Denne tråd er en fortsættelse af debatten under diverse og knytter til sidste halvdel af dette indlæg.

Andreas skrev

.. - Uenig, at skabelsesberetningen er "en livstydningsfortælling, ikke en fortælling om faktiske begivenheder." - ...
... - Mener Eva med dette, at hun ikke engang tror på.......... - ...
.... - Evas fremstilling af de mulige tolkninger er alt for simplistisk -....
.... - Men jeg mener dog, at det, som Gud rent faktisk fortæller, også er korrekt. [......]Gud fortæller os ikke altid alt, men alt hvad Han fortæller er sandt': - ....

Gennem læsningen af dit indlæg gik det op for mig, at jeg ikke er i stand til at svare. Ikke umiddelbart, i hvert fald.
Det forekommer mig, at vores måde at tænke på er ret forskellig, og hvis ikke vi skal fare vild i misforståelser, er det måske en ide, om vi først hver især fik afklaret vores syn på disse spørgsmål overfor hinanden. Når så det er på plads, kan vi komme med indsigelser og vurderinger. Hvad siger du til det?

Jeg vil i hvert fald forsøge at klargøre for mine synspunkter ud fra dit indlæg. Så må diskussionen vente, til vi har været gennem dialogen :-)

Når jeg siger ’livstydningsfortælling’ om skabelsesberetningen, så mener jeg, at den er en forklaring på, hvor vi kommer fra – at vi er Guds skabninger - og at den især er en forklaring på, hvorfor alt ikke er, som det bør være.
Det er en fortælling, som rører ved nogle af de mest eksistentielle spørgsmål, mennesker kan stille, for den beskriver mennesket i forhold til Gud, i forhold til omverden, i forhold til det onde og det gode og i forhold til hinanden på en måde, så den – trods den korte form – virkelig kommer omkring disse spørgsmål.
Set i det lys indeholder skabelsesberetningen betydelig dybere sandheder end om vi prøver at udlede, hvordan Gud f.eks. kunne ’tænde lyset’ før han skabte solen.
Det er også en fortælling, som beskriver et fysisk verdensbillede, som svarer til den kultur, den er fortalt ind i.

Nu henviser du til, at både Jesus og Paulus giver udtryk for at de helt bogstaveligt har et billede af den fysiske verden som det, der er beskrevet i 1. Mosebog.
Det kan ikke anfægte mig at have et, der er anderledes. Jesus talt også aramaisk, gik i kjortel og sandaler, kendte til hjulet men ikke til plejlstangen – han var et menneske i den kultur, han voksede op i. Selvfølgelig. Hvad ellers, havde jeg nær sagt. Hvis det havde været aktuelt, ville vi sandsynligvis også have fået indblik i, at han mente at jorden er flad og står på søjler. Det kan heller ikke anfægte mig. Kernen i evangeliet handler ikke om, hvorvidt jorden er flad eller rund, eller om Gud skabte os på den ene eller den anden måde. Kernen er, at Gud kom til os, blev menneske – for at vi kunne blive forløst fra vores syndighed.
Om den er kommet via Adam, som Paulus siger, eller om det er et led i vores udvikling - at vi blev kloge nok til ikke at være rigtigt kloge - det kan jeg heller ikke se den store betydning af. Hovedsagen er, at Kristus kom for at rette op på elendigheden.

Du henviser også til lignelsen om sædemanden. Det er jo netop en fortælling om noget faktisk, som folk kender til – en fortælling, som skal åbne for nogle dybere sandheder en agronomiske finesser. Ligeledes taler han om at lappe tøj, brygge vin, beskære træer osv. Det er jo ikke udtryk for, at vi skal lære om disse praktiske gøremål, det er snarere et udtryk for, at Jesus tager fat i det kendte for at fortælle om det ukendte.
Lignelsen om sædemanden er jo ikke en anvisning på, hvordan vi skal dyrke jorden, det vil selv den mest bibelfundamentalistiske bonde nok betakke sig for.

På samme måde ser jeg ikke henvisningen til det almindelige verdensbillede som et udtryk for, hvordan vi skal opfatte den fysiske verden men som en måde at bruge det kendte til at beskrive det ukendte.

Jeg har lært – og jeg tror det er rigtigt – at i Jesu fortællinger er der kun én pointe. Når han taler om ægteskab og henviser til skabelsen, så er hans pointe ikke Adam og Eva men ægteskab. Hvis vi bruger hans tale som en faktuel redegøresle for, hvordan verden er blevet skabt, så har jeg en mistanke om, at han ville spørge, om vi har spist søm! Det er jo overhovedet ikke hans ærinde.

