Jeg er blevet enkemand i en forholdsvis ung alder. Har nu mødt en rigtig dejlig pige som desværre er skilt, og det åbner så nogle problemstillinger.
Har læst de forskellige indlæg vedr. gengiftning, og jeg forstår dem.. Leif Andersen foreslår man bliver borgelig viet...
Det synes jeg altså er dobbeltmoral.. man kan godt gifte sig på rådhuset,men man skal sandelig ikke blande Gud índ i det.!! Jeg er en kristen og jeg vil gerne have Gud med i mit liv....

Sjovt nok er (næsten) alle de der er imod gengiftning nogle der er gift og derfor ikke har noget i klemme.. "jo mere gift des mere skråsikker er man !!!

Jeg har det virkelig svært med det.. vi lever under guds tilgivelse hver dag, og så er der åbenbart ikke tilgivelse for en skilsmisse... uanset "uskyldighedsprincipet" Har mødt mennesker der er blevet slået halvt ihjel af ægtemand.. een der var gift med en narkoman, homoseksuel osv... De er da uskyldige.. men som jeg læser LA så er der heller ingen vej for dem...
Kan det virkelig være rigtig.. at for at beskytte de svage ægteskaber, så må andre lide under aldrig at få et "helt" liv igen ?????

Gentle
(Som lige nu er en lille smule harm)

Hej Gentle

Jeg kan godt forstå dig.
Og jeg forstår også din frustration og vrede.
Og jeg fatter heller ikke en dyt af, hvorfor man ikke skulle kunne blive gift igen, efter en skilsmisse.

MEN!

Jeg tror også, at Biblen er Guds ord.
Og da jeg i bund og grund stoler på at Gud, som min Himmelske Far, elsker mig og ved bedst, hvad der er godt for mig.
Ja, så er jeg jo nød til at stole på, at også de ord om, at den der gengifter sig, bedriver hor, holder vand.
Så klokkeklart er det for mig. Og måske også for dig?
Men når der er følelser iblandet. Så bliver det virkelig svært.

Jeg kan ikke sige andet til end at jeg føler med dig og den søde pige du har mødt.

MVH Helle

Hej Gentle og Helle,

Jeg skal nok passe på med de "spidse albuer", taget i betragtning at jeg selv er ateist og finder den kristne holdningen til ægteskab mildest talt absurd.

Det er bemærkelsesværdigt for mig, hvordan en komplet tro på alle bibelens regler kan give udslag i dyb fortvivlelse. Kærlighed er godt, får vi at vide - men samme form for kærlighed "følt igen" er altså hor. Hvis man spørger mig er dette at udnytte sorgen over tabt kærlighed og gøre den til skyldfølelse. Hvad skyldfølelsen skal bruges til er genstand for individuel fortolkning. For mig at se fungerer den blot som incitament til at holde sig selv endnu mindre værdig i kraft af sin synd - hor og hvad der ellers er blevet skrevet af uhyrlige udsagn om enker eller enkemænd, der vover at elske en person nok til at ville gifte sig med vedkommende.

Jeg synes det er virkelig ubehageligt, men jeg er som nævnt ikke kristen og derfor betyder Guds ønsker (for alle mennesker, troende og ateister) intet. Jeg ser dog problemet for den kristne ganske klart, og du har i hvert fald min sympati, Gentle. Jeg håber du kan navigere udenom skærene med både tro og psyke i behold.


Leif Andersen, mener jeg, hjælper overhovedet ikke på sagen. Det er muligt, at han blot udtaler sig på baggrund af bibelen, men hans udtalelser er ikke kompatible med mennesker og deres følelser. Hvilket I begge to også enten har oplevet eller véd, kan jeg læse. Jeg forstår ikke, hvordan man skulle kunne koble sine behov, følelser og retfærdighedssans fra uden... ja, at blive sindssyg. Faktisk tror jeg ikke det kan lade sig gøre.

Jeg vil ikke give noget råd, for jeg har ingen praktisk forbindelse til nogen af emnerne. På mig virker det bare som en komplet absurditet, at Gud - som siges at "være kærlighed og retfærdighed" - skulle benævne kærligheden fra en enke til en ny partner som hor. Muligvis er det fordi der ikke er plads til polygami i himmelen - under alle omstændigheder kan man ikke se bort fra, at det udelukkende kan opfattes som Guds ønske og vilje, at enker forbliver enker. På dét punkt må jeg give både Leif Andersen og Helle ret. Desværre!

