Jeg er lige kommet hjem fra et møde i vores lokale folkekirke. Der var indkaldt til en aften, hvor vi kunne komme med ideer og forslag til en bedre kirke.

Jeg er selv far til en dreng på 7 år. Vi diskuterede om der ikke skulle være noget for børnene, når de voksne hørte på prædiken. Det var som om at man ikke vil, lave noget nyt. Børn har godt af at lære at sidde stille. Men kan vi byde vores børn at sidde stille i 1½ time. Hvad er det så for et forhold de får til at komme i Kirken. For mig at se et meget dødt og ikke levende forhold. Der er jo en levende tro vi har. Skulle vi ikke også kunne formidle det til nutidens børn. Eller er Kirken ikke interesseret i at ændre på tingene så de også kan nå nutidens børn og unge. Eller skal vi holde fast i at kristne er kedelige og sære. Og holde fast i det vi gjorde for 40 - 50 år siden?

Jeg kan sagtens følge din frustration. Jeg har selv to børn på hhv. 1 og 3 år og når vi kommer til gudstjeneste i den lokale kirke er de til mere opmærksomhed, end det er rimeligt over for både præsten og resten af menigheden. Resultatet er desværre, at vi ikke kommer der så tit og jeg kan ikke forestille mig andet end at det samme må være tilfældet for mange andre børnefamilier.

Jeg tror egentlig ikke, at der skal så forfærdeligt drastiske midler til for at løse problemet. Fornylig har vi i vores kirke indført børnetasker som i mange andre kirker landet over og det bringer faktisk lidt mere ro over gudstjenesten. Dog stadig ikke nok, synes jeg, men det er da et skridt på vejen.

Det mest interessante for denne diskussion og diskussionen om nye tiltag generelt er, at når der dukker forslag op om en ændring, så er den sædvanlige kommentar, at "det kan vi da godt prøve til en enkelt gudstjeneste" eller "vi kunne da godt lave en familiegudstjeneste" eller andre af samme skuffe. Men det vil altid være en halvhjertet indsats. Jeg tror ikke, at man i kirken er bange for at prøve noget nyt, men man er hundeangst for at det evt. kunne skubbe noget af det kendte væk og derfor ser vi ikke ret mange positive ændringer.

Jeg har deltaget i gudstjenester, hvor præsten lige pludselig har taget en guitar frem og sunget med børnene og det er i sig selv positivt, men straks efter at guitaren er lagt væk falder hele gudstjenesten tilbage i de samme gamle og (i hvert for børnene) kedelige rammer.

Jeg vil ikke slå et slag for rockmusik i kirken eller for en ændring af liturgien, for vi behøver slet ikke at gå så drastisk til værks. Hvis jeg må have lov at være lidt grov, så vil jeg sige, at vi i kirkelig henseende generelt og i særdeleshed i gudstjenesten er blevet så højtravende at vi kan skide i tagrenderne på klokketårnet. Vi trænger sådan til at komme ned på jorden. Jeg husker mit første måde med den kirke, hvor min kone kommer fra, at da vi trådte indenfor i kirkesalen, så slap hun min hånd, for man kunne sandelig ikke sidde og holde sin kæreste i hånden i Guds Hus! Hvor godt kender vi ikke det, at når vi bevæger os indenfor i kirken, så daler stemmeniveauet til en hvisken og en mumlen, som om vi var bange for at Gud skulle opdage, at vi var kommet? Er det da ikke vores himmelske far, vi er kommet for at besøge? Tænk, hvis det samme gjorde sig gældende, når vi tog børnene med til deres bedsteforældre. Det ville da være en underlig situation at se både vores børn og os selv nærmest kravle langs væggene og gemme os bag gardinerne. Når vi kommer til gudstjeneste, så besøger vi vores far. Han glæder sig over besøget og det burde vi også gøre. Jeg kan slet ikke forestille mig, at Guds højeste ønske for vore gudstjenester skulle være, at præsten, sangeren og alle vi andre lægger vore ansigter i "passende" sørgmodige folder, for nu skal vi til noget meget alvorligt og melankolsk. Nej, ville Han ikke snarere ønske at vi kom glade ind i Hans hus i hyggelig atmosfære og samtaler med vore medkristne? Jeg tror det...

Per

Det må vel være vigtigt, at børnene får et positivt forhold til kirken.

Selvfølgelig skal man tage hensyn til andre kirkegængere, og ikke lade børnene fise rundt og larme som vilde, og af samme grund må det da være naturligt, at man arrangerer noget for børnene efter den/de første salme(r).

Vi er ved at fremføre det samme i vores missionshus, hvor vi også har nogle problemer både med, om børnene i det hele taget skal inden for døren til hvorfor de ikke må vælte rundt midt under talen.

Underligt, at man mener "tilstedeværelses-strukturen" skal være, som den var i det gode gamle 18 århundrede.

Jeg vil gerne give mit besyv med her.

Jeg kommer i en frikirke, hvor man for mange år siden fandt ud af, at det med børn til gudstjensten måske ikke var så smart.

Derfor har vi i vores kirke, og i næsten alle andre frikirker i Danmark, indført "Børnepassning".

Hos os forgår det sådan at de aller mindste bliver passet af 1-2 voksne, som via. TV kan følge med i prædiken inde fra salen.
Dem fra 3-10 år (Ca. tal) bliver passet af andre voksne. De synger lidt sammen, bliver undervist i bibelen, og så tegner de, eller leger sammen bagefter, indtil " de voksnes møde " er forbi... Og det forgår da ganske fint.
ja jeg har sågar selv været "børnepasser" men stoppede fordi jeg havde for meget at lave i fritiden.

men jeg fandt da ud af, at børnene fik masser af undervisning, og ikke bare sad og sov, som man nemt kan komme til hvis man er med i f.eks. missionshus :-)

Hejsa.....

I vores kirke er børnende mere end velkommen. Og der kommer da også mange børn og de nyder det faktisk.. mine små søstre vil hele tiden med mig i kirke!! og det skal de da have lov til!!
Det er heller noget problem med børnende...
Vi har noget der kaldes børneprogram. Det vil sige at ved den sidste salme inden prædiken bliver børnende taget med ud fra kirkerummet, og så sidder de i et andet rum sammen med en eller to voksne. De synger sange, ber, for læst historie og tegner. Og i den første salme efter prædiken kommer de ind igen.
Og den tid prædiken tager er nok til at de gerne vil sidde stille resten af tiden!!! Det virker altså...
og hvis der alligevel er for meget larm, gør det heller ikke noget, for hvis folk blev sure over at der var børn i kirken skulle de lade være at komme der....
Og som præsten siger:hvis det larmer en søndag gør det ikke noget for det gør det ikke den næste søndag!"

Knus Cindy!

Hej!

Det er selvfølgelig klart at børnene ikke må rende rundt og larme, men jeg mener at udanset hvordan børnene opfører sig i kirken, så er de jo også guds børn - som os andre. Jeg synes de skal have lov til at være sig selv i kirken....

ej jeg er lige nødt til at sige at vi altså oxo har børnepasning til de fleste af vores møder i IM så det er en lidt forkert opfattelse at man bare sover hvis man er med i missionshuset.... men jo det er en kanon idé med børnepasning...