Alt dette er ikke ment som enkeltpunkter, der skal dykkes ned i. Det er blot en redegørelse for, hvordan jeg læser. Hvis du er i tvivl om, hvorvidt du har forstået min tankegang, så spørg endelig.

Ved at studere vores fysiske omgivelser kan vi blive klogere på, hvad Gud har gjort og hvordan verden er sat sammen. Vi får, om jeg så må sige, kiggget ’håndværket’ efter i sømmene. Men vi bliver ikke lukket ind i skaberværkstedet.
Vi kan se, hvad der er gjort og hvordan det virker og hænger sammen. Vi kan se historien bagud og vi kan endda eftergøre nogle ting. Hvordan det er begyndt står dog stadig hen i det uvisse. Og jeg er ikke i tvivl om, at det er Gud, som på en eller anden måde har sat det hele i gang.
Ved at studere bibelen bliver vi heller ikke lukket ind i skaberværkstedet. Det gør børn ikke, før de er store nok, og det er vi vel ikke, så længe vi ikke engang kan behandle os selv og verden bare nogenlunde ordentligt.

For en ordens skyld vil jeg understrege, at jeg tror at hele bibelen er inspireret af Gud. Jeg tror også på, at denne inspiration er gået fra mund til mund og omsat ind i de konkrete situationer. Derfor ser jeg også af og til beretninger og udsagn, som jeg er nødt til at tilskrive den menneskelige faktor, med mindre jeg har en Gud, som står med et enormt forklaringsproblem.

Lad mig belyse det med et par skriftsteder:
2. kongebog 2.23:
”.....forbandede dem i Herrens navn, og ud af skoven kom to bjørne og rev toogfyrre af drengene ihjel.”
Det var straffen for at gøre nar ad Elisa. Og det var små drenge, ikke voksne. Helt ærligt. Hvor forfængelig har man lov til at være, profet eller ej.

1.Sam 15.2-3:
Dette siger Hærskarers Herre: ..... Ryk nu ud og slå amalekitterne og læg band på alt, hvad der tilhører dem. Skån ikke nogen, men dræb både mænd og kvinder, børn og spæde, okser og får, kameler og æsler.
I dag kalder man den slags folkemord. Skal jeg tage for pålydende, at Gud er folkemorder?



Rom 13.1 Alle skal underordne sig under de myndigheder, som står over dem, for der findes ingen myndighed, som ikke er fra Gud, og de, som findes, er forordnet af Gud.
Og hvad så med Hitler, Stalin, Djengis Khan, Nero – skal vi beragete dem som en gave fra Gud? Og hvis man gør oprør mod koncentrationslejre, gaskamre, udryddelseslejre, brændt jords taktik, er man så ulydig mod Gud?
Eller skal vi vurdere, at Paulus har talt ind i en mere specifik sammenhæng?

Jeg står overfor nogle valg, når jeg læser disse tekster. Skal jeg ukritisk lade det være Guds ord, så har jeg en Gud, som jeg måske er nødt til at underlægge mig, fordi han er den stærkeste, men kærligheden kommer det nok til at knibe med.
Eller skal jeg tro på kærligheden som det største og derfor være klar over, at Gud ligesom de spæde (eller sammen med de spæde?) også kan være offer for menneskers krige?


Nu vil jeg til gengæld spørge dig.

Hvordan vil du forklare, at skabelsesberetningen gør rede for faktuelle begivenheder, hvis ikke den skal forstås bogstavelig? Jeg er ikke sikker på, om jeg forsår dit skel mellem bogstavelig og faktuel.

Du nævner Paulus, som henviser til at synden er kommet ved ét menneske og derfor overvindes ved ét menneske. Nu har jeg uddybet, hvordan jeg ser på det, men jeg kan forstå, at hvis du på en eller anden måde blev overbevist om, at Adam ikke har eksisteret som Adam, så ville din kristologi falde fra hinanden. Er det rigtigt?