Hej Gentle

Forstår dig sandelig godt, mener at folk er blevet helt katolske i låget (undskyld Tau), når de nægter folk at blive gift igen............Luther viede indtil flere mennesker, hvoraf en part var skilt. Tja, det kommer jo nok an på hvordan man læser Bjergprædiken. Jeg er af den opfattelse, at konteksten er at man ikke må bryde ægteskabet - du må således ikke bryde et ægteskab (stjæle en anden mands kone) for at gifte dig med konen. Men ER ægteskabet allerede brudt, og der ikke er mulighed for forligelse, vil jeg mene at bibelen åbner mulighed for at man kan blive gift igen. Pauli ord om at man ikke er bundet ifald en vantro ægtefælle vil skilles, kan vel næppe betyde at man alligevel er!

Gud velsigne de mennesker der lever et helt liv som munke og nonner i cølibat, men det er tydeligvis ikke dit kald, så hold du dig hellere til 1. Mosebog "Det er ikke godt for mennesket at være ene; jeg vil gøre ham en medhjælp, som passer til ham" og til "Det er bedre at gifte sig end at brænde af begær".

Må Gud være os nådige og give os fred,

Malli

Hej Helle - ja det er et meget svært og følsomt emne det her. Men når du skriver, at du ikke fatter, hvorfor man ikke skulle kunne blive gift igen, når man er fraskilt, så vil jeg sige, at det kan man jo da sådan set også godt.

Mange præster henviser til rådhuset. Og er det så forfærdeligt at blive gift på et rådhus? Det er så vidt jeg ved kun katolikker, der betragter vielsen som et sakramente.

Når mange præster henviser til borgerlig vielse og ikke ønsker at vie fraskilte, så hænger det, så vidt jeg forstår, sammen med, at det ikke kan være præstens opgave at skulle vurdere hvem og hvad der var årsag til skilsmissen, og om alle muligheder for forligelse mellem de to parter er en total umulighed.

Årsagen til vægring mod vielse af fraskilte er jo grundlæggende forståelsen af, at ægteskabet er gudvillet og således under Guds beskyttelse - og hvordan mon er det mon lige er at stå foran alteret for anden, tredje eller fjerde gang og sige ja til "til døden jer skiller" .... ?

Om gengiftning i konkrete tilfælde er forkert eller rigtigt, mener jeg ikke, at noget menneske skal dømme andre om - derom må hver enkelt over for Gud stå til ansvar for sin beslutning, og kan vedkommende gøre det med god samvittighed, så ville jeg bestemt ikke have nogen indvendinger eller betænkeligheder - hverken for mig selv, hvis jeg var i den situation, eller for andre.

Men jeg synes det bør respekteres, at mange præster principielt siger nej til at gentage en kirkelig vielse ..

kristina

Hej Claus - jeg vil lige indskyde, at der ikke er noget problem i, at en enke eller en enkemand gifter sig på ny. Probemet ligger udelukkende i skilsmisse i levende live. Og det er ganske rigtigt et meget svært emne.

Der står noget mere om det her i Sprints svararkiv-svar.

kristina

Hej Kristina,

Tak for rettelsen - jeg havde ladet mig forvirre af, at ægteskabet i nogle betragtninger anses som evigt, og glemt "rutinen" med ægteskabsbrud og skilsmisser. Det opridsede svaret i din henvisning også ganske godt, så tak for den. Hvis du læser med, Gentle, kan det være du kan finde svar i den henvisning Kristina gav mig?

Jeg synes nu ikke emnet er så svært. For mig at se er skilsmissen nødvendig, hvis der skal komme sunde mennesker ud af et "dødt" ægteskab - det kan ikke være med Guds ønske for øje, at man bliver et sted hvor man stort set er sikker på at blive udslettet følelsesmæssigt. På den anden side, så føler jeg heller ikke at ægteskabet overhovedet er nødvendigt, og jeg sætter mig kraftigt mod at det gives fordele eller ulemper i forhold til ethvert andet partnerskab mellem to mennesker. Uanset køn og fortid.

Hej Gentle.

Jeg tror, ligesom Kristina, at det med at gifte sig på rådhuset fremfor i kirken, ikke har noget at gøre med dobbeltmoral. Men med, hvad man mener, kirken har mandat til og ikke mandat til. Men derfor kan man godt mene, at muligheden bør være der i samfundet.

Jeg håber da ikke, at det er sådan, at ens egen civilstatus er bestemmende for, hvad man mener om emnet skilsmisse og gengiftning. Jeg har aldrig selv været gift, men jeg kan heller ikke finde noget bibelsk belæg for gengiftning. Ikke for at være hård eller skråsikker eller lignende, men blot fordi jeg ikke kan finde bibelsk belæg for det.

Men der er absolut ikke tale om, at der ikke er tilgivelse efter en skilsmisse. Det er meget, meget vigtigt. Det handler om, at den fraskilte stadig er ét kød med sin tidligere ægtefælle og er bundet af sit løfte. Tilgivelse fjerner skylden, men ikke altid konsekvenserne. Vi må ikke se spørgsmålet om nyt ægteskab eller ikke som et spørgsmål som "straf" eller "belønning". Det er ikke en kristen tanke, hverken mht. ægteskab eller på andre områder.

