Jeg er ret overbevist om, at man kommer til tro gennem påvirkning.

Man intimideres.

Som barn opleves det, at de ældre, man ser op til, er "Gudfrygtige" - og det "smitter".

Jeg kan ikke opleve noget af dette. Fortæl mig nu ikke, at det kun derjer sig om at bede!

Jeg er biolog, og i biologien og i de øvrige naturfag finder jeg et meget tilfrdsstillende svar på mine spørgsmål.

Jeg frygter ikke døden, og "kødets opstandelse" er noget guddommeligt vrøvl. Og der er da meget mere trøst i den kendsgernig, at du bare vare en lille del af det evige liv?

tros

Hej Tros

Jeg kom til tro ved at høre bibelens ord om Jesus der gik i døden i mit sted i et kristent fællesskab. Faktisk fik jeg en åbenbaring af Jesus i et syn, et syn, der var ret stærkt, da der blev læst op af bibelen.

Du skriver at troen skyldes påvirkning - kunne det omvendte ikke tænkes, at det, at man fornægter Gud skyldes påvirkning? Jeg mener, ifald Kristendommen har ret, så er Gud vores alles skaber.

Derudover har du ret, troen skyldes påvirkning - det er Gud, der ved Ordet/Helligånden skaber tro

Mkh Malli

Hej tros, du skriver

citat:
Jeg er ret overbevist om, at man kommer til tro gennem påvirkning.

Helt enig. Jeg kom til tro fordi Gud åndede på mig - jeg blev påvirket af Hans Hellige Ånd.

citat:
Man intimideres.

Helt uenig. Ikke jeg, i hvert fald, tværtimod ..

citat:
Som barn opleves det, at de ældre, man ser op til, er "Gudfrygtige" - og det "smitter".

Ikke jeg i hvert fald. De voksne i mit liv var ikke troende.

citat:
Jeg kan ikke opleve noget af dette. Fortæl mig nu ikke, at det kun drejer sig om at bede!

Det skal jeg nok lade være med at fortælle -
det tror jeg nemlig ikke på!

citat:
Jeg er biolog, og i biologien og i de øvrige naturfag finder jeg et meget tilfrdsstillende svar på mine spørgsmål.

OK. Hvis du ikke har andre spørgsmål end hvad biologi og de øvrige naturfag kan besvare, så får du nok heller ikke andre svar..

citat:
Jeg frygter ikke døden, og "kødets opstandelse" er noget guddommeligt vrøvl. Og der er da meget mere trøst i den kendsgernig, at du bare vare en lille del af det evige liv?

Jeg frygter heller ikke døden, og har heller aldrig gjort det. Jeg har heller ikke specielt brug for trøst, og har vist heller aldrig haft det. Det jeg lægger vægt på mere end på noget andet er sandhed.

Det er interessant, synes jeg, at du mener at du er en lille del af det evige liv? Du ser altså det evige liv som en kendsgerning.

At jeg selv tror på kødets opstandelse og det evige liv er klart, da jeg jo er kristen ... (blev det i øvrigt først meget sent i mit liv ..)

kristina

Jeg er ret overbevist om, at man kommer til tro gennem påvirkning.


Man intimideres.

Som barn opleves det, at de ældre, man ser op til, er "Gudfrygtige" - og det "smitter".

Det er også, hvad min erfaring siger mig... Mine forældre ogdragede mig ud fra deres kristne tro, og det er meget naturligt, at man som barn ser op til sine forældre... Men engang i teenageårene begynder de fleste unge altså at bryde med forældrenes normer og søge sit eget ståsted, og det gjorde jeg også. Jeg fandt så bare med tiden ud af, at det ståsted, de satte mig på, var et, hvor jeg både følte mig tryg og fandt, at der gav det mening at være. Så når jeg i dag er kristen er det da helt sikkert godt hjulpet på vej af mine forældre, men det er altså ikke fordi, de har gjort valget for mig eller presset mig til det. Jeg vil nok sige inspireret snarere end intimideret.