Det blev en længere smøre. Jeg håber, at den vil bringe os nærmere en gensidig forståelse

Café,

Tak til Eva for hendes indlæg. Jeg har en hel del kommentarer til mange af de ting, hun skriver, men vil efterkomme hendes ønske, og ikke begynde en nærmere diskussion, før vi har fået vores overordnede positioner forklaret for hinanden. Jeg er ret sikker på, at jeg forstår Evas position, selvom jeg har et enkelt spørgsmål. I begyndelsen af sit indlæg siger hun, at "skabelsesberetningen ... især er en forklaring på, hvorfor alt ikke er, som det bør være", hvilket jeg antager hentyder til syndefaldet, men senere siger hun, at hun "ikke [kan] se den store betydning af", om "vores syndighed ... er kommet via Adam ... eller om det er et led i vores udvikling". Hvordan hænger dette sammen? Mener Eva, at skabelsesberetningen fortæller om, hvorfor vi er syndige?


Med hensyn til min opfattelse om skabelsesberetningen, beder Eva mig om at uddybe min skelnen mellem bogstavelig og faktuel:

EH>Hvordan vil du forklare, at skabelsesberetningen gør rede for faktuelle
>begivenheder, hvis ikke den skal forstås bogstavelig? Jeg er ikke sikker på, om jeg
>forsår dit skel mellem bogstavelig og faktuel.

For det første foretrækker jeg at bruge udtrykket "historisk", da "faktuel" let leder tanken hen på, om skabelsesberetningen er sand (hvilket Eva, så vidt jeg har forstået, er enig i, at den er). Spørgsmålet er altså, hvordan en tekst kan omhandle en historisk begivenhed uden at skulle tolkes bogstaveligt.

Et eksempel på en sådan tekst kunne være Nostradamus' profetier. Disse påstår at omhandle historiske begivenheder, der angiveligt vil finde sted engang i fremtiden, men er fyldt med symboler og obskure billeder.

Jeg ser på skabelsesberetningen på samme måde (med den forskel, at jeg tror på, at skabelsesberetningen er sand, mens Nostradamus' forudsigelser var forkerte). Jeg ser adskillige tegn i teksten (som jeg gerne skal uddybe, hvis nogen ønsker det) på, at `dagene' ikke skal tolkes som værende bogstavelige, og at begivenhedernes rækkefølge er ordnet efter emne, ikke efter kronologi. Dette besvarer de bekymringer, som Eva måtte have over min tolknings eventuelle konflikt med videnskaben, såvel som hendes kommentar om, hvordan lyset kunne have eksisteret uden Solen. Men samtidig mener jeg, at Bibelen beskriver nogle konkrete, historiske begivenheder, såsom skabelsen af universet, Jorden, Solen, planterne, dyrene, mennesket og Adam, samt naturligvis om syndefaldet, som fandt sted på ét specifikt tidspunkt i fortiden.

Hvis Eva ikke allerede har gjort det, vil jeg anbefale hende at læse artiklen "Kommentarer til skabelsesberetningen" på min hjemmeside, der uddyber nogle af de ting, jeg har forklaret hér:

http://www.geocities.com/evolutionsteori/genesis.html


Eva beder mig dernæst om at forklare vigtigheden af Adams eksistens i mit syn på skabelsesberetningen:

EH>Du nævner Paulus, som henviser til at synden er kommet ved ét menneske og
>derfor overvindes ved ét menneske. Nu har jeg uddybet, hvordan jeg ser på det, men
>jeg kan forstå, at hvis du på en eller anden måde blev overbevist om, at Adam ikke har
>eksisteret som Adam, så ville din kristologi falde fra hinanden. Er det rigtigt?

Som Eva også har antydet, er min opfattelse af Adams rolle helt igennem paulinsk, og hun har derfor fuldstændig ret i, at hvis Adam ikke har eksisteret som historisk person, vil min opfattelse af synden -og dermed også Kristi frelsergerning - være modbevist.

Det samme ville i øvrigt ske, hvis jeg fandt ud af, at Jesus aldrig havde levet (og dermed heller ikke kunne have været opstået fra de døde):

---

"Hvis der ikke findes nogen opstandelse fra de døde, er Kristus heller ikke opstået; men er Kristus ikke opstået, er vores prædiken tom, og jeres tro er også tom. Vi kommer så også til at stå som falske vidner om Gud, fordi vi har vidnet imod Gud, at han har oprejst Kristus, som han altså ikke har oprejst, hvis døde ikke opstår. For hvis døde ikke opstår, er Kristus heller ikke opstået; men er Kristus ikke opstået, er jeres tro forgæves, så er I stadig i jeres synder, og så er også de, som er sovet hen i Kristus, gået fortabt. Har vi alene i dette liv sat vort håb til Kristus, er vi de ynkværdigste af alle mennesker." (1 Kor 15:13-9)

---

Min kristenforståelse er knyttet til den empiriske verden, og kan potentielt blive modbevist af denne, hvilket jeg ser som en fordel. Gud er skaberen af denne verden, og jeg ser enhver teologi, der ikke forholder sig til den fysiske virkelighed, som værende lige så vildledt som den, der ikke forholder sig til det åndelige. Eller, som teologen Niels Christian Hvidt sagde den anden dag: "Videnskaben kortlægger verden, og hvis man tror, at Gud har inkarneret sig i verden, må han også være relevant for videnskaben og menneskers forståelse af virkeligheden." ("Medicinalfirma støtter helbredende bøn", Politiken).