Jeg ved ikke rigtig, hvad jeg skal sige til det med "uskyldighedsprincippet". Jeg kan ikke se, at spørgsmålet om skyldighed eller uskyldighed bliver taget op i teksterne om skilsmisse og nyt ægteskab.

Jeg skriver ikke det her, fordi jeg synes, det er nemt, eller for min fornøjelses skyld. Det er et utrolig følsomt emne. Og der er mange svære situationer, mennesker kan komme ud for.
Men jeg tror heller ikke, det er rigtigt, det med aldrig at kunne få et "helt" liv igen, som du skriver. Om ens liv er "helt" eller ikke, afhænger ikke af, om man er gift eller ej. Selv om et menneske, der har haft et dårligt første ægteskab, bliver gift igen, betyder det jo ikke, at alle sår automatisk bliver helet ved det nye ægteskab. Ej heller, at den der ikke gifter sig igen, ikke kan få helet sine sår. Gud kan hele menneskers sår uafhængig af deres civilstand.

Jeg tror på, at hvis Jesus virkelig har sagt, som han har, så er det ikke for at plage os eller gøre vores liv mindre helt. Så er det, fordi det er det bedste for os, selv om vi evt. ikke forstår det.
Sådan er det jo også med andre bud, som kan virke urimelige og svære at forstå. Fx. med forbudet mod udlevet homoseksualitet, eller sex udenfor ægteskabet.
At Jesus med sine ord ikke henviser folk til et reduceret og bittert liv, kan vi se af, at han i Matt.19 (i sammenhæng med skilsmissespørgsmålet) taler om mennesker, der er ugifte af forskellige årsager - også for Himmerigets skyld. Når han taler om det i denne sammenhæng, tror jeg det betyder, at også den fraskiltes singleliv kan være et sådant liv "for Himmerigets skyld". Et liv, som man lever, fordi man er frelst af nåde alene og derfor ønsker at følge Jesu undervisning, og hvor man vel også ofte på en måde, som den gifte ikke er, er fri til at tjene Guds rige.
Paulus taler i 1.Kor.7 også om skilsmisse og nyt ægteskab og siger nej til det, for mig at se. Men i samme kapitel taler han om de fordele og velsignelser, den ugifte stand har (såvel som dem, ægteskabet har). Det viser også, at det ikke er noget, der er sagt for at trykke ned.
Jesus lover den, som giver afkald på noget for hans og evangeliets skyld, at de får mangefold igen. Dette løfte tror jeg også gælder den, der pga. hans ord undlader at gifte sig igen efter skilsmisse.
Alle disse ting glemmer vi ofte i debatten, men det er vigtigt at huske, at Jesus ikke bare giver en formaning - men også et løfte. Løftet er lige så meget Guds ord som formaningen er.

Ikke at det nødvendigvis er nemt at forstå, og heller ikke lige med det samme. Men Gud kan også hjælpe os med det.


Mvh. Anne.

Hej

Kan kun erklære mig helt og aldeles enig med dig.

MVH Helle

Kære alle.

tak for indlæggene. Først vil jeg sige at jeg hverken er bitter eller vred.. slet ikke !!! min harme var en umiddelbar reaktion.. nu jeg har tænkt over det er jeg måske blot undrende...
Dernæst at jeg har stor respekt for de præster der ikke kan vie fraskilte, det skal ikke lægges dem til last at de for deres tros skyld ikke kan gøre det... Det jeg ikke kan forstå er de der dømmer andre for det de føler/mener er rigtigt for dem i forhold til Gud.
Jeg har i mit 1. ægteskab levet efter "til døden jer skiller" og føler at Gud igen har beriget mit liv med kærlighed til et andet menneske.. Der er også mindreårige børn som er blevet glade for at de måske igen kan få en "hel" familie...

Jeg har tænkt meget over dette, og kan godt se muligheden med borgelig vielse, og hvis det for hende er det rigtigste vil jeg selvfølgelig gøre det.... Vi ber daglig om Guds vejledning i dette spørgsmål, så jeg håber vi fra ham får en klarhed over hvad vi skal gøre....
Gentle

Hej gentle - hjertelig til lykke med dit liv og din/jeres beslutning om, hvordan det skal forme sig.

Jeg ønsker jer al Guds glæde og velsignelse - og jeg tror på, at Gud også går med på rådhuset, hvis det er sådan, det skal være ...

kristina

Hej.

Undskyld men der er altså noget jeg ikke kan få til at passe, og der er at hvis man har samvittighedskvaler ved at blive gengift, så skal vi bare gå på rådhuset ???????????
Er det lige med at så ser Gud det ikke eller hvad ??
Hvis vi inderst inde ved at det er forkert, men går på rådhuset, for at blande kirken udenom det, er det så ikke det samme som at synde på nåden ? Eller man kunne også kalde det bevidst synd.

