Heisann Kristina.
Du skriver:
Jeg har netop IKKE skrevet at jeg respekterer andres tro, men netop kun de mennesker, som bekender sig til den. (Inklusive bin Laden i øvrigt - jeg beder for ham at han må komme til tro. Det ville nok kræve et under, men undere finder faktisk sted, når Gud vil det).

Det vil jeg tillade mig at kalde en løgn, men det er også et stærkt ord, det kan jo skyldes at du ikke har læst hvad du selv har skrevet.
Du skriver nemlig også:
Jeg selv har ikke det mindste besvær med at respektere anderledestroende mennesker - nogen af dem er endda mine allernærmeste og allerkæreste, men
jeg kan da ikke forventes at respektere deres synspunkter, hvis det er min overbevisning, at de er forkerte ? Er jeg så, efter din mening, snæversynet ?

For mig, er dette to modsigede ting. 1) du skriver at du respektere andres menneskers tro(ret mig gerne hvis jeg har forstået det forkert) men at du ikke respektere deres synspunker. Hvordan kan du så føre en debat eller for den sags skyld en daglig samtale. En debat eller en samtale består kun af udvæksling at synspunkter, ikke andet.

Du skriver:
Det ville da ikke have nogen mening at forsøge at overbevise de af mig respekterede mennesker om, at de tager fejl, hvis jeg respekterede deres for mig at se forkerte opfattelse/synspunkter/religioner. Når jeg ulejligher mig med at forkynde det jeg tror på, er det jo netop af respekt for de mennesker, som efter min overbevisning er på vildspor. Hvis jeg ser et menneske vandre trygt på vej
ud i en bundløs mose, skal jeg så bare lade ham gøre det, uden et forsøge at
overtale ham til at finde en anden vej at gå på ?

Du kan da ikke sammenligne de to ting!!!! Du kan da ikke vide om han er på vej ned for at fiske?? Kan du??
Respekt for et andet menneskes valg i livet ER en nødvendighed, jeg tror nok du vil give mig ret i det.
Respekt for et andet menneskes valg af tro ER også en nødvendighed, hvordan tror du ellers at Blair og Arafat har kunne indføre det samarbejde de nu har?? De har kun kunne gøre det ved hjælp af respekt for hinnanden som mennesker, og af respekt for hinnandens tro, overbevisninger og synspunkter.

Og for lige at slå en ting fast, Jeg ligger IKKE ord i dit tastatur, jeg gentager hvad du siger og fortæller dig hvordan jeg læser det!!!

Linvale

Jeg har kigget lidt med over sidelinjen og får lyst til at blande mig.
Det ser ud til, at argumentationen er gået lidt i hårknude, og så tænkte jeg på, om det måske bunder i, at ordene skal bruges anderledes?

Jeg kunne nemlig godt udtrykke noget af det samme, som Kristina siger, blot ville jeg udtrykke det på en anden måde.
Jeg vil sige, at jeg har respekt for mennesker med en anderledes tro, også når jeg er dybt uenig i det, de siger og overbevist om, at det ligger udenfor sandheden, så godt mit begrænsede syn nu kan se den.

Jeg forstår også til fulde Linvales protest. En respekt for mig må komme til udtryk som respekt for mine valg, mine ord, handlinger osv. Men det er jo ikke det samme som enighed. Man kan godt både vise respekt og modsige.
Det er blot en kunst at gøre det ordentligt.

Udover det vil jeg da også mene, at der er mennesker, som jeg på ingen måde kan respektere sådan, som jeg har nævnt ovenfor. Det hænger sammen med, at respekt har nogle forudsætninger, som ikke må tilsidesættes.

Et grelt ekesmpel er de pædofile, som kræver respekt omkring deres seksualitet. Det er nemlig et krav om respekt, som i virkeligheden er et ønske om retten til disrespekt for andre.

På samme måde med de fundamentalistiske muslimer, som i 'sandhedens' hellige navn sønderbomber gamle kulturminder og anderledes tænkende. Hvilken respekt skal jeg vise det?

Og hvis jeg på samme måde i min egen tro bliver så bombastisk, at jeg kvæler anderledes tænkende, så underminerer jeg repekten for mig selv og min tro.