Guds fred,
Andreas

Kære Andreas.

Tak fordi du invilger I at vente med diskussionen til vi har fået afklaret vores respektive meninger. Jeg har stadig et par uklare punkter, men lad mig først besvare dine spørgsmål.

Mener Eva, at skabelsesberetningen fortæller om, hvorfor vi er syndige?

Jeg mener, at skabelsesberetningen er et svar på vores grundlæggende hv-spørgsmål om tilværelsen. Et af dem er, hvor det onde kommer fra, og her er svaret, at det onde kom ind i verden med menneskets synd.

Jeg kunne godt tænke mig at uddybe det med syndefaldet lidt. Nu skal jeg være varsom, for jeg synes, fortællingen i GT i den grad præciserer, hvad det handler om. Det betyder ikke, at når jeg henviser til den, så mener jeg, at det lige præcis gik til på den måde. Jeg mener, at der er sket et eller andet som bliver forklaret med frugthistorien.
Hvad er det, der er syndefaldet? En bid af en magisk frugt eller selve handlingen, det første skridt ud af Guds vilje? Selv tror jeg, det er det sidste.
Hvis vi ser os selv sammen med andre levende væsener, så er f.eks. en ræv en ræv og lever som en ræv. Den spørger ikke, hvordan det ville have været at være ulv eller om det var bedre at være fisk. Den kender tilsyndeladende ikke til godt og ondt men lever sit liv til Guds ære blot ved at være netop det, den er: en ræv.
Et menneske, derimod, stiller spørgsmål. Livet er fuld af hv-spørgsmål. Det hører med til at være menneske, så netop ved vores nysgerrighed og trang til at udforske lever også vi til Guds ære. Men grænsen mellem at leve sit liv i sin menneskelighed til Guds ære og så at træde ud over den er hårfin. Første gang mennesket nåede så langt i sin forstand, at det ikke blot kunne spørge: ’hvorfor er jeg her’ men også kunne sige: ’og vil jeg det?’, da tog mennesket sit første skridt ud af sit nære tilhørsforhold til Gud. Der begyndte mennesket at betragte det, der sker, som godt og ondt og ikke som livets uafvendelighed. Blev i stand til at se sin nøgenhed overfor livet og overfor Gud og være sig bevidst at handle i modsætning til de idealer, som affødes af ’godt og ondt’. Her blev mennesket sig også sit gudsforhold bevidst. Forudsætningen for at erkende Guds eksistens er jo tanken om Guds ikke-eksistens eller menneskets eksistens uden Gud.
Man kan også vende det om og sige, at uden syndefaldet havde vi ikke mulighed for at glæde os over Gud, for så ville Guds nærvær i vores liv være så selvfølgeligt, som det kun kan være, når man ikke kan forestille sig noget andet. Bevidstløst.

Sådan kunne man også fortælle om syndefaldet. Meget mere filosofisk og ikke nær så præcis og tidløst. Og jeg er allerede på glatis, for jeg har ikke den store filosofiske ballast
Det var en lang forklaring på et kort spørgsmål, og jeg funderer over, om det mon er et svar –

Jeg tror som sagt at de første kapitler i bibelen er svar på menneskets fundamentale hv-spørgsmål, og vel at mærke svar, som er fortalt ind i en bestemt kultur og verdensopfattelse. Hvis vi forestillede os, at disse første kapitler manglede, og vi i dag spurgte Gud, så kunne man også forstille sig, at svaret på en anderledes måde var i overensstemesle med nutidig tænkning.
Det gør ikke beretningen falsk, men billedlig. Og den rammer stadig nogle sandheder, som er langt dybere end om Adam havde en navle eller ej. Det er i hvert fald en anden slags sandheder. (Det er ikke et argument om Adams navle, blot en illustration)

Mht brugen af ord som historisk eller faktuel er jeg stadig noget tøvende. Hvis du betragter skabelseberetningen som historisk, forudsætter du så, at Adam som en anden Kunta Kinte har fortalt til Kain, som har fortalt til sine børn, som har fortalt...... osv osv?
Eller mener du, at den er en åbenbaring, og kan den i så fald være historisk? Selv bruger jeg ordet ’historisk’ om faktiske begivenheder, som kan afdækkes gennem kildeskrifter, øjenvidneberetninger osv. Jeg har ikke noget imod, om vi finder en anden brug af ordet, vi skal bare være enige om forståelsen.