Jeg er ved at læse en bog af en der hedder Steve Thompson, og han skriver et sted

citat:
Efterhånden som autoritetsstrukturen i vores samfund er blevet mildere, er mange mennesker også blevet bedraget til at tro, at Gud også er blevet mildere, så Han ændrer mening for at tilpasse sig vore ønsker

Da jeg læste det, måtte jeg tilbage flere gange og læse det igen, for hvor er det dog rigtigt det han skriver.

mvh
JF

Hej Gentle,

citat:
Sjovt nok er (næsten) alle de der er imod gengiftning nogle der er gift og derfor ikke har noget i klemme.. "jo mere gift des mere skråsikker er man !!!

Så kunne man jo også sige, at sjovt nok er næsten alle dem, der er fraskilte eller vil gifte sig med en fraskilt, FOR gengiftning. Så jeg tror ikke, nogen har noget at lade de andre høre!

Men når det er sagt, så vil jeg sige til dig, at i sidste ende er det kun dig og din kæreste, som kan tage valget. Vi herinde kan sige vores mening, men det er Jeres valg. Forstår dog godt, at I vil høre andre kristnes mening om det, det er også fint nok. Men I bestemmer selv, og I skal egentlig også kun stå til regnskab overfor Gud og ikke overfor os andre.

Som kristina siger, nogen gange skal man vælge mellem det forkerte og det endnu mere forkerte. Jeg siger så derfor : Måske siger vi, at det er forkert at gengifte sig, men det er måske mere forkert, at to der elsker hinanden, og som vil forpligte sig til hinanden i livslang kærlighed, ikke må få hinanden, fordi den ene har været gift før.

Men jeg vil råde Jer til at blive gift på rådhuset denne gang. For kirken har ikke mandat til at vie for anden gang. Der er godtnok mange præster, der gør det, men det gør de for egen regning.

Trods de hårde (?) ord herfra, vil jeg ønske Jer et godt og lykkeligt ægteskab eller hvad I nu vælger.

Guds velsignelse til Jer begge to.

Mvh Tau.
PS. kristina, jeg håber, det er okay med dig, at jeg henviste til dig her i indlægget. ?

Hej Jesus Freak - nej, selvfølgelig ser Gud alt, og selvfølgelig er det ikke kun i kirken Gud kommer - det ved vi da vist alle godt, tror jeg.
Også at Gud kender hver enkelt af os meget bedre end vi kender os selv.

Men vi har i mange situationer slet ikke mulighed for at vælge mellem at gøre det rigtige eller det forkerte - valget kan stå mellem at gøre noget, der er forkert eller noget der er endnu mere forkert!!!
Og så må ransage os selv og i bøn til Gud forsøge at finde ud af, hvad der er det mindst forkerte ..

Jeg synes i hvert fald vi skal være meget meget tilbageholdende med at tolke Guds vilje i andre menneskers livssituationer.

Bortset fra det: Jeg er enig med dig i at vi ikke skal forsøge at få Gud til at tilpasse sig vores ønsker - det er under alle omstændigheder dømt til at mislykkes.

"Ske din vilje" - og ikke min ... !

kristina

Hej kristina

citat:
Jeg synes i hvert fald vi skal være meget meget tilbageholdende med at tolke Guds vilje i andre menneskers livssituationer.

Ja. Men det kan være svært, ikke sandt? For eksempel er vi jo ikke så tilbageholdende med at sige, at Guds vilje er, at der kun er frelse i Kristus. Det siger vi glad og gerne. Det kan også ses som værende at dømme andre menneskers liv. Sådan har jeg i hvert fald selv set det, før jeg blev kristen.

Blot en tanke.

Mvh Tau.

citat:
Ja. Men det kan være svært, ikke sandt? For eksempel er vi jo ikke så tilbageholdende med at sige, at Guds vilje er, at der kun er frelse i Kristus. Det siger vi glad og gerne.

Ja DET har du i hvert fald ret i, tau!
Der holder jeg mig sandelig heller ikke tilbage!

Men her er der jo heller ikke den allermindste antydning af mulighed for fejltolkning vel? - hvis vi altså er kristne - for er jo lige netop det, som vores kristne tro handler om!

citat:
Det kan også ses som værende at dømme andre menneskers liv.

Synes du egentlig?

