Så. Nu sidder jeg her igen - nede i det mørke hul, jeg ellers lige møjsommeligt havde slæbt mig op af igen. Igen ja.

Og hvad er problemet så nu?

Problemet er, at jeg lige har været i Kroatien for at besøge de gamle FN missionsområder. Det var sådan set fint nok. Men så løb jeg på vores tolk fra dengang. Jeg vidste godt hun ville komme, men jeg tror jeg havde ignoreret det. Og nu stod hun pludselig dér lige ved siden af mig.

"Forelsket?" spurgte min kone mig senere. Og jeg ville virkelig ønske, at jeg var. Næh, jeg var i stedet kommet i tanke om dengang jeg sidst så tolken. Det var for 12½ år siden på hovedkvarteret for Sector North, Kroatien. Vi havde arbejdet på samme kontorer i næsten et år, så man havde jo ligesom lært hinanden lidt at kende.
Og det var så denne tidlige morgen i februar 1994, at jeg skulle hjem og afslutte min FN-tjeneste. Jeg fik ikke sagt farvel til hende og tænkte egentlig ikke mere over det - på det tidspunkt i hvert fald.

Men denne dag i 2005 slog det mig pludselig, hvilken enorm skyldfølelse jeg har haft i alle de år. Jeg ledte efter en åbningsreplik, men kunne ikke rigtig finde en, der passede med de følelser der pludselig væltede rundt indeni. Det mest nærliggende var: "Hej, nå, nej hvor sjovt. Jeg troede du døde under nedslagtningen af krajina-serberne i 1995?" eller "Næ hej, nå du undgik at blive voldtaget og myrdet? Og familien, lever nogle af dem stadig? Ja du må undskylde jeg bare sådan smuttede, men jeg skulle jo hjem og have ny sofa og sådan, ikke".

Tja, jeg kan ikke forklare det. Det slog mig vel, at jeg engang lod denne (dengang) 21-årige pige blive i sit krigshærgede land, så hun selv måtte sørge for at redde sit eget liv bedst muligt. Og under de store angreb i 1995 tænkte jeg, at hun jo nok døde, eftersom hun havde meget langt fra hovedkvarteret til grænsen. Og så stod jeg dér en dag for en lille uge siden - 12 år ældre - og fandt ud af, at jeg havde svigtet en sårbar person. Ikke bare svigtet ved ikke at møde op i baren på aftalt tid, men svigtet ved at efterlade hende dér.

Og med et forbløffende hårdt trylleslag var jeg igen tilbage dér, hvor man harmes over den hob af idiotiske ligegyldigheder, folk heroppe i det sikre nord beskæftiger sig med. Rentefri lån, skyet vejr, Pia Kjærsgård, Vild med dans, slagtilbud, mobil-talk.
Du godeste, jeg lod hende bare blive for at dø ....

Det var ingen ulejlighed at læse dit indlæg MA!

Det rørte mig dybt og jeg kan sagtens følge dig hvad angår de ligegyldigheder vi til dagligt går og bakser med heroppe i vores sikre "rede".

Glem nu ikke den lille smule godt, som jeg er sikkert på, at du også har gjort for hende!

Hej Karsten

Først og fremmest: tak for din beretning som nok vil fylde en del op i mit hoved her på denne solskinsdag ... og minde mig om alle mine egne svigt ...

Og jo, de togforsinkelser er jo sådan set til at leve med - og at jeg alligevel ikke fik slået det græs i går ... og at der ikke var flere kaffefiltre her til morgen .. og ....

Men ved du hvad, jeg synes du skal blive nede i hullet lidt endnu, vænne øjnene til mørket og måske tage det, at du overhovedet røg derned, som et tegn på at du ikke kun er et menneske, men også et med-menneske.

kristina

Verden er mørk, og at falde i et mørkt hul er såre let.. du skal nok komme op igen, men ja - det er meget svært. Skyldfølelse er noget pis, og det er et af Satans ynglingsvåben til at få én til at miste modet og håbet.

Jeg vil gætte på, at jeg ved nogenlunde hvordan du har det. Jeg kendte engang en fyr der var muslim.. en ekstrem moderat muslim(sex, drugs and rock'n'roll), men alligevel betroede han sig til Islam. Han var gift. På et tidspunkt gik det så galt med stofferne - hans kone tog en overdosis ecstacy og døde af det, og til nytår(2003) begik han selvmord med sovepiller. Det der gik mig på, og stadigvæk piner mig den dag idag, er tanken om hvor mange chancer jeg egentlig havde for at fortælle ham om Gud, men jeg gjorde det ikke, selvom det kunne have reddet hans liv. Hvorfor? Jeg turde ikke.. jeg turde simpelthen ikke.. Jeg plejer ikke at være bleg for at sige min mening lige ud, men dér turde jeg ikke.

