Hej jeg sidder lige og fundere over min rolle her på jorden, og nu har jeg prøvet med mig selv og andre og finde ud af hvad vi egentlig har "fundet os i" som børn.

Idet mener jeg at verden er stor, der er mange mennesker der korigerre deres leve vej selv og der er dem der ikke gør..."er jeg en af dem der ikke gør" er i ????

Jeg er "kun et menneske der prøver at finde en udvej i livet´s labyrent og min instilling er jo som bekendt ikke kristen, men derfor føler jeg ikke at andre kristne er "mere naive end ham der er indlagt på psykiatisk aff. på køge"

Jeg er ikke det mest "kloge væsen" her på vor moder jord, men
heller særlig langskægget...:)

Men kort og godt: har i kristne en fortælling om hvordan i i mine øjne gik fra at være "naive" til kristne, og...hvordan.?

Her er min historie : Hej Kristina ...
De må undskyle at jeg ikke har givet klarhed over mine synspunkter...
Men det er ikke nogen hemmelighed at det er " jeres ærbødige"
Jennes der har denne "utrolige holdning til jeres tro"

Jeg er denne "vedkommende" som har dette "utrolige langskægget væsen " præget i min bevisthed "

Jeg som blev "kidnappet som baby" til at blive døbt, har haft denne utilfredstillende følelse af afmagt over for voksne mennesker, der altid vidste bedre end mig:

Du er blevet døbt Jennes, så derfor er du katolik.

NEJ jeg er ej men de voksne var altid de stærkeste i " TROEN"
og i virkeligheden. så hvis jeg havde en anden mening så "vankede der"

Så nu når jeg er blevet stor og stærk nok selv, så ville jeg gerne vide hvad det er for et langskægget væsen jeg har måtte se mig overmandet over i min barndom.

Jennes