At fortælle andre, hvad vi regner for sandt - er det at dømme andre menneskers liv?
Da vist kun hvis vi prøver at dele vores medmennesker op i "dem" og "os" - vi véd ikke, og skal heller ikke gøre os tanker om, hvem, og hvem ikke, der er vores brødre og søstre i Kristus.
Vi kender kun ydersiden af hinanden!

kristina

Hej kristina

altså hvis du sidder med et menneske og taler om kristendommen og dogmerne, og de så siger, at de ikke ved eller ikke tror på dem, så ved du vel, om de er kristne ? Eller mener du, at vi slet intet kan vide? I så fald, hvordan kan vi så evangelisere for nogen overhovedet ? (Nej det er ikke et trickspørgsmål).

Jeg mener ikke NU, at det er at dømme andre menneskers liv at sige, at Guds vilje for dem er, at de skal blive omvendt og at der kun er frelse i Kristus. Det var noget, jeg mente, dengang jeg ikke var kristen. Det skrev jeg såmænd også i mit indlæg, men det nåede muligvis ikke frem til modtageren, dig. Det beklager jeg. Men det var det her, jeg mente.

Mvh Tau.

Hej tau, indrømmet, du har da ret, jeg satte det nok på spidsen, når jeg hævdede, at vi egentlig ikke kan vide noget om hinanden, for vi kan høre hvad hinanden siger .. og se hvordan hinanden ser ud, meen ..

Jeg er sommetider ude for, at nogen tror at have rede på, hvem af deres medmennesker, der er frelst og hvem der er på vej til fortabelse .. og der er ikke meget, der kan gøre mig så dårlig tilpas!

For, som Esajas siger (55,8-9):
For jeres planer er ikke mine planer,
og jeres veje er ikke mine veje,
siger Herren;
for så højt som himlen er over jorden,
er mine veje højt over jeres veje
og mine planer over jeres planer.

Se også 1. Kor 10,9ff: Lad os heller ikke udæske Kristus, sådan som nogle af dem gjorde det, og de blev dræbt af slanger. Giv heller ikke ondt af jer, sådan som nogle af dem gjorde det, og de blev dræbt af dødsenglen. Alt dette skete med dem, for at de skulle være advarende eksempler, og det blev skrevet for at vejlede os, til hvem tidernes ende er nået. Derfor skal den, som tror, at han står, se til, at han ikke falder.

Vi er, alle som en, integreret i menneskeslægten og dens historie og er fælles om på godt og ondt at leve vores korte liv i denne faldne verden, og jeg mener vi skal vogte os for at regne med, at vi kan se hinanden med Guds øjne.

Hvordan kan vi så evangelisere, spørger du? Jeg véd ikke - det er nok heller ikke rigtig mit bord. Jeg er bare helt enkelt så lyksaligt overvældet af evangeliet, som jeg har modtaget, at munden (og tasterne!) løber over med det, som hjertet er så fuldt af ..

Måske har jeg det lidt som den samaritanske kvinde, som havde mødt Jesus ved brønden, og som lod sin vandkrukke stå og løb ind i landsbyen og kaldte på dem allesammen: "Kom ud og se, måske er det Ham, der er Kristus !!! .." (cit. efter hukommelsen).

Egentlig tror jeg ikke lige, hun havde evangeliseringsplaner - hun kunne vist bare ikke tie stille!

kristina

Nu har jeg ikke læst indlæggene om gengiftning.. men jeg ser det ikke nødvendigvis som en synd. Jeg tror ikke på den eneste ene - jeg tror der er flere af dem og jeg tror at Gud har en person til hver enkelt (ægtefælle, ven eller andet) som bare er ment til at være i den andens liv et stykke tid. Ved ægteskab bør man jo holde sammen til døden skiller. Men det er ikke altid muligt. Det kræver samarbejdsvilje osv. og nogen gange er det jo også kun den ene der ønsker skilsmisse og her mener jeg det er DYBT FORKERT at lægge nogen form for skyld på den som er blevet FORLADT!
til din fortvivlelse: der er tilgivelse for alt der oprigtigt angres! at andet er løgn.

Hej Kristina.
Du skrev

citat:
Men vi har i mange situationer slet ikke mulighed for at vælge mellem at gøre det rigtige eller det forkerte

Det forstår jeg ikke.
At vores kød tit tror at det er umuligt at lade være med at gøre noget der er forkert og så overbeviser os om at at vi ikke har noget andet valg end at gennemføre det vi godt ved er forkert, der om kan der nok ikke være nogen tvivl, men i bibelen står der bla. at Guds nåde opdrager os til at sige nej til ugudeligheder og verdslig begæringer. Det er måske bare et spørgsmål om at vi lader Gud, som jo er vores far, tugte og opdrage os, det kan tit være en smertelig proces, for der vil Gud lære os at sige nej til det Han i forvejen har sagt vi ikke må have med at gøre
Jeg opdrager da også mine børn til at høre efter hvad jeg siger, og gøre det jeg beder dem om.
Du skrev

citat:
- valget kan stå mellem at gøre noget, der er forkert eller noget der er endnu mere forkert!!! Og så må ransage os selv og i bøn til Gud forsøge at finde ud af, hvad der er det mindst forkerte ..