Irene

Hej Nicolai....
Jeg vil blot lige komme med en "lille" rettelse, for i Indre Missions Missionshuse og i mange kirker efterhånden, har vi også børnepasning under prædiken. Jeg er selv far til 2 skønne unger, og jeg nyder at kunne deltage som aktiv lytter til prædiken, så derfor bifalder jeg også klart at der bliver lavet noget målrettet de små...
Vi kommer selv i Christianskirken i Århus, og i Carmel, og her bliver det højt prioriteret at der skal være ro under prædiken, og den simpelste måde at få det på, er at have noget for dem der ikke bliver fanget af den "voksne" (til)tale.....

Dette IKKE sagt for at slå på dit indlæg, men for at sige at folkekirken og IM også tager hensyn til både voksne og forældre......

Hilsen Mulle

Kære Holbo,
Jeg har hørt at kirken i min by, har lavet noget lignende, men jeg forstår ikke problemet, da jeg var barn, for 65 år siden skulle vi med mine forældre i kirke, hver Søndag, og vi sad helt stille under Højmessen, så det er altså et spørgsmål om opdragelse, for mig og mine søskende var det helt naturligt at vi ikke forstyrrede.
Men tiderne har forandret sig, jeg ved det godt, men synes generelt at man kræver for lidt af sime børn idag.
Mvh,
Hanne

Ja generelt kræver mange nok for lidt af deres børn i dag. Hvorfor er der ellers så mange der ikke har den mindste respekt for sine lærere, politi osv.

Men nu har man (i modsætning til tidligere) fundet ud af at der skal lægges mere vægt på at børn er mennesker helt fra fødslen, og mennesker har og skal havde lov til at have deres egne meninger og ønsker. Der besværliggør det der med kæft trit og retning opdragelse - derfor er der ikke det samme grundlag for at børn skal/ kan sidde stille i 1½ time.

Jeg er kommet i nogle kirker/missionshuse efterhånden hvor der var en anordning hvor børnene skulle sidde inde ved mødet fra starten og når så prædiken gik i gang blev der holdt søndagskole bagefter afsluttede man sammen.

Jeg er også kommet i kriker/missionshuse hvor folk har drejet nakken af led for at nedstirre den stakkels forælder der ikke formåede at holde sit barn fuldstændigt i ro. Det resultere i at forældre til dette barn ikke får en døjt ud af mødet, det gør nakkevriderne heller ikke....

Hvad blev der af "lad de små børn komme til mig"?

Hvad sker der ved at børnene får "serveret" en "prædiken" i deres sprog?

Jeg glemte at sige at selvfølgelig skal vi have børn med i krken. De skal bare opføre sig ordentligt.
Mvh,
Hanne

Joh - selvfølgelig, vil jeg da sige.

Når vi har barnedåb i vores kirke (det evige sammenstød ) så plejer folk at være respektfulde, selvom man af og til kan mærke på dem, at det hele er lidt fremmedartet.

Men de gange, de ikke helt kan finde ud af det, så er det altså de voksne, der er værst. Snakker, vender rund på bænkene, render ud med deres mobiltelefoner osv. Børnene derimod er der sjældent problemer med.

Dagens børn er ikke så slemme som deres rygte. Der bliver stillet krav til dem, tro endelig ikke andet, det er bare en anden slags krav, end der blev stillet til os andre.
Men der bliver sandelig stillet krav. De skal i langt højere grad selv orientere sig i verden end vi skulle, og det er for mig at se et krav, der langt overstiger det at sidde stille.

For mig at se er det ikke et krav til børnene at skulle kunne sidde stille. Det er et krav til forældrene.
Og det handler ikke kun om at sidde stille, det handler også om glæden ved at kunne fordybe sig i noget, lytte, når man får læste højt, synge en sang sammen, have tid og ro til at høre på hinandens fortællinger osv osv. Og det er måske snarere der, børnene bliver svigtet, og så bliver det synligt, når de skal præstere lidt stillesidning i kirken.

Kunne man tænke sig det?

Og hvis det er sådan, det hænger sammen, så er kirkens ansvar over for børnene måske et andet end at forlange, at de skal sidde stille en time søndag formiddag. For vi har jo ansvar som kirke, og hvordan forvalter vi det?

Hej Hanne

Kan du definere ordentligt?

Jeg har nemlig haft min søn med til møde lige fra han var helt spæd, det er jo umuligt af kræve af et spædbarn at det ikke må sige et kvider... Ikke desto mindre vendte folk sig og så ret skulende på mig.

Hvornår kan det kræves at de skal sidde helt stille? Altså alder?

Sidder et barn fx ordeltligt hvis det sidder og tegner? (og skramler lidt)

Jeg synes jo det er et fantastisk intrassandt emne vi her har "ordenlighed"

nu går problemstillingen på om Børn må være med i kirken, men når du nu siger at "ja det må de gerne hvis de opfører sig ordenligt". Så fristes jeg til at vende alt på hovedet og spørge og svare. "Skal de ældre have lov til at være i kirken? Ja hvis de opfører sig ordenligt!" Vrissende blikke og faste pladser hører ikke hjemme i kirken. For Kirke er næmlig ikke primært prediken eller sakramenterne men fællesskabet omkring og i Kristus.

Paulus havde en menighed som ligner os i dag til forveksling. i 1.Kor kap 8-10 kan vi læse om en konfligt som gik på det samme. Ikke Børn vs Ældre, men Slappere vs Strammere. Hans konklusion (Kap 9 v19-27) går på at han selv har opgivet alle sine rettigheder for evangeliets skyld. Den indstilling mener jeg også vi bør have over for hinanden i den her sag.

MVH.
Jesper.

Hej Jesper,
du skriver til sidst i dit indlæg, at du synes vi skal have samme indstilling til sagen som Paulus, nemlig opgive alle rettigheder for evangeliets skyld.
Ja, ok, men hvordan kan du så få dig selv til - indirekte - at sige, at prædiken og sakramenter er noget sekundært ? Jeg kan forstå, at du underordner disse
i forhold til menighedsfællesskabet omkring og i Kristus.

Jamen er det ikke sådan, at netop præstens/ prædikantens prædiken formidler Guds ord til opbyggelse og vækst i kærlighed til Gud og til hinanden ?

Og at vi ved hjælp af Guds gaver - de af Jesus selv indstiftede sakramenter - opnår netop det åndelige fællesskab i og omkring Kristus ? Dette på trods af, at nogen af børnene sommetider er urolige, og nogen af os ældre af og til ser gnavne ud !
Stik os et smil, det hjælper måske på gigten

Kort sagt, når du skriver, at kirken ikke primært er prædiken og sakramenter, så
er jeg ikke enig, for jeg mener at det primært er netop disse - foruden bøn og salmer - der skaber menighedsfællesskabet i kirken.

kristina

Hej Kristina

Jeg må sige, at jeg er mere enig med Jesper. For prædiken og sakramenterne (mærkeligt ord), er secondært, for det primærer er troen.

Vi gør så de ting vi gør p.g.a. troen, men sætter vi dem højre end det som de er (Secondær), så er vi meget tæt på at gå afveje, for så giver vi det mulighed for at få større indflydelse på bekostningen af troen.

Det er rigtigt vi går til Guds Tjeneste. Så er spørgsmålet om vi kommer i kirke for at lade Gud tjene os eller omvendt?

