står skrevet, at ingen kommer til Faderen uden ved Sønnen.

Det er helt tydeligt, og det tror jeg på:
Faderen har givet al magt til Sønnen, som skal komme igen og dømme levende og døde ...

Men der står omvendt ikke noget om, at Gud ikke kan gøre mere end han har lovet! Han har ikke forpligtet sig til at dømme alle dem ude, som enten ikke kender ham, og/eller ikke har en bevidst tro på ham.

Så det mener jeg, vi må vi lade forblive en hemmelighed ... måske er der overraskelser forude.
Det er mit håb og min bøn!
Men som sagt: Vi har ingen løfter at holde os til her, så vi, der kan, må holde os til det herlige løfte fra Jesus, Joh 6,37: Alt, hvad Faderen giver mig, skal komme til mig, og den, der kommer til mig, vil jeg aldrig vise bort.

kristina

Hej Kristina

jeg må da indrømme at jeg heller ikke ønsker at det skulle være sådan at folk der ikke tror går fortabt, men hvorfor siger Paulus så at de er uden undskyldning når de jo af alt det skabte kan se vidnesbyrd om at Gud er til? for mig at se, så er der ingen vej udenom Jesus.

Ole

Hej Ole, jo, jeg tror skam også, at der er nogle, der går fortabt, det er desværre ikke til at komme udenom, selv om vi intet hellere ville.

Det er også sandt, at der ikke er nogen vej uden om Jesus.

Men hvorfor skulle det ikke være muligt, at nogle kan befinde sig på netop den rette vej, uden selv at ane det ? .. det ved kun Gud!

Jeg ved det i hvert fald ikke!

kristina

Hej Kristina

undskyld, så misforstod jeg dig, ja, vi ved det ikke, vi skal ikke dømme nogen før tiden siger Paulus, men vi må bedømme frugten, ikke hjerterne, det er kun Gud der kan det.

KH

Ole

Hej Ole

Det følgende skal tages med forbehold for, at jeg ikke ejer bogen, og det er et stykke tid siden, jeg sidst har læst den:

I "The last battle" er der fremstået en falsk Aslan, der leder mange på afveje. En ond abe, der styrer den falske Aslan, leder mange på afveje, og inviterer Narnias fjender ind i landet. Med disse fjender kommer en ung dreng fra et af folkene uden for Narnia, der kommer til Narnia for at kæmpe for sit folk og for "Tash", der er en dæmonisk afgud, som drengens folk dyrker. Drengen er ædel og modig, og han væmmes ved den falske Aslan. Det ender med, at alle narnianerne smides ind i en gammel hestestald. De, der har kæmpet mod den falske Aslan opdager så, at der inden i hestestalden er et større og bedre Narnia, hvor den virkelige Aslan er. De, der har fulgt den falske Aslan derimod kan ikke sanse den nye verden, og de tror derfor, at de sidder i hestelort og gammelt hø og spiser dyrefoder, mens de i virkeligheden får kager og god mad. De skændes og sviner og væmmes ved maden og skaber sig i det hele taget deres eget private Helvede. Drengen, som havde dyrket Tash bliver til sin egen overraskelse taget til nåde af Aslan, der siger noget i retning af, at en person der har dyrket andre guder på en sand og ædel måde i virkeligheden har kæmpet for Aslan.

Med venlig hilsen
Henoch

Hej Henoch m.fl.

Aslan siger til den unge mand Emeth (ham, som bliver frelst, selv om han har dyrket Tash): "all find what they truly seek." Det forstår jeg sådan, at det, Emeth virkelig havde søgt, var Aslan, men da han ikke kendte noget til Aslan, havde han troet, at det var Tash, han søgte efter.
Jeg ser ikke noget problem i, at mennesker, der aldrig har hørt om JHVH eller Jesus, bliver frelst, hvis de har søgt Gud på deres egen måde. Jeg tror, at ethvert menneske er født med en længsel efter sin Skaber. Ikke alle får en chance for virkelig at finde ham, men hvis én har fulgt sin længsel og oprigtigt søgt Gud, så tror og håber jeg også, at Gud vil frelse ham. Vi skal huske på, at ordet om, at ingen kommer til Faderen uden ved Jesus, netop er sagt til dem, der har fået muligheden for at tage stilling til Jesus.

Hvad angår fortabelsen: Der er ganske rigtigt en gruppe dværge, som så at sige fortabes inde i deres eget hoved, sådan som du beskriver. Den endelige dom kommer dog først senere: De onde talende dyrs straf består i, at de bliver gjort til stumme, almindelige dyr. De onde mennesker forsvinder ind i Aslans skygge. Om dem siger Lewis: "I don't know what became of them." Hvad der skete med dværgene står der vist ikke noget om.
Jeg tror ikke, det er tilfældigt, at de onde mennesker går fortabt ved at forsvinde ind i en uendelig skygge, i stedet for at komme ind i det nye Narnia. Det svarer vel meget godt til Jesu ord om "mørket udenfor" (ligesom det nye Narnia svarer til den nye jord).

mvh
Nikolaj

Hej Nikolaj

men så er det jo uden mening at Jesus siger "Jeg er sandheden, vejen og livet", hvis der var mange veje, så havde han vel sagt det anderledes! eller?

eller hvad med "bred er den vej der fører til fortabelse og mange er dem der går derpå"

Ole

Hej Ole

Jeg tror også, at der kun er én vej til frelse, nemlig Jesus Kristus. Samme Jesus sagde jo: "Den, som søger, finder" (Matt. 7,8; Luk. 11,10). Derfor tror jeg, det er muligt, at én, som har søgt sin Skaber, men som aldrig når at høre om JHVH og Jesus, kan finde Gud alligevel i livet efter døden.

mvh
Nikolaj

Hej Nikolaj

jeg har som du har set startet tråden i Bibelen, der syntes jeg den hører mere til

Ole