Det forstår jeg heller ikke.
Et eksempel - Der kommer en ide´ i mit hoved om at bagtale nogle mennesker (hvilket Jesus siger at vi ikke må), så kan jeg da ikke søge Gud for et svar på om jeg skal bagtale min pastor eller min nabo, for Han har allerede sagt at jeg ikke må bagtale andre mennesker.

mvh
JF

citat:
Kristina:
- valget kan stå mellem at gøre noget, der er forkert eller noget der er endnu mere forkert!!! Og så må ransage os selv og i bøn til Gud forsøge at finde ud af, hvad der er det mindst forkerte ..

Jesus-Freak:
Det forstår jeg heller ikke.
Et eksempel - Der kommer en ide´ i mit hoved om at bagtale nogle mennesker (hvilket Jesus siger at vi ikke må), så kan jeg da ikke søge Gud for et svar på om jeg skal bagtale min pastor eller min nabo, for Han har allerede sagt at jeg ikke må bagtale andre mennesker.

mvh
JF

Hej JF

Jeg kan da godt forestille mig situationer, hvor det at bagtale et andet menneske ville være det mindste onde. For nu at føre den ud i ekstremen: Hvis du observerede noget, der fik dig til at mistænke, at din præst eller din nabo misbrugte små børn seksuelt, ville du så ikke forhøre dig, om andre havde observeret noget lignende? Livet er desværre ikke altid så let, at du bare kan slå op i Bibelen og se, hvad du skal gøre i alle situationer.

Mvh Henoch

Hej Henoch.

Nu tolker vi tilsyneladende ikke ordet bagtale ens, for mig er det at bagtale et andet menneske at sætte det menneske i et dårligt lys for at fremhæve mig selv, og det var ud fra den betragtning at jeg brugte det som eksempel. Og jo, jeg mener at vi i utrolig mange tilfælde kan slå op i vores bibel for at få svar på vores spørgsmål om ret og uret, men det er bare tit at vi ikke bryder os om det for vi får ofte bekræftet noget der strider imod vores kødelige menneske.
For nu at vende tilbage til det som tråden handler om så står svaret på denne tråd i Markus 10,9-12, og det er vel at mærke Jesus der siger det, og jeg har ingen grund til at tro at det er sat ud af kraft bare fordi vi lever i en tid hvor der er mange ting vi har gjort lovlige ud fra ideen om at - så ond kan Gud da ikke være, kan Han slet ikke se at jeg har et behov -.

mvh.
JF

Hej JF

citat:
Og jo, jeg mener at vi i utrolig mange tilfælde kan slå op i vores bibel for at få svar på vores spørgsmål om ret og uret, men det er bare tit at vi ikke bryder os om det for vi får ofte bekræftet noget der strider imod vores kødelige menneske.

Jeg er enig i, at vi skal slå op i vores Bibel og se, hvad der er vejledning der, når vi er i tvivl om, hvad der er ret og uret. Men det, som gennemsyrer evangelierne er, at Jesus afviser rigide regler og opfordrer os til selv at bedømme, hvad der er det bedste for min næste. Her er et eksempel fra Luk 14, 1-5:
Engang på en sabbat var Jesus kommet ind for at spise hos en af de ledende farisæere, og de sad og holdt øje med ham. v2 Da stod der foran ham en mand, som led af vand i kroppen, v3 og Jesus spurgte de lovkyndige og farisæerne: »Er det tilladt at helbrede på sabbatten eller ej?« v4 Men de sagde ingenting. Så rørte han ved manden og helbredte ham og lod ham gå. v5 Derpå sagde han til dem: »Hvis en af jer har en søn eller en okse, som falder i en brønd, vil han så ikke straks trække dem op, selv om det er på en sabbat?« v6 Det kunne de ikke svare på.

citat:
For nu at vende tilbage til det som tråden handler om så står svaret på denne tråd i Markus 10,9-12,

Jeg mener ligesom Malli, at Jesus skriver dette for at undgå, at mennesker lader sig skille. Hvis man er i et ægteskab, som man er utilfreds med, og man måske har mere lyst til at være gift med en anden, så er dette et forbud mod at lade sig skille for at gifte sig med en anden. Men jeg mener altså, at situationen, hvor en person er blevet skilt, og han eller hun så senere møder en person, som han eller hun vil giftes med, er en anden. Her mener jeg, at man må gøre op med sig selv, hvad der er det mindste onde for en selv, ens børn, ens tidligere ægtefælle, ens kommende ægtefælle og andre involverede. Kommer man til det resultat, at det vil være det bedste at gifte sig igen, så mener jeg også, at rådhuset er en fin mulighed.

