Hej igen
Som nævnt spurgte jeg artiklens forfatter Leif Andersen om en kommentar til dit spørgsmål. Han skriver:
Jeg kan udmærket forstå, at du kommer i tvivl om kirkens troværdighed.
Den har nemlig ofte reelt været temmelig flosset i kanten. Det er desværre et historisk faktum, at der har været udført mange svinestreger i Kristi navn for at holde sandheder og fakta skjult. Men derfor gør du også ret i ikke uden videre at tro på, hvad teologer og andre kristne påstår i den her debat!
Derfor har det været vigtigt for mig, når jeg har slået de detaljer op, jeg nævner i min artikel, at de i sidste ende ikke stammer fra professionelle teologer, men fra professionelle historikere!
Jeg nævner i min artikel som kilde bl.a. "Den store danske encyklopædi" (også kaldet det danske nationalleksikon), som er noget af det mest nøgterne, man kan se for sig. Derudover remser jeg (som også Asbjørn Asmussen nævner det) sidst i artiklen de kilder op, jeg har trukket på.
Men det er vigtigt for mig at få understreget, at der blandt historikere generelt ikke er uenighed om det her. Det er slet ikke sådan, at der står to fløje af historikere over for hinanden, hvor den ene fløj holder på den ene teori og den anden fløj holder på den anden teori. Selv om der er uklare detaljer i hele det forløb, Dan Brown skildrer, og blandt historikere en vis uenighed om nogle af småtingene, så er der ingen historiske forskere, der støtter hans teorier (eller, for at være på den sikre side: Jeg har ikke selv hørt om eller læst om en eneste seriøs historiker, der vil bakke op om dem!). De trives kun blandt amatørhistorikere og okkulte kredse.
Faktisk har jeg set historikere fråde af frustration over Dan Browns bøgers popularitet på en måde, som teologer sjældent gør. For teologer er vant til, at folk i religiøse spørgsmål løber med en halv vind og regner den ene mening for lige så god som den anden og ikke rigtig undersøger ting; men her oplever nogle historikere åbenbart for første gang, at folk bare spekulerer sig frem uden at tage det ringeste hensyn til alment anerkendt viden.
Jeg kan blot nævne en enkelt ting: Hele Dan Browns teori om kejser Konstantins forfalskning af det Nye Testamente forudsætter, at det Nye Testamentes fire evangelier slet ikke har foreligget i deres nuværende form før det fjerde århundrede. Men ALLE forskere - historikere, teologer, arkæologer, kristne såvel som ikke-kristne - ved med sikkerhed, at de har foreligget i deres nuværende form allersenest i det andet århundrede. Det er ikke bare noget, kirken påstår eller fortolker; det er hårde facts.
Det kan du også læse om i Den store danske encyklopædi. Der findes ligefrem hundredvis af afskrifter af disse evangelier fra længe før Konstantin! Dan Browns idé ligger på niveau med en påstand om, at Hitler var samtidig med Napoleon.
I de udsendelser på DR2, Asbjørn nævner i sit svar, fik man ligefrem ondt af den gamle journalist Henry Lincoln (den ene af forfatterne til "Helligt blod, hellig gral", som er Dan Browns grundbog). Han forklarede (i mine øjne naivt), hvordan han først var kommet på sporet af teorien om merovingernes kongeslægt som efterkommere af Jesu slægt: En af producerne på BBC havde en dag i en henkastet bemærkning sagt, at "there is something fishy" ved de her merovinger ... - og straks begynder Lincoln at spekulere: "fishy, fish - jamen fisken er jo et oldkirkeligt symbol på Kristus" ... - og SÅ begynder han at lede efter beviser for sin teori!!
Og Dan Brown ser fuldstændig bort fra, at hovedmanden bag hans Priory of Sion selv har tilstået, at det hele var et stort svindelnummer. Det er ikke noget, den katolske kirke påstår; det er noget, det franske politi oplyser.
Ikke, at disse journalister og romanforfattere bare har gættet sig frem og digtet sig frem; de har ufatteligt mange detaljer og mange interessante iagttagelser; og langt de fleste af disse detaljer og iagttagelser er bestemt gode nok. Problemet er den måde, de kobler det hele sammen på.
Jeg erkender, at der er mindst ét væsentligt problem ved mit svar: at det er mig, der skriver det. For jeg er kristen. Og så ligger det sikkert lige for, at jeg bare er med i sammensværgelsen om at holde sandheden skjult. Derfor kan jeg kun opfordre dig til, hvis det er muligt, at skaffe dig de udsendelser, DR2 viste. Eller fx læse historikeren Dan Andersens kronik i Berlingske Tidende på
http://www.berlingske.dk/kronikker:aid=533310
Med venlig hilsen
Leif Andersen