Jeg vil i dette indlæg gerne se lidt på det, man kunne kalde en >aktiv tro<. Man hører ofte, at Gud er den, der skænker troen, da vi ikke selv er i stand til at vende os mod Gud og tro.

Troen er en gave fra Gud, som vi kan tage imod.

Dette ”lyder” jo rigtigt nok, men egentlig synes jeg, Jesu ord afspejler noget mere end blot denne passive modtagelse.

(Mark. 1:14-15)
Efter at Johannes var blevet sat i fængsel, kom Jesus til Galilæa og prædikede Guds evangelium og sagde: »Tiden er inde, Guds rige er kommet nær; omvend jer og tro på evangeliet!«

Så når Jesus prædiker evangeliet, lyder det: omvend jer og tro. Jesus taler her i bydeform, og siger ikke, ”omvend jer og tag i mod troen på evangeliet!”, men taler til menneskets vilje: ”tro!”

(Mark. 4:35-41)
Samme dag, da det blev aften, sagde Jesus til dem: »Lad os tage over til den anden bred.« Og de forlod skaren og tog ham med i den båd, han sad i, og der var også andre både med. Og der kom en voldsom hvirvelstorm, bølgerne slog ind over båden, så den var lige ved at fyldes. Men Jesus lå i agterstavnen og sov på en hynde. Så vækkede de ham og sagde til ham: »Mester, er du ligeglad med, at vi går under?« Og han rejste sig, truede ad stormen og sagde til søen: »Ti stille, hold inde!« Og stormen lagde sig, og det blev helt blikstille. Så sagde han til dem: »Hvorfor er I bange? Har I endnu ikke tro?« Og de blev grebet af stor frygt og sagde til hinanden: »Hvem er dog han, siden både storm og sø adlyder ham?«

(Luk. 8:25)
Men han sagde til dem: »Hvor er jeres tro?« Forfærdede og forundrede sagde de til hinanden: »Hvem er dog han, siden han kan befale over både storm og sø, og de adlyder ham?«

Her undres Jesus over deres manglende tro, og spørger efter den: Hvor er jeres tro?

Jesu undren giver mig anledning til flere spørgsmål:
Er det et retorisk spørgsmål? Er det fordi troen ikke er blevet skænket dem endnu?, eller måske fordi de endnu ikke forstår, at Jesus er Guds Søn? Skal man forstå for at tro?

(Mark. 5:35-36)
Endnu mens han talte, kommer der nogle fra synagogeforstanderens hus og siger: »Din datter er død! Hvorfor gøre Mesteren ulejlighed mere?« Men da Jesus hørte, hvad der blev sagt, sagde han til synagogeforstanderen: »Frygt ikke, tro kun!«

(Luk. 8:50)
Men da Jesus hørte det, sagde han til ham: »Frygt ikke, tro kun, så vil hun blive frelst.«

Jesus beroliger synagogeforstanderen og siger ”tro kun!”. Igen byder Jesus at tro. Det er som om, Jesus ser hans tvivl og frygt, og rækker ud til ham i hans desperation. Lukas har tilføjelsen ”så vil hun blive frelst”. Er det en betingelse?, hvad hvis han ikke magtede at tro?

(Johs. 14:1)
Jeres hjerte må ikke forfærdes! Tro på Gud, og tro på mig!

Som sagt, så finder jeg ikke, umiddelbart, Jesu ord om troen i overensstemmelse med forståelsen om det man kunne kalde en >passiv modtagelse<. Der er gået et kald udover verden, et kald til hvert et menneske – vi må tro det!

Hvordan forstår du Jesu ord om tro?

Hej Raven

Ja, lad os kigge på det - jeg forstår godt dine overvejelser, som går ud på, at det jo allligevel slet ikke er Gud, der skænker troen, men mennesker selv, der skal beslutte sig ..

Men nej - der var jo Jesus der drog til Galilæa og prædikede Guds evangelium og sagde: »Tiden er inde, Guds rige er kommet nær; omvend jer og tro på evangeliet!« Det var ikke galilæerne, der kom til Jesus fordi de havde besluttet sig til at tro!
Jesus skabte troen i dem ved sit ord til dem!

citat:
Jesu undren ["hvor er jeres tro?" - da de var ved at gå under i stormvejret] giver mig anledning til flere spørgsmål:
Er det et retorisk spørgsmål? Er det fordi troen ikke er blevet skænket dem endnu?, eller måske fordi de endnu ikke forstår, at Jesus er Guds Søn? Skal man forstå for at tro?