Kommer vi p.g.a. at høre Ordet og være med til de sakramenter der høre til, så kommer vi i forventning om at vi intet skal gøre, men alle opgaver skal laves af Gud. Det betyder så, at vi bliver lige som de børn som dem der er ældre ikke er så glade for, p.g.a. at de ikke må få lov til at være børn.

Folkekirken har et stort problem på dette område. (MISFORSTÅ mig IKKE), for den kirke de kommer i, har ikke lokaler for børne, hvor de kan være. Den frikirke jeg kommer i, har vi et lokale, hvor børne er når vi skal høre Guds Ord. I de lokaler, har vi børnekirke, hvor børne høre Guds ord på deres forståelige måde og der er plads til at de kan lave ting der knytter sig til Biblen i form af leg. Det betyder at vi som gerne vil have det lidt mere stille, her dette mens børne får Guds Ord på en måde som de kan klare.

Man har undersøgt børn i lang tid og hovedparten af undersøgelserne skulle vise, at et barn kan konsentrere sig i lige så mange minuter, som det er gammelt (op til 10 år).

Jeg tænker sådan omkring Jesus og børne. De blev sikkert holdt væk fra Jesus p.g.a. at de ikke var så stille og rolige som de andre der var omkring Jesus. De var børn og børn skal være børn. I et menneskeliv er man barn ca. 15% af hele livet, hvor de første ca. 20% er hvor barnet ikke rigtig kan gå der hen hvor de gerne vil. De resterende 85% skal de opføre sig som man forventer af et voksent menneske.

Disse tal siger rigtig meget synes jeg.

K.h.
Kim

---

Man har undersøgt børn i lang tid og hovedparten af undersøgelserne skulle vise, at et barn kan konsentrere sig i lige så mange minuter, som det er gammelt (op til 10 år).

---

Åååh, Steincke, hvor du kan få mig til at føle mig ung igen - sådan cirka 5 år

Ja, det samme her. Men vi kaldes også for Guds børn, det får vi at vide af Gud.

K.h.
Kim

Hmmm, altså. Jo her I silkeborg hvor jeg jo hænger ud, har vi haft nogle gevaldige problemer med børn. Det var absolut værst da vi havde trægulv. Problemet bestod i at spædbørn sad på bagerste række og græd, hvilket lyder utroligt højt i sådan en sal med trægulv (der er ikke noget til at dæmpe lyden), og de lidt større drønede rundt mellem bordene og grinede og havde det skide skægt, hvilket var dejligt, hvis ikke lige de så tog den sidste rest af det, man egentlig var kommet for at høre taleren sige.

Mange børneforældre kan føle, at de er uønskede. Det er som sådan ikke tilgældet, men mange børnefamilier glemmer altså lige, at alle andre i salen ikke nødvendigvis syntes, deres lille Ida eller Jakob er åh så yndig når de rigtig folder sig ud. Så problemet med larmende børn grunder i ligeglade forældre.
Hvis nu mine to små niecer Thea og Rebekka kom derned og bare fes rundt og havde det hylende skægt, så ville jeg rigtig hygge mig med det og egentlig være enormt ligeglade med hvad andre syntes. Så jeg forstår godt forældrene, men forældrene må også forstå os andre.
De ældre går i øvrigt MEGET tidligt hjem sådanne aftener, da de alligevel ikke kan høre noget som helst hvis der er for meget larm.

Vi har i øvrigt løst problemet ved at lave et tilstødende lokale med en glasfacade og højttalere. Meningen var så at forældre kunne lave "pasningsordninger" for hinandens børn, men samtidig høre talen m.m. så godt de nu kunne. Men desværre er forældrene ikke ligefrem hensynsfulde overfor andre, da de sjældent gider sidde derinde. (Egentlig håber jeg ikke nogen fra mit missionshus læser dette, he he).

steincke skrev:

---

Man har undersøgt børn i lang tid og hovedparten af undersøgelserne skulle vise, at et barn kan konsentrere sig i lige så mange minuter, som det er gammelt (op til 10 år).

---

Det må have meget at gøre med hvad de skal koncentrere sig om. Børn kan være optaget af en leg i meget lang tid, og det er jo faktisk en stærk koncentration.

En speciel ting ved den form for koncentration, der er i en kirke er, at det er en koncentration, hvor børnene skal sidde stille og ikke sige noget. Det vil sige at der er en opmærksomhed på at være koncentreret om at gøre INGENTING, hvilket jo nok er meget sværere end at være koncentreret om noget man foretager sig.

Hvis børnene istedet for bliver grebet af det der foregår i kirken, så foretager de sig faktisk noget, nemlig at være grebet af det der foregår, og så er det lettere at være stille fordi det at være stille er en af de ting der foregår, og så kun sige noget når der skal siges og synges noget som f.eks. under bønner og salmesang.

Men det er jo nok langtfra sikkert at man opnår en så ideel situation, for så ville dette debat-emne vel næppe have været startet.

Udfra andre svar her i debatten kan man se, at der er steder rundt omkring, hvor man laver særlige arrangementer til børnene. Det må være en glimrende ide for familier, der gerne vil have hele familien med som "deltagere" om søndagen.

Med venlig hilsen,
Lars Peter

Kære Esmeralda,
Jah jeg kan da prøve,
For mig er ordentlig at de bliver på deres plads og ikke råber og skriger, de kan godt have fx. en biledbog eller en farvebog og tusser, hvis de er i den alder.
Jeg h¨åber det er en nogenlunde forklaring.
Endvidere vil jeg gerne forklare hvorfor mine svar tit først kommer dagen efter, det er fordi ca. kl. 15 er min dag forbi, så er jeg nødt til at slutte dagen og gå i seng.indtil næste morgen.
Mvh,
Hanne

Hej

Hvis så bare de gamle (læs ikke-børne-familiemedlemmer) kunne nøjes med at se triste og sammenbidte ud over deres gigt eller en dårlig dag - så var det helt fint med mig. Det er det dog ikke så mange der gør de steder jeg har kommet.

Grunden til at folk har vrisset og sendt skulende blikke har været fordi min søn som nu er knapt 2 år er kommet til at sige vræl en enkelt gang eller har tabt noget legetøj ud af barnevognen, som han sidder i under prædiken. (sidder i øvrigt ualmindeligt stille - tror nogengange han måske er syg ). Men det er nok til at folk vender sig for at se hvem der dog kunne tillade sig at forstyrre.

En ungkarl i menigheder (30år) udtalte i mit nærvær at børn kun skulle komme med til møde når det var særlige arrangementer (høstfest, missionsafter, lovsangsaften) hvor stilhed ikke var strengt nødvendigt. Det var ikke kun ham, men en almen holdning i menigheden.
Hvad gør en enlig mor med ondt i økonimien så?? Har ikke penge til en barnepige, må åbentbart ikke tage barnet med til almindelige møder, tja hun må blive hjemme. Er det virkelig rimeligt? Hvor bliver næstekærligheden af til den alenemor? Hvor bliver "lad de små børn komme til mig" af?

Jeg synes ikke det var rimeligt og jeg har simpelthen skiftet menighed - her er min søn velkommen også selvom han kommer til at støje lidt

Nå det var vist nok af sure opstød om min tidligere menighed.
Når alt det er sagt så mener jeg da i allerhøjeste grad også at forældrene skal tage ligeså meget hensyn til dem der ikke har børn med. Alle skal kunne være der og være glade for at være der.