Jeg kan ikke opleve noget af dette. Fortæl mig nu ikke, at det kun derjer sig om at bede!

Det gør det bestemt ikke kun... det drejer sig også om en masse andre ting. For det første drejer det sig i bund og grund om, hvad der er sandhed. For dig vil min tro vel mest af alt ligne en illusion, som vel giver tryghed, men som ikke kan bære, og som i hvert fald ikke har nogen grund i virkeligheden. Fra mit synspunkt vil jeg synes, at du mangler noget, når du ikke har et personligt forhold til Gud. Kort sagt, så ser vi verden vidt forskelligt, og vi ser hinanden vidt forskelligt. Så hvis jeg sagde, at du bare skulle bede, så kommer det nok, så ville jeg jo fuldstændig ignorere, at for dig ville det at bede blot være at sige nogle ord ud i luften uden nogen egentlig afsender. Jeg siger ikke, at Gud ikke hører det, men det er højst usandsynligt, at du vil kunne tro, at Gud hører dig, hvis du i bund og grund ikke tror på hans eksistens.

Jeg er biolog, og i biologien og i de øvrige naturfag finder jeg et meget tilfrdsstillende svar på mine spørgsmål.

Undskyld, jeg er lidt spydig, men du er vist ikke af videre filosofisk natur, hvis du ikke har andre spørgsmål, end hvad biologien og de øvrige naturfag kan svare på... Hvad er livets mening for eksempel? Eller har livet overhovedet en mening, hvis ikke der er en Gud til at give den mening?

Jeg frygter ikke døden, og "kødets opstandelse" er noget guddommeligt vrøvl. Og der er da meget mere trøst i den kendsgernig, at du bare vare en lille del af det evige liv?

Det var da meget lidt naturvidenskabeligt at tale om "det evige liv" i universel sammenhæng... Så vidt jeg ved, regnes allerhøjst med en fremtid for Jorden som beboelig planet på omkring 10 mia. år, og at i løbet af 30-40 mia. år vil alle stjerner være slukket. Som jeg også tidligere har berørt, så giver kødets opstandelse bestemt ikke mening, hvis man ikke tror på Guds eksistens. Kort sagt: opfattelse af verden og svar på livets vigtigste spørgsmål afhænger helt af, om Gud eksisterer eller ikke, og det er og bliver et spørgsmål om tro...

Med venlig hilsen

Mark Langdahl

citat:
Hvad er livets mening for eksempel? Eller har livet overhovedet en mening, hvis ikke der er en Gud til at give den mening?

Selvfølgelig har det det?

Jeg har masser af mening i mit liv - hvad skulle en gud kunne bidrage med til det?

Mener du at meningen i mit liv skal defineres af andet end mig selv og mine nære? Forestiller du dig at en gud siger "han skal blive tømrer, og få en kone og to børn" og så skal man prøve at ramme gudens mening med ens liv? Hvorfor skulle hvad en gud siger have indflydelse på hvad der giver mening for mig?

/Søren

"For livets mening
livet sørger,
præcis så længe
til du spørger!

(cit. Piet Hein)

kristina

Selvfølgelig har det det?

Jeg har masser af mening i mit liv - hvad skulle en gud kunne bidrage med til det?

Mener du at meningen i mit liv skal defineres af andet end mig selv og mine nære? Forestiller du dig at en gud siger "han skal blive tømrer, og få en kone og to børn" og så skal man prøve at ramme gudens mening med ens liv? Hvorfor skulle hvad en gud siger have indflydelse på hvad der giver mening for mig?

/Søren

Hej Søren
Det er en fair indvending, du kommer med, ikke fordi jeg mener, du har ret, men fordi spørgsmålet i sig selv er tvetydig, og min forståelse af det er åbenlyst en anden end din.