Jeg tror det handlede om, at disciplene i båden blev bange, fordi endnu ikke var grundfæstede i deres tro, selv om Jesus var med dem i båden.

Vi kender vel alle alt for godt, at vi kan glemme - at det kan knibe, når vi pludselig er i krise.
Jesus styrkede deres tro ved at tale til dem, som han gjorde.

Og nej, man skal ikke "forstå" for at tro, det mener jeg ikke. Man skal have tillid - lige som et lille barn har tillid til, at hjælpen er på vej, når det skriger! Vi skal modtage Guds rige som et lille hjælpeløst barn -

Passiv modtagelse? Jo, det mener jeg stadig, og de linjer, du citerer her, bekræfter kun, at det er Jesus der skabte troen ved sine ord til de nødlidende! På samme måde blev troen skænket til mig, som ren gave! Ikke nok med, at jeg var passiv, jeg strittede imod! Alligevel blev jeg overbevist!

Og har man modtaget troens gave , bliver man jo ikke ved med at være passiv - det er vi enige om!

Andre har en fornemmelse af, at det med troen er noget de selv har fundet på, noget de ved eget initiativ har besluttet sig til.
Jeg tror de tager fejl!
Uden Guds indgriben ved Helligånden kommer ingen til tro.

Ikke engang et menneske kan jeg tro på/få tillid til, hvis han ikke selv på en eller anden måde overbeviser mig om, at han er troværdig!
Kristen tro er tillid!
Hvordan skulle mennesker kunne få tillid til én de ikke kender, og som ikke har givet sig til kende for dem ?
Nej vel?

kristina

Hej Raven.

Blot et kort svar:
Jeg er fuldstændig enig med dig i din betragtning. Men jeg tror samtidig, at de skriftsteder du citerer kun fokuserer på den ene side af sagen.

Tro kan ses fra begge sider: 1) det er noget mennesket gør, og 2) det er noget Gud skaber.

Disse to er tilsyneladende modsætninger hvis man skal prøve at forstå forholdet med sin forstand.

Jeg vælger dog at se det som spændinger, altså ikke et enten-eller. En ret forståelse af tro får man derimod ved at finde den rette afvejning af disse to forståelser, altså en middelvej.

Her synes jeg, at Bibelen taler om trosom noget mennesker skal gøre. Dette er "tro" set fra et menneskes synspunkt.

Men alligevel er den dybere virkelighed, at det er noget Gud gør, altså, at mennesket intet kan uden Gud.

Hvad jeg mener er altså alt i alt: Tro er ikke enten Guds handling eller noget mennesket gør, det er derimod en korrekt afvejning, en middelvej mellem disse to yderpunkter.

KH Søren.

Hej Raven.

Jeg har lyst til at svare dig, men jeg ved ikke helt om jeg kan få det formuleret rigtigt og forståeligt.

Jeg er helt overbevist om at troen ikke er noget vi skal præstere, det er noget Gud giver os.

Man siger jo om kristendommen at man ikke skal præstere andet end at tro for at blive frelst - men jeg hørte et kort citat der siger at det er ikke en præstation at tro - det er en relation til Jesus.
Det er mit forhold til Jesus.

Hvis man mener at det er vores præstation at tro, så betyder det også at det er os, der skal kæmpe for at holde fast i troen - og jeg tror det er lige omvendt - det er Gud, der holder fast i os og han vil aldrig slippe.

Jeg ved ikke helt om det var et svar, men det var i hvert fald et par tanker, jeg lige gjorde mig om det...

MVH

Stej

Hej Raven

Tro har i skriften både en aktiv og en passiv rolle.
Tro kan ifølge ordbøger relatere til loyalitet mod en person eller tillid til et løfte eller tro kan relaterer til, at have tillid i ordet eller en forsikring overfor hinanden.

Ordet at have tro-faith optræder kun 2 gange i GT (5. Mosebog 32:20 og Habakkuk 2:4) og ordet believe-at tro en anden,eller Guds tjenere optræder mindre end 30 gange.
Tro i GT er ikke rettet mod doktriner eller ydre accept, men ren tillid/sikker på Guds trofasthed og en kærlig vilje til Guds vilje.

I NT optræder ordet tro/troende og tillid lidt over 500 gange og her er der en tydelig anvisning på, at her betyder ordet tro og tillid at det er rettet mod Jesus og af de første kristne til Kristus og Kristus gjorde det klart at troen på ham var nødvendig for at få det evige liv. (Johs. Evg. 3.16.)