Nu har jeg ikke den magt, men i det små kan det jo nok lade sig gøre, hvis ikke det var fordi mine børn allerede er voksne

Så spørgsmålet er, Linvale og Kristina, om ikke man skal skelne mellem respekt og uenighed?

Det forudsætter at man kan være afmægtig i sin uenighed, når man mener, andre har truffet forkerte valg, men er det ikke en del af respekten og tilliden til den anden, at man tør være afmægtig? (Det er svært, jeg véd det!)

Godt sagt Eva, tror ikke det kan siges meget bedre...

Og må give dig ret, lige gyldigt hvad så tror jeg aldrig jeg vil kunne udvise respekt for pædofile, for det er børn de skader og folk der skader børn kan/vil jeg ikke respektere!

Og så de der fantalistiske muslimmer du nævner, de er da osse for langt ude og at udvise dem respekt... ja det kan jeg altså ikke!

En ting er den måde at bl.a. kristen får deres tro ud, ved hjælp af ord, det kan jeg respektere for det er kun ord, men at overbevise folk om at ens tro er den rette ved hjælp af bomber?? ved at tage menneske liv!?!?! det kan man altså ikke!

Men ellers så respektere jeg stort set alle mennesker, ligegyldigt hvad de tror på!
De eneste mennesker og trosretninger jeg ikke kan acceptere/respektere, er dem som gør som nævnt ovenfor, dem som arbejder i ondskab og skader andre, dem kan jeg ikke acceptere... arbejder man i lys/godhed så er jeg ligeglad med hvad man tror på så respektere og acceptere jeg dem

Hvor er næstekærligheden?

Jesus siger at det vi gør mod de mindeste gør vi mod Jesus.

Terrorister, pædofile o.s.v. er alle skabt i Guds billed og kræver respekt, men deres handling skal fornægtes og gøres til skamme.

K.h.
Kim

Jeg kan ikke respektere en der gør børn ondt... længere er den sådan set ikke... En der gør sådanne handlinger fortjener ikke respekt og så er jeg ligeglad med næstekærligheden for at skade børn, ja det gør man ikke!

Du har ret i din indsigelse - jeg har ikke været præcis nok.

Det er vigtigt at skelne mellem de handlinger, som jeg ikke vil acceptere og så det menneske, som udfører handlingerne. Afvisning af en handling skal ikke føre til afvisning af hele det andet menneske.

Det fik jeg ikke sagt utvetydigt. Beklager.

Jeg syntes ikke at folkeskolen, der er ment for alle i vores snart multietniske samfund skal undervise i en bestemt lære.

Vi er ved at være rigtigt mange forskellige mennesker med mange baggrunde i Danmark, og skal vi have forståelse er vi nødt til at have viden andet end hvad pressen fodrer os med.
Et godt sted at starte på forståelsen imellem f.eks muslimer og kristne er da netop at undervise børnene i forskellige trosretninger hvad de indebærer og hvorfor.
Senere kan børnene selv tage stilling (hvis de har lyst til det) til hvad der virker rigtigt for dem.
Selvfølgelig ville kristne ærgre sig over at nogle vælger at blive muslimer og visa versa, men som sagt...danskere er ikke længere kun kristne og hr. og fru. jensen, og det er tradition mere end den generelle befolknings tro at kristendom er stats relegion.

Steince: Du har ret i at 2+2=4 hvor 4 er et endegyldigt facit, men sådan kan man ikke sætte tro op. For tro har ikke et facit der kan bekræftes her og nu, det baseres udelukkende på egne overvejelser og udelukkelses metoden.

Når folk bliver relgiøse uanset trosretning, er det somregel fordi at lige netop den relegion de vælger virker logisk, eller overbevisende på dem. Derefter udelukkes alle andre muligheder. Ikke på baggrund af faktuel viden eller beviselige facit, det er 100% en den enkeltes vudering der afgør sagen. Modsat matematik hvor grundregler ikke tillader at 2+2 kan være andet end 4. Hvis det var op til den enkeltes vudering hvordan udfaldet af et regnestykke skal være (eks:2+2=22) ville internet og computere helt sikkert ikke virke ligeså hensigtsmæssige.

Derfor holder sammenligningen med matematik ikke vand.