Men for nu at svare på dit spørgsmål, så ja, jeg mener helt sikkert, at meningen med liv skal defineres af andet end mig selv og mine nærmeste. Men dette grundes naturligvis også i min tro på Gud og på, at han ønsker, at jeg skal leve i et personligt forhold til ham. Om Gud siger, at jeg skal blive tømrer (foreløbig har jeg hørt det som ingeniør, men lad nu det ligge :-) ) er for mig at se ikke det samme som, at dette da er meningen med mit liv. Meningen med mit liv er, at jeg skal leve mit liv sammen med min Gud og skaber. Det andet er blot en mulig konsekvens af dette, og det har for mig at se langt mindre betydning...

En sidste ting er, at selv om livets mening skal findes i mig selv, så er det stadig ikke et spørgsmål, som naturvidenskaben på nogen måde kan besvare. Selv om det ikke lige er et teologisk svar, man finder frem til, vil det altså være meget få, der finder livets mening i naturvidenskaben, men i stedet i enten en ideologi eller en eller andet filosofi. Og det var det, at alle væsentlige spørgsmål kunne besvares af naturvidenskaben, jeg havde indvendinger imod. At jeg finder meningen med mit liv i kristendommen er ikke det samme som, at du eller tros for den sags skyld vil gøre det (ikke at jeg mener, at den ikke ligger der, hvad det angår er jeg absolutist...).

Med venlig hilsen

Mark Langdahl

Hej tros

Meget relevant spørgsmål!

Jeg er vokset i en ikke-religiøs, ikke-troende familie, hvor den slags emner aldrig blev diskuteret. Ikke fordi det var forbudt, der var bare ikke så højt til loftet. Dog havde vi en flot afstøbning af Thorvaldsens Kristusfigur med åbne arme stående, som jeg holder meget af i dag.

Jeg ser det på en lidt anden måde end du gør. På den ene side mener jeg faktisk, at man(herefter jeg) til en vis grad selv vælger hvad jeg vil tro på. Der findes så mange tilværelsesfortolkninger derude, så det er med at vælge og vrage.

På den anden side har der også været omstændigheder i mit liv, livskriser og dødsfald i den nære familie eksempelvis, som stillede mig overfor de store spørgsmål i livet og ansporede mig til at søge svar.

Jeg har en stærk forkærlighed for fornuft og logik og det skal min tro indordne sig under. Samtidig har jeg qua min naturvidenskabelige baggrund og min interesse for filosofi en høj grad af bevidsthed om hvor lidt vi egentlig ved om verden. Og hvor komplicerede spørgsmålene om tro og viden er. Skråsikkerhed kommer man ingen vegne med i den forbindelse.

F.eks er det i udgangspunktet et trosspørgsmål hvorvidt menneskelig bevidsthed er et fænomen, der alene opstår som en funktion af fysiske, kemiske og biokemiske processer eller om den eksisterer uafhængigt af en krop. Da det er vanskeligt, grænsende til det umulige at detektere bevidsthedsfænomener uden en tilhørende krop, er den første forklaringsmodel måske umiddelbart den mest nærliggende, men den anden model kan ikke afvises. Og det er da også den jeg holder mig til.

Har du tænkt på, at det der trøster dig, måske er en ringe trøst for andre?

Når du siger du ikke frygter døden, så har jeg svært ved at tro dig. Ikke fordi jeg tror du lyver; jeg er sikker på du er overbevist om at det forholder sig sådan. Men er det ret beset ikke noget man først ved, når man rent faktisk står overfor sin, måske alt for tidlige eller alt for smertefulde, død?

Min version af kødets opstandelse hedder reinkarnation, og det foregår i modsætning til kristendommens opfattelse i en ny krop hver gang.

Hvad er det evige liv for dig? Er det at ens eventuelle børn lever videre, eller er det at ens krop forgår og indgår i andre livsformer? Det kan jeg slet ikke finde nogen trøst i, men sådan er vi jo heldigvis så forskellige.