Jeg mener også at der skal være tilnærmelsesvis stilhed under prædiken. Men der skal være plads til at et barn taber sin blyant på gulvet, at den gamle sidder og hoster, at fru Jensen skal have pudset næse og hr Hansen skal på toilettet.

Forstyrelser skal minskes så meget det er muligt - men vi skal have overbærenhed for hinanden. Og tro på at vi allesammen gør vores bedste.
Tænk på at forældrene jo også kommer for at høre Guds ord - ikke for at sabotere...

Hmmm jeg skrev i mit svar til Hanne at forældrene kommer til møde/i kirke for at høre Guds ord og ikke for at sabotere.

For mig lyder det næsten som om din menighed er undtagelsen der bekræfter reglen...

Der er en vanskelighed ved alt dette, og det er, at vi har opmærksomhed på de ting vi har lært at bruge energi på - og så på det, vi har valgt, selvfølgelig.

Og så går det galt. For rigtig mange af dem, der er vokset op i kirken, har nærmest fået ind med modermælken, at de skal have enormt meget opmærksomhed på at være stille. Det kommer nemt til at betyde, at enhver forstyrrelse virker lige så voldsomt, som hvis de i sin tid ikke selv havde siddet stille.

Det er ikke ment som en undskyldning, blot som en forklaring. Der er forhold, man ikke lige kan ændre på en studs, og det gør det hele lidt vanskeligere.
Selv er jeg i den heldige situation, at jeg ikke lader mig distrahere på grund af småting. For min skyld kan konfirmanderne sms'e sig fattige under gudstjenesten uden at jeg opdager det, men jeg ved da, at der er andre, som er frygteligt generet af det.

Selvfølgelig skal man kunne høre prædikenen, og musikken er ikke et signal om, at nu må der snakkes. Jeg er ikke ude på at forsvare udisciplineret uro og renden omkring.

Men måske skal man besinde sig på, hvad der trækker mest opmærksomhed?

Hvis småbørnenes (lette) uro virker voldsommere på sanserne end resten af gudstjenesten, hvad handler det så om? Det kan enten være, at man simpelthen bruger for meget opmærksomhed på det - fordi man har lært, at det er enormt vigtigt at sidde stille. Det kan også være fordi gudstjenesten simpelthen er så kedelig, at enhver afveksling (ubevidst) er velkommen, men det kan man ikke håndtere, og så må forstyrrelserne holdes på et minimum?
Eller handler det om (oh rædsel) at vi hver især sidder inde i vores egen lille boble og holder gudstjeneste, og den boble brister under barnelatter?
Hvis det er det sidste, så lad endelig børnene forstyrre, for så er børnene Guds prædiken ind i et manglende fællesskab.
Guds flammer -

Det kan småbørnsforældre selvfølgelig ikke svare på, men det er da et spørgsmål, som vi andre kan besinde os på.

Altså: Hvis vi lader os forstyrre af småting, hvorfor gør vi det så? Hvorfor kan vi ikke fokusere på gudstjenesten, men gør det på småbørnene i stedet?

Og småbørnsforældre skal måske også besinde sig på, at der er en vældig kulturforskel mht småbørn fra i dag og så 60 år tilbage. Det kræver noget af alle parter at få det til at fungere.
Både os uden småbørn og jer med.

Jeg syntes selv, det var svært og til tider nærmest umuligt at føre et tilnærmelsesvis kirkeliv med tre småbørn, og intet tyder på, at det er blevet nemmere. Desværre.

Menighedsfællesskab - betydningen af det ord kunne nok trænge til lidt vækkelse.

Kunne man forestille sig, at det ville hjælpe med et tiltag, hvor hver småbørnsfamilie blev 'adopteret' og fik en kirkefamilie? Sådan et man havde 'kirkebedsteforældre' og 'kirkebørnebørn'? Så kunne man ses så lidt eller så meget som man havde energi og lyst til, eller der kunne laves fællesarrangementer, hvor man gik i skoven eller foretog sig andet, som alle parter havde glæde af og som ikke kræver alverdens hensyn til nogle af siderne.

Det kunne måske være til velsignelse begge veje, og det ville nok hjælp en del på tolerancen - også begge veje.

Hej Ester, jeg vil bare sige, at jeg er helt og aldeles enig med dig i det du skriver her.

Ingen af os er som vi burde være, og af og til er vi til så stor gene og ulejlighed og irritation for hinanden, at det hele bare bliver ubærligt. Så er det bedste man kan gøre netop det du har gjort: at skifte til en menighed, hvor man føler sig velkommen.

Tak, Gud, at vi lever i et frit land, hvor enhver kan skifte menighed - og religion! - uden at blive forfulgt!

kristina

Jeg kan kun erklære mig enig.... det handler om hvor man vil have/ vælger at have sin opmærksomhed.

Det skal så lige siges at for folk som ikke har børn (og i særdeleshed dem der aldrig har haft børn) er det sværre at abstrahere fra børnelydene og andre lyde for man er ikke vant til dem hjemmefra.

Vi skal alle være hensynsfulde. Det var da en go ide med en kirkefamilie - så kunne man få lidt aflastning af bedsteforældrene

Kære Hanne (og andre interesserede)

I udgangspunktet er jeg enig med dig. Børn i dag er generelt uopdragne og skal man have dem til at sidde stille, så handler det i høj grad om opdragelse. Men.... Og så kommer det, for der er nemlig et lille men.

Opdragelse foretages ikke af forældre alene. Og for nu at komme dig i forkøbet: det har aldrig været sådan, heller ikke for 50 år siden eller for 100 år siden. For selv om det naturligvis altid er forældrene, som bærer ansvaret for børns opdragelse, så vil det omkringliggende samfund have en stor indflydelse på de rammer, opdragelsen kan foregå i.

Èt af de ting, jeg tror, vi almindeligvis ikke har taget med i vores gradvise fornyelse af gudstjenesten er den forandring, der har fundet sted og til stadighed finder sted i den måde, vi kommunikerer med hinanden på. Alene dét, at jeg er nødt til at bruge ordet "kommunikere" peger i retning af den forandring. Førhen ville man have sagt "hvordan vi taler sammen," men i dag er den mundtlige samtale kun en uendelig lille del af den samlede gensidige udveksling af budskaber.

Af og til bruger jeg i mine gudstjenester at lade folk få lov til at bruge deres øjne, næse og mund i prædikenen og det viser sig gang på gang, at når jeg gør det, går budskabet meget bedre igennem. F.eks. kunne jeg for at understrege atmosfæren ved fortællingen om drengen med de to brød og de fem fisk medbringe en spand med sild og lidt nybagt brød. Duften og smagen og synet af disse ting husker folk bagefter og det hjælper dem også til at huske, hvad prædikenen handlede om.

Og så kommer det, som er min pointe i alt det her:

I dag underholdes vi fra morgen til aften og i særlig grad bruger børn umådelige mængder tid foran tossekassen. De får billeder og lyde i én pærevælling og når ikke sidder foran fjernsynet, så er de måske i børnehave eller skolen, hvor de leger med en masse andre børn i et overfyldt og alt for støjende lokale.

Med andre ord, så er børn ikke så nemme i dag at opdrage til at sidde pænt og stille i en times tid, for de er ganske enkelt ikke vant til det.