Du mener at kristendom er den eneste sandhed (kristendommen tillader ikke andet) og muslimer mener at Islam er den eneste sandhed. Hvad nu hvis der blev indført islam undervisning i skolerne også, for at tilfredstille den del af befolkningen?

resultatet ville være yderligere polarisering imellem os, og det er næppe ønskværdigt. Derfor er det vigtigt at lære hinandens tro at kende på at grundlag der indbyder den enkelte til hen af vejen at træffe egne valg. Hvis du gerne vil have at dine børn bliver kristne, må det være dit ansvar at opdrage dem sådan og lære dem om hvad du har valgt er sandheden, ikke folkeskolens, da denne skal bruges af hele befolkningen, også dem som har en anden tro end dig. Og dem og deres børn skal vel ikke påduttes din tro, nå nu de har deres egen, og samme mulighed for at lære poderne hvad der er rigtigt ifølge deres opfattelse?.

Kristendomsundervisning var fint for 15-20 år siden, men Danmark har forandret sig, og folkeskolens opgave er at oplyse ikke at prædike, det må være forældre og de respektive kirkers eget ansvar.

mvh
Mrn

Eva, MidnightAngel m.fl.:

Jeg har været meget glad for denne debat, selv om den har været hård, for jeg har lært noget nyt, som jeg aldrig før har tænkt på. Det er faktisk dig, MidnightAngel, som har fået mig til at indse det:

Nogen mennesker ER simpelthen - eller mener at være - en del af deres tro, altså integreret i deres gud/guder. Sådan at forstå, at hvis andre kritiserer deres tro og argumenterer imod den, så vil det næsten fuldautomatisk blive taget som en personlig kritik.

Men vi, som kristne, skal skelne skarpt mellem skaberen og hans skaberværk. Vi (kristne) er ikke Gud, hverken helt eller delvis, men Guds skabninger. Så når nogen kritiserer min kristne tro, føler jeg mig ikke spor ramt, og jeg føler mig heller ikke kaldet til at forsvare den almægtige Gud, han er jo - i min forståelse - netop almægtig i sig selv.

Derimod vil jeg meget gerne forklare ikke-kristne, at jeg er overbevist om, at de tager fejl, det ville da være meget ukærligt andet. Men det er unægtelig meget svært at gøre det uden at såre "modparten", hvis vedkommende føler sig ét med sin tro.

Jeg har - som Netmissionæren - tit haft det dårligt med nogle af mine trosfællers argumentation, fordi jeg synes den har været meget uvenlig over for andre, både inden for og uden for egne rækker. Som der står i bibelen: Vi skal optage alt i den bedste mening.

Nu er jeg nået til at krølle tæer også over nogle ting jeg selv har fyret af.
Det har aldrig været min mening at angribe nogen, uanset hvad de måtte mene,
eller hvem de måtte være, det ville være helt ubibelsk, og hvis nogen fremover føler sig trådt over tæerne af noget jeg skriver, vil jeg hermed bede om det gule kort og love at kigge længe på det !

kristina

Hej Kristina

Må indrømme at det du har skrevet gør mig lidt mundlam...
Lyder sikkert skørt men i mine øre lyder det som endnu mere respekt fra dig om hvem jeg er, hvad jeg er og hvad min tro er...
Dette er ikke sagt som om du ikke har respekteret mig før, men det du har skrevet det ja rører mig og gør mig mundlam
Det er sq flot skrevet... og ja ved ikke hvad jeg skal sige ville bare kommentere det og sige tak for respekten og accepten

Det som du siger der, er det samme som mord. Set fra et kristent synspunkt.

K.h.
Kim

Du har ret i at folkeskolen skal ikke prædke, men den skal undervise om det grundelement som Danmark er bygget op omkring og det er kristendommen.

Fjerner man kristendommen gør vi med et alle der bor i Danmark rodløse. Vi har ingen holdning som vi kan gå ud fra, når vi skal snakke med nogle der har en anden tro. Kristendommen giver jo mulighed for at det enkelte menneske selv kan bestemme hvad det vil tro. Hvilket bevirker at kristendoms undervisningen er et spring brædt til andre troesretninger.

Ser vi omkring os, så er det kun der hvor der er kristne og budistiske lande, der har flere troes retninger, alle andre nedslagter andre troes retninger.

Det med regstykket var et argument at ordet "deres sandhed" ikke kan lade sig gøre, selv om dit eks. om 2 constante værdier der ved sammenlægning ville udgøre et 2 cifret tal. Det var ikke et argument i at den kristne tro er sand, for til det, må det jo være den enkelte der må komme til den konklusion.