Jeg tror den største forskel mellem din og min situation er, at denne her fyr døde.. jeg kan ikke gøre noget ved det. Du har tilgengæld alle mulige chancer for at kontakte hende og lette hjertet - benyt den inden skyldfølelsen æder dig op.


-Nicky Cruz

Hej alle og mange tak for jeres svar...

Også tak til dig Nicky og din beskrivelse af din "lektion i livet" som vi nogle gange må slæbe rundt på. Jeg kender egentlig godt lidt situationen med, at al lindring (så at sige) er ude af verden, da ens reaktion definitivt er for sent - se ev.t tråden Begravelse.

Jeg har luftet den aktuelle situation med tolken for et par stykker, og de siger ligesom dig at jeg burde skrive det til hende. Så det er måske det, jeg burde gøre. Men selv det er jeg lidt nervøs for. Jeg ved hun har det træls med at så mange FN-soldater fik psykiske lidelser af at være i "hendes" land, hvilket også var grunden til at hun pådrog sig opgaven i forrige uge med at tage til "fjendens land" og tolke for en af "fjendens" krigsveteraner.

Men et brev. Puha, det bliver ikke så nemt; hvad hvis jeg ripper op i noget hos hende der er puttet langt væk? Nå, men jeg må vel bare prøve at komme i gang med det?

Karsten

Hej Karsten - jeg ved det selvfølgelig ikke, men jeg tror du skal skrive til hende.
Du er god til det med ord og sætninger.
Jeg prøver at sætte mig i hendes sted og tror, at hun nok vil have det godt med at høre fra dig - så det ikke kun er dig selv, som et brev måske kan bringe lidt forløsning.

Tillid og åbenhed fra et andet menneske om noget, der er svært at tænke på og tale om, er en gave af de sjældne. Jeg tror hun vil være taknemmelig for et brev fra dig ... også - og måske især - hvis det ripper op ...

kristina

Der kommer i øvrigt en udsendelse i Dags Dato på TV2 her søndag den 11 september kl 20:00 om den tur jeg var med på til Krajina. Hvis nogen skulle være interesserede i dét.

Tolken er den kønne pige man ser på et tidspunkt udenfor en hvid kirke - sammen med en kroatisk officer, der for 10 år siden ledede slaget, der gjorde det af med de fleste af hendes venner og bekendte. Se lige hvordan hun ignorerer, at sidemanden var ham der beordrede ildspåsættelse til hendes forældres hus og bagefter gennede kampvognene henover de paniske flygtninge fra hendes landsby.

Ja ja, jeg skal lige slappe lidt af...

Dato og klokkeslet noteret ..
(Jeg tror vi er en del her i caféen, der er sammen med dig i tankerne om dette.)

kristina

hm ja - og her sad jeg tålmodigt og stirrede på husalteret.
Der var et par kedsommelige indslag om dødstrusler og Trabanter og den slags.

Lutter mørke huller ...

kristina

Øh ja, nu er det i hvert fald helt sikkert det kommer den 18 sep kl 20:00 i Dags Dato.

Hej Karsten!

Nu har jeg til aften både set det på TV2 og DR.

Og ja, det var meget interesant.
Nu fik vi alm. danskere så en lille-lille-bitte-bitte mini-chance for at kunne forstå Jer FN-veteraner, lidt bedre.

Men helt, forstår jeg det ikke. Ikke fuldt ud.
Det kan jeg ikke - Jeg har ikke selv været der og har prøvet det på egen krop.
Jeg kan sagtens forstå, det må have været særdeles ubehageligt.
Men jeg har ikke hørt nedslagene fra kanonerne.
Ikke mærket rystelserne.
Ikke hørt skrigene, eller "lugtet" angsten. ikke mærket afmagten.
Det er kun Jer, veteraner der har prøvet det.

Udefra set, mener jeg I var nødvendige. At I havde en mission.
Man må så konstatere, at missionen havde en pris. Også for Jer der skulle være bolværk, midt mellem de stridende parter.

Det gør mig ondt for dig og alle de andre.
Og det gør mig ondt for alle de, som mistede alt. Familie, venner, hjem, eksistensgrundlag.
For sådan er krig.