Koplingen Adam-Jesus har jeg et andet syn på, men det meste vil jeg gemme, for det kan jeg ikke tage fat i uden at begynde diskussionen.
Jeg vil dog sige, at jeg læser Paulus anderledes. Som jeg læser det, er begyndelsen i Paulus’ argumentation ikke Adam, men Kristus. Og i sin argumentation, så inddrager han det kendte og væver det logisk sammen. Holder folk fast på deres verdensbillede og tvinger dem derigennem til at se. For Paulus var det vigtigt at vise Kristus som frelser. Her er Adam et middel, ikke et mål i argumentationen. Havde han ikke kunnet henvise til Adam, så er Jesus stadig Gud, som blev menneske for at frelse os.
Som illustration: Et andet sted vil Paulus fastholde, at kvinder skal bære slør. Her bruger han på samme måde det kendte til at argumentere for sine synspunkter, og henviser til, at kvinder jo heller ikke klipper deres hår af. Det har i lange perioder været brugt som bibelsk belæg for, at det var syndigt at blive klippet, men som jeg ser det er det et argumentatorisk greb. Retorik, om du vil. Og jeg ser det som en misforståelse at 'læse baglæns' i hans logik.
Men nu er jeg på vej ud af afklaringen og ind i diskissionen, så jeg lader det hvile for nu.

Min kristenforståelse er knyttet til den empiriske verden

Også min. Ordet blev kød. At Gud blev menneske ser jeg ikke som noget matafysisk et-eller-andet-symbolsk men som Guds konkrete indtræden i sin skabte verden. Historisk for så vidt, at det er sket på et bestemt tidspunkt i en bestemt kulturel, politisk og religiøs sammenhæng og blandt samtidige mennesker. Og dog ikke bevisligt historisk. Opstandelsen må stå til troende, men kan ikke godtgøres på samme måde som Napoleons Waterloo.

Mens jeg skriver sidder jeg og bliver (stadig og igen!) helt glad for Gud :-)

Café,

Eva skrev:

EH>Kære Andreas.
>
>Tak fordi du invilger I at vente med diskussionen til vi har fået afklaret vores respektive
>meninger. Jeg har stadig et par uklare punkter, men lad mig først besvare dine
>spørgsmål.

AP>>Mener Eva, at skabelsesberetningen fortæller om, hvorfor vi er syndige?

EH>Jeg mener, at skabelsesberetningen er et svar på vores grundlæggende hv-
>spørgsmål om tilværelsen. Et af dem er, hvor det onde kommer fra, og her er svaret, at
>det onde kom ind i verden med menneskets synd.

Tak til Eva for dette, men det besvarer ikke, om hun mener, at skabelsesberetningen fortæller om, hvordan synden kom ind i menneskets verden.

[...]

EH>Mht brugen af ord som historisk eller faktuel er jeg stadig noget tøvende. Hvis du
>betragter skabelseberetningen som historisk, forudsætter du så, at Adam som en
>anden Kunta Kinte har fortalt til Kain, som har fortalt til sine børn, som har fortalt......
>osv osv? Eller mener du, at den er en åbenbaring, og kan den i så fald være historisk?
>Selv bruger jeg ordet ’historisk’ om faktiske begivenheder, som kan afdækkes gennem
>kildeskrifter, øjenvidneberetninger osv.

Med "historisk" mener jeg det samme, som Eva senere i sit indlæg skriver: "Historisk for så vidt, at det er sket på et bestemt tidspunkt i en bestemt ... sammenhæng". Dette betyder ikke nødvendigvis, at vi kan afdække det gennem "kildeskrifter, øjenvidneberetninger osv." Hvad en specifik dinosaur lavede på et specifikt tidspunkt af dagen for 40 millioner år siden kan heller ikke afdækkes ved nogen kendte videnskabelige metoder, men dette forhindrer ikke begivenheden i at være historisk.

[...]

Guds fred,
Andreas

Andreas skrev:

---

...det besvarer ikke, om hun mener, at skabelsesberetningen fortæller om, hvordan synden kom ind i menneskets verden.