K.h.
Kim

Mord ??????
Hvad mener du dog med det. Steincke ?

Måske trænger vi til at nå frem til en fælles forståelse af ordet "respekt" !
Hvad betyder ordet for dig ? Og for dig, MidnightAngel ? Og for jer andre ?

For mig betyder det noget i retning af accept.
Accept af at ting, mennesker, meninger er, som de nu engang er. Men ikke
nødvendigvis at jeg frasiger mig retten til at prøve at lave om på tingenes tilstand, hvis jeg synes den er forkert.

Vi taler godt nok allesammen dansk, men det ser for mig ud som om ordene
opfattes meget forskelligt, og det er ærgerligt. Der er nok at være uenig om
endda !

kristina

.

Respekt betyder for mig, at alle mennesker er unikke og har noget som kan være til gavn for et andet menneske. Respekten er at det enkelte menneske gør det som er muligt for det enkelte menneske og værdien af det der udføres er til gavn for det menneske som har brug for den værdi. Alt dette bygger på en kærlighed til det menneske der lever og at det enkelte menneske har en priotet der ikke ligger under den man har over for sig selv.

Selv om det kan lyde mystisk, så håber jeg det ikke er for uforståeligt.

K.h.
Kim

Det vil jeg ikke give dig ret i, Steincke.
I en situation, som den jeg har skitseret, så kan man jo være nødt til at vælge, hvad man prioriterer højest, beskyttelsen af barnet eller den almene respekt for et andet menneske.

Her vil jeg for en gangs skyld hive et bibelcitat frem, nemlig Jesus, der siger, at den der ikke er med er imod og at den, der ikke er imod er med.

Hvis vi ikke holder med et barn, der er udsat for en voksens overgreb, så er vi imod det barn. Hvis vi ikke er imod den voksne, der forgriber sig, så er vi medskyldige. Vi slipper ikke for at tage stilling i forhold, der vedrører andre mennesker.

Det er et svært valg, for måske er den voksne også en stakkel, eller det kan ligefrem være en, vi er nært knyttet til. Ligemeget, hvordan man vælger, så vil man risikere at gøre fortræd. Men børnene, de svage, er under vores beskyttelse, og hensynet til dem må komme først.

Så vi må håbe og bede til at vi træffer de rigtige valg, når vi har valget mellem at være imod den ene eller den anden.

Vi kan ikke i kærlighedens navn være med alle.
Men vi kan måske lære at tilgive. Og det er en helt anden snak.

Respekt - hvad betyder det i min ordbog?

Puuuh, nu bliver det svært

Lad mig sige det på den måde, at jeg tror, hvert menneske er skabt i Guds billede.
Jeg tror, hvert menneske er skabt med ære og værdighed - værdi, om man vil.

Det er der ingen, der kan hverken fortjene eller fortabe. Man kan selv smide det væk, men man kan ikke 'fradømmes' det på grund af dårlig opførsel, lige så lidt som man kan fortjene det på grund af god opførsel.

Det er helt enkelt noget, der hører med til at være menneske, ligesom det at have næsen midt mellem øjnene.

Den værdighed må man aldrig tage fra et andet menneske.
Det betyder, at man altid skal betragte sin næste med respekt - respekt for den værdighed, som den anden har.

Det er ikke det samme som at acceptere eller godkende alt, hvad det andet menneske kan finde på. Det er heller ikke det samme som at være enig.

Og så er det hundesvært.

Gav det nogen klarhed for, hvad jeg mener?

Ja, Eva, jeg er da enig i din definition. Men jeg har oplevet at blive bebrejdet at jeg mangler respekt, når jeg adskiller personen fra personens handlinger og meninger..

En lille tænkt dialog som eksempel:

A: Jeg kan ikke lide den måde du behandler dine børn på. De er bange for dig.

B: Det skal de også være. Det er mit eget valg hvordan jeg vil opdrage dem.
Hvis du ikke respekterer mine valg, så respekterer du heller ikke mig.

A: Jo jeg gør, jeg forstår dig og kender din egen barndom, men jeg
respekterer stadigvæk ikke at du insisterer på at handle som du gør.

