Hejsa allesammen
jeg er ny i troen såvel som her (dog lidt ældre i troen end i dette forum men ikke meget) der er så meget jeg fatter abselut ingen ting af og andre ting jeg fatter lidt af og noget jeg bilder mig selv ind jeg fatter ... men jeg har et emne jeg meget gerne vil se hvorledes en debat vil udspille sig... jeg går på et Alpha-kursus ved baptistkirken i Roskilde på det kursus blev der noget nævnt som jeg ikke kunne undgå at hæfte mig lidt ved ... det var en advarsel om at lade føleserne styre vores tro ... jamen har jeg misforstået det hele ?? .. er føleserne netop ikke en af hjørnestene ved troen ?? .. hvad vil troen være værd uden føleser ?? .. jeg har givet udtryk for flere gange at jeg er skuffet over at jeg ikke har en kraftig følesemæssig reaktion på alt det her .. jeg har hørt igen og igen om den overvældene glæde ved at havde fundet Herren .. den har jeg ikke ..
altså .. er føleserne ikke meget meget vigtige for troen ??

Mvh Kim

Hej Free - og velkommen her!

Det er et meget vigtigt emne, du tager hul på her, og jeg håber vi kan få en god debat om det. Du kan tro, du er ikke den eneste nye i troen, der går og venter på omvendelses-lyksaligheden! For er man nu overhovedet blevet rigtig kristen, når man ikke kan mærke nogen særlig forandring indeni?

For mit eget vedkommende kan jeg sige, at jeg ikke har oplevet den kraftige følelsesmæssige reaktion, som mange ganske rigtigt oplever, især i karismatiske kredse. Og efterhånden som jeg kommer dybere og dybere ind i hvad det egentlig indebærer at blive en kristen, så må jeg tilstå, at jeg er glad for netop det! Det kan måske lyde lidt underligt, men hvis troen skulle afhænge af vores eget følelsesliv, så var det et alt for skrøbeligt grundlag!

Følelser kommer og går og er ikke til at stole på. Desuden er der nogle, der har kolossale åndelige oplevelser (også i ikke-kristne sammenhænge) som kan få karakter af åndelige trip, som nogle næsten kan blive afhængige af!

At blive kristen er at blive klar over at Gud har gjort noget for mig, nemlig at Jesus Kristus har ved sin stedfortrædende lidelse og død for alle menneskers synd har åbnet vejen til Gudsriget, til fællesskabet med vor Herre. Han har ikke gjort noget i mig , men altså for mig! Det vil sige, at jeg i mig selv er lige så skrøbelig og syndig, som jeg altid har været.

Men efterhånden som tiden går, og man bliver mere og mere bevidst om hvilken fantastisk kærlighedsgave man som kristen har fået - kvit og frit og betingelsesløst - jo større glæde ved livet kan man få - og jo større trang til at lyse op også i andre menneskers liv. Og jo mere naturligt vil det være at komme til Gud med alle sine sorger og bekymringer.

Somme tider kan man have en fornemmelse af, at ens bønner ikke engang når op til loftet - men det behøver de heller ikke, for Gud er os ganske nær, og usynligt, og som regel umærkeligt, til stede, lige der hvor vi befinder os!

Du spørger hvad troen så er værd - uden følelser. Det er næsten det samme spørgsmål som "hvad er det værd at redde livet? Det evige guddommelige liv i Guds rige? Der står i Bibelen, at vi skal være glade, f.eks. Fil 4,4-7: Glæd jer altid i Herren! Jeg siger atter: Glæd jer! Lad jeres mildhed blive kendt af alle mennesker. Herren er nær. Vær ikke bekymrede for noget, men bring i alle forhold jeres ønsker frem for Gud i bøn og påkaldelse med tak. Og Guds fred, som overgår al forstand, vil bevare jeres hjerter og tanker i Kristus Jesus.

Men det må vi ikke tage som et påbud, at vi skal men som en opmuntring - vi har virkelig ikke det allermindste at være bekymrede for, når vi kan lægge vores liv i Guds kærlige hænder og holde os til ham - til Guds Ord og sakramenter, som er vores åndelige føde og lige så vigtig for vores tro som mad og drikke er for vores krop.