For mig at se bliver Tro, Håb og Kærlighed ofte sammenblandet og jeg mener derfor, at troens væsen er nu og handlingsforvandlende, håb relaterer til den tillid vi har til Gud fremover og kærligheden er den ingrediens, som skal få det hele til at balancere.


hilsen
carl

Hej kristina

enig i hele dit gode indlæg. Men lige dette: Hvorfor står der i Bibelen "omvend Jer", når vi ikke kan omvende os (selv) ? Skulle der mon ikke have stået "lad Jer omvende" ??? Det spørger jeg om, fordi jeg ikke kan få teksten, den der står, til at passe med, at vi jo ikke selv kan omvende os. Det siger teksten jo faktisk, at vi kan?

mvh Tau.

Hej tau, du spørger:

citat:
Hvorfor står der i Bibelen "omvend Jer", når vi ikke kan omvende os (selv) ? Skulle der mon ikke have stået "lad Jer omvende" ???

Njaa - næh - ikke nødvendigvis, synes jeg.

Jeg læser det sådan, at det er jo netop er Jesus - eller hans apostel - der ved at sige "omvend jer" griber ind, og skaber troen derved. Hvis altså ikke de, der hører det, aktivt afviser .. ("modtagelse nægtet") ..

Sådan tror jeg det er.

kristina

Hej Stej

Ordet tro, er defineret i Biblen helt bogstaveligt Heb. 11, 1 (Tro er fast tillid til det, der håbes på, overbevisning om det, der ikke ses).

Kan det siges mere klart. Det syntes jeg ikke. Til gengæld kan troen aldrig være passiv. For sidder man og siger at troen er noget jeg har fået og altid vil få, så bevæger man jeg ud et sted hvor det kan være farligt. For med troen kommer også det at være aktiv. I jacobs brev, får vi opfordringen, om vi vil vise vores tro, gennem tro, for Jacob vil vise den gennem gerninger.

Det er vigtigt, at vi ikke på den måde mener at troen er bygget på gerninger, hvilket er en fordrejning af det Jacob skriver og det som siget om dem der gør noget hvor Gud griber ind, som de så fortæller viderer. For gerningerne bygger på tro og ikke omvendt.

Så aktiv tro, er hvor vi lave nogle gerninger på troen og passiv er når vi intet gør, hvilket er en lykke for vores modstander.

Hej Kim - jeg er enig med dig i det du skriver om tro.

Men begrebet "passiv tro" - det er vel sådan set det samme som slet-ikke-tro, mener jeg. Eller også bliver det i hvert fald lynhurtigt til ikke-tro ..

Vores kristne tro vil nok uundgåeligt komme til udtryk og på en eller anden måde have nogle konsekvenser - ellers dør den.

Og foruden tro i betydningen tilllid har vi også et andet lidt anderledes aspekt, som jeg synes skal med her, nemlig tro i betydningen trofasthed - det modsatte af at være utro!

At være hinanden tro - det betyder - som også på det mellem-menneskelige plan - at lade være med at dyrke andre græsgange!

Ganske vist skriver Paulus i et brev til sin unge ven Timoteus: .. er vi utro, forbliver han [Jesus] dog tro, thi fornægte sig selv kan han ikke.

Det ser jeg ikke som et udtryk for at det er ligemeget om vi er tro eller ej, men at at selv om vi er/har været utro (mistet vores tro - og vores tillid -) så bliver vi modtaget med åbne arme, i samme øjeblik vi vender tilbage til Ham, der elsker os uanset hvad .. jfr. lignelsen om den fortabte søn:

Faderen gad overhovedet ikke høre på alle de dumme undskyldninger, som sønnen havde forberedt på sin vej hjem ... han blev bare så jublende glad, at han løb sønnen i møde og uden videre slagtede fedekalven og holdt fest med sang og musik ...

kristina

Hej Steincke

Jeg er enig med dig, og har hele tiden været enig med dig.

Det jeg har svaret på er hvordan man modtager troen - og der mener jeg stadig det er en passiv modtagelse, men med troen følger gerningerne (eller handlingerne) og så er troen aktiv, men modtagelsen af tro er ikke aktiv.

Jeg vælger ikke at nu vil jeg tro på Gud - det er Gud, der kommer til mig.

MVH

Stej