MVH Danni Madsen

Et altid godt spørgsmål

Nu er jeg selv konvertit (jøde).. Og jeg har oplevet, at efter at have gjort mig meget klare og laaaaange overvejelser om konvertering (ikke noget der tilrådes nogen), tog jeg valget om at ville konvertere...

I jødedommen siger vi, at der er en masse jødiske sjæle, som ikke nødvendigvis er født i en jødisk krop (altså som barn af en jødisk mor).. Hvadenten man har en jøde som far, er efterkommer af jøder eller slet ikke kender til noget jødisk i sin familie, så kan man være jøde af sind...
Derfor er der også jøder ude omkring i verden og vil være det, indtil alle jøder (både fødte og sjælelige) er samlet i Eretz Yisrael (det lovede Israel)...
Man kan så spørge sig selv om, hvis Herren virkelig er almægtig (ikke noget vi nødvendigvis gør krav på at Han er), så burde Han da lade alle jødiske sjæle blive født af jødiske mødre (som et minimum).. Og det ville da også have været realiteten, hvis ikke at der var frafaldne blandt jøder igennem tiden...

Det var så et lille sidespring ...

Efter jeg har taget beslutningen og er begyndt at holde halacha (jødisk tradition og lov), er der kommet fremgang i mit liv... Min disciplin 1 er blevet stærkere, jeg har oplevet forfremmelse 2 og fået mig et sted at bo, som jeg ikke behøver være bange for at miste, samtidigt med at det er med en person der "matcher" mig 3 ...

Nu har jeg sat nogle tal ind, som medfører kommentarer:

1

Disciplinen er selvfølgelig blevet stærkere i og med, at der er ting, som jeg skal overholde (eller bør)... Det gør selvfølgelig, at jeg tænker mere over mine handlinger og ser konsekvenserne i det... Det behøves ikke at være forsaget af noget religiøst (selvom det selvfølgeligt er religiøst motiverede handlinger), men udelukkende det faktum, at stiller man større krav til sig selv, sammen med forventningen om, at man holder de krav, så vil disciplinen af sig selv, blive stærkere...

2

Forfremmelsen kan selvklart være på baggrund af en bedre arbejdsindsats, som kan være forsaget af en stærkere disciplin...

3

Jeg har været heldig at flytte sammen med en pige (ikke kæreste), som er mælkeallergiker, ikke spiser svinekød, men generelt mest fisk og som er fanatisk rengøringsfreak ... Det er tre ting, som er ret essentielle for en jøde, når man ser på vores rituelle renhed og spiseregler...

Til dine spørgsmål:

citat:
Jeg er ret overbevist om, at man kommer til tro gennem påvirkning.

Jamen, selvfølgelig ..

Man vil altid blive påvirket af sine medmennesker... Sådan er mennesket indrettet... Men det hverken be- eller afkræfter vel noget om hvorvidt det er "rigtigt" eller "forkert" at tro??

citat:
Jeg kan ikke opleve noget af dette. Fortæl mig nu ikke, at det kun derjer sig om at bede!

Absolut ikke... Det handler om at.. Nåja.. Handle...

I jødedommen siger vi, at der er tre "stammer": Torahen, bønner og gode gerninger...

Når vi beder, så er det ikke nok at bede.. Man skal også handle...