Krig bliver tit, glorificeret. På film, vha. propoganda mm.
Men bla. du, kan berette om meningsløsheden, grusomheden, ondskaben deri.
Den slags beretninger, tror jeg er nødvendige.
Måske sådanne beretninger, kan gøre at vore "problemer" bliver sat i relief.
At vi, når det kommer til stykket, indser at vi lever som blommen i et æg!

Kan du have det godt.
Prøv at komme op af det sorte hul.

Kærlig hilsen Helle

Hallo Karsten, ligger du stadig dernede i mørket?

Denne gang var det mig, der svigtede. ØV! - bare jeg havde sat timeren i stedet for at stole på min hukommelse. Tiden løb fra mig, så jeg kom lige præcis for sent. Mon den bliver genudsendt?

kristina

Hej Kristina

Her lige et link til DR´s pendant til Dags Dato på TV2.

http://www.dr.dk/pubs/nyheder/html/nyheder/tv-avisen/index.jhtml?programmer-stat=true1

Du skal lige gn. et par genveje først, men du kommer frem til udsendelsen er igennem.

MVH Helle

Tak for det, Helle.

Det er lidt underligt, for for mange var beskydningen ikke det væsentlige problem. Jeg kan ikke forklare det anderledes, end at det jo "bare" er en selv, man skal sørge for, og hvis de rammer så rammer de og så er det sådan set dét.

Det værste var dels de rædselsslagne flygtninge der blev tromlet ned fra alle sider og dels det at komme hjem til et land, der ikke kunne være mere ligeglad med en eller anden lokal stammekrig nede i den sydøstlige, kommunistiske del af Europa. En harme, der blev vækket til live da vi angreb Irak: For danskerne er krig noget med sandkage og pæne TV-værter. Generationen fra 2. verdenskrig er simpelt hen ved at være væk.

I udsendelsen så man et kort sekund vores daværende tolk Jelena ved siden af en ældre kroat med ølmave. Hvad ingen kunne se var, at netop dén kroat ledede angrebet på den landsby hvor hun boede, og brændte hendes forældres hus ned til grunden og beordrede kampvognene til at køre henover de af hendes flygtende naboer, som de lige kunne nå i forbifarten.
Billedet kan ses her (altså ikke af angrebet): Jelena og kroaten

Nå, gnaven kan man altid være...

Tak fordi du så med, Helle.

Hej Kristina.

Det skal du ikke være ked af - jeg satte timeren med det samme da jeg ikke stolede på min hukommelse heller

TV2's kan også ses på "Sputnik" selv om det ikke er det nemmeste at finde ud af. Det kan tilgås på Dags Dato - tryk på Se Video i højre side.

Øhm, når de nævner at forsvaret nu endelig sender folk derned for at behandle deres trauma, passer det forresten ikke. Forsvaret har intet med noget af det i udsendelsen at gøre, ejheller turen derned. Det er en organisation af frivillige der står bag, som har fået penge ad politisk vej i forsvarsbudgetet, men absolut ikke med forsvarets velvilje.

Øm nå nu var det jo så heller ikke et politisk forum, det her

Hej Karsten, ja, du har ret, generationen fra 2. verdenskrig er ved at være væk.
Jeg er formentlig den eneste her i nettet, der tydeligt kan huske den - lige fra 9. april 1940. Min familie var modstandsfolk, og jeg var forfærdelig angst for at der skulle ske dem noget. Det gjorde der også - én blev mishandlet til døde i en KZ-lejr - en anden kom hjem og havde kun mistet kun sin forstand og sin førlighed ... men det var, som du selv er inde på, ikke det værste ... shit happens, og livet går videre uden dem.

Nej, det værste forekommer mig - nu bagefter - at alle rædslerne alligevel ikke har flyttet noget som helst. Der er skrevet en hel masse bøger på fint papir om hvad der skete og hvorfor og hvordan og hvem der var de skyldige. Det er sådan set alt sammen så kedsommeligt, når man sidder tilbage med følelsen af, at alt alligevel var forgæves, og at ingen lidelse har flyttet noget som helst ... Gab.

Jeg bærer selv stadig rundt på en kvalmende skam over mit afsindige had. Jeg kunne med største lethed, hvis jeg turde, have myrdet enhver tysker på min vej, og havde endda fantasier om, at det skulle ske ganske langsomt. En hurtig død var for let ... Og jeg tænker på, hvordan jeg i skolegården var med til at mishandle en dreng, der havde råbt noget om, at hans far sagde, at tyskere også var mennesker ... og jeg tænker på. hvordan vi behandlede tyskerpigerne i maj 1945, og ... og ...

