God torsdag eftermiddag!
Jeg taler jævnligt med venner om emnet organdonor - eller ej - som kristen.

Jeg gik ind for tanken om organdonation, men blev i tvivl efter at have set en udsendelse i TV for nogle uger siden om samme emne.
I udsendelsen talte man med forskellige mennesker, som havde fået et organ fra et andet menneske, en lunge, en nyre, hjerte og andet.
Alle fortalte, at efter de havde fået et nyt organ, ændredes der "noget" i dem, f.eks. blev een af de interviewede utrolig sliksyg efter en bestemt type slik- hvilket hun aldrig havde været før - og det viste sig ved nærmere undersøgelse, at donoren havde været - sliksyg efter den samme type slik.
Een ændrede temperament - og ligeledes ved at gå tilbage til donor, viste det sig, at vedkommende havde haft dette lidt voldsommere temperament. Der var flere eksempler. Een fik lyst til at løbetræne, hvilket aldrig var faldet hende ind før donationen, og donor var selvfølgelig: kondiløber...
Nu ved jeg ikke helt hvordan de fandt frem til donorerne, men som jeg husker det, var det fordi der var disse påfaldende ligheder blandt de, der modtog organger: at de ændrede sig mentalt, ændrede madvaner o.a., det var årsagen til at lægerne begyndte at forske i emnet. Lægerne kunne blot konkludere at "der var noget om det" men kunne endnu ikke helt forklare hvorfor- blot at det var fakta.

Det jeg nu godt kunne tænke mig at høre er:
Hvad skal jeg/vi tro om dette som kristne? Når vi dør, og vores organ lever videre i et andet menneske - er vi da at betragte som "helt døde" hvis flere organer i os lever videre i andre mennesker? Bibelen siger jo af gode grunde intet om emnet.

Ligeledes med brænding:
Er det underordnet om vi bliver begravet i kiste (legemet "intakt") - eller vi bliver brændt (og bliver til aske)?
Det står der så vidt jeg ved ikke noget om i Bibelen?

Tak for svar!

Venlig hilsen Jonna

Organdonation eller ej? Brændes-eller ej? [/list]

Hejsa.

Jeg vil gerne svarer på dine spørgsmål angående Organdonation. Jeg mener helt klart at der står noget om det i næstekærlighedsbudet.

Du skal elske din næste som dig selv. (matt 22,39)

Når du er Hjernedød er der ikke meget af dig selv, men du kan vælge at give dine lemmer til din næste. Sådan som jeg tolker det er det en pligt du har overfor din næste at tage den stilling.

Jeg tror at når vi dør forlader sjælen kroppen og man kommer op til Gud. Et af de stærkeste eksembler herpå kan vi læse i den bog der hedder "Den myrdede arving.", som er en autentisk bog. Her følger vi en kvinde som gennemgik tortur og lignende og kom op til Jesus. Hun havde forladt sit jordiske legeme. Jeg er 100 % sikker på at vi gør det samme når vi dør. (læs evt om nærdødsoplevelser.). Derfor kan det være ret ligemeget hvordan resterne af vore legemer ender sine dage.

Hilsen Bjarne

Hej Jonna.
Jeg mener også, ligesom Bjarne, at vi som kristne har en eller anden forpligtelse til at hjælpe hvor vi kan, og der tror jeg også at organdonation er en helt fin mulighed. Det lyder som en spøjs udsendelse du har set, og hvad så med dem som "bare" er bloddonere?
Men jeg tror samtidig det er et emne som for mange er forbundet med så mange følelser og overvejelser, at det er bedst at lade være op til den enkelte og dennes samvittighed, så hvis du er blevet skræmt af denne udsendelse ser jeg ingen grund til at du skulle presses til at være organdonor.

Angående det andet med ligbrænding kontra kiste tænker jeg at i opstandelsen når vi skal leve på den nye jord i kød og blod, vil Gud være i stand til at "samle" os igen, hvad enten vi er støv og aske, eller bare almindeligt regnormeædt muld. Hvis det skulle gøre en forskel at blive begravet som "hel" ville det jo være en smule ærgerligt for de mennesker som bliver sprængt i stykker af en bombe eller hvis nu en krokodille snupper dit ene ben;-)
Mvh