Jeg har selv to børn på hhv. 2 og 4 år og jeg kan godt love dig, at den tid på året, hvor den store kan sidde mest stille til gudstjeneste; det er, når vi lige er kommet hjem fra ferie. For i dén tid har han slet ikke set fjernsyn. Da har han i stedet spillet vendespil eller fået læst historie. Nu er vi så blevet noget mere opmærksomme på det, så han ser ikke så meget fjernsyn, som han har gjort. Hedigvis, for det er da til at blive skør i hovedet af!

Per

Nu blander jeg mig nok utidigt, men jeg vil gerne give lidt fra min synsvinkel fra prædikestolen:

Jeg er fuldstændig enig med - - - - - Jer begge!

Det er helt klart fællesskabet omkring Jesus, der er det vigtigste, om ikke i virkeligheden det *eneste* væsentlige i gudstjenesten.

Prædikenen og salmerne og alt det andet, der foregår kan man dog ikke sige er underordnede, for tilsammen udgør de jo netop det fællesskab.

Per

Til en Familiegudstjeneste prøvede jeg engang at putte små sedler ind i nogle oppustede balloner. Børn (og voksne, hvis de ville) skulle så baldre ballonerne for at se, hvilken salme, der så skulle synges. De giver et forfærdeligt rabalder, men også et tæt fællesskab, fordi vi er samlet om den ballon, der skal baldres.

Per

Her kommer du ind og strejfer en ting, som vi ikke har haft oppe at vende i denne debat: nemlig spørgsmålet om forældrenes kristenliv. Hvis børnene ikke kan sidde stille og der ikke er gode muligheder for at løse problemet, evt. ved at gå afsides med dem og stadig kunne følge med i, hvad der foregår, ja, så har ikke blot børnene, men sandelig også forældrene et problem, som i sidste ende bliver kirkens problem - rigtig for alvor. Har forældrene ikke mulighed for at kunne deltage i det kristne fællesskab, hvordan skal de så holdes til ilden? Forældrenes åndelige liv flyder jo ganske enkelt ud i sandet, hvis vi ikke i kirken formår at løse problemet.

Og det er ikke engang noget, jeg behøver at gætte mig frem til. Jeg kan blot se mig omkring i min egen såvel som i mange andre kirker: selv de kirker, der har masser af unge mennesker mellem 15 og 30 år har stort set ingen unge familier!

Er det sandt, hvad jeg påstår? Hvis det er, så har vi da et problem, for så jager vi jo folk ud af kirken!

Per

Lige præcis sådan havde jeg det i den menighed jeg kom i før. Jeg valgte at lade være at komme for de strenge blikke når min søn gav en lyd var ikke til at holde ud.

De sagde at jeg da bare kunne hyrre en af de unge piger som barnepige mens jeg var til møde, men som alenemor med gæld fra ægteskabet er der bare ikke penge til den slags luksus.

Da jeg ike havde været til møde et halvt år besluttede jeg at flytte.

Gid der kunne gøres noget ved det problem...

Hej Jesper
1. Kan du nævne ét sted i Bibelen, hvor det benægtes, at prædiken og sakramentern formidler delagtighed i Kritus og Helligånden. Et sted der benægter, at det at have fællesskab med Jesus er at have fællesskab om de nådemidler han har indstiftet. jeg kan nemlig nævne en del steder, der siger det modsatte.
2. Det er ikke noget under, at de ældre ser lidt vrisne ud, sådan som de behandles idag bl.a. af unge kristne. Respekt for de forældre(og ældre idet hele taget) er faktisk et af de ti bud -og det er det ikke mindre en budet om ikke at bedrive hor. Man kunne måske spørge: "Skal der være plads til unge aktivister, der kun vil være med, hvis det foregår på deres præmisser." Den første biskop i Rom efter Peter, Clement, skrev et brev til menigheden i Korinth, hvor de unge havde taget magten, og han tager meget afstand fra det. Det er godt nok ikke apostolisk, men så tæt på som det kan være. Der formanes også i NT til at respektere de ældre. Derimod formaner Bibelen os faktisk til at lære vores børn at opføre sig ordentligt. Det er de også bedst tjent med at have lært hjemmefra.
Det her betyder ikke, at jeg mener det er kritisabelt at små børn græder eller kommer til at larme i kirken. Men børn, der er nået en alder, hvor man kan gøre noget ved det, bør man også gøre noget ved det.
Jeg synes måske unge kristne godt kunne spare lidt på deres arrogance overfor de ældre bare engang imellem.

Mvh. Chemnitz

Det var godt du skiftede til en menighed, som har Jesus kærlighed (Det du gør imod den mindeste, gør du imod mig. (Omskrevet lidt)).

K.h.
Kim

Hej Alle sammen.
Jeg har med stor interesse læst alle Jeres indlæg. Det bekræftiger mig i at det ikke altid kan være helt nemt, at være børnefamilie i en kirke. Det er også gået op for mig, at det måske er midst ligeså svært at være "voksen" i kirken. Så jeg er glad for at jeg fik sparket emnet igang.

Jeg er blevet bekræftiget i at dette er et vigtigt emne, som måske skal tages op i en hver meninghed, som ønsker vækst. Det kan jo ikke nytte at man får folkt til at flygte grundet de store forskelle i mellem nutidens opdragelse og fortidens.

Må vi alle bede for hele kirken og dens menighed. Så der bliver plads til os alle, vi er jo alle lemmer på Kristi legeme.

Jeg er glad for at alle tilkendegiver at der skal være plads til børn i kriken, og vi som forældre også skal tage gensidigt hensyn.

Må vi bede om at kirkerne må blive fyldt med børn, så kan det ske at deres livsglæde må smitte af på resten af meningheden. Der står intet sted at det skal være kedeligt og tørt at være Kristen.

Enig. Ordet konsentration var sikkert det forkerte ord. For det med at sidde stille kræver en konsentration, som er ekstra krævende, for det indeholder at man skal lytte, huske og styre alt andet, for ikke at være stille.

K.h.
Kim

Som svar til jer begge, da jeg ligesom efterhånden er blevet "skurken" i denne tråd.

Det er rigtigt at det er et problem, at familier bliver væk fra møder / kirken, da det ofte er "belastende" både for forældre - og for os andre - med larm i gaden under mødet / gudstjenesten.

Jeg vil stadig gerne høre lidt mere om, hvordan I syntes man skal løse problemet med, at der sidder en mængde skrålende børn eller midtergangs-fræsere der gør, at de fleste ikke kan høre halvdelen af talen?

Skal vi tilgodese børnene på bekostning af alle andre?
Eller skal vi tilgodese de andre på bekostning af alle børnefamilierne?

Hvorfor kan vi ikke mødes på midten? Næ, det kan vi ikke. Ene og alene fordi - som jeg skrev før - at forældrene sjældent kan se noget problem i at deres eller for den sags skyld andres børn støjer, da de er vandt til det. Det var så sagt udelukkende fra den ene side, nemlig den side, jeg selv befinder mig på i øjeblikket. Hvad er argumentet fra den anden side, sammenholdt med de to ovenstående spørgsmål?
Det kunne jeg nemlig godt tænke mig at vide, før jeg selv bliver forældre og lader mine børn spolere møder og gudstjenester for alle andre. Og dette lyder nok som en mega anklage mod familierne - det er det og alligevel ikke. Jeg mener nemlig bogstaveligt, at når jeg selv bliver forældre og har været igennem 2 års intens ble- og børnesnak, så rager det mig en høstblomst at nogle sippede mennesker ikke kan tåle børn.

