Hej!

Jeg var engang til et bedemøde, hvor vi snakkede om gudsfrygt. Hvad er gudsfrygt? Jeg har selv fundet frem til, at det er noget i retning af:

En hellig frygt for Jordens skaber.
Stor respekt for vor Himmelske far.
Det er en angst for at svigte Gud, som gav sit eget liv, for at vi kunne gå fri - hvis vi tror på ham hver dag.

Gud er den største, uanset hvad nogen måske mener, så derfor fortjener han al æren i Himlen og på Jorden.

M.v.h. MDA

Hej MDA

Med gudsfrygt forstår jeg også respekt, men jeg forstår også ydmyghed og tillid - erkendelsen af, at der aldrig kan byttes om på forholdet imellem os og Gud; at vi er små og Han stor, og at Han i sandhed er den eneste, vi kan forlade os på og håbe at finde ægte tryghed og frelse hos. Jeg kan ikke tro, at Gud ønsker vi skal decideret frygte og være bange for Ham, for det hænger ikke sammen med Hans kærlighed til os som sine børn, og at vi skal blive frie i troen på Ham og Hans Søn. Det var heller ikke det, Kristus lærte, men han lærte os, at mennesket ikke er nogen gud selv, og at der ikke findes andre guder end kærlige, barmhjertige og retfærdige Yahweh, Gud selv.

Hvad man forstår ved begrebet Gudsfrygt afhænger vel af, hvordan man opfatter selve begrebet ”Gud”. Min egen opfattelse af begrebet Gud kan jeg nok bedst udtrykke ved ordene i 1 Joh 4,8:

”Den, der ikke elsker, kender ikke Gud, for Gud er kærlighed.”

som jeg tillader mig at læse som ”Gud ER Kærlighed.” – i tråd med det såkaldt dobbelte kærlighedsbud: ”Du skal elske Herren din Gud og din næste som dig selv.”

Hermed er begrebet Gudsfrygt bortfaldet, for kærlighed og frygt kan vel dårligt forenes? – Ja, hvis man ved ”frygt” forstår skælvende frygt og bæven for, at en art ”overmagt” skal komme med straffedomme for diverse ”synder” over mit hoved, så er Gudsfrygten så at sige pr. definition fraværende i mit gudsbegreb.

Men: Èt kan jeg frygte: At jeg taber TROEN på Kærligheden.

Ikke ”Guds” kærlighed, den er sikker nok, for Gud ER Kærlighed, men at jeg selv taber troen på denne Kærlighed, eller denne Kærligheds mulighed, at denne Kærlighed også er i mig og at det er i kraft af den og på dens grundlag, jeg har valgt at leve i ét og alt – dét kan jeg frygte – og på den måde må det være livet om at gøre at arbejde på sin ”frelse” – i netop ”frygt og bæven”, for taber man troen på Kærligheden, har man, kristeligt forstået, tabt ALT!

Søren Kierkegaard, der gang på gang også fremhæver 1 Joh 4,8 som sin opfattelse af ”Gud”, skriver i ”Kjerlighedens Gjerninger” en sentens, der for mig at læse præcist rammer denne tankegang i ganske få ord:

”Men frygte skal et Menneske ikke hverken Den, som kan slaae Legemet ihjel, ei heller Hykleren. Der er kun Een, som et Menneske skal frygte, det er Gud; og der er kun Een, et Menneske skal være bange for, det er sig selv.”

Jeg er stødt på et citat af en klog fyr ved navn Rosenius som siger at: "jo større dit kendskab til Gud er, des større vil din gudsfrygt være."
Jeg tænker, at gudsfrygt også har noget at gøre med at vi kommer til erkendelse af hvem Gud er, og hvor vi står i forhold til ham. Som du skriver, er han jo faktisk hellig og almægtig. Når jeg tænker "Gudsfrygt" er det ofte i samme betydning som "ærefrygt". Erkendelsen af at universets skaber, dommer og frelser faktisk har noget at sige til mig, whau, det er da pænt stort!

Hej Schjelde - ærefrygt - lige netop - det var også det ord jeg sad med på læben!

Jeg kom også til at tænke på Matt. kap. 10 v28 Frygt ikke dem, der slår legemet ihjel, men ikke kan slå sjælen ihjel, men frygt derimod ham, der kan lade både sjæl og legeme gå fortabt i Helvede. v29 Sælges ikke to spurve for en skilling? Og ikke én af dem falder til jorden, uden at jeres fader er med den. v30 Men på jer er selv alle hovedhår talt. v31 Frygt derfor ikke, I er mere værd end mange spurve.

For der står jo i vers 28, at vi skal frygte Gud, og i vers 31, at vi ikke skal .. !

Ordene "frygt ikke" står en fantastisk masse gange i Bibelen - både i GT og i NT - jeg her helt har opgivet at tælle hvor mange, og jeg læser dem som opmuntrende ord: Når vi holder os til Gud, så er Han (1. Joh 1.9) trofast og retfærdig, så han tilgiver os vore synder og renser os for al uretfærdighed - og den eneste grund der kan være til frygt er så netop at komme bort fra Gud ... at vi mister vores tro og bliver utro!