Her er jeg jo enig med A. Men det er ikke nogen selvfølge at alle er det.

Jeg føler mig selv helt bestemt respekteret som den jeg er, selv om nogen (mange!) mener at jeg handler, tænker, mener forkert. For eks. har jeg ikke altid haft den tro, jeg har nu. Men jeg har altid været mig selv, helt og fuldt. Troen er noget jeg HAR, ikke noget jeg ER.

Men vi sidder med et problem i debatten med andre, som identificerer sig selv med deres tro. Så kan det være en hjælp i det mindste at få blive klar over, at vi tolker abstrakte ord og begreber forskelligt, ellers får vi en JO-NEJ-JO-NEJ-debat,
som ikke rigtig kan bruges til noget.

Kommunikation er svær. Faktisk er det lidt af et under, når det nogengange lykkes at komme til forståelse, synes jeg. Vi må blive ved med at gøre os umage !

kristina

Som jeg forstår dit indlæg, så er vi enige Eva. Jeg mener heller ikke at man skal til side sætte et barn der bliver overfaldet og beskytte den voksne.

Men vil man ikke respektere et menneske uanset hvordan det er, hvordan skulle Gud så kunne se til nåde for os (omskrevet Bibel vers). Vi læser jo i Biblen om at den mindeste (ikke alders betonet) skal vi behandle som var det Jesus.

Jeg er nu også sikker på at de voksne der overgriber sig på børn, ikke har det godt og har brug for en speciel omsorg som vi kan give dem ved Jesus hjælp.

Det er jo en af de parradokser der er i Guds kærlighed, at vi som mennesker helst "holder med" dem der er svage som børne og vender voksne ryggen.

Når vi så har ondt i tanke omkring et menneske som gør noget som vi ikke kan acceptere, så svare det som mord over for det skabte menneske som er værdifuldt for Gud, om det så er pædofil. Gud elsker alle mennesker, også dem der er pædofile, det var jo derfor Jesus døde på Golgata for dem, MEN han HADER/AFSKYER pædofolien, og det samme skal vi jo også gøre.

Nu hvor man så ikke har noget til overs for et menneske der er pædofil, så har man i realiteten heller ikke noget til overs for Gud, for den pædofile er jo bundet i lænker med pædofolien og har det mere brug for Jesus, til at fjerne disse lænker.
(det skal siges, at jeg selv har rimeligt svært ved at have den holdning og fanger mig selv i, at have den afsky om et andet menneske der gør disse ting, hvor jeg må bede om tilgivelse for min tanke omkring selve det menneske som er på den måde)

Til sidst vil jeg give dig ret, at vi kan ikke med kærligheden, være med alle, men kærligheden må lære os at tilgive og give omsorg for dem der er fanget i deres gerninger som er onde.

K.h.
Kim

Enig.

Og hvem af os har ikke på et tidspunkt gjort et barn fortræd og har brug for tilgivelse?

Ja
Og når jeg står med ryggen mod muren og skal gøre rede for, hvad jeg mener, så begynder det at falde fra hinanden.
Der er jo både den modsætning, du selv nævner, og så er der også det enkle faktum, at vi er mennesker og der er grænser for, hvad vi kan rumme.
Jeg vil gerne lade det ligge her. Hvis emnet kræver flere ord, anbefaler jeg, at vi åbner en ny tråd.

Du vil ikke seriøst sige at du vil have jeg skal tilgive og yde omsorg for personer som ham der for nyligt voldtog et 9 mdr gammelt barn???? du vil ikke seriøst have jeg skal yde omsorg for en der dyrker sex med et så yngt barn så det dør??? nej lige prøcis sådanne personer håber jeg bliver tvunget til at dele sovesteder og bad med andre fanger (fanger med status som rockere) så de kan få deres velfortjente straf! så de selv kan blive k*****t til døde og lide ligeså meget som det barn de har skadet! og ja undskyld mig men så er jeg bedøvende ligeglad med alt!
Kan dertil sige at inden for min egen religion, er der nogenlunde samme holdning som du beskriver, med at man skal tilgive for det var barnets Karma, det er da osse rigtigt nok at det er barnets karma, men det gør stadig ikke at jeg behøver acceptere det! og at passe og yde omsorg for den syge person som har gjort det mod barnet, ja det får i aldrig mig til! jeg forbander dem langt væk!!!