Helle!
- og helle for!

Når vi som børn legede tagfat, var der ét sted, hvor vi var urørlige, sikre.
Vi kaldte det for "helle".Så lang tid man var dér eller forblev dér, så måtte de ikke fange én, sådan var reglerne.

Jeg kom til at tænke på, om det, der står i næste søndags tekst:Luk 1,67-80

Han har oprejst os frelsens horn,

har noget med det at gøre?


Gad vide, om det er det samme, der går igen i ordet asyl?

På en måde kan man jo sige, at hos Jesus har vi "helle" - og samtidig har Han jo sagt: Helle for DIG!

Se også: www.senesamtaler.dk/ugensemne/index.html

Vær Hilset

Du er helt på rette vej med dine tanker om "helle" og "asyl".
Helle betegnes nemlig af den danske ordbog, som værende et fristed eller et tilflugtssted. Begrebet "helle" er afledt af "hellige (sig noget)" - hvilket jo også fremtræder i børnenes leg, når én fx råber "Helle for det" - hvilket jo så betyder "jeg har første ret til det" eller "dette har jeg helliget mig".

Her er nogle bibelvers, som belyser sammenhængen mellem "horn" og "helle".
2. Sam 22,3
min Gud, mit bjerg, hvor jeg søger tilflugt,
mit skjold, min frelses horn, min fæstning,
min tilflugt og min frelser, som redder mig fra vold.
1. Kong 1,50
Og Adonija frygtede Salomo og skyndte sig hen og greb
fat i alterets horn.
1. Kong 2,28
Da rygtet om det nåede Joab, søgte han tilflugt i Herrens
telt og greb fat i alterets horn.

Men hvorfor netop horn?
En forklaring kunne være, at israelitterne først var nomadefolk, hvorfor de levede tæt med det kvæg de drev med sig. Da de bosatte sig i Kana'aens land, blev de agerdyrkere, og bevarede i høj grad forholdet til kvæget. Som det ses hos nogle folkeslag/stammer i dag i fx Afrika, indtager kvæget næsten en højere plads end mennesket. For kvæget er livsgrundlaget; den sikrer overlevelsen.

Er Gud da et ophøjet stykke kvæg?
Det betvivler jeg Man skal nærmere forstå 2.Sam 22,3 på den måde, at enten benytter mennesket de termer, som i det enkelte samfund repræsenterer det ypperste, for at kunne nærme sig en forståel af, hvem Gud er. Eller også henvender Gud sig til mennesker, med termer som han ved, de kan forstå. Og når Gud nu ved, at kvæget er livgrundlaget for israelitterne, kunne man konkludere, at Gud henviser til sig selv, som det kvæg, man sætter så utrolig højt.

Det blev vist et lidt usammenhængende indlæg. Men jeg håber det trods alt kunne åbne sagen lidt mere for dig