Med venlig hilsen
Henoch

Hej kristina

jeg siger heller ikke noget om, hvem der er frelst, og hvem der måske går fortabt, men jeg kan frygte for både min egen og andres frelse. Måske mest andres, for jeg stoler på Kristi løfte om, at Han ikke vil vise bort, når man kommer til Ham. Og det er jeg da frimodig nok til at mene, at jeg gør. Det er så måske lidt for meget, men sådan har jeg det helt ærligt.

Men altså, ja, du har ret, det er måske bedre at lade munden løbe over om de gode nyheder, end decideret at evangelisere. Man får let skubbet nogen væk ved evangelisering, fordi man kommer til at antyde, at de ikke er frelste. Men omvendt står der vist også i Bibelen, i Pauli breve, at vi skal bane vejen for omvendelse af andre mennesker. Det er lidt svært det her.

mvh Tau.

Hej gentle

Det er et meget svært emne at debatere.... nogle mennesker ser tingene helt sort-hvidt..... andre ser tingene farvede af egne oplevelser og ønsker..... svært svært....

Jeg selv er af den opfattelse at ikke alle skilte mennesker kan gifte sig igen..... men når der står i Bibelen at "Den, der lader sig skille fra af anden grund end utugt og gifter sig med en anden, begår ægteskabsbrud" (et sted i Matthæus??) citatet er frit fra hukommelsen...

Men når der står sådan - mener jeg at det betyder at hvis en er uskyldigt skilt... altså HELT uden skyld i skilsmissen, så tror ejg at den uskydige part kan gifte sig igen.....

Hvem er så uskyldig... hvem er ikke... tjaaa - det er straks værre.... det må være en sag mellem Gud og den person.. og den kommende evt ægtefælle..... Det er ikke nogen man bare kan afgøre på en aften...

Har konen fx været en strid harpe som var næsten umulig at leve sammen med kan hun ikke betegnes som uskyldig hvis manden vil skilles...... men har hun gjort alt hvad der stod i hendes magt for at holde sammen på ægteskabet og for at elske ham osv... men han alligeevl vil skilles pga noget helt andet... ja så kan det være hun er uskyldig..... (det var bare 2 sort-hvide eksempler)

Det er heller ikke noget man nemt kan afgøre... især ikke hvis man allerede er forelsket..... det farver ens syn på sagen....

Det bedste var om man havde taget stilling inden man står i det til halsen...... men det er jo ikke lige det man går og spekuleer over mens man er (lykkeligt) gift....

Hej tau, du skriver:

citat:
Men omvendt står der vist også i Bibelen, i Pauli breve, at vi skal bane vejen for omvendelse af andre mennesker. Det er lidt svært det her.

Jo, sandt nok, men der står ikke noget om, hvordan vi så skal bære os ad med at bane den vej!

Nogle har helt sikkert kald til at gøre et eller andet konkret, og er så ikke i tvivl.
Jeg selv har det nok mest med at at kravle under, hvor gærdet er højt, dvs. opgive selv at gøre noget som helst, og i stedet lægge det hele i Guds hænder og bede Ham, som kender alle sine skabninger, gribe ind efter sin vilje.

Og så i øvrigt leve mit liv i i hverdagen i tillid til, at det måske en gang imellem kan "kendes på os, som Lysets børn, at natten hun er nu omme"! (Slutlinjerne i "Den signede dag med fryd vi ser ... ")

Jeg er også så glad for apostlen Peters opfordring:
... så kast al jeres bekymring på Ham, for Han har omsorg for jer.
Og jo ikke kun for "os", men for hver eneste af sine skabninger!

kristina

Hej Søren

citat:
Men det er vel ikke selve giftehandlingen der er problemet her er det? Så snart man har lovet "Til døden jer skiller", så må al samvær efter man er blevet skilt jo være utroskab?

Ja, det kan du have ret i. Men som du nok har set i disse tråde, er der forskellige tolkningsmuligheder. Selve vielsen har samme indhold for Gud og mennenesker, hvad enten den foregår i en kirke eller på et rådhus, men der er bare det ved det, at en præst er bundet af sit præsteløfte og egentlig derfor ikke bør medvirke.

Mht. præstens eventuelle tilgivelse: Det har intet at sige, om en præst personligt tilgiver en synder eller ej. I vores kirkes er alle kristne et helligt præstefolk, og præsten er ikke mere hellig end nogen anden og har ikke mandat til at bruge sine egne følelser til noget her.

Personlig har præsten dog et særligt ansvar over for Gud på grund af sit hyrde- og lærerembede.

citat:
Men da ægteskabet ikke er et sakramente, så er det vel ikke en utilgivelig synd at bryde løftet?

