Hey!! Jeg har et spørgsmål.. Jeg er personlig kristen.. der er dog en ting der nager og dræner mig!!! Jeg blev misbrugt som barn af en fra familien.. Jeg går i terapi og har fået bearbejdet mange ting.. Jeg kan bare ikke Tilgive!!! Jeg vil så gerne, da jeg føler det skaber en kløft i mit kristenliv.. Jeg ved ikke hvad jeg skal gøre.. Men kan jo ikke tvinge en tilgivelse frem. Jeg beder hver dag Jesus om at forbarme sig over mig!!! Hvad kan jeg gøre!!! Er jeg frelst på trods af det??

Er det nødvendigt (læs: muligt) at tilgive?
Det gør mig så ondt at høre – og frygtelig vred. Det er noget af det værste, jeg kan forestille mig. Jeg må sige, at rent menneskeligt set, er det ikke noget, du kan tilgive. Men jeg ved godt, at det ikke er det, du har brug for at høre. Det kan vi hurtigt blive enige om. Men hvad er det, Jesus egentlig forlanger af os i sådan en situation. For det er jo rigtigt, hvad du siger, at Jesus siger, at vi SKAL tilgive.

Hvad tilgivelse ikke er
Hvad er det han forlanger? Det er ikke, at du skal glemme? Det er umuligt. Det er ikke, at du skal acceptere det menneskes handlinger og prøve at forstå? Det ville være sygt. Det er ikke at sige, at det ikke mere betyder noget for jeres forhold? Det er ville være det rene selvbedrag. Der kan være så store sår og varige mén, at det ville være helt absurd at gøre som om, det ikke havde fundet sted. Du vil miste kontakten med dig selv, fordi du ville skulle fornægte så mange reelle følelser og reaktioner, at dit liv ville blive et stort selvbedrag.

En mulig vej
Men hvordan skal vi så forstå tilgivelsen, for Jesus er jo klar i sin tale når han siger, at vi SKAL tilgive, hvad gør jeg så? Jeg er slet ikke sikker på, at jeg kender de forløsende ord. Men jeg tror måske, der er en vej at gå – hvor du kan have dig selv med. Hvis du starter med at sige, at jeg tilgiver i den forstand, at jeg lægger “regnskabet fra mig”. Jeg overlader til Gud at lade retfærdighed ske fyldest. Jeg har tillid til, at han dømmer, hvor der skal dømmes. Jeg kræver ikke af det menneske at vi “får gjort op”. Jeg gi´r afkald på min ret. Dét kan man måske tvinge sig selv til. Det er som at have nogle store værdier tilgode (som måske endda er blevet sjålet fra en), som man giver afkald på. Man ringer simpelthen sin advokat op os siger, at han skal stoppe alt papirarbejdet – du vil ikke gøre krav på det. Du eftergiver gælden. Og når advokaten begynder at protestere, og argumenterer for, at du har retten på din side, så gentager du: "Det menneske står ikke mere i gæld til mig. Sagen skal lukkes". Du afslutter det og vil ikke mere minde ham om hans gæld / skyld - eller minde dig selv om hans gæld/skyld. Det er på det åndelige plan, og jeg tror, det kan være en måde at efterleve tilgivelse på. Måske i hvert fald at starte der. Det er også det billede Jesus bruger på tilgivelse i lignelsen om tjeneren der fik eftergivet sin mega store gæld hos kongen, og derefter hårdt og brutalt kræver sin eget udestående tilbage fra en medtjener.
(Matthæusevangeliet kapitel 18 vers 23 – 35)

Lov og ret i samfundet
Det betyder ikke, at vi skal afstå fra at lade myndighederne dømme i sager, hvor mennesker har overtrådt de rammer vores lovgivning sætter for f.eks. beskyttelse af børn. Det er både ret og nødvendigt. Men det er en dom på et andet plan. Du kan lade myndighederne vurdere og måle straffen. Den er ikke dit ansvar. Men en sådan dom kan være vigtig, for at få en accept af, at det var en forbrydelse der blev begået – det var et overgreb af den karakter, at samfundet griber ind. En forbrydelse som vi i vort samfund vil forhindre ske igen.

Gud vil sætte os fri
Når Gud kræver, at vi skal tilgive, så er det dybest set for vores egen skyld. Så vi kan sættes fri, og komme videre. Vi har nogle svar på præcis samme spørgsmål i vores svar-arkiv: “Hvad siger Bibelen”. Dem vil jeg henvise til her ved nedenstående links. Og så vil jeg bede dig tage opfordringen til dig, som gives i de svar: "Tal med nogen om det. Bed sammen med nogen om det. Få sat ord på det, få luft til det". Dit liv med Gud skal ikke være præget af, at du får en angstfuld klump i maven, hver gang der tales om tilgivelse. Gud ønsker, at du skal bade dig selv i hans velsignelse og kærlighed, og at du skal vide dig elsket af ham – som den du er. Med sår og ar. Du er i hans øjne smuk og værdifuld. Han vil sætte dig fri og læge dine sår. Derfor vil han også hjælpe dig med at tilgive – så du kan lægge det “regnskab fra dig”.


Skal vi altid tilgive hinanden?

Er det nødvendigt at tilgive andre?