Der står at hvis man tror kan man flytte bjerge.

Der står at hvis man tvivler er ens tro som bølgen der bryder på vandet.

Hvis tvivl inbefatter at man ikke tror det er mugligt eller i det mindste ikke hverdagsagtig (Fordi ellers er den en spiciel ting= du ikke har regnet med det)

Så hvis der sker et mirakel gennem tro vil man så lægge mærke til det fordi det vil jo værer en dagligdags ting for mig?

Hvis man ikke gør, så må det næsten være en ringeagt af guds magt? og en ophøjelse af min egen kraft til at tro (som kan føre til forhærdelse)?

Må guds fred være med jer alle

Hej Lord Dacal.

Jeg tror ikke, at tvivl og tro er noget fuldstændig sort / hvidt, sådan at enten så tror man 100% eller tvivler 100% hver gang.
En mand, som bad Jesus om hjælp til sin besatte søn, sagde: "Jeg tror, hjælp min vantro!" Han oplevede denne dobbelthed mellem tro og tvivl. Men Jesus afviste ikke at hjælpe ham, selv om han ikke var uden tvivl.
Han afviste heller ikke at vise sig for Thomas, selv om han tvivlede på, at Jesus var opstået med naglemærker og det hele.
Alligevel siger han til Thomas: "Du tror, fordi du har set mig. Salige er de, der ikke har set og dog tror".
Der er et sted (Matt. 13,58), hvor der står, at Jesus ikke gjorde mange mægtige gerninger i Nazaret pga. folks vantro. Men her ser vi ikke et billede af kæmpende mennesker, der vakler mellem tvivl og tro, ligesom faderen til den besatte dreng. Det er folk, der afviser Jesus og forarges på ham.

Guds mirakler har ikke kun noget med vores tro at gøre, men også (og især) med hans vilje. Troen kan aldrig blive så stærk, at den "tvinger" Gud til at gøre mirakler.
Jeg ved ikke om du tænker på en speciel slags mirakler, der kan blive en hverdagsting, man ikke lægger mærke til?
Man kan måske sige, at Guds velgerninger imod os (hvad enten vi kalder dem "mirakler" eller ej) kan gå hen og blive ting, vi tager for givet - så vi glemmer at sige tak, eller tror, det er noget, vi har krav på. Det kan vi godt kalde en form for ringeagt.

Det er nok en stadig øvelse for os at tro på Guds almagt - at intet er umuligt for ham. Men vi har lov til at bede Gud om en større tro, ligesom disciplene gjorde.
Samtidig skal vi også huske, at vi kun skal tro på det, Gud har lovet os, og ikke på det, han ikke har lovet os. Men så har vi til gengæld også lov til at tro på ethvert af Guds løfter.

Vi har nok svært ved at tro på Guds løfter sådan pr. natur. Men det farlige ved tvivlen er, hvis den bunder i, at man ikke tror, Gud vil en det godt (ligesom israelitterne i ørkenen). Så tror jeg, man meget let kan blive som bølgen, der bryder på vandet.
Men vi har alle lov at råbe til Gud: "Jeg tror, hjælp min vantro!"

Mvh. Anne.