I Silkeborg bliver der engang imellem arrangeret "familiegudstjenester". Men selv børnefamilierne bliver for ofte væk fra dem - der er for meget larm!!!

Hej Machine A

Du er vist ikke helt alene om at være skurk, her kommer en til. Nu tales der godt nok kirke og børn. Men vi ser det samme i "verden" . Vi har flere gange været ude at spise, al hygge forsvinder i skrigende og hujende børn, der løber rundt i restauranten. Sidst vi var ude, sad en børnefamile lige bag os - eller sad og sad!, der var larm og spektakel, og det endte med at min mand fik et glas i nakken (MED indhold).....og det der går igen og igen, forældrene "lukker af" og på et eller andet tidspunkt bliver man som tilskuer irriteret, BØRN!.

Jeg tror bare at man skyder på det forkerte mål. Børn REAGERER - er plagsomme - larmende osv. . Jesper Juul (børnepsykolog) siger, at børn samarbejder, de prøver af alle kræfter at samarbejde....indtil de ikke kan længere!.
Men det er virkelig svært at samarbejde med et par ophængte forældre. De har selv (forældrene)udækkede behov ("taler" ikke sammen, manglende fysisk og psykisk nærvær i ægteskabet, manglende nattesøvn, pres fra arbejdsmarked og øvrige omgivelse om "det perfekte hjem" osv) - hvis man så er enlig er presset dobbelt! (man skal jo kompensere for den manglende part). Disse ting giver sig udslag i at forældrene ikke "ser" deres børn. De ser ikke når kærlighedsbeholderen er tømt hos barnet, og efterfølgende er negativ opmærksomhed bedre end ingen opmærksomhed.

Mange kirker har "børnerum" hvor der foregår aktiviteter. Det er sådan set fint nok (sikrer en vis ro under gudstjenesten), ja, lige bortset fra at børn ikke mangler aktiviteter :-). Børn aktiveres i alle ender i dag. Børn har brug for NÆRVÆRENDE og tydelige forældre, der INDDRAGER børnene i dagligdagen (madlavning, opvask osv). Hvis man fra kirkens side vil hjælpe børnene, så prøv at focusere på forældrene, HVORDAN kan kirken støtte forældrene ?

Med venlig hilsen

Malli

steincke skrev:

---

Enig. Ordet konsentration var sikkert det forkerte ord. For det med at sidde stille kræver en konsentration, som er ekstra krævende, for det indeholder at man skal lytte, huske og styre alt andet, for ikke at være stille.

---

Hej steincke,

En lille forviriing angående udtrykket "for ikke at være stille". Det er ordet "ikke" der forvirrer mig.
Jeg kan ikke rent sprogligt få sætningen til at passe, det giver mig en fornemmelse af at jeg både er med på hvad du mener og alligevel ikke er med.

Med venlig hilsen,
Lars Peter

Hej Per,



Med venlig hilsen,
Lars Peter

PS. Dit billede komme ikke frem på min computer, der er blot et x. Er det blot min computer som ikke kan læse det, eller er det dig der ikke har du lavet en URL som virker?

Hej malli

Du har fat i noget der vil dog lige kommentere en sætning:

"- hvis man så er enlig er presset dobbelt! (man skal jo kompensere for den manglende part). Disse ting giver sig udslag i at forældrene ikke "ser" deres børn. "

Både og for man skal jo som alenemor/forælder ikke bruge krudt på en ægtefælle som føler sig overset Sat lidt på spidsen jeg ved det, men der er lidt rigtigt i det. Jeg bruger det meste af min "fritid" på at være sammen med min søn på BÅDE hans om mine primisser.

Jo mere tid man har sammen med børnene jo nemmere er det at "læse" dem og se om denne kærlighedsbeholder er fuld eller tom. Er den tom er det helt rigtigt som malli skriver at så er negativ opmærksomhed bedre end ingen opmærksomhed.

Du skrev også:
Du er vist ikke helt alene om at være skurk, her kommer en til. Nu tales der godt nok kirke og børn. Men vi ser det samme i "verden" . Vi har flere gange været ude at spise, al hygge forsvinder i skrigende og hujende børn, der løber rundt i restauranten. Sidst vi var ude, sad en børnefamile lige bag os - eller sad og sad!, der var larm og spektakel, og det endte med at min mand fik et glas i nakken (MED indhold).....og det der går igen og igen, forældrene "lukker af" og på et eller andet tidspunkt bliver man som tilskuer irriteret, BØRN!.

Hvis vi ikke må irretere os over den type unger som du her beskriver uden at være skurke - så er vi vist alle sammen skurke (i hvert fald over for andres børn)

Jeg mener bestemt at børn skal lære at begå sig i samfundet på en måde så alle kan være der. Det betyder at børn også skal lære at vise hensyn og respektere andres behov og ønsker.
Det lærer de bedst ved at iagtage hvordan andre gebærder sig. Hvis deres omgivelser ikke viser hensyn og respekt hvordan skal børnene så lære det?

Børn afspejler det de ser.... mest dem de ofte ser (om det så er forældrene eller pedagogerne de ser mest) Børn afspejler dem de er sammen med her og nu (om det så er i en butik eller til et møde/gudstjeneste.

Børn kender ikke samfundsreglerne og derfor kan de godt falde helt ved siden af ind i mellem, men så må vi jo lære dem at det ikke var så smart OG give dem en anden måde at gøre det på.

Jeg tror desværre ikke at børn ser så meget respekt rundt om i deres hverdage som børn "I de gode gamle dage" gjorde... men de lærer nok mere selvstændighed og kan ofte selv klare mange problemer på egen hånd.

hej

Du skrev:
Skal vi tilgodese børnene på bekostning af alle andre?
Eller skal vi tilgodese de andre på bekostning af alle børnefamilierne?

Svaret er NEJ og NEJ.

på bekostning er sådan et negativt ord og den bekostede del vil altid blive mugne og sure. Hvis den del bliver tilstrækkeligt bekostede ender det med selvtækt og så kommer der måske situationer hvor den tilgodesete del mere eller mindre bliver frosset ud. Menigheden vil i hvert fald blive delt op i to halvdele.

Du skrev:
Ene og alene fordi - som jeg skrev før - at forældrene sjældent kan se noget problem i at deres eller for den sags skyld andres børn støjer, da de er vandt til det

Nu synes jeg du er lidt hård. Jeg kender mange forældre som har det meget skidt med at deres børn (tilsyneladende) forstyrre helt vildt meget. Jeg er selv en af dem.

---

Min dreng er snart to år og "de gamle" i den menighed jeg før kom i mente han forstyrrede helt vildt meget (i følge de blikke de sendte mig) hvis han tabte et stykke legetøj ud af barne vognen og derefter pegede på det og sagde DER (med høj klar stemme) for at få det samlet op igen.