Men igen: er vi utro, forbliver Han dog tro! (2. Tim 2,13) Vender vi os fra vores himmelske far, vil han vente - håbe - spejde efter os og løbe os i møde og omfavne os, hvis/når vi kommer ... lige som faderen i lignelsen om den fortabte søn ...

Og i Salme 136 står der 26(!) gange:
Hans trofasthed varer til evig tid!

kristina

Hej Kristina.

citat:
Jeg kom også til at tænke på Matt. kap. 10 v28 Frygt ikke dem, der slår legemet ihjel, men ikke kan slå sjælen ihjel, men frygt derimod ham, der kan lade både sjæl og legeme gå fortabt i Helvede. v29 Sælges ikke to spurve for en skilling? Og ikke én af dem falder til jorden, uden at jeres fader er med den. v30 Men på jer er selv alle hovedhår talt. v31 Frygt derfor ikke, I er mere værd end mange spurve.

For der står jo i vers 28, at vi skal frygte Gud, og i vers 31, at vi ikke skal .. !

I denne sammenhæng kan det vel lige så godt være Satan, som i v.28 "kan lade både sjæl og legeme gå fortabt i Helvede", kan det ikke? Sådan har jeg altid læst det ...! Men det fremgår vel ikke direkte, gør det?

Den græske tekst skriver ikke i passiv (kan lade gå fortabt), men derimod i aktiv (kan ødelægge/fortabe/destruere/dræbe). Det taget i betragtning synes jeg det virker mest nærliggende at tilskrive Satan denne handling.

Søren.

Hej Søren .. skulle det være Satan, der har magt til ...
Sådan er det aldrig faldet mig ind, at Matt.10,26ff kunne læses.
Jeg styrtede ind og slog op i "Bibelværk for Menigheden" - som jeg ganske vist ikke altid er enig med - meen .. om dette står der:

Det sande liv kan ingen tage fra jer.
Hvor vildt end mørkets drot raser med løgn og mord og spot, så taber han dog, og Guds Rige beholder I.
Livet i alleregentligste forstand kan han ikke slå ihjel. Det kan kun Gud. Ham skal I derfor frygte ("Han, som kan fordærve både sjæl og legeme i Helvede" - det er ikke djævelen, men Gud; thi det er altid Gud, der får det sidste ord.

I Gudsfrygten er angsten opslugt af kærligheden, men tilbage bliver ærefrygten for den hellige og en dirren i sindet, fordi det værste, der kan se, er, at vi kommer bort fra Gud.

Trællefrygt er angst for at komme ind i Guds lys;
Gudsfrygt er angst for at komme bort fra Guds ansigts lys. .

Søren, jeg håber vi sammen kan fortsætte med at overveje dette og forsøge at nå til enighed, jeg synes det er vigtigt!

Skal vi ikke sammen synge vers 3 i den gamle salme "Vor Gud han er så fast en borg":

Og myldred djævle frem på jord
og os opsluge ville,
vi frygter dog ej fare stor,
de deres trusler spilde;
lad rase mørkets drot
med løgn og mord og spot,
han har dog få't sin dom
da Krist til jorden kom,
et ord ham nu kan fælde.

kristina
p.s.: Du skrev til sidst i dit indlæg:
Den græske tekst skriver ikke i passiv (kan lade gå fortabt), men derimod i aktiv (kan ødelægge/fortabe/destruere/dræbe). Det taget i betragtning synes jeg det virker mest nærliggende at tilskrive Satan denne handling.

.. og hertil vil jeg blot henvise til kapitel 45 i Esajas bog (se især vers 7 ..)
Jo, der er Gud, der er almægtig, ikke Satan!

kristina

Hej Søgende.

Hvad Satan angår, skal han jo også selv gå fortabt i helvede. Det var jo ham og hans engle, det blev bestemt for, som Jesus siger i Matt.25.
Vi skal nok være på vagt for Djævelen, men ikke frygte ham, for han er en besejret fjende.

Mvh. Anne.

Hej Annepande,

nej vi skal ikke frygte satan, men derfor kan man jo godt gå og frygte al den ulykke og elendighed, han får lov at slå os med. Det må han og det gør han. I høj grad. Med mindre du da vil mene, at det "onde" som rammer os, kommer fra Gud. I mit gudsbillede er der ikke plads til, at Gud kan ramme os med sygdom, ulykke og sorg. Det kommer fra satan.

Det med sorg, jo, Gud kan tillade, at nogen dør, det hører jo med til den faldne verden, og det er et vilkår, som Gud har valgt at sætte sig udenfor, men han gør det ikke af ondskab for at skade os, sådan som satan gør. Satan nyder, når vi rammes af det onde, for måske vil det få os til at falde fra troen. Eller hvis vi ikke er troende, vil det måske få os til at forblive bortvendte fra Gud.
For lige at runde det af det med at Gud lader folk dø, så er Han naturligvis med os, når vi mister nogen, vi elsker. Og Han er hos den der dør, når de dør. Er de oven i købet troende, så er Han jo også, som du ved, med dem i evigheden. Så Gud er bestemt ikke fraværende, selvom Han har valgt ikke at lade os leve evigt - her efter syndefaldet.

mvh Tau.
PS. Håber det er nogenlunde forståeligt, hvad jeg har skrevet, kan godt se, det blev lidt kringlet..