Nu ved jeg ikke, hvordan katolikker ser på dette - der findes vist særlige "dødssynder" (eller gør der?) men ellers er ingen synd så stor at den er utilgivelig! Og ingen synd tilladt, hvor lille den end måtte forekomme os mennesker at være! Syndsforladelse er ikke det samme som syndstilladelse!

Og der er en principiel forskel mellem at falde i / fortryde / bede om tilgivelse, og og så at træffe den forhåndsbeslutning at ville leve i synd - velvidende at det er synd. Så anerkender man jo nemlig ikke Jesus som sin Herre (men evt. kun som sin frelser og tjener!), men vil i stedet være sin egen herre. Og fastholder et menneske en sådan beslutning, så er det nok ikke muligt at forblive Guds nådebarn.

Tilbage står så - lidt uafklaret - den bibelske tolkning af, om gengiftning under alle omstændigheder er en syndig handling eller ej.
Nogle siger ja, og andre (jeg er selv iblandt disse andre) siger nej. Som oftest ja, men ikke under alle omstændigheder.

Her må enhver selv tage ansvar og lægge sagen frem for Gud i bøn, og derefter træffe den beslutning, som vedkommende kan træffe i god samvittigheds pagt med Gud, og bede om Guds velsignelse.

Hvis du spørger andre kristne, får du formentlig andre svar - her råder en del usikkerhed ..

kristina

Hej kristina

du har ret, der står ikke, hvordan vi skal evangelisere. Så det kan være også ved "bare" at skinne af Lyset, Menneskesønnens Lys.

Jeg kender godt den salme, vi sang den til vores bryllup i Folkekirken. (Ja, jeg var ikke katolik endnu dengang, jeg var kun på vej til at blive optaget, så derfor ikke nogen medvirken af katolsk pater ved vielsen). Det er en meget smuk salme, jeg er vild med den!!!!!

mvh Tau.

Hej kristina

du snakker om katolikkers syn på synder, dødssynder.

Der er i dag ikke længere noget, der hedder "dødssynder", såvidt jeg er orienteret. Men de findes endnu, de kaldes i dag dog i stedet for "alvorlige synder", og det er synder, som der kun kan gives syndsforladelse for ved tilsigelse af absolution af en katolsk præst, pater. Man kan altså ikke bare selv gå til Gud her. Det kan man ikke, fordi man ved en alvorlig synd har skadet en anden, sig selv og Kirken på en særlig alvorlig måde. Derfor skal man gå hen og få Bodens Sakramente fejret. Ja vi siger fejret, for selvom det ikke er sjovt at sige noget højt, man har gjort forkert, så fejrer vi jo syndsforladelsen sammen, præsten og den der har syndet. (Præster skal også skrifte deres synder, i hvert fald de alvorlige, hvis de har begået nogle sådanne).

Et eksempel på en alvorlig synd kunne være provokeret abort. Men det skal vi ikke diskutere igen, det har vi allerede gjort til hudløshed. Jeg fortæller det bare for oplysningens skyld.

mvh Tau.
PS. Bodens Sakramente er den korrekte betegnelse for det, der i daglig tale - også blandt katolikker - kaldes for Skriftemålet.

Hej Jesusfreak.

Jeg tror, du misforstår mig, eller også er det mig, der ikke udtrykker mig klart.
Jeg siger ikke, at hvis man har samvittighedskvaler ved at blive gengift, så skal man bare gå på rådhuset. Hvis man har samvittighedskvaler, skal man selvfølgelig ikke gøre det. Og jo, Gud er også til stede på rådhuset. (Ellers så det da sort ud for lokalpolitikken... )

Det handler om, at der er præster, som ikke vil vie fraskilte, fordi de ikke mener, det er rigtigt - i det mindste mener de ikke, at kirken har mandat til det.
Imidlertid kan de jo ikke tvinge de fraskilte par (eller hvad det nu hedder) til at undlade at gifte sig, hvis de er fast besluttet på, at det er det, de vil. Det er jo ikke givet, at alle, der kommer for at blive gift i Folkekirken, er troende, og det er jo vanskeligt at vejlede de mennesker med Bibelens etik.
Det er i den situation, de siger, at hvis det endelig skal være, så må de gå på rådhuset.
For de samme præster kan godt mene, at muligheden for gengiftning bør være der i samfundet "for de hårde hjerters skyld", ligesom skilsmissebrevet i GT var en mulighed for de hårde hjerters skyld. Men de mener så ikke, at kirken kan forvalte de hårde hjerters ordning, fordi den er forpligtet på sin Herres ord om, hvordan det var i begyndelsen, og hvad Gud har sammenføjet, må et menneske ikke adskille.

Håber, det hjalp lidt.

Mvh. Anne.

Hej Anne.

Ja tak, det var bedre.

mvh. JF

Hej Jesusfreak.

Jeg er da glad for, at vi fik opklaret den lille misforståelse.

Mvh. Anne.