Vi skal ikke kigge indad og spekulere på vores af og til vaklende og anfægtede tro - den vil aldrig være god nok! - og heller ikke på vores varierende følelser. Vi skal se hen til Ham som har givet os livet: Jesus Kristus, vor Frelser og vor Herre!

Vi må leve af Guds nåde, og den alene, og ikke kæmpe for at forandre og forbedre os selv. Hvis Gud vil forandre os, så sker det! Måske ved at vi efterhånden bliver helt klar over, at vi er højt elskede - og tilgivne og retfærdiggjorte - uanset hvem og hvordan vi er! Jesus har retfærdiggjort os, og der er intet vi skal tilføje!

Jeg håber du kan bruge dette svar - ellers kom igen - for der er meget mere at sige.

kristina

Hej Kim
Det er et meget vigtigt emne, du her tager fat i, og et, vi sikkert vil kunne diskutere i lang tid. I de kredse, hvor jeg kommer (Indre Mission), har jeg ofte hørt det sagt, at vores tro aldrig må komme til at bygge på følelser, og det kan nogle gange komme til at lyde som om, at vores følelser er fuldstændig irrellevante for vores tro. Dette er bestemt ikke tilfældet. Når vi overgiver os til Jesus, er det alt i os, vi giver ham. Vores tanker, vores ord, vores handlinger og vores følelser. Og det bedste af det hele er, at vi kan komme, som vi er med det hele. Så jo, følelserne er bestemt vigtige for troen. Men en hjørnesten bliver de aldrig, eller rettere, vi må aldrig lade dem blive det. Her er der kun plads til én hjørnesten, nemlig Jesus.

Tanken om hjørnestenen er, at den er fundamentet, hele huset bygges på. Hvis den fjernes, styrter huset sammen. Hvis altså følelserne er hjørnestenen for vores tro, så vil troen styrte sammen i det øjeblik, at følelserne forsvinder, og vi ikke længere i samme grad føler os i brand. Det samme kan siges om at bygge troen på vores gerninger, vores ord og vores tanker. Bygger vi den på vores eget, bliver den særdeles skrøbelig.

Det var omkring grundlaget... Kun Kristus. Men som sagt: Når vi er overgivet til Jesus, er vi det med alt. Og det betyder, at alt, hvad vi er, vil blive påvirket af det. Jeg tror, at du vil lægge mærke til, hvis du ikke allerede har gjort det, at din tro fører til ændringer både i, hvordan du tænker, taler og gør, og på samme måde også i forhold til dine følelser. Alt andet ville være unaturligt. Og ind imellem kan vi opleve, at Gud virkelig kommer os nær. For nogle mærkes dette som noget meget sanseligt, f.eks. at de føler en noget rent fysisk røre dem, eller at de føler en varme i kroppen. For andre er det mere en fred i sjælen, der føles. Alt dette er meget individuelt, og nogle mærker det aldrig. For mit eget vedkommende sker det relativt sjældent, at jeg på den måde mærker Gud, men når jeg gør, så er det en virkelig stor opmuntring, som kan bære mig igennem de dage, hvor jeg føler mig nedtrykt og finder den overvældende glæde må være flyttet til de kristne i Sibirien i stedet.

Jeg ved ikke rigtigt, om jeg kan skrive noget egentligt konkluderende.. Det skulle lige være, at Gud kalder os på mange måder, men det er ikke, hvordan vi kaldes, der skal være grundlaget for vores tro, men hvem vi kaldes af, nemlig Kristus. For mit eget vedkommende har det ofte været på det tankemæssige plan, min tro har holdt sig fast. Ganske enkelt fordi jeg ikke kunne få andet til at give mening. Det vil der sikkert være en del især i dette forum, der vil anfægte, men sådan ser jeg det nu engang. Men heller ikke dette er et holdbart fundament, hvis ikke det hviler på Jesus.

Med venlig hilsen

Mark Langdahl