De lyde der så var i missionshuset var som følger:

-DUNK (legetøjet faldt)
-ordet DER (min søn gjorde opmærksom på at han gerne ville have det igen)
-SKRAMLEN (de gamle vendte sig om for at se hvem der dog tillod sig at forstyrre )
-Hosten (nogle rømmede sig for at gøre (mig) opmærksom på at de havde hørt det og var belvet forstyrret)
-SKRAMLEN (igen, de gamle vendte sig tilbage for at genfinde opmærksomheden mod prædikanten)

Jeg spørger bare Hvem har i sidste ende forstyret mest i denne situation?
[{citat]

Derodover mener jeg at der er forskel på naturlige lyde (set udfra alder) småbørn pludre, men ofte ikke ret højt. Gamle mennesker hoster ofte (ret højt) Men det bærer man da bare over med.
Men jeg mener ikke børn bør løbe frem og tilbage i midtergangen og heller ikke at de skal have legetøj med lyd (batterier) med.

Jeg kom i en menighed hvor det var arrangeret sådan at der var et bord bagerst i lokalet. Det var forsynet med papir og farver. Det var reseveret til børnene, de vidste godt at hvis de ikke var rolige fik de to minutters "udvisning" (skulle sidde ved deres forælder/re til de var faldet til ro igen og kunne tegne uden alt for meget lyd). Det virkede fint for de fleste.

Der var to "grupper" som ikke var tilredse:

1) en familie der ikke kunne få deres tre uopdragne unger til at sidde og tegne, så de tog batteri legetøj med i stedet. Resultat: de blev skulet til...
2) De gamle som absolut bare SKAL sidde på bagerste række (som jo pludselig var flyttet op midt i rummet). De satte sig helt nede i døren, fik træk og gigt, kunne ikke høre prædiken gennem børneflokken og så videre...

De sidste har jeg ikke ondt af for der var rigeligt stole højere oppe i salen(uden træk og unger foran)

Jeg ved ikke hvad indtryk i får af mig ved at læse dette inlæg.
Men jeg mener at børn skal lære at respektere andre menneskers behov og at andre mennesker skal lære at respektere børnenes behov.

I Silkeborg synes jeg at det lyder til at der er så stort et problem at det skal tages op i bestyrelsen eller måske til et møde.... men når ofte langt ved at tale sammen i stedet for at sidde i hvert sit hjørne og skumle "jeg vil ha ret"...

Hej Esmeralda

Du skriver:
"Både og for man skal jo som alenemor/forælder ikke bruge krudt på en ægtefælle som føler sig overset Sat lidt på spidsen jeg ved det, men der er lidt rigtigt i det. Jeg bruger det meste af min "fritid" på at være sammen med min søn på BÅDE hans om mine primisser. "

Det første er jeg ikke i tvivl om OGSÅ finder sted! Men med mindre der er fuldstændig "ged" i den er strukturen og rammerne lettere at holde, når der er 2. Ofte ser jeg at drenge bliver "mænd i huset", når kvinder er alene med dem, netop fordi det er så svært at udfylde begge roller. Derudover har jeg selv følt det som et KÆMPEansvar at stå alene med et barn - alene om at få den dårlige økonomi til at hænge sammen - alene om at tage sig af alt i hjemmet - alene om børneopdragelse - alene når min søn var syg osv.

Med venlig hilsen

Malli

Fuldstændig enig - det var bare for at hive det eneste lyspunkt ved at være alene med sit barn frem - lidt en joke altså

Jeg er selv alene og føler bestemt også det kæmpe ansvar for at gøre det hele rigtigt uden at have nogen at spørge...

Ja strukturen og rammerne er meget nemmere at holde når man er to. Og drenge får lov at være drenge hvis faderen var aktivt med i hverdagen. Det er noget vi alenemødre må være os meget bevidste om.

Det med at være alene om det hele i hjemmet er også en stor opgave, men det er heller ikke sværre end man selv gør det til. Der er jo ingen der forlanger at alt skal skinne hver aften inden man går i seng. Jeg har lært at slappe fuldstændigt af sammen med mig søn selvom jeg godt kan se at opvasken skriger efter at blive taget eller støvsugeren trænger til motion. Jeg prioritere min søn og derfor ligger der af og til (læs altid) nullermænd i krogene.
Det er selvfølgelig noget sværre hvis man lider af rengøringsvanvid

Det er noget af en debat jeg har startet.Det som gør mig lidt såret, er den måde som alle børnefamilier skæres over en karm og ikke kan opdrage singe børn. Da jeg var barn var der et ordsprog som hed "børn skal ikke høres men ses". Det er nok gået lidt for meget over gevind i dag,for lidt og for meget er også forkert. Men den viser jo, at jeg har ret når jeg ikke altdig føler mig velkommen i kirke og missionshus når jeg har en dreng med stort "D", men det er ikke en som får lov til at løbe rundt og skrige, men hvordan ville I selv opleve, at I skulle lave helt om på Jer for at få lov til at være der?? Vi som forældre sidder med ørene på stilke for ikke at forstyre, og der med får vi meget mindre ud af at være i kirken eller missionshuset. Vi føler os ikke velkommen på den måde.

. Men husk på at det er i Guds hus vi samles. Så der skal børn og voksne også være, men lad være med at lave en skyttegravs lignende krig mellem gamle og unge. . Så hvad med at få vendt debatten lidt rundt, og finde nogle positive ting når børn og voksne er sammen. Jeg som forældre havde måske brug for lidt mere positiv opmærksomhed og imødekommenhed.

Flere steder har børnehave børn og beboer på plejehjem fået stor glæde af hinanden, det er der jo også mulighed for i kirken.

svar 1
Nej det kan jeg ikke! Jeg har heller aldrig sagt at ordet (hvad det så end er) eller sakramenterne ikke formidler fællesskab med Gud. Jeg har sagt at kirke handler om at aplikere dette i fællesskab. At være ordets gører og ikke bare dets hører.

svar 2
Jeg er afgjort enig med dig i at unge bør vise respekt, men jeg er også enig med paulus i at vi alle bør opgive vores ret for evangeliets skyld. Det betyder faktisk at de ældre må blive børn for børnenes skyld. og omvendt.

J.

Hej (LOL!)


I silkeborg har vi til dels løst problemet. Først sagde vi farvel til det enormt dyre trægulv vi alle havde gået i flere uger og pusset og nusset om, for at det skulle se flot ud, og samlede i stedet sammen (efter at have samlet sammen til at renovere trægulvet) et nyt gulvtæppe, som vi vemodigt lagde på igen.

Men det var ikke kun børnene, der skramlede på trægulvet. Det var faktisk også de ældre der hostede som du skriver - og rykken med stolene og et klir med en kaffekop og en salmebog der blev tabt og alle andre end en selv.... osv.

Jeg håber også du kan gennemskue min dobbeltmorale. Jeg er sur på dem med børn jeg ikke som sådan har noget forhold til. Men da jeg havde niecerne Thea og Rebekka med i kirke, sad jeg blot sagligt og smilede mens de rumsterede rundt og Rebekka øvede sig enormt højlydt i "Jah!"

Jeg er nok kun irriteret på dem der ikke rigtig gider gøre noget ved det. At man aktiverer et barn der er utålmodigt og keder sig ugrænseligt, syntes jeg er fint. Det er altså dem der lader som ingenting jeg syntes er trælse. Ligesom jeg selv gjorde, ahem.

Jeg syntes det er ærgeligt når børnefamilier holder op med at komme af hensyn til andre, og jeg syntes det er ærgeligt andre holder op med at komme på grund af støjende børn. Hvordan man mødes på midten, ved jeg ikke, for der er ligesom ingen midte.