Men tiden går jo - og ca. 30 år efter var en tysk familie mine bedste venner. Fint nok.

Så det er bare med at glemmme det hele og rykke tilbage til start .. der er alligevel ingen der gider høre om det mere, og ingen der kan forhindre, at vanviddet begynder forfra.

Arvesynden - stengrunden - forekommer de fleste at være noget teoretisk, og der er almindelig tillid til, at humanisme og tolerance nok skal redde verden en dag, når vi bare ..

Ja, somme tider kan der være god brug for et mørkt hul - når lyset er alt for nådesløst afslørende ..

Nå, det var bare et lille tilbageblik ... bare glem det, vi må videre .. kaffen er klar, og det er rigtig kaffe, ikke engang surrogat ..

kristina

Hej igen

Ja, lige netop.
Krig bliver glorificeret, uvirkeligt, vi får distance til krig. Er gn. medierne, blevet vænnet til at konsumere krig, kaffe, hungersnød, wienerbrød etc. i samme åndedrag.

Og det er selvfølgelig også godt.
For tænk hvis vi i DK virkelig oplevede krig, udenfor dagligstuen.
Det ville være forfærdeligt.
- Vi har det godt i lille DK!
Den taknemmelighed, må være den fremherskende følelse, fremfor den ligegyldighed mange af os, har opøvet!

Jeg tager hatten af for de frivilige, der tog til ex-Jugoslavien. -Tager til Irak. -Der forhåbentlig, med tiden , tager til Dafur-regionen.
Osv, osv, osv.

Ja, 2.verdenskrig-generationen er ved at være væk

Men her forleden, var jeg heldig, ved en 65-årig fødselsdag, at komme til bords med en 85-årig modstands-veteran.
Se de´t var interesant!
Han kunne fortælle mangt og meget. Og da netop 1933-49, er en periode, jeg går meget op i.
Ja, så var det jo herligt "tidsfordriv", midt mellem skål-viserne og bægerklang.

Han var d. 1/5-45 blevet dømt til døden. Den dom skulle eksekveres d. 8/5-45. Det siger sig selv, hvad d. 4/5-45 betød for ham.
(I sig selv et andagts-tema)!!!!
Gn. alle årene havde han lidt af mararidt, - hver nat.
Men en hjerneblødning havde for 5 år siden, befriet ham for disse.
Nå, undskyld!!!!! Det var et sidespor!

Jeg håber ikke for dig, der skal en hjerneblødning til for, at du igen, kan får et ordentlig liv.
Måske skal der "bare" tid til!?
Måske skal du tage den tid, det tager.

Nej, ved du hvad!
Jeg har jo ikke en dyt forstand på det.
Så jeg skal vist bare holde min k...!
Det er ikke min mening at være bedrevidende.

Men har du brug for at komme ud med noget af det der trykker.
Så er jeg 100% sikker på, at vi er mange på Jesusnet.dk der gerne ligger øre til.

Prøv at hygge dig!
Helle

Jeg så desværre ikke programmet der blev vist her forleden i tv, men igennem samtale med folk der har været dernede under krigen, er jeg bleven klar over hvilket helvede det er, at blive tvunget til at betragte en sådan gru, i magtesløshed.

Nicky Cruz, der skriver længere oppe i tråden, genkender Satan som anklageren, og sådan kaldes han også i Bibelen. Gudsfjendens forhåbning er, at man i modløshed glemmer, at Gud er Nåden og tilgivelsen, og at man istedet, på Satans anklager, dømmer sig selv.

Det Levende Ord lærer os også, at vi skal bekende vores synder for vore brødre. Derfor handler du fuldstændigt korrekt, ved at skrive dit indlæg på dette forum. Du igangsatte ikke krigen, du var ikke istand til at stoppe den. Blot gav du et løfte du ikke kunne opretholde, det er såmænd det hele. Jeg kan ikke have andet end sympati for din situation og din følelsesmæssige reaktion, og jeg vil sige: Dig kunne jeg godt tænke mig at drikke en øl sammen med. Kærligheden være med os i med- og modgang. Jeg håber ikke du opfatter mit indlæg som overfladisk, eller udtryk for manglende forståelse. Jeg indrømmer, det er ikke til at se kærligheden, der hvor den er skjult.