---

Det skulle jeg da mene. 'Synden' er ikke en ting, som ikke var der og så pludselig var der. 'Synden' er en måde at forholde sig til verden på.
En dag fandt mennesket en ny måde at forholde sig på - gik sine egne vegne. Tydeligere kan det vel ikke siges?

Mht til det historiske så jeg det godt, da jeg havde skrevet mit indlæg

På den måde vil jeg da selv mene, at det første menneske er en historisk begivenhed, for så vidt at der på et tidspunkt har været nogen, der var de første. Om de lige hed Adam og Eva eller om de boede mellem Eufrat og Tigris er en anden sag.

Det kan vel også betyde, at om man fastholder udviklingslæren som 'ren' biologi, der på et tidligt tidspunkt - ved tidernes morgen - er sat i gang af Gud, så vil der vel også være en, der første gang er gået egne veje. Måske ikke Adam på æbleskud, men så i en anden sammenhæng. Derved kan synden jo stadig være kommet ind i verden ved ét menneske - ?

Café,

Eva skrev:
>Andreas skrev:

AP>>...det besvarer ikke, om hun mener, at skabelsesberetningen fortæller om,
>>hvordan synden kom ind i menneskets verden.

EH>Det skulle jeg da mene. 'Synden' er ikke en ting, som ikke var der og så pludselig var
>der. 'Synden' er en måde at forholde sig til verden på. En dag fandt mennesket en ny
>måde at forholde sig på - gik sine egne vegne. Tydeligere kan det vel ikke siges?

Tak til Eva for dette. Men hvad mente hun i så fald med, at hun ikke kunne "se den store betydning af", om "vores syndighed ... er kommet via Adam ... eller om det er et led i vores udvikling"? Hvis Bibelen siger, at "`Synden' ... ikke [er] en ting, som ikke var der og så pludselig var der", må det vel være forkert at sige, at den "er kommet via Adam".

EH>Mht til det historiske så jeg det godt, da jeg havde skrevet mit indlæg

OK.

EH>På den måde vil jeg da selv mene, at det første menneske er en historisk
>begivenhed, for så vidt at der på et tidspunkt har været nogen, der var de første.

Måske, men Eva mener ikke, at syndefaldet er forbundet med "det første menneske", men at det er "en måde at forholde sig til verden på."

EH>Om de lige hed Adam og Eva eller om de boede mellem Eufrat og Tigris er en
>anden sag.

Faktisk påstår jeg ikke, at "Adam og Eva" var "de.. første menneske[r]", eller at vi alle nedstammer fra dem. Jeg er ved at skrive en artikel på min hjemmeside om min holdning til Adam og Eva, men indtil videre vil jeg opfordre Eva (ikke Adam ;-)) og andre interesserede til at læse mit indlæg "Re: Menneske"racer"? hvordan? Hvornår?", samt de efterfølgende indlæg i tråden.

EH>Det kan vel også betyde, at om man fastholder udviklingslæren som 'ren' biologi,
>der på et tidligt tidspunkt - ved tidernes morgen - er sat i gang af Gud, så vil der vel
>også være en, der første gang er gået egne veje. Måske ikke Adam på æbleskud, men
>så i en anden sammenhæng. Derved kan synden jo stadig være kommet ind i verden
>ved ét menneske - ?

Selvfølgelig. Som jeg har sagt før, mener jeg ikke, at udviklingsteorien nødvendigvis er i konflikt med, hvad kristendommen siger, og dette inkluderer naturligvis, hvad den siger om syndefaldet.

Guds fred,
Andreas

Jeg har svært ved at forstå dit spørgsmål omkring syndefaldet og det første menneske.

Jeg ved da ikke, om det første menneske også var den første til at gå sine egne vegne i forhold til Gud. Men umiddelbart vil jeg synes, det lyder sandsynligt, netop fordi det hører med til at være menneske.
Det vil dog altid være en bagvendt logik, for jeg kan kun slutte ud fra det, jeg kender. Desuden synes jeg ikke, det er væsentligt på den måde at kunne prikke ud, hvornår menneskeheden mistede sin uskyld.
Dér er syndefaldsberetningens fabelagtige billedfortælling forklaring nok til mig, også selvom jeg ikke betragter det som en autentisk ord-for-ord-sandfærdig beretning.
Og så er jeg tilbage ved den sandhed, som er mere end bare sand.

Hvad vil du med dit spørgsmål?