Puha. Det er jeg lettet over...

Husk jeg har ikke sagt at disse ting er uvæsenlige.

men jeg mener faktisk grav alvorligt at det ikke er præstens fine optræden som gør kirke.

Præsten er ikke den primære figur, det er Gud og menigheden. Alle har vi et ansvar for at ordet bliver talt hørt og gjort. Ordet er ikke bare et opjekt det er også det som det skaber inden i den enkelte og i fællesskabet generelt.

MVH.
Jesper

Okay -

I min gamle sognekirke mødtes vi til en lille gudstjeneste og mad af og til - ret tit, faktisk. Vi kaldte det fredagsfamilie, vistnok inspireret fra noget, de havde lavet i Århus. Vi var ikke så mange, men aldersspredningen var stor.

Min yngste, som vel var en 8-10 år, havde hørt om Titanic i skolen, og han spurgte fredagsfamiliens ældste, om han kendte til den historie. Og Larsen sagde: "Ja, det var dog en forskrækkelig ulykke. Og som de skrev om det i aviserne....." Han var 12 år dengang.
Det var historiens vingesus, vi hørte, og jeg tror, der var andre end min dreng, som fik gåsehud.

Og når de gamle fortalte om gamle dage - rigtig gamle dage, hvor kontrolloren i toget gik udenpå toget og kontrollerede ind gennem vinduerne - så var børnene helt opslugt.

På den måde var der ikke nogen midte, man skulle mødes på, nej 'midten' fik sine grænser flyttet til alle sider.
Det betød også, at vi som forældre kunne slappe mere af i kirken, for børnenes forståelse for det med at være stille havde fået nye dimensioner, og det havde de andres forståelse for børnenes uro også.

Se, det var en rigtig julehistorie. Og vi holdt faktisk også juleaften sammen.

hej

undskylder for at jeg ikke har overskud til at læse samtlige indlæg.... det går stærkt! men har læst en del og ud fra det har jeg et par enkelte kommentarer

Vil bare sige at der er noget med Gud og børn!!! på en eller anden måde vidner bibelen om at Gud har et særligt hjerte for børn. I mine øjne er det vigtigt at børn ikke bare "bliver passet". Børn skal ikke bare oplæres for en gang at blive gode kristne, de skal ikke bare læse bibelhistorier, de skal ikke bare være nogen der venter på engang at tjene. -jo alt dette skal de OGSÅ. MEN jeg tror at Gud ønsker at bruge børnene mens de er børn, at møde dem nu, ikke kun at forberede dem, men at kende dem nu! derfor er det vigtigt at når vi har børnepasning, at det ikke er børnepasning, men på en eller anden måde børnekirke. Dvs at vi skaber et rum hvor børnene har mulighed for at erfare hvem Gud er og ikke blot høre om det. Et rum hvor børnene for lov til at be' at lytte til Gud, at be' for hinadnen for helbredelse osv osv, at allerede nu danne en relation til Gud, så Han får lov til at virke og elske dem! giver det mening? eller er det volapyk?

Jeg var for en 3 år siden ca medarbejder på en kæmpe børnelejr i England, med en fyr der hedder Captain Allan Price og en 1000 børn. Det var fremragende!! og helt fantastisk at se hvordan børnene mødte Gud, og hvordan Han brugte dem. Der var flere af dem der så engle, der var en hel del der fik profetiske ord, syner og deslige til hinanden, og der var mange der blev helbredt. Det fantastiske var at det ikke var en eller anden stor kanon der formidlede det, men at det var børnene selv der bad!!!!! og det foregik på den mest selvfølgelige måde. Børnene havde jo en ligefrem tilgang til Gud. Det ændrede mit syn på børnearbejde totalt, de skal ikke forberedes på engang at blive gode kristne, men de kan være det allerede nu!! ja særligt nu måske. De kan kende Ham og bruges af Ham!!!!

-ingen kommer ind i Guds rige hvis han ikke bliver som et lille barn

Guds fred!!
-serner

Ja, bedere kunne jeg ikke selv have formuleret proplematikken om børn og oplæring. Specielt det, at det der sker for vores børn, ikke kun må være endnu en pasningsordning/institution som de kender det fra hverdagen. Men det kræver også en stor menighed for at kunne lave et specielt børne program.

Det er ikke et problem for os mere, da vi har fundet en LM-frimenighed, hvor der er plads til både børn og voksne, med søndagsskole og juniokreds og teen-klub.

Måske har rammerne også noget at sige. Vores menighed mødes på en skole, og det gør, at specielt vi, ikke føler det samme tunge åg på vores skuldre når vi kommer ind. Her er plads til lidt lyde fra de små. Og der er også plads til at kunne forlade rummet og stadig høre, hvad der sker, så man som forældre til et lille barn ikke går glip af Guds ord. Det er jo det som vi skal leve af. Hvad enten man er lille eller stor.

Hej,

Nej, det er ikke hos dig, den er gal, men nu har jeg ændret linket, så skulle der gerne være billede på.

Per

Det er sagt før, at den gyldne middelvej er gylden, fordi den aldrig bliver slidt. Der er nemlig ikke ret mange, der bruger den!

Men i nogle tilfælde vil jeg påstå, at den gyldne middelvej slet ikke eksisterer og det her er sådan et tilfælde, mener jeg. Fodet er nu engang sådan, at man ikke KAN tilfredsstile alle parter: enten får børnene lov at forstyrre alle andre med deres støj ELLER OGSÅ får de slet ikke lov at være der, med det resultat at børnefamilierne bliver væk.

Nej, skal man løse problemet helt er der faktisk kun én løsning, der dur: 2 gudstjenester hver søndag! en stille og en med noget go i. Det kunne så være med en turnusordning for forældrene, så de kunne være med i både den stille og den knap så stille og dermed være med i det åndelige fællesskab på begge måder.

Men ellers ved jeg ærligt talt ikke,. om man kan løse problemet helt

Per

Hej Ester

"Det er selvfølgelig noget sværre hvis man lider af rengøringsvanvid "

Helt klart en dårlig ting! Jeg kan måske glæde dig med at jeg/vi også samler på nullernænd, selvom der er en mand i huset (af een eller anden grund ser han dem ikke

Med venlig hilsen

Malli

Ps. håber at ikonen er OK, mit første indlæg efter det ny image - jeg skal lige hitte ud af det hele

-og de unge gamle for de gamles skyld?

Der var smuttet et ikke med.

K.h.
Kim

Det giver også den mening som jeg opfattede, samtidig med at jeg blev lidt forvirret. Nu er det klart.



Lars Peter

Mjaeh, både og.

I Silkeborg kirke (er I ikke snart nysgerrige efter at komme til Silkeborg?) bliver der faktisk arrangeret "børnetræf" i kirketiden. Det er mægtig fint, for børnene når både at snuse lidt til kirken og bliver derefter underholdt i de mere kritiske øjeblikke.

hej

Jeg tror at den eneste løsning på problemet er:

GENSIDIG respekt, accept og tålmodighed

Nemt nok hva

Næ.... det er nok et problem for de fleste....



men vi kan da trøste os med at "de kloge" har fundet ud af at et alt for rent miljø til børnene faktisk fremmer allagier