Et eksempel:

Du savner en kæreste og beder om, at møde en rigtig sød og dejlig pige (eller fyr)... Du sidder derhjemme og venter, men der sker ingenting... Betyder det, at Herren ikke har hørt dig?? Måske... Men det kan også betyde, at pigen som Herren har givet bud om, at tage hjem til dig, banke på døren og fortælle dig, at hun fik en pludselig indskydelse til at lære dig at kende, muligvis har slået det hen, som en underlig tanke... Det ville jeg, rent personligt, have gjort ..
Nej, det handler om at komme ud i livet og stole på, at Herren vil føre dig sammen med hende... Som jøde tænker jeg ikke: Jeg har bedt til Herren, nu gør Han det for mig, Halleluja..
Jeg tænker: Jeg har bedt til Herren, nu stoler jeg på, at Han åbner mulighederne for mig, som det så er op til mig at gribe...

citat:
Jeg er biolog, og i biologien og i de øvrige naturfag finder jeg et meget tilfrdsstillende svar på mine spørgsmål

Jamen, der er skam også en masse tilfredstillende svar... Men de har ikke så meget at gøre med, om hvorvidt der er en Gud eller ikke... De svarer "bare" på, hvordan man mener at alt er blevet til.. Ikke hvad der har startet det...

citat:
Jeg frygter ikke døden, og "kødets opstandelse" er noget guddommeligt vrøvl. Og der er da meget mere trøst i den kendsgernig, at du bare vare en lille del af det evige liv?

Nu er livet ikke evigt, i henhold til astronomerne, der mener at der er en afslutning på vores univers.. Godt nok om maaaaaaaange milliarder år.. Eller mere...

Bortset fra det, så nej... Tanken om, at jeg egentlig ikke er noget specielt, finder jeg absolut ikke trøstende

Mvh

Hej allesammen ... det er da en rigtig spændende og interessant tråd, som tros har startet her!

Ligesom du, Danni, er jeg vokset op i et miljø, hvor kristendom slet ikke blev diskuteret. Så vidt jeg véd så ingen på religion med nogen form for fjendtlighed - det var bare ikke noget der havde relevans i vores familie.

Hvis der var én - en sjælden gang, f.eks. ved en begravelse - der ytrede noget om, at afdøde måske var et sted deroppe og kiggede ned til os, der var med til hans begravelse - så blev det slået hen med, at "det var der bestemt ingen grund til at spekulere på, for det var der ingen der kunne vide noget om, og var der mon nu brød nok til kaffen, siden der var kommet så mange .."

Jeg har det ikke helt som du mht. fornuft og logik - jeg insisterer ikke på at min tro skal underordne sig den fornuft og den logik, jeg kan rumme. Fornuft og logik har aldrig været min stærke side.

Derimod jeg jeg en udpræget sandhedsfanatiker og har ikke hang til at falde for andres vidnesbyrd om, at "efter at jeg blev kristen/muslim/jøde/hindu/ateist/buddhist eller ... osv. osv., har jeg fået et meget bedre og lykkeligere og mere tilfredsstillende liv ... "

Det skal være sandt!. Sandheden er det altafgørende, den har jeg jagtet hele mit liv. Og ingen har på forhånd lovet mig, at den skulle være behagelig ... Hvis ikke - ja så måtte den alligevel vinde, for hellere leve et ubehageligt liv end leve på illusioner og løgn.

Jeg har i øvrigt også været reinkarnationtroende (eller rettere vidende mente jeg jo!) , men endte så altså her, hvor jeg er nu, i den evangelisk-lutherske kristentro. Og her bliver jeg! (tror jeg!)
Tvunget dertil af Kristi kærlighed! (2.Kor. 5,14).
Overvældet af den personlige treenige Guds helt ubegribelige og aldeles urimelige kærlighed, nåde og barmhjertighed.

Så jeg har smidt alle mine kort og lagt mit liv i Hans hænder ..

kristina

Hvor er jeg dog tindrende glad for, at GUD har givet mig den evne til glædes, uden at skulle indmeldes eller konvertere til diverse tilbedelsesgrupper , der næsegrus dyrker det uforklarlige.

Jeg glædes over Kefas Ben-Adams elegante humor, Kristinas troskyldighed og netmissionærens åbenhjertlighed og alle jer andre som deltager i skriblerierne.
Hvor er det godt ,vi har nogle guder i os, som virkelig kan lave rav i vores historier.



Med venlig hilsen

Keld